Forleden kom jeg til at spekulere over, hvad der egentlig er mit livs første minde. Det siges, at alle kan tænke tilbage på én begivenhed eller nogle bestemte ord, der som det første fandt vej til bevidstheden på en måde, der er blevet siddende, men jeg har faktisk svært ved selv at sætte fingeren på dette ene. Det ændrer ikke ved, at jeg tror på værdien af at huske så meget som muligt, både fra barndommen og fra tiden siden hen, og ikke mindst derfor har jeg i mange år skrevet dagbog. Jeg har trang til at dokumentere min egen tilværelse, så jeg helt bogstaveligt kan slå og op huske, hvad der skete, for jeg vil så nødig glemme det mest vigtige. Jo mere man husker fra sine egne år, desto mindre er risikoen for at miste føling med hele sin egen livsbane og dermed sig selv, hvormed man kan begynde at tage for meget farve af de andre og af tiden, man er blevet anbragt i. Vi lever alle med en risiko for at ære vores egne minder for lidt, og konsekvensen af det er større, end vi måske tror.

Ingen kender arten af Jesu hukommelse angående sig selv, men man forestiller sig, at han har båret mindet om dagen i templet med sig. I følge Lukasevangeliet var han tolv år, da han under familiens ophold i Jerusalem besøger templet og falder i snak med de lærde mænd, der forundres over hans visdom. Og da hans forældre atter er på vej hjem til Nazaret, og har opdaget, at sønnen ikke er med, vender de om og finder ham dér i templet. De spørger, hvorfor han blev tilbage og får det yderst klare svar, at han er, hvor han hører til. Hos sin far. Maria forstår det ikke rigtig, men gemmer ordene i sit hjerte, ligesom hun gjorde, da hun i sin tid af englen Gabriel fik at vide, at hun skulle føde Jesus. Hun har nemlig sans for at huske det vigtige, der senere kommer til at give mening. At Jesus er kommet til verden ved Helligånden, og at hans egentlige far ikke er ham, der bor hjemme i Nazaret, men ham, der tilbedes i det hellige hus. For den lille familie blev rejsen til Jerusalem uden tvivl et skelsættende minde, der lærte dem noget om, hvordan tråde kan trækkes hele vejen tilbage fra noget af det første, der skete. Det gælder for Jesus, det gælder for os, og det handler om at forstå, hvad der fra begyndelsen er vigtigt at huske.

En populær metode i dag til at vinde indsigt i mindernes betydning består i at inddele slægten i generationer og beskrive de samfundsforhold og livsvilkår, som bestemte årgange har til fælles. For mit eget vedkommende – jeg er født i 1967 – siges det ofte, at vi var dem, der voksede op med stor usikkerhed, og én fra denne generation X, som den kaldes, udtaler: ”Vi voksede op først med truslen om atomkrig, atomvinter og Barsebäck. Derefter fulgte fattig- 80`erne med ”no future” og punkbevægelsen. Så kom aids, som var en voldsom ting. Det er lidt gået i glemmebogen i dag, hvor meget det fyldte for unge mennesker i 1980`eren og 1990`erne.” Han siger det i ønsket om at forklare, hvorfor han og andre ironiske typer, der længe har præget den kulørte mediebranche, har udviklet en noget brutal stand up-distance til tingene, som man måske efterhånden har fået nok af. Jeg har under alle omstændigheder fået nok. Noget andet er, at jeg personligt har svært ved at genkende karakteristikken, da jeg som teenager hverken var optaget af at frygte atomkrig eller gøre mig tanker om punk-bevægelsen, der mest var et fjernt fænomen fra storbyen. Jeg red rundt i skoven på min pony og drømte om at leve så frit som den godhjertede landevejsrøver Dick Turpin, og aldrig må vi glemme, at vi indenfor samme generation husker vidt forskellige ting. Man skal ikke underlægge sig nogle smarte overskrifter i fremstillingen af en bestemt tid, men i stedet primært erkende verden i lyset af sine egne minder.

