I nogle øjeblikke er man ikke i tvivl om, hvordan tilskyndelsen skal forstås, da den kan fremstå som noget af det mest entydige i os. Andre gange kan jeg dog godt komme lidt i vildrede om, hvorvidt det giver mening at få medfølelse med et andet menneske, og den tvivl er vokset frem gennem de senere år. Spørgsmålet er, hvad der dog er sket. Er det mig eller omgivelserne, der har forandret sig på en måde, der gør, at jeg faktisk kan komme i tvivl om barmhjertighedens berettigelse? Uanset hvad fornemmer jeg, at nogle vilkår mellem os forrykkes så meget, at det har konsekvenser for, hvordan vi forstår begrebet medfølelse, og meget afhænger af, hvordan vi i dag ser på forholdet mellem svaghed og styrke. Hvordan vi forbinder os selv med det ene og det andet. Det hele præges af tidens menneskesyn og af vores selvopfattelse hver især, og det giver slet ikke sig selv, hvornår man bør føle barmhjertighed med et andet menneske.

Vi har ellers en legendarisk beskrivelse af, hvad barmhjertighed er, og der er nogle elementer i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som det er afgørende at bemærke. Måske mere end nogensinde. For eksempel er det helt centralt, at manden, der er blevet overfaldet og smidt i grøften, virkelig er i nød. Han er ikke bare sårbar eller presset eller på anden vis mentalt udfordret, som det hedder. Han er i nød, helt håndgribeligt, ganske overladt til de rå kræfter, ja, han er måske ligefrem i livsfare efter den hårde medfart, og ingen kan nære tvivl om, at ham bør man føle medynk med. Lignelsen er så vidunderligt konkret og lærer os, at når et menneske for alvor har brug for hjælp, er den, der træder til, hans eller hendes næste. Disciplene og de lovkyndige er så heldige at være dem, der fra Jesu egen mund får alt dette gjort klart, og vi andre kan ikke ofte nok få det genfortalt, da vi trods lignelsens enkelthed har så nemt ved at forplumre tingene. Ikke mindst kan man som sagt med god grund i disse år overveje, om vi er i færd med at forplumre tanken om, hvad det vil sige at være i nød og have brug for at blive mødt med barmhjertighed.

For sagen er, at mennesket oftere og på et tyndere grundlag beskrives som et væsen i nød. Eller beskriver sig selv som sådan. På den ene side hylder vi individet som suverænt, men samtidig dyrkes en fortælling om, at det er fortabt. Ikke i religiøs forstand i lyset af fald og syndighed, men som et produkt af nogle undertrykkende mekanismer, der ansporer nogen til at mene, at den enkeltes trængsler er et fælles anliggende. Det er nærmest blevet en moralsk pligt at gøre rede for sin hårde skæbne som udtryk for, hvad samfundsstrukturerne gør ved os, og vi kender tankegangen fra mange års LGTB-retorik, feministisk teori, Metoo-sager og beskrivelser af at føle sig marginaliseret. Spørgsmålet er dog, om der altid er en dybere grund til at føle sig forulempet af en andens udtalelse eller stemmeføring, hvilket også kom til udtryk i tv-dokumentaren Balladen om kolonihaven. Den handler om et samspilsramt fællesskab i en kolonihave ved Aalborg, hvor sårbarheden også synes at være gået en smule amok. For eksempel i scenen fra et bestyrelsesmøde, hvor en yngre kvinde pludselig siger til den ældre garvede kolonihavevejer: ”Jeg synes, at du presser mig!” Den ældre kvinde spørger lettere paf: ”Hvordan presser jeg dig?” Hun

aner ikke, hvad det handler om, og den unge kvinde svarer mut: ”Det ved jeg ikke.” Sagen er, at ingen ved, hvad det handler om, og scenen beskriver ikke blot den velkendte diffuse offerfølelse, men understreger også, at den rummer magt. Bestyrelsen er sat til vægs, og alle kigger ubekvemt frem for sig, for svagheden har talt, og hvem har lyst til at sige den imod?

Ikke mange, for man kan blive dømt som krænkende og hjerteløs, hvis man gør det, og det er dén mentalitet, der kan føre til et skred i synet på barmhjertighed. For hvis mennesket på spinklere og spinklere grundlag defineres som værende i nød, får det vel også i tiltagende grad krav på andres medynk. Selve næstekærligheden kan blive devalueret, fordi tilstanden som udsat bliver for nem at træde ind i, hvormed den andens medfølelse næsten kan blive til noget, man har ret til. Samværet kan på den måde blive temmelig anstrengende – nærmest som én lang magtkamp – men ikke nok med det. En konsekvens kan også være, at vi glemmer, hvor utroligt værdigt det er at kunne tage vare på sig selv. Ja, at det på sin vis er næstekærligt at stræbe efter at være stærk, fordi du dermed skåner den anden for at skulle bære dig. En del af meningen med livet er at kunne løfte sin egen byrde, og vi risikerer i denne epoke at miste sans for både evnen til at leve og værdigheden ved at være et stærkt menneske. Den østrigske psykolog Viktor Frankl, der sad i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, har skrevet uhyre klogt om betydningen af at tro på styrke. Han gjorde sig i lejren mange tanker om lidelse og modgang og konkluderer i bogen Psykologi og eksistens: ”Hvis livet overhovedet har en mening, må lidelsen også have en mening. Lidelsen hører jo på en måde med til livet – på samme måde som skæbnen og døden gør det.” og han tilføjer, at kun ved at erkende dette, kan man komme til at forstå, som han skriver, at ”mennesket i sit indre kan være stærkere end den ydre skæbne.”

