Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, og det bliver næppe sidste gang, at jeg siger det igen. For det er simpelthen ikke til at fatte, at vi skal dø. Det ér og bliver den mest umedgørlige tanke, der findes, og som så mange andre glemmer jeg aldrig øjeblikket, hvor jeg første gang forstod, at det virkelig var alvor og ikke blot et ondt indfald i et eventyr, der nok skulle ende godt. Det skete, da jeg en aften som barn lå i min seng og indså, at jeg helt sikkert en dag skulle forsvinde fra jorden. Og med ét følte jeg mig fuldstændig målløs. Herefter prøvede jeg at overbevise mig selv om, at når alle andre mennesker åbenbart kunne leve med det, kunne jeg vel også. Men hvad man end fortæller sig selv, forbliver tanken om døden en mørk gåde og vigtig påmindelse om, at der findes noget, vi aldrig bliver herre over. Om og om igen skal det gå op for os, at vi skal dø, og vi når næppe derhen, hvor vi rigtigt forstår det. Og når mennesket ikke kan forstå, må det tro. Det vender vi tilbage til.

Heller ikke Peter har forstået det. Det lærer vi i den centrale tekst i Matthæusevangeliet, hvor han sammen med de andre disciple indvies i den dramatiske skæbne, der venter Jesus, der i Jerusalem vil blive taget til fange og skal slås ihjel. Og Peter oplever lidt af en mental kolbøtte, da han først udnævnes til at være klippen, som kirken skal bygges på, hvorefter han kaldes Satan, fordi han prøver at irettesætte Jesus ved at udbryde, at det ikke må gå ham, som han siger. Du skal ikke lide og dø, hævder Peter – utvivlsomt i den bedste mening – men nok også ment som en trøst til sig selv, fordi han ikke kan udholde tanken om, at hans elskede Herre skal gå så meget ondt igennem. Det er en klassisk menneskelig reaktion at forsøge at tage brodden af det frygtelige ved at definere verden, som man ville ønske, at den var. Derfor kalder Jesus ham Satan, for han – Peter – er i færd med at modsætte sig Guds vilje, da det jo faktisk skal gå, som Jesus siger. Han skal lide og dø, og menneskenes opgave er ikke at fortælle ham, at han tager fejl, men at forsøge at forstå, hvad det betyder, at han vil få ret. Peter misforstår sin plads i verden ved at insistere på at ville lade Guds virkelighed erstatte af sit eget ønske om, hvordan den bør være.

Noget lignende kan siges om den diskussion om måden at forlade jorden på, som bliver ved med at forfølge os. Og som nok nærmer sig punktet, hvor der vil blive fremsat forslag om, at vi i Danmark indfører aktiv dødshjælp også kaldet assisteret selvmord. Jeg er ikke tilhænger af det, hvilket vel at mærke ikke betyder, at jeg ikke langt hen ad vejen forstår ønsket om det. Naturligvis forstår jeg længslen efter at vide, at der vil være en vej ud af lidelsen, hvis den skulle blive ubærlig. Jeg skælver selv ved tanken om den store afmagt og forstår, at et menneske kan beslutte af barmhjertighed at hjælpe en anden herfra. Hvem ved, om jeg selv en dag bliver bedt om det? Eller en dag selv bønfalder en anden om at hjælpe mig? Vi kan alle havne i situationen, men en sådan barmhjertighedsgerning bør ske i det skjulte – som en undtagelse man i ganske få tilfælde ikke kan undslå sig. For gør vi den til lov, gør vi den også til

norm og risikerer, at vores syn på liv og værdighed vil forandres. De fleste kender nok argumenterne om risikoen for forhærdelse, måske et gradvist mere kynisk syn på personer med handicap og spørgsmålet om, hvorvidt man som syg og gammel kan føle sig presset til at dø for ikke at ligge nogen til byrde. Efter sigende sagde én af medlemmerne forleden i regeringens udvalg for en mere værdig død, at det vel egentlig er meget fint, hvis man gør det. Altså en dag befrier andre for sin besværlige tilstedeværelse. Den lader vi stå til almindelig overvejelse.

Det er, som om vi mere og mere kredser om død og lidelse og muligheden for at kontrollere det, hvilket nok har at gøre med, at vi i moderne tid har mistet tro på, at tiden måske faktisk aldrig stopper. At evigheden findes, og at vi midt i det, der gør ondt, kan finde styrke fra den allerede nu. Opdraget som vi er med videnskabelig og rationel tænkning kan vi nemt gå i panik, når vi savner livsmod og ikke ved, hvorfra det skal komme. Ja, selv personer, der længe ikke har troet på det guddommelige, kan få den tanke, at der findes mere, og den store forfatter Johannes V. Jensen, der efter sigende var ateist, blev sidst i livet stærkt optaget af den mytologiske figur Sankt Christóforus. Han er en bomstærk kæmpe, der kan bære hvad som helst, lige indtil han møder sin skæbne. En dag kommer et lille barn til ham og beder om at blive båret over en bred flod, selve livets flod, og da Christóforus tager ham på skuldrene, er han nær ved at segne under vægten og frygter for første gang at dø. Nok lidt ligesom da jeg som barn pludselig fattede dødens alvor. Da kæmpen omsider når over floden og sætter barnet ned, opdager han, at det var Kristus selv, han bar – ham, der konfronterer os med vores begrænsning, så vi kan erfare ydmyghed og forlade os på det, der er større end os. Med inspiration fra Christóforus skriver Johannes V. Jensen om længslen efter at blive båret videre og komme himlen nærmere, og Christóforus er også blevet malet. Sådan her beskriver kunstkender Henrik Wivel billedet af kæmpen midt i den brusende flod, hvor han frygter at gå under: ”Han er stedt i det øjeblik, hvor vantro skal forvandles til tro. Han er et dobbelt menneske. Og han rummer en dobbelt følelse. Han er som os foran alteret og ved knæfaldet.”