Det kan måske lyde som mangel på respekt for alt det, vi har til fælles, men sådan skal det ikke forstås. Det giver sig selv, at den fælles kultur er uundværlig for os som et folk, hvilket klart fremgår, når vi igen hylder tv-serien Matador i forbindelse med forfatter Lise Nørgaards død. Netop dén fortælling vidner om det særdeles smukke ved fælles minder, for nok foregår den i en bestemt historisk epoke og handler om få generationer af danskere, men den er samtidig tidløs i sin menneskeskildring og livsvisdom, og denne sondring er vigtig. Hvad er tidløst, og hvad er udtryk for mere flygtige stemninger, der nemt skaber letkøbte beskrivelser af, hvem vi er? Hvad fører det mon for eksempel med sig i disse år som et ungt menneske at blive opfattet som et medlem af Generation Mistrivsel, og hvad kommer der ud af som ung englænder at blive ynket som del af den fortabte generation Brexit? Enhver må forsøge at rive sig fri af sin generations firkantede mærkater og alt det, andre prøver at pådutte én og gribe tilbage til dét, man mærker som kilde til styrke i netop mit liv. For vi bryder med alle tider, når vi mindes. Det, der er væk, er stadig helt tæt på.

Da psykolog Viktor Frankl under Anden verdenskrig sad i kz-lejr, erfarede han ikke blot, hvor intenst man kan frygte det, der venter, når man er omgivet af ondskab. Han opdagede også, hvilken styrke, der ligger i at huske det vigtige, hvilket han ikke mindst indser gennem tankerne om sin elskede kone, som muligvis er død, han ved det ikke. Men alene mindet om hende giver ham kræfter, fordi hendes åndelige væren, hendes ”essens”, som han kalder det, er hos ham, og han skriver: ”´Det, du oplever, kan ingen jordisk magt tage fra dig´. Det, vi har virkeliggjort i vort svundne livs fylde i dets væld af oplevelser, kan intet og ingen tage fra os. Men det gælder ikke kun det, vi har oplevet; også det vi har gjort, det store vi har tænkt og det vi har lidt … alt det har vi reddet ind i virkeligheden, en gang for alle. Og lad det blot tilhøre fortiden … netop i fortiden er det sikret for al evighed! Thi at være fortidig er også en måde at eksistere på, ja, måske den sikreste.” Gennem mindet om det, der blev virkeliggjort, reddes vi ind i virkeligheden, og det man gemmer i sit hjerte, kan komme til at føles lige så nærværende som det, er er nu. Det kan tage tid at forstå, at det ikke blot i livet handler om at sørge over det, der er forsvundet, men også om at se det som en sikring af min plads i verden nu. Hver gang jeg smiler og glædes og mærker, at jeg faktisk kan elske, er det med fortidens kraft i ryggen, summen af alt, hvad der er sket og følt og sagt, og fortiden er sikret i al evighed. Det betyder ikke, at den kun rummer gode ting, det ved jeg godt, men det betyder, at den kan bestyrke os i troen på, at vores hukommelsen rummer tråde, der rækker helt tilbage til selve skaberkraften.

