Jeg ved ikke præcis, hvornår det begynder, men mon ikke det sætter ind omkring tidspunktet, hvor man for alvor som et voksent menneske indser, at tiden på jorden er begrænset. Nok vidste man det før med sin fornuft, men med ungdommens drømmende forstand troede man ikke helt på det. Efterhånden står det dog klart, at den er god nok, livet stopper en dag, og man begynder at spekulere over, om man er nok på højde med det hele. Hvad jeg mener med at ”være på højde” skulle gerne snart fremgå, for jeg tror, at en stor del af vores selvopfattelse handler om præcis dette. Hvilket sikkert også skyldes, at vi inderst inde godt ved, at der venter en form for afgørelse, hvor det vil blive synligt, i hvor høj grad vi formåede at komme på højde, mens tid var. Derfor rammes man nemt af en følelse af stadig at mangle at forstå og erkende noget meget vigtigt i livet nu – men også når man måske engang på en måde, man ikke tidligere troede var mulig, vil få en chance til.

På den ene side kan jeg godt lide følelsen, og på den anden side skræmmer den mig. Jeg tænker på øjeblikket, hvor man står over for et barn, der har hårdt brug for at blive trøstet og passet på, og man overmandes af trang til at skåne dette lille menneske for alt ondt. Tænk, at være den, der hjælper et barn til at kunne nære ubetinget tillid til verden. Følelsen er forførende, men også skræmmende, idet jeg ved, at hvis jeg virkelig tager opgaven på mig, kan det resultere i noget, der er uden ende. Et ansvar, der er uden ende, for medlidenhedsfølelsen rummer stærke kræfter. Både angående ens indflydelse på en andens liv og angående den intense følelse af at ville det bedste, der tager bolig i én selv. Er det virkelig mig, der rummer så meget godt? Og skal man glæde sig over det? Både ja og nej. Man skal være forsigtig her, for følelsen af medlidenhed er ikke blot smuk. Den kan også være i færd med at lede én ud på et frygteligt vildspor.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke præcist formulere, hvordan det begyndte. Jeg erindrer ikke en bestemt dag eller begivenhed, der fik mig til at erkende, at jeg tror på Gud, men jeg kan til gengæld prøve at beskrive fornemmelsen af gradvist at bevæge mig i retning af at tro på Gud. Den udvikling er dybt involveret i tidens gang, tankerne, der gror, indsigten i egen afmagt, og forundringen over mere og mere at føle sig omsluttet af en vilje, der ikke er min egen. Det har ført til, at jeg føler mig mindre alene, end jeg gjorde engang – altså, alene om at stå overfor de store spørgsmål om fremtid og ensomhed og håbet om lykke. Og også, naturligvis, tanken om døden, der jo rykker tættere på, og ikke blot forekommer mig nærmere, men også mere uvirkelig, fordi troen på, at der findes en evighed, har slået så meget rod, at den snart fylder lige så meget som sorgen over, at jeg skal herfra. Troen på Gud kan med tiden komme til helt at gennemtrænge et menneskes tilværelse, men hvordan det hele begynder er svært at sætte ord på. Dog vil jeg prøve at gøre det alligevel.

Af og til tænker jeg tilbage på et særligt øjeblik i mit liv. Eller rettere, nogle særlige dage, hvor jeg indså, at hvis jeg ikke sagde noget meget direkte til et bestemt menneske, kunne det få konsekvenser for os begge to. Jeg anede, at vi var i færd med at bevæge os i to forskellige retninger, og hvis jeg ønskede at beholde hende, skulle jeg sige noget, uanset hvor ubehageligt det måtte blive. Det gjorde jeg ikke, og herfra udviklede meget sig, som jeg havde frygtet. Vi gik hver sin vej, og på sin vis blev mit indre i denne periode bragt i oprør af en slags fortrydelse, fordi jeg vidste, at jeg burde have sagt noget. Mange kan sikkert fæstne tråde til en tid eller et øjeblik, hvor man kunne have gjort noget anderledes, men lod være. Det handler om manglende mod til at sige det ubekvemme og måske også tvivl om, hvorvidt man virkelig ønsker bevægelse eller egentlig er mest stemt for at blive i sit eget trygge hjørne, hvor ikke ret meget siges højt. Det er aldrig for sent – sådan lyder en populær talemåde, men jeg er slet ikke sikker på, at den er rigtig. Lad os prøve at finde ud af det.

Noget af det, jeg jævnligt angrer i mit liv er, når jeg i for høj grad har tilladt mig selv ikke at tro på fremtiden. Min dårlige samvittighed skyldes mindst to ting. For det første lærer man efterhånden, at der er noget selvforstærkende ved at tænke så negativt om det kommende, og for det andet aner jeg, at jeg simpelthen ikke har lov til det. Naturligvis er det uundgåeligt ind imellem at tvivle på eller ligefrem frygte fremtiden, da vi er udstyret med denne overvældende evne til at forestille os, hvad der vil ske, hvilket både er en velsignelse og en forbandelse. Hvorfor det er en velsignelse, vender jeg tilbage til, for da jeg var ung, så jeg det mest som en forbandelse. Så bekymret var jeg over alt den potentielle lidelse, der ventede forude, at jeg en overgang besluttede mig til aldrig at få børn. Det forekom mig ganske enkelt mest humant at skåne andre for at havne i den store utryghed, og spørgsmålet er, hvordan den tanke udvikler sig i takt med, at man bliver ældre, alt imens også verden omkring én forandrer sig. Ligesom spørgsmålet er, om der mon er noget utilgiveligt ved ikke at tro på fremtiden.

