Jeg tror, at mange mennesker har tilbøjelighed til at tro, at ens virkelighed vil forblive nogenlunde den samme. Det kan måske lyde besynderligt i en periode, hvor der tales så meget om frygt for fremtiden og en fornemmelse af, at basale strukturer vakler, men samtidig med denne stemning af bekymring kan man godt mangle fantasi til at forestille sig den fulde konsekvens af nogle af de forskydninger, der foregår iblandt os. Og som måske har foregået længe. Jeg er generelt stor tilhænger af ikke at lade sig lamme af bekymring for det kommende, men af og til står man overfor foruroligende kræfter, som man måske har været for længe om at indse omfanget af. Muligvis fordi man gennem årene er blevet et lidt letsindigt menneske. Altså, helt bogstaveligt forstået. Et menneske, der går til verden med så let et sind, at man har svært ved at genkende alvoren, når den er der. Lad os prøve at forstå, hvad det vil sige at være letsindig. At være let af sind.

Det er nemlig i høj grad letsindigheden, Jesus græder over i teksten i dag. Han står og betragter Jerusalem og må erkende, at menneskene dér ikke har kendt deres besøgelsestid og derfor tilladt deres fjender så meget rum, at der snart ikke vil være sten på sten tilbage af deres by. De og deres efterkommere vil få svært ved at genkende den, og da Jesus som det næste rydder tempelpladsen, fordi den er blevet til en handelsplads fremfor at være et sted, hvor man tilbeder Gud, aner vi, at noget er grundlæggende galt på dette sted. De usædvanligt både vemodige og vrede ord fra Jesus understreger alvoren ved den velkendte kval med at ære det guddommelige, når velfærd og materielle interesser griber om sig. Så sker nemlig til alle tider det samme – mennesker mister respekt for det åndelige og religiøse, der mere og mere opfattes som noget, der vel er meget godt som et ekstra krydderi i tilværelsen, men som ikke har afgørende betydning for hverken den enkelte eller fællesskabet. Vi glemmer så nemt, hvad det religiøse i bund og grund betyder, og det er letsindigt. Det er dét, Jesus græder over.

Jeg tror, at en vis letsindighed er på færde iblandt os nu. Den melder sig i diskussionen om retten til at ytre sig frit og – hvis man skulle nære denne særlige drift – brænde religiøse bøger af. Der er næppe mange, der umiddelbart finder den beskæftigelse specielt charmerende eller meningsfuld, men det er heller ikke dét, debatten bør handle mest om. Den bør handle om dette at sætte grænser for andres indblanding i ens måde at opfatte fællesskab og frihed på – og også om, hvorvidt man i sidste ende i et land er enige om, hvilke principper, der bør æres. Teoretisk set kan de fleste nok godt forstå det pragmatiske argument om, at det lige nu er mest smart at imødekomme visse landes ønske om et dansk forbud mod koranafbrændinger. Det vil få samtalen til at glide noget lettere ved det globale mødebord og formentlig – på kort sigt – gøre det nemmere at være statsminister og udenrigsminister. Nogen vil sikkert brænde Koranen af alligevel, men politikerne har i det mindste gjort deres for at lette stemningen og undgå andres vrede, hvilket i nogens øjne er klogt. Et lille flertal af danskerne synes faktisk at mene det, men der sker altså noget indeni mig, når jeg fra en meget magtfuld dansk politiker hører en udtalelse som denne: ”Jeg har endnu til gode at se vores egne værdier fremmet i konfliktsituationer.”

