Septuagesima
Muligvis står vi overfor et interessant nybrud. Den slag sker jo løbende i den uendelige fortælling om menneskene, og mens jeg personligt er vokset op i en periode, hvor det rangerede højt at have meget travlt og være i evig fremdrift, beskriver flere nu, hvordan de stræber efter at arbejde mindre, mærke mere hvile og frigøre sig fra trangen til hele tiden at præstere. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som ung efter gymnasiet besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at blive til noget. Jeg fik meget travlt, da jeg omsider indså, at jeg under ingen omstændigheder ville spilde mit liv, og er man først blevet overmandet af dén tanke, kan den blive siddende i bevidstheden sammen med spørgsmålet om, hvad man mon dybest nede er drevet af. Jeg tror, at netop det spørgsmål i denne accelererende tid falder mange ind. Er jeg i færd med at leve et smukt liv, eller vil jeg i sidste ende komme til at føle, at jeg spildte en del af min kostbare tid på jorden? Hvad vil mit sidste ord engang være?