Jo ældre jeg bliver, desto mere forekommer det mig at være sandt. Især slår det mig, når jeg overmandes af bekymringer, der ikke synes at have nogen ende, og jeg til sidst ikke ser anden udvej end at minde mig selv om, at jeg kun behøver leve én dag ad gangen. Engang opfattede jeg ordene som en floskel, der skulle få én til at fremstå som en frisk ”lev i nu`et”-type, men mere og mere forekommer det mig at være ord af stor visdom, for det hele stikker meget dybere. Jeg behøver virkelig kun leve én dag ad gangen. Dermed ikke sagt, at jeg undlader at lægge planer og forsøge at opføre mig hensynsfuldt over for dem, der skal følge efter mig på denne jord. Men dermed sagt, at jeg kan finde ro ved at fastslå, at ingen lige nu kan tvinge mig til at tænke længere, end jeg selv vil, og man kan øve sig i det. Man kan blive bedre til ikke at være så bekymret for fremtiden, idet man forstår, at det måske i virkeligheden aldrig har været meningen, at vi skulle beskæftige os så meget med den.

I Jeriko møder Jesus et menneske, som de færreste bryder sig om. Zakæus er overtolder og meget rig. Han kræver penge ind til magthaverne og får efter alt at dømme også skrabet en del til side til sig selv, men samtidig trækker noget andet i ham. I hvert fald vil han gerne opleve Jesus på nært hold, og da det endelig sker, bliver dagen da også helt uforglemmelig. Alene det at blive kaldt ned fra træet, hvor han er kravlet op for at få det store overblik, ændrer tingene for ham. For straks efter inviterer Jesus sig selv på besøg, hvilket påvirker Zakæus så meget, at han beslutter fra nu af at give penge til de fattige og endda forære ekstra meget til dem, han har presset for hårdt. Zakæus opgiver med andre ord en stor del af det, der sikkert længe har gjort det nogenlunde trygt for ham at se ind i fremtiden, og mens én ting er, at Zakæus muligvis denne dag indhentes af dårlig samvittighed over ikke at være kommet hæderligt til trygheden, er noget andet, at han vist fornemmer, at han hidtil har brugt sin begrænsede tid på jorden forkert. At han i højere grad skal forsøge kun at leve én dag ad gangen og på den måde komme tættere på sit sande jeg. Hvad dette egentlig er, kommer jeg naturligvis tilbage til.

Først må vi slå fast, at vi mennesker er skabt med en så enestående bevidsthed om tid, at vi uundgåeligt spekulerer over, hvordan alting vil udvikle sig. Vi kan på en enkelt dag tænke hele vores livsforløb igennem, adskillige gange, og der er stor konsekvens forbundet med at overdyrke tanken om fremtiden. Naturligvis skal man som sagt udvise rettidig omhu og gå til lægetjek og begrænse klimabelastningen, men sagen er, at vi – også i kraft af mediernes konstante pres på vore sjæle – konfronteres så intenst med teorier om, hvad der venter, at vi placeres i en højest belastende tilstand, hvor vi nervøst kigger både frem og tilbage. Vi ser det i den store iver efter at få historiens fejl og mangler slettet fra vores hukommelse. Så begynder man at fjerne statuer, tømme litteraturen for stødende udtryk og ændre navne på gader og pladser, så vi kan dæmpe ubehaget ved at vide, hvordan man engang opfattede begreber som slavehandel, kvinder og demokrati. Denne længsel efter at kontrollere fortiden er interessant, og jeg faldt forleden over disse ord af den netop afdøde tjekkiske forfatter Milan Kundera: ”Folk siger altid, at de ønsker at skabe en ny og bedre fremtid. Det er ikke sandt. Fremtiden er et apatisk tomrum, der ikke burde interessere nogen. Fortiden er derimod fuld af liv, opsat på at irritere os, provokere og fornærme os, den frister os til at ødelægge eller omforme den. Den eneste grund til at folk vil bemestre fremtiden er for at ændre fortiden.”

