Jeg spekulerer for tiden en del over, hvor mennesket får sine dybeste kræfter fra. Jeg bliver ofte spurgt om det, hvilket i dén grad er min egen skyld, idet jeg i den senere tid har skrevet og talt meget om begrebet livskraft. Jeg kan virkelig godt lide det ord, der for mig repræsenterer en grundlæggende kilde til styrke i os, som vi dog kan risikere at miste sans for og ikke mindst i en tid med så megen tale om det sårbare og angstfyldte ved at eksistere. Retorikken hælder i disse år til den skrøbelige side, og ordet ”livskraft” udgør en modsigelse af den, mens det jo så også giver sig selv, at folk gerne vil vide, hvad den egentlig består af. Og ikke mindst hvad man skal stille op, hvis man virkelig ikke kan mærke den livskraft, jeg taler så meget om. Det kræver naturligvis et svar. Hvor kommer livskraften fra, og hvordan mærker man, at man har den og virkelig er beregnet til at leve og må holde fast i den overbevisning, hvad der end sker? Og kan man simpelthen beslutte sig for det?

Det er forståeligt nok, hvis moderen i teksten i dag har mistet en del af troen på, at der er tilstrækkeligt mange kræfter tilbage i hende. Hun er enke, hendes eneste søn er afgået ved døden, og udover sorgen over nu også at have mistet ham, kan hun se frem til et liv, hvor hun er temmelig meget på spanden. Når både hendes mand og hendes søn er døde, er der ingen til at forsørge og beskytte hende i et samfund, hvor kvinder mildt sagt ikke var særligt frie og selvstændige. I dag er det vist lige så ofte er mænd, der har svært ved at klare sig alene, men hvad end årsagen er til den enkeltes afmagt, må man bare sande, at enhver kan komme til at føle sig fortabt, når ulykken rammer, og det synes svært overhovedet at komme videre. Alt dette forstår Jesus ved synet af den døde unge mand, og han ynkes derfor nok ikke kun over hans mor, men generelt over vores mulighed for helt at miste livsmod. Og han reagerer ved at give kvinden hendes søn tilbage. Jesus vækker ham simpelthen fra døden tilbage til livet og lader både ham og hans mor og alle andre forstå, at livskraften altid findes. Selv når man græder og ikke tror, at man har den længere.

Jeg tror på, at vi selv har en del indflydelse på dette. For eksempel kan vi tale en del af livskraften væk. Det mindes man klart om for tiden, hvor det mere og mere opfattes som klogt at beskrive alle sine problemer og mangler og indre kvaler. Også blandt politikere. Ingen nævnt, ingen glemt, men man kan jo lægge sig så ”fladt ned”, som det hedder, at det næsten synes, som om man frivilligt udraderer sig selv. Når en offentlig magtfuld person fortæller om alt det mørke i sit indre og næsten fremtræder som et menneske i en skriftestol, bliver man lidt underligt til mode. Nogle medierådgivere har formentlig anbefalet taktikken, idet det antages, at folk i dag sympatiserer med den store ærlighed, men hvis et menneske ikke samtidig værner om sin værdighed og stolthed, bliver vi alle taget som gidsler i en andens ydmygelse. Så nedgøres livskraften, og vi kan i denne selvudleveringens tidsalder nå punktet, hvor vi forstår, at vi med ord kan fastholde styrke. Ligesom vi med ord kan opløse den. Jeg går meget ind for, at man fortæller oprigtigt om sig selv, da vi lever af hinandens historier og ikke mindst erfaringer med at overkomme modgang. Men man skal vare

sig for at appellerer til andres sympati ved at fremstille sig som et menneske i knæ, da det er en risiko, at man mere og mere kommer til at se sig selv om én, der primært er netop det.

Dette at være stærk handler også om at beslutte sig for at være det. I romanen Villette, der er skrevet af Charlotte Brontë i 1853, møder vi den unge Lucy, der virkelig har nok at slås med. Hun er særdeles ensom, har ingen familie og ejer stort set intet i denne verden. Hun ansættes som lærer på en skole i Frankrig, hvor hun føler sig udstødt og på ingen måde så attraktiv som de unge smukke kvinder omkring hende, og tilmed er hun ulykkeligt forelsket i én af professorerne på stedet. Men Lucy insisterer på at have livskraft. Forunderligt, stille og næsten snusfornuftigt, når hun siger til sig selv: ”Jeg ser en masse af mine medmennesker, der ikke sidder i meget bedre omstændigheder. (…) Jeg ser ingen grund til, at jeg skulle være en af de få begunstigede. Jeg tror, at en blanding af håb og solskin forsøder selv de hårdeste skæbner. Jeg tror, at dette liv ikke er alt, hverken begyndelsen eller slutningen. Jeg tror, mens jeg skælver, jeg er fortrøstningsfuld, mens jeg græder.” Lucy finder kræfter i glæden ved at læse og evnen til at drømme og ikke mindst i troen på, at ”dette liv ikke er alt”. Det betyder ikke, at hun går rundt og ser frem til at dø, slet ikke, hun vil videre, som man siger i dag. Men det betyder, at hun tror på, at der gives noget til hende, der altid vil holde hende i live, og jeg skal nok om lidt fortælle, hvordan det ender med hende.

