Mon ikke noget af det første, man overhovedet mærker i dette liv, er længsel? Ikke fordi man som lille kan sætte ord på, hvad man længes efter, men fordi man fornemmer, at der findes noget meget vigtigt, man må komme tættere på. Jeg tænker ikke på de basale behov angående føde og varme og søvn, men på det, der særligt kendetegner os mennesker – nemlig, at vi kan længes efter noget absolut livsopfyldende. Man kan komme på sporet af det, og selv husker jeg, hvordan jeg tidligt længtes efter at kunne læse, da det forekom mig at være en rent ud lyksaliggørende evne. Hvilket det også viste sig at være, og senere, når jeg stod nede i engen, hvor hestene gik og græssede, blev drømmene mere diffuse. Jeg længtes efter at mærke den urokkelige ro indeni, som vi alle i en eller anden grad kan forestille os, men som vi ikke selv kan skabe. Blot begynder man gradvist at ane, at der findes noget meget stort at række ud efter, og en væsentlig del af vores tilværelse står og falder med, at vi kommer tættere på indsigt i, hvad det er.

De fire mænd, der bringer den lamme mand hen til Jesus, gør virkelig en indsats for at nå frem til noget afgørende. Formentlig ved de ikke for alvor, hvad det består af, men de vil tættere på styrken og godheden. De længes efter at blive udfriet af den tilstand, der symboliseres ved deres ven på båren, der ikke kan bevæge sig. Dyb afmagt, med andre ord, og så meget længes de på hans og egne vegne, at de midt i menneskemængden laver hul i taget på huset, hvor Jesus befinder sig, og hejser båren ned. Intet kan bremse dem, og belønningen kommer, da Jesus gør manden rask og demonstrativt understreger sin myndighed ved straks at beordre ham på benene, så alle kan se omfanget af hans magt. Når Jesus helbreder, repræsenterer hans handling altid mere end blot forskellen mellem at være syg og rask, skønt denne i vores jordiske tilværelse jo er særdeles afgørende. I den større forstand handler det om at være et menneske, der hele tiden lidt mere nærmer sig sine længslers afklaring.

Der findes mindst to former for længsel. Den ene har at gøre med drømmen om en verden med færre ulykker og mindre ondskab. Den længsel skuffes, hver gang krige blusser op, og konflikter synes endeløse – som den mellem israelere og palæstinensere, som vi alle er vokset op med i form af en uendelig tragedie. Og som virkelig får én til at overveje, hvordan det må føles at længes efter ikke hver dag at skulle frygte at dø. Du godeste, hvor må man længes, og du godeste hvor er man heldig, fordi man bor her. Denne krig rummer så meget af både historisk hævntørst og tråde ind i den danske debat om kulturel identitet og minoriteter, hvor jøderne jo er dem, der ikke i dag kan gå trygt på gaden. Jødehadet er gennem de seneste årtier indvandret hertil, visse modbydeligheder synes umulige at komme til livs, og selv den populære og normalt så positive tyske sociolog Hartmut Rosa, sagde forleden: ”Det er, som om vi mennesker intet har lært – for epidemier og krige har jo fulgt os op gennem hele historien, og vi er åbenbart ikke kommet ét skridt videre.” Det er naturligvis ikke helt rigtigt. Vi er blevet bedre til at helbrede sygdomme og undgå visse former for barbari, men angående den basale trang til at bekrige hinanden og foragte hele befolkningsgrupper har han ret. Og man chokeres, hver gang man ser et menneske med had i øjnene af hele sit hjerte mene, at alle dem, man er i strid med, skal udslettes.

Men gudskelov finders der som sagt også en anden slags længsel, der kan blive indfriet ganske uafhængigt af hvad der sker omkring os. Og uden den ville vi måske virkelig føle os fortabte i verdens brutalitet. Man kan længes i sin egen historie og forsøge at forstå sig selv i lyset af alt, hvad man bærer med sig. Jeg talte forleden med en kvinde om netop dette. Hun har udgivet sine erindringer som datter af Troels Kløvedal, der blev berømt for at sejle jorden rundt og realisere et liv i eventyrlig frihed, mens datteren levede herhjemme og sjældent så ham. Men hun voksede alligevel op med hans ideologi og forventning om at være fri og lykkelig og altid føle sig opfyldt af liv, forelskelse og brændende nærvær. Hun skriver: ”Jeg har dyrket både forelskelsen og kærestesorgen som guder. Det er poesi, tryllestøv, antidepressiva og hele livets mening i én salig, sugende længselsfuld bevægelse. Det er et nervesystem, der hele tiden vil aktiveres. For hver en pris. Antændt af et blik, et kys, en besked. Men mest af alt antændt af mig selv. Selvantændt”. Kløvedal-datteren lærte at tro på, at den store længsel handler om at leve i konstant intensitet, og hun fik én primær besked fra sin far: ”Du må lave, lige hvad du vil, bare du bliver lykkelig.” Og hun fortsætter: ”Budskabet kommer fra et godt sted, men det hjemsøger mig en stor del af min ungdom. Al den snak om lykke.” Længe tror hun på, at det handler om at ville noget ubetinget, hvad enten det handler om forelskelsen, byturen, venskabet eller bare ethvert øjeblik, der skal tjene som bevis på, at man virkelig ér absolut fri og lykkelig. At man har et rent hjerte, der kun vil ét.