Det er mange år siden, at tanken faldt mig ind første gang, og siden har jeg spekuleret meget over, hvad det gør ved os at leve i en følelsesbåret popkultur. Altså, en kultur, hvor vi er omgivet af distraktion, højt tempo, tilkendegivelser om alt mellem himmel og jord og en forventning om, at enhver med alle sine talenter kan blive til noget særligt. Helt fra jeg var lille, har jeg mærket mentaliteten omkring mig, og jeg ville også så gerne skille mig ud og gøre indtryk. Jeg ville for alt i verden ikke være almindelig, og det kan tage mange år at komme sig over den idé. Hvis man nogensinde kommer sig. Vi er alle mere eller mindre formet af dette virvar af forestillinger om at være oppe i hastighed og ikke gå glip af noget – så meget, at det kan blive svært at fastholde en sammenhængende tanke. Vi er i disse år i færd med for alvor at opdage, hvor vanskeligt det er at leve i denne følelsesbårne popkultur, og jeg vil gerne gøre mit til, at vi forstår, hvad vi påvirkes af, hvordan det forstyrrer tænkeevnen, og at det også kan bevirke, at vi kan have svært ved at tro på Gud.

Ret tidligt i livet mærkede jeg lettelse over en bestemt ting. Nemlig over, at mennesket har en hemmelig verden indeni, som ingen kender. Ligesom alle andre indså jeg nemlig, at der kan være en vis uoverensstemmelse mellem det, man gør og nogle af de tanker bag ens handlinger, som man nødigt vil have, at andre kender til. Jeg har længe vidst, at jeg ikke altid er helt så oprigtig, som andre måske antager, for en del af min tankeverden kan være temmelig meget knyttet til mine egne interesser. Som da jeg engang kom klassens mobbeoffer til undsætning og fik ret meget anerkendelse, mens en del af sandheden var, at jeg ved min tilsyneladende barmhjertige indgriben håbede at gøre indtryk på én af drengene. Set udefra var det en smuk handling, men set indefra var det samtidig alt muligt andet, og sådan er det garanteret ofte. Vore handlinger kan bygge på en kombination af god vilje og lyst til at blive bemærket og måske også af og til forestillingen om, hvordan man bedst øger chancen for, at andre vil gøre noget godt for én selv. Det er sjældent entydigt.

Det er muligt, at man kan bevæge sig gennem hele livet uden at opdage det. Det er muligt, at man aldrig rigtig får et svar på, hvor meget styrke, man i virkeligheden har. Nogen vil nemlig mene, at det kræver, at man oplever noget decideret dramatisk i sin tilværelse. Selv har jeg hverken prøvet at blive overfaldet, befinde mig i en krig eller stå over for en mand, der pludselig begynder at skyde på folk omkring sig. Dermed minder jeg utvivlsomt om mange andre i dette land, hvor vi lever i ret stor tryghed, og hvis det er sandt, at man skal opleve noget meget farefuldt for at erfare sin egen styrke, må man umiddelbart konkludere, at man ret nemt her kan gennemføre et helt liv uden at opdage, hvad man ville kunne holde til. Måske er dette en del af forklaringen på, at vi taler så meget om svaghed og sårbarhed og alt det, der truer. Måske er det derfor, vi har det med at overdyrke dramaet, og spørgsmålet er, om vi i denne periode er i færd med at gøre mennesket svagere, end det faktisk er.

Jeg må desværre erkende, at der gik en del år, før jeg forstod det. Når sandheden skal frem gennemlevede jeg hele min gymnasietid, plus et par år mere, uden at fatte, at det er vigtigt at vide noget. Jeg skammer mig stadig lidt over det, for ikke blot bidrog jeg til at spilde lærernes tid og trække det samlede niveau ned, som man jo gør, når man ikke er åndeligt til stede. Jeg har nok også udviklet mig noget mere trægt, end jeg behøvede, fordi jeg så længe ikke ønskede at vide nok. Det er for eksempel vigtigt at kende til historien forstå, hvordan menneskeheden gradvist har opnået indsigt angående lyset, tyngdeloven, månen, planeterne, havets dybde og den runde jord. Og også indsigt i hvordan vi kan kurere sygdomme og lave reagensglasbørn og opleve at blive syg i sjælen, uden at nogen kan se det. Vi har i dag stor viden, og derfor kan vi også nu for alvor begynde at indse, at der findes en grænse for, hvad mennesket kan vide. Vi kan sande, at hvis vi bliver for griske i vores forhold til viden, kan vi komme til at mangle forståelse for dens begrænsning. Og en anden måde at begribe livet på.

Jeg har forsøgt det mange gange, og nu forsøger jeg igen. Skønt det ér svært. Det er svært at beskrive, hvad det helt nøjagtigt vil sige at elske sit land, for følelsen er så nært forbundet med ens identitet, at man hurtigt bare mest beskriver, hvem man er, og hvad man godt kan lide. Jeg kan godt lide at spadsere ned af Frederiksberg Allé og vide, at stort set alle omkring mig har et forhold til sproget, til Mads Skjern og dronningen og H. C. Andersens eventyr, til Grundloven og til Vesterhavet og fornemmelsen af aldrig at vide, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg kan godt lide at føle mig omgivet af mennesker, jeg har meget til fælles med, og jeg kan lide at køre i tog gennem Jylland og se på stationsbyerne, køer på græs og forblæste markskel og frydes over, at mine rødder findes her. Jeg kan bare godt lide at være her, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver træt af det, for jeg har efterhånden indset betydningen af at elske sit land. Det betyder ikke, at jeg særligt formfuldendt kan forklare, hvordan det føles, men jeg kan af hele mit hjerte hævde, at det er vigtigt. Og at det også har at gøre med forholdet til Gud.