Vi tager den lige igen. ”Jeg har endnu til gode at se vores egne værdier fremmet i konfliktsituationer.” Jeg kunne nu godt nævne et par eksempler fra historien på, at netop dette er sket, og under alle omstændigheder rummer ordene et bekymrende perspektiv. De indikerer jo, at man som udgangspunkt skal fremme sine egne værdier ved føjeligt og målrettet at undgå konflikt, hvilket næppe er tilrådeligt, hvis man vil bevare det, man sætter højt, mens andre vil presse én til at afskaffe det. Nok var situationen dengang en anden, men det er svært ikke i disse dage at tænke på Kaj Munk, der som præst og digter under Anden Verdenskrig kæmpede for at minde sine landsmænd om betydningen af at forsvare sin frihed og sine principper mod fremmede kræfter. Her, naturligvis de nazistiske besættere af landet, der jo kun kunne bekæmpes i en tilstand af konflikt. I en prædiken fra 1942 skriver Kaj Munk: ”Omvend dig, mens der er Tid! omvend dig! slip Halvheden! bliv et Mandfolk, giv din Bekendelse til Kristus eller til Satan! omvend dig! slip Vaneliv og Slendrian og ”det gaar sgu nok alt sammen”. Det er ikke de store Syndere, men de pjattede og uafgjorte, der giver Grobund for det onde paa Jorden og holder Ilden i Live i Helvede.” Kaj Munks ligefremme omgang med begreber som Satan og Helvede viser, at han ikke blot tog kampen mellem ondt og godt alvorligt og helt oplagt fandt, at nazismen rummede det onde. Han mente også, at enhver må tage del i kampen, for det er letsindigheden, der kan bane vej for det onde – det er de ”pjattede og uafgjorte”, der ikke kender deres besøgelsestid, og som uden at vide det lader fjendtlige kræfter gro frem.

Nu står vi atter i en situation, hvor vi skal genkende og modsige fremmede kræfter. Muslimske ledere, der vil diktere dansk mentalitet, og der er så meget, vi skal overveje. Her i kirken gør vi det naturligvis i lyset af kristendommen og dermed også vores opfattelse af, hvad der er helligt. Og i hvor høj grad det kan krænkes. Dette er hos os præget af Grundtvig, der omkring 1825 erkendte, at mens Bibelen selvsagt er den vigtigste bog, der nogensinde er nedfældet, findes det mest hellige for den kristne i Ordet, som Jesus siger. Og i Jesus selv. Bibelen rummer guddommelig sandhed, og vi prøver efter bedste evne at gribe essensen af den, men vi opfatter ikke i særlig grad genstande som hellige, og hvis nogen sætter ild til en bibel, ser vi det mest som en tåbelig drengestreg og fortørnes ikke inderligt. Er det letsindigt og udtryk for manglende alvor? Det er et vigtigt spørgsmål, for sagen er jo, at den danske afslappethed har en skyggeside. Den bidrog op gennem 1900-tallet til en så stor ringeagt for Bibelen og kristendommen, at man blandt visse kunstnere og i Danmarks Radio især i 1970`erne og 1980`erne fandt det smart og progressivt at håne og nedgøre kristendommen. Jeg kan som præst i kølvandet på denne epoke afsløre, at genopretningsarbejdet siden har været og stadig er enormt. Vi har virkelig i dette land vænnet os til ikke at føle ærefrygt for det religiøse, og nu skal vi finde os selv mellem dette åndelige tomrum og forholdet til dem, der kræver, at vi justerer vores kultur ifølge deres anderledes normer. Hvem er vi egentlig i dag, når vi står her?

