Hvis man hver dag virkelig tænker tanken til ende, vil man næppe opleve et eneste roligt øjeblik. Hvis man hele tiden til fulde forestiller sig, hvordan man kan overmandes af sygdom og ulykke, blive ramt af en bil, føle sig fortabt og nedgjort eller drukne i havet – som det faldt mig ind, da jeg forrige år sad i en båd på Færøerne, hvor bølgerne stod så højt, at de som en mur spærrede for hele horisonten – bliver det svært at leve. Derfor må man forsøge at finde balancen mellem tanken om, hvor farligt livet er og evnen til at leve det alligevel. Spørgsmålet er dog, om vi i en periode med stor optagethed af den menneskelige skrøbelighed kan miste en del af den tillid til verden, som vi er så grundlæggende afhængige af. Om vi kan glemme, hvordan man behersker nogle af sine mange ustyrlige følelser og i stedet bliver i stand til at være i livet på en anden måde.

Følelsen af at være ved at gå under præger også teksten på denne kyndelmisse-søndag, hvor lyset så magtfuldt vender tilbage derude. Efter at disciplene sammen med Jesus er gået ombord i en båd, oplever de, hvordan stormen pludselig raser og får vandet til at rejse sig faretruende. Og da de desperat kigger hen på deres Herre, opdager de, at han midt i elementernes kaos minsandten ligger og sover. I en fart får de vækket den mand, som de ser som den eneste, der kan redde dem i nødens øjeblik – det øjeblik, man så ofte forestiller sig, og som de nu tror virkelig er indtruffet. Men Jesus ser anderledes på det og undrer sig over, at de er så bange, og da han har fået elementerne til at makke ret, kalder han disciplene for de lidettroende. Fordi de ikke magter at se den vilde og uforudsigelige tilværelse i øjnene uden straks at gå i panik. Og fordi de ikke nærer nok tillid til livet.

Netop fordi verden kan føles så utryg, ligger det dybt i menneskene at ville sikre sig, og vi oplever interessante vidnesbyrd om det. For eksempel med tidens stærke ideologi båret af visionen om at skabe et rum til ethvert menneske, hvor intet kan røre det. Hvor trygheden er total. Udtrykket ”safe space”, altså sikkert område, betegner det rum, hvor man er sikret mod enhver forulempelse, og at være vakt kan på moderne vestligt tungemål oversættes til dette at ophøje det

sikre rums status og langt hen ad vejen bekende sig til troen på en opdeling af mennesker i undertrykkere og ofre. Seneste kapitel i fortællingen om denne moralske kamp – der jo ofte tager udgangspunkt i hudfarve, seksualitet, køn og etnicitet – handler om vores syn på grønlændere, og der er da næppe heller tvivl om, at der er og har været nedladenhed i synet på det grønlandske folk. Det er virkelig godt med fornyet bevidsthed, men det ændrer ikke ved, at man generelt kan se den store identitets-vækkelse som udtryk for en ret intens optagethed af det skrøbelige menneske. Det, der i den uregerlige virkelighed bør sikres mod ubehag af enhver art i et moralsk bevogtet safe space – dér, hvor man kan fristes til ligefrem at ville benægte livets givne og også biologiske vilkår for at beskytte mennesket mod al tænkelig overlast.

Det giver sig selv, at diskrimination og ringeagt altid skal bekæmpes, men når modsigelsen af den vakte bevægelse i denne tid vokser og endda begynder at påvirke politiske valg, har det nok at gøre med – som den engelske samfundskritiker Douglas Murray skriver i sin bog Hordernes hærgen – at: ”hver dag er der en ny genstand for had og moralsk fordømmelse.” Vi kender efterhånden udskamnings-mekanismerne overfor den, der menes at have trådt forkert, og ifølge Douglas Murray overdyrker bevægelsens fortalere teorien om et væv af undertrykkelse, idet de forestiller sig, som han skriver, at: ”… hvis vi lærer at gennemskue dette væv og optrevle det, kan vi endelig nedbryde vor tids forbundne undertrykkelser. Derefter vil der ske noget.” Derefter vil der ske noget, verden vil til en vis grad være forandret og vejen banet for mere lidelsesfrie liv. Den tiltagende modsigelse af denne ideologi hænger sikkert også sammen med, at mange begynder at forstå det utopiske ved at ville skabe en verden, hvor individet i så fuldtonet forstand skal sikres mod at komme noget til. Som om vi er så skrøbelige, at vi ikke kan leve værdige liv, medmindre vi lever i absolut sikkerhed. Som om følelsen af skrøbelighed næsten bliver selve det moderne menneskes identitet.

Der er ikke blot noget uværdigt, men også noget falsk ved den forestilling, og for at forstå det skal vi sondre mellem det et menneske føler og det et menneske er. I vor tid er følelsen placeret øverst i hierarkiet som den myndighed, der ikke kan modsiges. Hermed kan vi narres til at tro, at den er identisk med ens inderste identitet, og det er den ikke. Det er godt at huske, hvis man vil bevare sin tillid til livet, for hvis jeg ikke af mig selv kan føle netop den – tilliden til livet – er jeg så dømt til mismod? Nej, det er du ikke, for ens følelse kan være falsk og

forræderisk, idet den nemlig på sin vis står i ledtog med selve den onde og livsnedbrydende kraft. Følelsen er ikke blot ens allierede, den kan også være ens modstander, illoyal og overdrevent frygtsom, men fordi den er blevet tildelt så stor magt i en følelsesfikseret epoke, har enhver lært som noget helt naturligt at præsentere sig selv med ordene ”jeg føler…”. Og så fanger bordet, så bliver følelsen på godt og ondt altings målestok. I stedet skal man forsøge at sætte lid til det, der er mere uafhængigt af evig fortolkning af eget sind, for den egentlige indsigt angående hvem man er, sætter sig igennem på anden vis. Vi er først og fremmest det, der bliver os givet gennem det skabte. I følge teologen K. E. Løgstrup er livet i sig selv godt og kan bryde igennem hele vores vildnis af spekulativt følelsesliv, og derefter vil der ske noget. Løgstrup skriver i bogen Den etiske fordring: ”Godheden (hører) vort menneskeliv til, skønt vi er onde. Begge dele gælder fuldt ud, så der ikke kan gøres et regnskab ud deraf. Skønt det ofte nok er sket, når det hedder: ”noget” godt er der altså ved mennesket! Hvortil kun er at sige: Nej, der er ikke!”