Da Jesus som 12-årig sidder i templet, har han ganske vist ikke levet så længe, men aner allerede, at denne skaberkraft udspringer af Faderen, og at hans opgave er at give forholdet videre til os. Hans forhold til Faderen inkluderer os alle – der er tale om et ”menneskeligt ur-forhold”, som den netop afdøde tidligere pave, Joseph Ratzinger, kalder relationen mellem fader og søn, hvilket mange nok har fornemmet stående med en nyfødt søn i armene. Når mennesket skal erkende det dybeste lag i ur-forholdet, forholdet til Gud, forudsættes det, som Ratzinger siger, at ”Gud trækker mennesket op i et slægtsskabsforhold, og at der lever så megen lighed med ham i mennesket, at erkendelsen bliver mulig.” Vi kan altså erkende forholdet til Gud, fordi vi har en lighed med ham. Ikke fordi vi selv er guddommelige, naturligvis ikke, men fordi Gud har sat sit mærke i os, som en åbning i hjertet, der gør, at vi kan huske noget dybt i os selv, når vi hører om forholdet mellem Sønnen og Faderen. Vi kan huske længslen efter det helt personlige forhold til Gud, selv om de ganske vist siger, at det hører en anden tid til. At vi er blevet for oplyste og må nøjes med at tænke symbolsk om Gud. Vi har hørt på den påstand i 150 år, men sagen er, at det kan forholde sig stik modsat. Jo ældre og klogere og mere oplyst jeg bliver, desto mere konkret bliver Gud for mig, og kald det hvad I vil, en mand på en sky, jeg er ligeglad, det vigtigste er, at Jesus kalder ham Fader. Men betyder det, at Jesus allerede som 12-årig i templet har fuld indsigt i, hvem han er? Det kan ingen svare på, men jeg tror, at der også for ham er tale om en ur-erindring, idet Jesus bærer på det største minde, der findes. Nemlig, mindet om at have eksisteret som Guds Søn fra selve øjeblikket, hvor Gud skabte livet gennem sit Ord. I templet husker han det. Jesu første minde er, at han altid har været her.

Uanset hvor omhyggeligt jeg ransager hukommelsen, kan jeg ikke huske ét minde fra min barndom, som jeg med sikkerhed kan kalde det første. Jeg har en fornemmelse af, at det har at gøre med min far, der sad i spisestuen, hvor jeg kom tumlende ind fra haven og skulle fortælle noget meget interessant, men klarere bliver det ikke. Og skønt jeg gennem årene har gemt mange ord i mit hjerte, husker jeg ikke de første. Til gengæld har jeg efterhånden gennem den kristne historie og Jesu ord lært, at vi er fælles om at bære på et helt overvældende minde. Og det ganske uanset tid, alder og vores mere eller mindre vellykkede forsøg på at definere arten af generationer. Èn ting har vi nemlig ubetinget til fælles. Vi er Guds generation, og Jesus mærker det i templet på den måde, som kun han – Sønnen selv – kan. Han, der skal vokse op og blive korsfæstet og opstå fra graven, for at vi trods alt vor dårskab og tomme ironiske tale og syndige færd i verden kan blive frelst til tro og sjælefred. Sønnen er født på jorden for at få os til at erindre det store minde om Guds kærlighed til os, og når de fleste mennesker påvirkes af at træde ind i en kirke, skyldes det, at netop dét minde her vækkes til live på en måde, der får os til at føle os sikret i al evighed. I templet husker Jesus som helt ung, hvem han er, og i kirken husker vi alle, hvem vi er. Dem, der er fælles om at bære på mindet om at høre Faderen til.

Derfor skal vi hver dag, så længe vi kan, øve os i at huske vort eget liv, for konsekvensen af blot at vænne sig til at glemme, er at man også kan glemme at ære troen på at være sat i et slægtskab med Gud. Vi skal som Maria gemme de vigtige ord i vore hjerter, en dag vil de give mening, og ingen har sagt vigtigere ord til os end Jesus selv. Det er ham, der siger, at vi er skabt af Faderen, det er ham, der siger, at vi skal elske hinanden, og det er ham, der lover, at når han går forrest ind i døden er det for at erobre evigt liv til os, skønt vi ikke har fortjent det. Det er ham, der bliver ved med at tale til os, indtil vi husker, at vi tror, fordi vi hører ham til. Og aldrig må vi glemme de ord, han siger. De er det første minde, fra da vi kom til verden. Og de er det sidste minde, når dagen kommer, hvor vi skal herfra. Amen.