Det forekommer ret uundgåeligt, at man tidligt i livet kan finde på at drømme om at være noget andet, end man er. Fantasien kender ingen grænse, og ikke mindst figurer fra fiktionens verden kan stråle som forbilleder. For mit eget vedkommende havde jeg en kraftig fiksering på én af personerne fra ”De 5”-bøgerne om de fire børn og deres schæferhund, der opklarer forbrydelser og oplever de mest utrolige ting. En af pigerne kan alt det, drenge kan og mere til, og jeg ønskede inderligt som hende at være god til at svømme, styre en robåd og klatre på klipper. Og derudover ville jeg fantastisk gerne være god til at spille fodbold, da netop dét forekom mig at være indbegrebet af en drengs beundringsværdige kapacitet. Man dyrker sine drømme og forbilleder ud fra de inderste længsler, der jo sikkert også i en eller anden grad er præget af tidens normer, og noget kan sætte sig virkelig godt fast. I hvert fald er der ét bestemt spørgsmål, der bliver ved med at forfølge mig. Hvorfor er der så mange piger, der gerne vil være som drenge?

Inden vi går videre med det spørgsmål, kan vi konstatere, at det er en mand, der bliver døbt af en mand i teksten i dag. Det er øjeblikket, hvor Jesus skal tage hul på sin enestående mission, og som indledning skal han døbes, hvorfor han opsøger Johannes, profeten, der som én af de første på jorden anede, hvem Jesus er. Verdens frelser og forsoner. Derfor forekommer det selvfølgelig Johannes ret upassende at blive bedt om at døbe en så ophøjet figur, men Jesus insisterer, og Johannes ender med at adlyde og døbe ham i Jordanfloden. Straks bekræftes begivenhedens storhed ved, at Gud selv taler fra det himmelske og kalder Jesus sin elskede søn. Faderen har nu for alvor givet Sønnen hans sande identitet, og det lyder unægtelig som en noget maskulin konstellation, der da også diskuteres mere og mere. Der bliver i stigende grad sat spørgsmålstegn ved, hvorfor den guddommelige relation absolut skal pakkes ind i et så udpræget hankøns-sprog og forbindes så nært med ordene ”han” og ”Fader”? Det spørgsmål kræver, at vi tænker os rigtigt godt om.

Men lad os først se lidt nærmere på tidens generelle køns-kvaler, for jeg tror, at noget ret voldsomt er på færde. For eksempel må man som sagt studse over nogle kvinders stærke trang til at være som mænd, der også kommer til syne i beretninger om spiseforstyrrelser og psykiske lidelser blandt kvindelige fodboldspillere. Ikke blot ønsker de at blive så slanke og muskuløse, at de kan komme på landsholdet, de vil også så vidt muligt ligne mænd. ”De ønsker sig en mandekrop”, udtalte en psykolog forleden på DR, og jeg kan ikke glemme de ord igen, fordi de indrammer en del af den moderne kvindeskæbne, som jeg selv som ung var på vej ind i. Og som kvinder i dag nemt skubbes endnu mere i retning af. Dele af tidens feminisme og målrettede lighedstænkning opfordrer på sin vis kvinder til at efterligne mænd og blive bestyrelsesmedlemmer og mekanikere og fodboldspillere, da det skal manifesteres, at de to køn både mestrer og ønsker det samme. Mens den gamle dyrebare kvindekamp, der voksede frem sidst i 1800-tallet – udover stemmeret, naturligvis – krævede kvindens ret til at bestemme over egen livsbane, er kræfter i den moderne kvindekamp gledet over i en tro på, at kønsforskelle langt hen ad vejen er så kulturelt konstruerede, at de i høj grad bør ophæves. Kønnene skal på en vis måde nulstilles, den store normstorm er over os, og den rummer alvorlige problemer.

For nogen bliver simpelthen syge af det. For eksempel de omtalte fodboldkvinder, der så gerne vil ligne mænd, og tankevækkende er det jo også, at hovedparten af de unge, der ønsker at skifte køn, er piger, der vil være drenge. Trafikken går dén vej, manden er idealet, og mens dette af nogen tilskrives de gamle patriarkalske mønstre, også med rødder i kirkens tradition, tror jeg, at det i lige så høj grad har at gøre med tidens magtfulde ideologi om, at kvinder bør stræbe efter at erobre mændenes univers. Og selvfølgelig også – det skal man aldrig glemme – den enkeltes valg og ansvar for eget liv. Men lad os blive ved kritikken af de gamle normer, der som sagt tager til. I Sverige dyrkes den kønsløse Gud, I England er den formentligt på vej, og en dag vil det måske også i Danmark være ilde set at tale om Gud som hankøn, fordi det siges at påvirke os i kønsstereotyp retning. En normstormende præst har skrevet disse ord: ”Gudsbilleder og selvbilleder hænger sammen. Og det springende punkt er: Bryder de ned eller bygger de op? Former de, eller deformerer de?” Det er rigtigt, at synet på, hvad Gud er, former kulturen og en del af vores selvopfattelse, men det er alligevel ret chokerende, at en præst kan overveje, om det kristne gudsbillede bygger op eller bryder ned. Det er sandt, at det er pakket ind i en maskulin sprogbrug, men jeg vil gå så langt som til at hævde, at man netop af den grund kan erkende, at det bygger mennesket op.