Men livet er godt og sætter sig igennem i os hver især som noget, der er stærkere end vores følelser, der kan gå så destruktivt i ring. Det er selve det skabte liv, der taler, når vi gør det kærlige og i øjeblikke trods al negativitet mærker forunderlig mening med at være her. Jeg må sande, at jeg selv har været for længe om at begribe dette, da også jeg jo er opdraget i det moderne følelsestyranni med selvanalysen sat op på en piedestal. Men gradvist er det gået op for mig, at jeg ikke nødvendigvis – selv når jeg virkelig troede, at jeg følte det – blot vil det gode, hvilket jeg ikke mindst burde have indset i forelskelsens tilstand. Her konfronteres man jo med ustabiliteten i eget indre og den bitterhed, der kan trække én dybt ned i det smålige mørke, skønt følelsen af kærlighed engang syntes så ren. Til sidst ønskede jeg faktisk end ikke det bedste for ham, jeg oprindeligt elskede, følelsen forrådte mig fuldstændig, fordi jeg har det onde i mig. Begge dele gælder fuldt ud, som Løgstrup siger, livets godhed og vores ondskab, og fordi vi i vor tid ikke vil vide af dét vilkår, har vi ophøjet følelseslivet som den langt overvejende gode og sande meddelelse om os. Dermed løber det indre så nemt af med os med hele sin destruktive understrøm, og dermed forstærkes fornemmelsen af skrøbelighed, alt imens vi kan lokkes ind i offerrollen som de evigt uretfærdigt behandlede og afmægtige. Som disciplene i båden, der helt lader frygt og svaghed råde, fordi de har glemt, at deres følelser ikke er hverken en loyal stemme eller deres øverste myndighed. Det er derimod den Gud, der har skabt alt, men de er de lidettroende, der ikke nærer

tilstrækkelig tillid til, at livet vil dem det godt. Derfor må Jesus endnu engang demonstrere det for dem.

Vi lever altså i et vist følelsesstyret forræderi og må derfor prøve at forstå, at det gode kommer til os uafhængigt af det, vi føler. Skønt Søren Kierkegaard og Løgstrup bestemt ikke ser ens på alt, er de enige om, at vi modtager det gode fra Gud og af og til skal se væk fra følelseskraften og blot ånde og handle i livets godhed, når det tiltaler os. Så vil vi mærke tillid til, at livet vil os det godt – så godt, at morgendagens bekymring ikke for alvor kan anfægte. Kierkegaard skriver i den opbyggelige tale Liljen paa Marken og Fuglen under Himlen: ”Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er i Sandhed at være sig selv nærværende (…) i Sandhed at være i dag. Og i samme Grad som det er sandere, at Du er i dag, i samme Grad som Du mere er Dig selv ganske nærværende i at være i Dag, i samme Grad er Ulykkens Dag I morgen ikke til for Dig.” At være sig selv nærværende er at frigøre sig fra følelsernes krogede og uigennemskuelige omveje og blot i syndserkendelse tage livets styrke og trøst til sig, og denne epokes voldsomme identitetstænkning og moralske vækkelsesbevægelse er tegn på, hvor meget det er blevet norm at se følelsen som den største sandhed om, hvem vi er. En ting er, at det kan udarte til alt for megen fordømmelse mellem os. Noget andet er, at det for den enkelte kan komme til at føles så udmattende og skrøbelighedsfremmende, at man mister tillid til selve livet. Så meget at det kan blive svært at bevare evnen og styrken til at leve det alligevel.

For velsignet er det at tro, at mine følelser ikke er alt. Velsignet er det faktisk at tro på, at de rummer den onde kraft, der vil ødelægge min tillid til livet, for så ved jeg, at jeg ikke blot skal opfatte de mange kaotiske følelser som afgørende ledetråd i livet. Og velsignet er det at tro på, at når Jesus er os nær – som han er i båden hos disciplene – skal vi ikke frygte for alvor at gå under. For selv om verden virkelig kan være et farligt sted, og man kan føle sig nedgjort eller sorgfuld eller være bange for at drukne i havet, er ”Ulykkens Dag i morgen ikke til for Dig.” Forstået på den måde, at dagen i morgen aldrig bliver den sidste, men skal ses som første del af en fremtid, som ingen kender. Men som i troen på Jesus ikke kan andet end ende godt, for som livets Menneskesøn vil han have os med sikkert i land. Det erfarer vi ikke gennem følelsen, men gennem troen, og derefter vil der ske noget. Så vil den dybe og dunkle bekymring for hvem man selv er, og om man bliver tilstrækkeligt respekteret, og hvordan det hele for én skal ende, blive lukket ude. Alt imens lyset og tanken om hvem Jesus, den opstandne, er, og at man i al evighed skal følges med ham, vil overtage hele pladsen i det indre. Så er følelsen blevet til tro, og frygten er blevet til frelse. Amen.