Lucy har som sagt rigeligt at slås med, det har mange af os, men derudover tror jeg, at vi er underlagt et særligt barsk vilkår i denne tidsalder. Fordi det ligger i luften – modsat hvad Lucy siger – at dette liv ér alt. Fordi troen på opstandelse og evigt liv er afskaffet som den fælles klippe at stå på, hvormed mennesket nemt kan tænke, at uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke nå at få tilstrækkeligt meget ud af tilværelsen. Og så kan det føles som en nærmest uoverstigelig katastrofe, at tiden bare går. Det er nok nemmere at miste modet, når tanken om definitiv afslutning gang på gang slukker alt i ens sind. Med kristendommen lærer vi, at der findes noget, der rækker ud over livets afslutning, og da Jesus ser dem bære enkens døde søn gennem byporten, beslutter han sig for at vise os det. For han sørger også over, at vi har så svært ved at tro og vækker derfor sønnen til live, så vi kan forstå, at vores tvivl og tendens til at overgøre vores egen skrøbelighed også har at gøre med manglende tro på, at døden slet ikke har den store magt, som den er så berygtet for. Jeg har naturligvis heller ikke tro nok, og jeg talte forleden med en 92-årig mand, der sagde, at jo ældre man bliver, desto mere gådefuldt forekommer selve livet. Jeg tror det gerne, jeg begynder selv at mærke intens undren over tiden, der er gået og alt det, der syntes så vigtigt, men ikke desto mindre en dag vil være væk. Der må være en forklaring på, at vi hver især er dette lille fnug med et så utroligt kraftfuldt indre, der altid rækker efter mere. Det må have at gøre med, at der findes et liv, der rækker ud over dette, og den største tragedie i kristen forstand er ikke, at vi skal dø. Den største tragedie er, at vi har så svært ved at tro på, at vi stadig skal leve.

Så når jeg bliver spurgt om, hvorfra livskraften stammer, vil mit svar være, at der inde i os findes en anelse om opstandelsens virkelighed og livets magt. Den russiske forfatter Tolstoj beskriver denne anelse i sin personlige bog Bekendelser. Som en midaldrende mand følte han sig bestemt ikke fyldt med livskraft, og så meningsløst forekom det hele ham, at han i en periode ligefrem overvejede at tage sig eget liv. Han gjorde det dog ikke og skriver: ”Nu kan jeg se, at når jeg ikke har begået selvmord, er grunden hertil en tåget erkendelse af det forkerte i mine tanker. Hvor overbevisende og utvivlsom min tankegang (…) end var, havde jeg stadig en uklar tvivl om det sande i

udgangspunktet for min overvejelse.” Der var en tvivl og en tåget erkendelse af, at han nok alligevel rummede en evne til at leve, skønt han lige nu ikke kunne mærke det. Den sans ejer vi alle. Men så er troen på opstandelse og evighed jo heller ikke tabt, vil nogen indvende? Hvis man kan ane sandheden om Guds magt over døden er troen vel ikke helt tabt? Nej, troen er aldrig helt tabt, for som Guds skabninger bærer vi på dens kerne i vort inderste, men hvis den ikke i løbet af livet bliver til mere end blot en svag anelse, og hvis vi taler den for meget væk i vores evindelige skrøbelighedsretorik, vokser risikoen for, at man vil mangle styrke og håb, når der en dag virkelig er brug for det.

I Lucys tilfælde er troen med til at bære hende langt. Hun giver ikke op og får faktisk både sit eget lille hus og tilstrækkeligt at leve af og tilmed sin kærlighed til professoren gengældt. Imidlertid må han for en tid rejse bort, og vi får aldrig at vide, om han kommer levende hjem igen, hvilket er en stor og vigtig pointe. For Lucys livskraft står og falder ikke med menneskelige relationer, hvor vigtige de end er. Det gør den ikke for nogen af os. Livskraften står og falder i sidste ende med at kunne tro på – som Lucy siger – ”at dette liv ikke er alt, hverken begyndelsen eller slutningen”. Begyndelsen er før alting, den er selve Guds beslutning om at skabe, og slutningen findes slet ikke, for evigheden findes. Og mens Lucy mærker lykken ved at blive elsket tilbage af sin professor, forstår hun, at uanset om han kommer levende hjem til hende eller ej, kan hun leve, fordi hendes livskraft strømmer fra alt det, der gives fra Gud. Kærlighedsforholdet har bekræftet hende i, at hun ér stærk, men dette besluttede hun sig tidligt for ved at satse på livskraften, og derfor er denne kun taget til. Hun bestemte sig for ikke at ydmyge sig selv, og nu har stoltheden fået fast plads i hendes sind. Hun siger til sig selv: ”Og var jeg taknemmelig? Det ved Gud! Jeg tror ikke, der findes et levende menneske, der er så erindret, så støttet, så trofast, ædelt og ærbødigt behandlet, som kunne være andet end taknemmelig til døden.”

Jesus vækker enkens søn i Nain til live for at overbevise os om, at livskraften stammer fra Guds vilje til, at vi skal leve igen, efter at vi er døde. Jesus demonstrerer, at opstandelsens er virkelig, og at bredden og længden og højden og dybden af hans kærlighed, som Paulus formulerer det, er døden overlegen. Hans kærligheds kraft er altings begyndelse, og hvis man af og til ikke kan mærke livskraften, må man huske, at det kunne kvinden i Nain heller ikke, det kunne Lucy i mange øjeblikke heller ikke, det kunne Tolstoj i sin tvivlende fase heller ikke, og det kan du og jeg af og til heller ikke. Men man kan beslutte sig, for, at den er der alligevel og måske ane, at styrken findes, og muligvis kan den anelse med tiden blive til tro. For at lære os dette brød Jesus ind i verden og besejrede døden. Det var for at tilgive os for, at vi ikke tror nok og for at hjælpe os til at beslutte os for at forsøge at tro mere. Med andre ord. For allerede nu at give os del i hans livskraft. Amen.