Netop den formulering stammer oprindeligt fra Søren Kierkegaard, der i en opbyggelig tale skrev om, at ”Hjertets renhed er at ville ét”. Ordene er dog gennem tiderne blevet grundigt misforstået, da vi så nemt ser dem som opfordring til konstant at lade sine brændende følelser råde. Det er bestemt ikke, hvad Kierkegaard mener, for brændende følelser kan også være farlige, da mennesket langt fra altid vil det gode, og dyrkelsen af den frie livsudfoldelse, der i dén grad har præget tiden fra 1970`erne og frem, hvor Troels Kløvedal grundlagde sin karriere som hippi-kaptajn på de syv have – og fraværende far – var jo netop baseret på den antagelse, at mennesket udretter det gode, hvis blot det følger sig hjerte. At vi altså nærmest kan sætte lighedstegn mellem lidenskab og godhed, og lad os lige høre, hvad Søren Kierkegaard mener om for eksempel forelskelsen, én af vor tids mest ophøjede tilstande. Han skriver: ”Trofast vilde han kun Eet, sin Forelskelse; for den vilde han leve og døe, for den offre alt, i den have sin Salighed. Dog en Forelskelse er endnu ikke i dybeste Forstand det Gode, men muligt blev den ham en dannende Opdrager, som tilsidst førte ham, ved Besiddelsen af den Elskede eller maaskee ved Tabet, til i Sandhed at ville Eet og ville det Gode”. Hjertets renhed handler ikke om at lade sig lede af sine følelser, men om at tage ved lære af dem som en ”dannende Opdrager”, der anskueliggør, om man måske er på vej mod en fanatisk tilstand, der kan være så destruktiv – i krig såvel som i kærlighed – idet man glemmer, at ens hjerte kan trække én i fordærv. Derfor skal det altid råde i lydighed mod Guds barmhjertige vilje.

Jeg tror, at den misforståede ophøjelse af hjertets renhed i det smukke frie menneske, som Troels Kløvedal og mange andre dyrkede op gennem 1970`erne og 1980`erne, har banet vej for en særlig tomhed. Nu er illusionen delvist brast sammen, idet vi langsomt indser, at mennesket slet ikke ønsker at være så frit, men rummer en stærk længsel efter at føle sig rodfæstet og tryg på sit sted og ikke være på evig jagt efter mere. Al den snak om lykke, den er barnlig og ude af trit med vores sammensatte og syndigt skyggefulde natur, og den har skabt en kollektivt naiv forestilling om, hvor vidunderligt verden kan udvikle sig. Hvis blot hjerterne sættes fri. Men som sagt, illusionen braser sammen, på flere niveauer – i krig såvel som i kærlighed – og vi kan blive bragt til mere forstandighed. For mit eget vedkommende hjalp det, da jeg indså, hvordan ordene ”Hjertets renhed er at ville ét” egentlig skal forstås. De bringer os nemlig i berøring med den rette længsel, der overstiger ønsket om både forelskelse og alverdens eksotiske sejlture og rækker derhen, hvor et menneske placeres i et lydigt forhold til noget, der er meget større. Det er dét, mændene aner, da de hejser den lamme mand ned til Jesus. Vi tror, at vi længes efter hver dag at få vores følelsesliv indfriet, hele den moderne individtænkning kredser om dette, men i virkeligheden længes vi efter at blive udfriet af vores følelser. Og al den snak om lykke. Vi længes efter at komme til at hvile i troen på, at vi først og fremmest realiseres gennem Guds vilje til at bevare os. Efter at blive helbredt for de mange menneskeskabte vrangforestillinger.

Vi længes med andre ord efter tilgivelse, og nu er vi fremme ved den længslernes afklaring, som vi allerede som små aner omridset af, fordi vi er skabt med en viden om, at der findes hvile. Det er dén sans, der senere kan blive til tro på, at man skal modtage sine kræfter fremfor hele tiden selv at ville gennemtrumfe dem med sit uimodståeligt blomstrende følelsesliv. Derfor siger Jesus: ”… for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” – siger han til den lamme: ”Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” For at vi kan vide, at det er ham, der skubber og skaber os videre i tilværelsen, når vi sidder fast. Nutidsmennesket med de mange diagnoser og den overleverede illusion om, at hjertet er rent, hvis blot man ønsker noget inderligt nok, har mistet en del af evnen til at tage imod de kræfter, og nu lærer vi, at dette er den største synd. Ikke at kunne tro på, at tilgivelsen er én givet, og at vi ikke skal helbrede os selv. At hjertets renhed er at ville ét, betyder ikke, at mennesket skal sætte sin vilje igennem for at gøre, hvad det vil, men at det skal sætte sin vilje igennem for at gøre, hvad Jesus vil. Det gode for den andens skyld. Ham, det står overfor dig lige nu, uanset hvad han tror på, hvor han bor, og hvor meget hans slægt gennem historien har bekæmpet min. For med hjertets renhed adlyder vi altid barmhjertigheden.

Der findes gudskelov i denne verden, hvor krige bliver ved med at hærge, og menneskene angående syndigheden og det onde tilsyneladende intet har lært, en særlig måde at længes på. Man kan længes i sin egen historie, og jeg håber for ethvert menneske, der lige nu et sted derude længes brændende efter fred og tryghed, at det kan fastholde troen på at blive bevaret, fordi forholdet til Gud, altid eksisterer uafhængigt af denne verdens brutale gang. Hjertets renhed at ville ét er ubrydeligt knyttet til troen på Guds tilgivelse, fordi mennesket slet ikke rummer alt det gode selv. Verdens gang bliver ved med at bevise det for os, og Menneskesønnen kom hertil, så vi kan vide, at det er ham, der skaber de største kræfter i os. Og hjertets renhed er at kunne tage imod dem. Amen.