Det er nemlig næppe tilfældigt, at Gud omtales som Faderen, for faderfiguren har mere end nogen anden styrken til at beskytte de svage. Faderen repræsenterer en magtfuld livsbevarende urkraft, og Gud er ikke – som det ellers i dag er populært at mene – blot hævet over det kønsbestemte. Dermed siger jeg ikke, at Gud er et køn på samme måde, som vi er, men eftersom Gud har skabt kønnene som noget essentielt ved at være menneske, må bevidsthed om køn vel også høre Guds væsen til. Jeg tror det. I hvert fald indeholdes en særlig dimension i forholdet mellem Fader og Søn – og dermed naturligvis også mellem Fader og barn – mens vi samtidig skal huske, at ophøjelsen af dette forhold ikke blot skal ses som en afspejling af de jordiske forhold. For det første giver modernes betydning i denne verden sig selv, også Jesus har en moder, og for det andet er det en helt uomgængelig præmis ved det religiøse, at man ikke blot én til én kan gøre Gud til part i vore jordiske diskussioner og overføre hans væsen på os selv. Det religiøse er overleveret i et sprog, der får det til at ligne den verden, vi kender, men rummer samtidig noget helt andet end den, og set i det lys kan vi forstå, at Gud kan forbindes med det maskuline, uden at vi skal forledes til her på jorden at tillægge det maskuline større værdi end det feminine.

En, der virkelig forsvarede at tiltale Gud med Fader, er den store schweiziske teolog fra det 20. århundrede, Karl Barth, der skriver: ”Gud er altsaa i Sandhed Fader, fordi – og forsaavidt – han i Sandhed er Jesu Kristi Fader og med ham Helligaandens Kilde. Derfor – og forsaavidt – kan han være og er han vor Fader. Det er Naade og ikke Natur (…) at vi maa kalde Gud ”Fader” ud fra Erkendelsen af hans Almagt.” Det er på grund af nåde og ikke natur, at vi kalder ham Fader, det handler om guddommens magt og ikke hans biologiske konstitution, og det er slet ikke kønsteori, der her er på spil. Det har altid været udtryk for en stor misforståelse at ville sidestille vores begrænsede idé om sandhed med himmelsk sandhed, for så stirrer vi os blinde på den øjeblikkelige ideologi og former Gud i vort eget billede. Når kristendommen fortæller, at Jesus er Sønnen – som det lyder allerede ved hans dåb – betyder det naturligvis ikke, at en søn er mere værd end en datter, men at vi alle er børn af samme Fader. Dog kan vi jo godt begynde at regne ud, hvad det næste normstormende krav kan blive. Nemlig, at man heller ikke længere i kirken bør sige ordet ”Søn”, og så er selve den glødende kristne nerve ramt. Den, der virker i dåben. Sønnen døbes, Faderen taler, og – som det lyder i teksten i dag – duen, der er symbolet på Helligånden, daler ned fra Himlen som den levende kraft, der nu er i verden, også efter at Jesus forlader den. Hvordan skal vi overhovedet gøre os tanker om alt dette, hvis sproget, det videregives med, ikke består af ord og begreber, vi allerede kender? Hvordan skal vi overhovedet kunne tro på andet og mere end det, der er nu, hvis ikke sproget for det guddommelige minder om det sprog, vi selv bruger? Det har ingen vist endnu været i stand til at svare på.

Jeg har tænkt over det i hele mit liv, men jeg er stadig ikke nået frem til et fyldestgørende svar på, hvorfor jeg havde en så stærk barnedrøm om at være noget andet, end jeg var. Eller hvorfor så mange piger hellere vil være drenge, men jeg tror, at det har at gøre med 1960` og 1970`ernes iver efter at opløse forskellen mellem det feminine og det maskuline, der efterlod en del børn i basal forvirring. En forvirring, der stadig består. Men derudover tror jeg, at det er fundamentalt for mennesket at drømme om at være noget andet, fordi vi jo ved, at vi ikke er fuldendte. Vi er faldet væk fra den oprindelige, skabte tilstand og ned i tvivlen og frygten for ikke at komme til at mærke nok lykke, ned i den evigt urolige selviagttagelse, ja, ned i syndigheden og fornemmelsen af at være bestemt til noget andet. I dåben siges det til os, hvad det er. ”Det er Naade og ikke Natur”, der i sidste ende holder os i live, og i dåben velsignes vi som børn i forhold til Faderen, hvilket jo siges så højt og klart, da Jesus er døbt – ”Det er min elskede Søn”. Vi er hans elskede børn, der i dåben får at vide, at vi er indtrådt i det himmelske broderskab – som Grundtvig skriver om i salmen, som vi skal synge under nadveren. Jesus er vores bror, og når han til Johannes, da denne tøver med at døbe frelseren, siger: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed,” understreges det, at det store åndelige broderskab går på tværs af alt. Der er ikke her noget for normstormerne at komme efter her, for med dåben bliver det synligt, at ethvert menneskebarn er sat i dén relation, hvor Sønnen med sin død og opstandelse baner vej for Faderens ønske om at frelse os.

Bryder det kristne gudsbillede ned, eller bygger det op? Det er ret chokerende, at en præst overhovedet kan stille det spørgsmål – som om vi har til opgave at lave gudsbilledet om, hvis det ikke behager os. Sagen er selvfølgelig, at det skal vi ikke, for det kristne gudsbillede bygger op. Det er overleveret til os gennem årtusinder, og mens tolkning og tænkning er i konstant udvikling, er der noget, der står fast. Det gør forholdet mellem Faderen og Sønnen, der bærer på den sandhed, at vi alle – drenge som piger, og enhver, der måtte føle sig usikker på, hvilket køn man tilhører – er Guds børn. Dén identitet omslutter enhver forestilling, vi kan have om dette liv og om Gud, så lad det nu ske, der er ikke noget at storme her, lad nu enhver træde ind i det forhold til Faderen, som vi fra skabelsens morgen er bestemt til. Og lad det ske, som Faderen vil. Amen.