Ved at påtage sig at rydde op i fortiden kan man komme til at fremstå som den moralsk overlegne, der fromt og belærende ser tilbage. Sådan kan man ensrette sjæle, for jo mere man – med det besnærende argument, at man vil skabe en smuk fremtid – understreger, at vi virkelig har meget at skamme os over, hvilket udgør en markant moderne vestlig disciplin, desto mere kan man få folk til at rette ind. Kundera har fat i noget. Der er et særligt ubehageligt magtbegær forbundet med at ville styre fortiden og postulere, at vi er meget mere civiliserede end vore forfædre. Vi bruger fortiden til at stive os selv af med, men fremtiden kan vi stort set intet sige om. Den fremstår for gådefuld – som et abstrakt tomrum, hvilket jo også medfører, at science-fiction fortællinger ofte bliver til underligt sjælløse og næsten altid meget vemodige beskrivelser af det kommende. Vi er ikke i stand til at lægge kraft og indhold ind i fremtiden, fordi den tid, der endnu ikke findes, er tom. For dig og mig findes fremtiden ikke som ret meget andet end luft og en kolossal strøm af bekymring, og jo mere man beskæftiger sig med den, desto mindre føler man sig i live. Bekymringen for fremtiden æder én op, for den stopper aldrig, eftersom fremtiden jo er kendetegnet ved hele tiden at rykke endnu et skridt længere væk.

Derfor handler kristendommen altid om det nuværende, hvilket Zakæus begriber, da Jesus pludselig står i hans hus. Nu indser han, at alt kan ændres på en enkelt dag, og at mange af ens forestillinger om det kommende viste sig nytteløse, hvad enten man er en cykelrytter i Tour de France, der på en eftermiddag taber syv minutter til en lynhurtig gul mand fra Glyngøre, eller man meget brat mister sit arbejde. Som jeg selv prøvede, da avisen Det fri Aktuelt i sin tid lukkede, og jeg gik hjem langs Kalvebod Brygge med følelsen af at være blevet rykket op med rode. Om morgenen den dag anede jeg ikke, at den slags kunne ske. Jo, for andre, selvfølgelig, men ikke for mig. Men forandringen kan ramme, skæbnen kan pludselig vende, og når Jesus kalder på os, sker det igen. Her blot på den mest vidunderlige måde. Når tiltalen lyder – enten som ”skynd dig at komme ned”, eller som hver søndag før nadveren: ”gør dette så ofte som I drikker den til ihukommelse af mig” – kaldes vi frem for at elske livet og medmennesket, og nok er Jesu ord voldsomt forpligtende, men ét øjeblik ad gangen kan vi faktisk godt klare det. For samtidig befries vi nemlig fra tanken om fremtiden og nøjes med det nuværende. En af vore store digtere, Jakob Knudsen, siger sådan her om netop den frisættelse, der gør, at man: ”… ved lykkens omskiftelser kun bekræftes i den erfaring, at de betyder intet, livet i og for sig er alt, selve det, at man trods alt lever og ånder, at man har solen og verdens skønhed gratis for øje, at man kan betragte livets rige mangfoldighed, dets omvekslinger, dets op og ned og selv omtumles deraf, mens man dog altid hviler i Gud, har det evige liv, eller, som man også kan kalde det: lever livet evigt.”