Han er som os, der kan falde på knæ og bede om tro, han er som selv den mest overbeviste ateist, der med tiden kan erfare grænsen for sin formåen, og han er som Peter, der tildeles det største ansvar, der tænkes kan. Nemlig, at bære den kristne kirke på sine skuldre og udbrede Jesu ord til andre – men som heller ikke tror nok. Selv denne udvalgte discipel er et dobbelt menneske med dobbelt følelse, der elsker Guds søn, men samtidig modsiger Guds plan og ikke vil acceptere, at Jesus skal dø. I den bedste mening vil Peter – ligesom så mange i dag –gøre det hele mere værdigt for alle, og det er, som om han ikke har hørt, hvad Jesus lige sagde om sig selv. Nemlig, at han skal opstå på den tredje dag. Det er, som om Peter vil definere de store linjer selv, og det giver mening, at Jesus kalder denne discipel for Satan, for han vender tingene på vrangen. Han tror, at han skal trøste Jesus ved at sige, at han ikke skal lide og dø, men sagen jo er, at Jesus skal trøste os ved netop at lide og besejre døden. Jo mere man tror på det, desto mindre fristes man til i panik og ved lov at ville afskaffe lidelse gennem hjælp til det selvmord, der så nemt melder sig i bevidstheden. Faktisk tænkte jeg allerede som barn på selvmordet som en sidste løsning, hvis jeg i mit liv skulle blive for alvor ulykkelig, for den ligger så lige for. Tanken om selvmord er særdeles menneskelig, men den er ikke uden en pris.

Kæmpen Christóforus må ikke sætte barnet fra sig, skønt han næsten ikke kan bære det, for det er hans ansvar at bære troen videre for os. Ligesom det bliver Peters ansvar, og dermed bærer de også på pligten til at leve, for glem aldrig, at den, der hylder værdien af sit eget liv kan styrke andres lyst til at leve deres. Vi bærer hele tiden på en lille del af hinandens livskraft – og ja, jeg ved godt, at jeg lige nu risikerer at lyde hensynsløs overfor den, der virkelig lider, og jeg forstår som sagt godt, hvis man til sidst giver op. Jeg kan selv blive drevet til at gøre det en dag, ingen af os har kæmpens uanede kræfter, men vi skal stræbe efter aldrig at se livet som noget, vi selv må afslutte. Men derimod lidelsen som noget, der skal lindres. Og hvis det gøres til norm, at et menneske fra staten kan få hjælp til at afslutte sit eget liv, kan vi miste en del af den egentlige værdighed ved at være mennesker og ikke blot dyr. Vi har så meget at miste, og mon ikke det også er dét, der menes med det berømte spørgsmål, som Jesus stiller sidst i teksten i dag: For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Hvad hjælper det et menneske at få mere magt over liv og død, hvis det må bøde med en del af selve ærefrygten for overhovedet at være i live? Er det ikke at tage skade på sin sjæl?

Den ekstreme formulering, som jeg henviste til før – om at det måske er meget godt at forsvinde herfra, når man er til mere byrde end til gavn – antyder, at vi kan tage skade på vores sjæl, og ingen forklarer det bedre end Søren Kierkegaard. Han skriver: ”… det er Fortvivlelse at vinde den ganske Verden, og det saaledes, at man tager Skade paa sin Sjæl, og dog er det min inderlige Overbeviisning, at det for et Menneske er hans sande Frelse, at fortvivle…” Vi skal erkende vores svaghed, siger Kierkegaard, og fortvivle over vores afmagt og gennem dén erkendelse komme til tro på, at Gud er med os hele vejen frem til timen, hvor døden kommer. For Søren Kierkegaard går vejen altid gennem den dybeste selverkendelse, og derfor kan man overveje, om de barske tanker, vi gør os i denne fase af civilisationen, hvor opbakningen til aktiv dødshjælp i den vestlig verden vokser, i virkeligheden er tegn på en fortvivlelsens intensivering, der gradvist vil føre til mere tro. Idet mennesket skal kende til det dybeste fald for at kunne tro på den mest saliggørende ophøjelse. Jeg er som sagt af den overbevisning, at det er altafgørende at holde fast i troen på, at tiden aldrig stopper, og denne epokes fortvivlende stræben efter mere magt over liv og død bekræfter mig i det.

Om og om igen skal vi som ved et nyt chok indse, at vi skal dø, vi kommer aldrig til at forstå det, og Peter tror, at han kan trøste sig selv ved at trøste Jesus. Den går slet ikke, for så vil han kun som mennesker vil og ikke som Gud vil. Det er Jesus, der trøster os, for kun han ved til fulde, hvad kærlighed kan udrette, og hvor meget der at tro på og håbe på, og han vil med sin opstandelse frelse os fra døden. Vi må ikke bekæmpe lidelsen ved at give mennesket ret til selv at træde ind i døden, for så risikerer vi også at bekæmpe den dybeste indsigt i tro, håb og kærlighed. Vi må ikke gå i panik over, at vi skal dø, for Kristus er kommet for at bære vores sorg på sine skuldre. Og evigheden findes. Amen.