12. søndag efter Trinitatis
Noget af det, jeg jævnligt angrer i mit liv er, når jeg i for høj grad har tilladt mig selv ikke at tro på fremtiden. Min dårlige samvittighed skyldes mindst to ting. For det første lærer man efterhånden, at der er noget selvforstærkende ved at tænke så negativt om det kommende, og for det andet aner jeg, at jeg simpelthen ikke har lov til det. Naturligvis er det uundgåeligt ind imellem at tvivle på eller ligefrem frygte fremtiden, da vi er udstyret med denne overvældende evne til at forestille os, hvad der vil ske, hvilket både er en velsignelse og en forbandelse. Hvorfor det er en velsignelse, vender jeg tilbage til, for da jeg var ung, så jeg det mest som en forbandelse. Så bekymret var jeg over alt den potentielle lidelse, der ventede forude, at jeg en overgang besluttede mig til aldrig at få børn. Det forekom mig ganske enkelt mest humant at skåne andre for at havne i den store utryghed, og spørgsmålet er, hvordan den tanke udvikler sig i takt med, at man bliver ældre, alt imens også verden omkring én forandrer sig. Ligesom spørgsmålet er, om der mon er noget utilgiveligt ved ikke at tro på fremtiden.