Dermed må jeg naturligvis erkende, at kristendommen også indeholder et tidsperspektiv, da vi jo ser ind i en himmelsk fremtid. Det påvirker os dog helt anderledes end udsynet til den jordiske fremtid, for selv om vi heller ikke kender indholdet af den himmelske, har den ikke karakter af et tomrum. Det kan den ikke have, når Jesus har været i verden. Dette er jo hans store guddommelige bedrift – han har fået mennesket til at stole på, at dets skæbne i sidste ende skal vendes til frelse, præcis som bønfaldelsen lyder i Salmernes bog, som vi hørte det før. Modsat den jordiske fremtid rykker den himmelske fremtid ikke hele tiden et skridt længere væk, men derimod hele tiden et skridt tættere på, og fortid og fremtid, som vi kender det, vil til den tid være forbi. Dermed er også den syndighed, der så ofte her på jorden får mig til at svigte den store kærlighed til livet selv, forsvundet, for når jordisk tid er væk, er syndighed og ondskab også væk. Det onde næres i høj grad gennem vores frygt for fremtiden, derfor er det så farligt at beskæftige sig for meget med den, og hver gang Jesus taler til os, kan man indse, hvor meget man lever som en slave af den begrænsede jordiske forestilling om tid. Kristus vil befri os fra dette fangenskab – ikke fordi vi i uansvarlighed skal glemme, at fremtiden findes, men fordi vi kun kan nærme os vores sande jeg, hvis vi nøjes med at leve én dag ad gangen.

Og så kan jeg vist ikke trække den længere, for hvad er så ens sande jeg? Jeg tror, at ethvert menneske har et sandt jeg, som man hele livet søger efter og især kan ane, når man glemmer sig selv og blot overmandes af trang til at give alt væk. Som Zakæus gør. Når man er tættest på at være den fine skabning, som Gud satte i verden, og som siden faldt. Men at mærke det ”jeg” forudsætter, at man lader sig kalde ned fra træet, hvorfra man prøver at overskue både det fortidige, det nuværende og det kommende, skønt man slet ikke er skabt til det. Derfor virker det så absurd, ja, nærmest komisk, når endnu en arrogant profet sidder højt hævet og teoretiserer over fortidens synder, som har han omsider gennemskuet menneskets egentlige væsen. Spørger man Søren Kierkegaard om alt dette, vil han sige, at jo mere mennesket ønsker at gøre sig klog på historien og fortiden desto mindre vil dette menneske måske formå at forholde sig til sig selv. Og ikke mindst sin egen syndighed. Men må vi da ikke beskæftige os med historien og tage ved lære af den? Jo, siger Kierkegaard, det er faktisk meget vigtigt at gøre, men det forudsætter, at man er ”etisk moden”. Før da er det ikke forsvarligt. Jeg siger skam ikke, at denne epokes moraliserende fortidsprædikanter er etisk umodne, når de hælder maling ud over statuer og nægter at lade Pippi Langstrømpe drømme om en negerkonge som far. Jeg minder bare om, hvor nemt det er med flotte forargede teorier om fortid og fremtid, og hvor svært det er at leve op til sit eget etiske ansvar nu. Ens sande jeg er nemlig det, der overmandes af netop det. Ens sande jeg er det adlydende jeg, der næstekærligt vil styrke andre til at tro på dagen i morgen, og på den måde er kristendommen jo på sin egen måde med til at præge fremtiden.

Jeg tror mere og mere på visdommen i de ord, jeg engang opfattede som en ubrugelig floskel. Jeg behøver kun leve én dag ad gangen. Derfor blev jeg også nærmest lykkelig, da jeg for nylig læste disse ord af den svenske forfatter Per Olov Enquist: ”En dag skal vi dø. Men alle de andre dage skal vi leve.” Hver eneste dag gælder absolut, uanset hvor tæt man er på døden, og set i det lys befinder vi os alle altid intensivt midt i livet, og der er slet ikke plads til den store bekymring for fremtiden. Med taknemmelighed over, at Jesus blev sendt ind under ethvert syndigt tag for at bringe frelse til den, der vil lytte, kan vi med tryghed se ind i både den jordiske og den himmelske fremtid. For trygheden omslutter livet allerede nu. Det er jo dét, Jakob Knudsen mener, når han siger, at vi: ”altid hviler i Gud, har det evige liv, eller, som man også kan kalde det: lever livet evigt.” Det er præcis sådan det føles. En dag ad gangen, og i morgen vil jeg blive forvisset om det igen. Amen.