Vi er dem, der igen skal indse, at alt dette i sidste ende handler om menneskets forhold til Jesus. Vi er dem, der skal lytte til, hvad Guds søn siger – også når han græder over Jerusalem for at lade alle slægter vide, at han er kommet til verden for at befri os fra enhver falsk og fjendtlig magt. Når vi skubber Jesus ud af bevidstheden, overtages den ledige plads af noget andet – for eksempel begejstring for at købe ting og længsel efter nem adspredelse samt en forestilling om, at det går sgu nok alt sammen, uden at jeg ligefrem behøver tage tingene så alvorligt, at jeg bliver uvenner med nogen. Sådan kan frihed langsomt mistes – ved at man lever let og skyr konflikt, og den dybeste frihed er kommet til verden med Jesus. For han sætter enhver fri ved at sige – jeg er hos dig, uanset hvor mange hellige skrifter, der brændes af, for mit hellige rum er dit hellige rum, og tror du på det, er du fri fra alt, hvad andre måtte gøre og mene. Og så har du styrken til at modstå det. Denne individets urørlighed er en klippegrund i det kristne liv, og på dén kan vi leve uden nidkært at vogte over, hvad en anden måtte mene om min bibel. For når det egentligt hellige findes i forholdet mellem Jesus og menneske, kan det reelt ikke krænkes, og så behøver vi ikke regler og forbud for at beskytte det. Er det letsindigt? Nej, ikke hvis vi tager troen alvorligt, og mens vi som sagt har erfaret, hvordan disrespekt for kirke og kristendom bredte sig i de tankeløse årtier, har vi nu en oplagt anledning til igen at forstå, at den, der tror på Jesus, ikke i sit inderste kan krænkes, fordi Jesus selv ikke i sin inderste natur kan krænkes. Og at det ikke er vores opgave at beskytte nogen guddom. Det er vores opgave at tro på, at guddommen elsker og tilgiver og beskytter os.

Dette er essensen af kristen styrke og frihed. Vi er sat fri fra forbud og regler og kan trods al vores fejlbarlighed leve i troen på at være bevaret af en Gud, der gør alle vores idéer om ære og værdighed så små. Dette er åndelig frihed, og mange har advaret mod at miste den. I romanen Det forjættede land lader Henrik Pontoppidan en præst kalde vores nyere periode – altså, fra 1900-tallet og frem – for en ”forfjamsket” tid, hvor vi så nemt glemmer, at vores inderste identitet grunder i forholdet til Jesus og det Ord, han taler til os. Ikke mindst her i kirken. Den, der tror på hans Ord, bygger sit liv på den kristne lov om at elske næsten og finde tilgivelse i, at Gud fortsat elsker, selv når vi svigter. Ud af dette vokser en ansvarlighed og taknemmelighed, der gør det indlysende, hvor meget der er at miste. Alligevel er det så fristende at leve letsindigt, og Pontoppidans præst siger: ”Og kan virkelig nogen sige sig helt fri for at have ligget under for denne barnlige tilbøjelighed? Hører vi ikke endnu daglig den lære blive prædiket, at i drømmene har mennesket sin sande glæde, sin største lykke, sit egentlige hjem? Nej, lad os ikke bedrage os selv!” Vi bedrager os selv, hvis vi lader andre diktere vores forståelse af det religiøse, og det kan komme til at koste os dyrt. For hvad man end mener om den letsindighed, der nok delvist er vokset ud af den danske grundtvigske tradition og har lokket os til ikke at tage det religiøse alvorligt, opstår øjeblikket, hvor vi skal genfinde alvoren og ikke være de ”de pjattede og uafgjorte” som Kaj Munk skriver om. Men de besluttede og de frie. Dem, der ikke i eget land lader sig diktere af andre.

Når jeg siger sådan, skyldes det som sagt, at man i sit liv kan mangle fantasi til at forestille sig konsekvensen af nogle af de forandringer, der nærmest umærkeligt kan foregå iblandt os. Vi kan glemme, hvad det betyder, at Jesus kom hertil for at dø og på den tredje dag opstå fra graven og bane vej for den største frihed. Frihed, selv fra dødens magt. Med denne kristne frihed får vi frimodighed til at leve i troen på, at Guds søn altid er hos os. Det er letsindigt at glemme, hvor meget der er at miste, det er letsindigt altid at ville undgå konflikt, og det er letsindigt ikke at ære, at Guds søn altid er hér, hvor vi er. Derfor græder Jesus, men derfor bliver han også ved med at tale til os, for det er hans Ord, der er helligt. Og det er letsindigt ikke at lytte. Amen.