Med den erkendelse forstår vi, at også næstekærligheden skal ses i lyset af vores stræben efter at være stærke frem for at være svage. Hvis det ikke længere opfattes som værdigt at kunne stå selv, opstår der en overdyrkelse af vores svaghedstegn, hvilket udgør en væsentlig del af kernen i tidens kredsen om sårbarhed og mistrivsel. Alle disse betegnelser for individets vilkår, der bruges uden sans for deres selvforstærkende, nedbrydende karakter og faren for, at de vænner den enkelte til at ynke sig selv uden at vide hvorfor. Som den unge kvinde i kolonihaven. Det er en slags moderne tragedie, at vi på den måde mister tro på styrke og livskraft, og også Søren Kierkegaard kredser om alle de kræfter, vi i virkeligheden har. Eller får. Men som vi alt for nemt kan gå glip af. Han skriver sådan her i en opbyggelig tale: ”Vil den Lidende mismodigt, forstemt, maaskee fortvivlet vedblive at stirre paa, hvor svag han er bleven: ja, deri er intet Glædeligt. Men vil han see bort herfra, for at see, hvad det da betyder, at han bliver svag, hvo det da er, der bliver stærk, at det er Gud: saa er dog vel det Glædelige (…) Det at unde Gud Seieren, at trøste sig med, at det er Ham, der har sejret, o, det er da i Grunden at unde sig selv Seieren! Thi i Forhold til Gud kan et Menneske jo kun i Sandhed seire derved, at Gud seirer.”

Vi sejrer, fordi Gud sejrer, og uden denne sandhed hvilende i bevidstheden risikerer man at størkne i sin egen svaghed, idet der ikke længere findes en guddommelig modsigelse af den. Man forstår ikke, at netop følelsen af svaghed er forudsætningen for at kunne modtage den største styrke og komme videre i eksistentiel forstand. I stedet stopper man bare ved identiteten som svag, og vi befinder os i en virkelig interessant proces. Traditionelt set afviste mennesket Gud for at kunne forlade sig på egen styrke – det er den klassiske ateistiske tanke. Men nu er vi nået derhen,

hvor man forlader sig på sin svaghed, der er blevet vej til opmærksomhed og en anledning til at kræve andres medfølelse. Ikke fordi man som den overfaldne i lignelsen er i alvorlig nød, men fordi man føler, at man er i nød. Jeg indledte med at sige, at noget har forrykket sig mellem os, og jeg kan personligt mærke en modvilje vokse frem overfor den, der fremstår svag eller kalder sig svag, for det giver ikke umiddelbart mening at være hans eller hendes næste. Det er selvsagt en farlig kurs, for tænk, hvis man med tiden bliver et mindre næstekærligt menneske, fordi så mange gør krav på medynk. Tænk, hvis man mister en del af omsorgens tilskyndelse, fordi vi glemmer, at der også er næstekærlighed forbundet med at skåne fællesskabet for at skulle bebyrdes med mine kvaler. Før, altså naturligvis, at disse er så udtalte, at jeg virkelig har brug for den andens medfølelse. Tænk, hvis den kristne lov, buddet om at elske, udhules, fordi ingen tør sige den selverklærede svage imod.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner skal til alle tider hjælpe os til at holde tanken klar, så vi undgår den ulykke. Den viser os, hvordan vi kan leve som Guds tjenere og hinandens beskyttere, og at vi ikke blot med Jesus er blevet afsløret som syndere, men også er blevet ophøjet som dem, der kan bære næstekærlighed med os ud i verden. På den færd befinder vi os dog i evig fare for at glemme betydningen af at forlade sig på, at den indre styrke findes. Også selv om vi er syndige. Dette indeholdes i Paulus` ord, når han siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. Tror man på, at Kristus, den opstandne, lever, erfarer man styrken, der strømmer fra ham til os, og så er man aldrig kun svag. Så forstår man også, at vi kan blive mindre givende og mere rethaveriske overfor hinanden, hvis det bliver en norm at forsøge at hævde sig gennem identiteten som et sårbart menneske. Det er et tegn på, at vi har glemt, hvad det vil sige at tro på, at Guds styrke er i os, og at vi derfor skal føle os forpligtet på at tjene hinanden som de stærke. Fremfor at konkurrere om at være de svage.

Lige så vel som det er forkert blot at gå forbi, når et menneske ligger forsvarsløs i grøften, er det forkert at ville aftvinge en anden næstekærlig opmærksomhed ved at fremstille sig selv som særligt udsat. Lige så vel som det er syndigt at være upåvirket af andres lidelse, er det syndigt at være overdrevent optaget af sin egen, fordi det er syndigt ikke at tro på, at Jesus har levet og lidt døden og rejst sig fra den igen for at tage os med ind i et liv, hvor styrken altid findes. Hvor ”mennesket i sit indre kan være stærkere end den ydre skæbne.”, som Viktor Frankl formulerer det. Dette kan et menneske være, når det tror på, at alt i kraft af Kristus er blevet én tilgivet, og at han elsker til evig tid. Dette er essensen af den styrke, der strømmer til os, og tror man på det, bliver den kun dag for dag større. Styrken bor i vort indre, og man ærer Gud ved at ære dén. Og ved at give den videre til andre. Amen.