Man kan overveje, hvor den stammer fra, for jeg er ret sikker på, at vi alle sammen kender til den. Jeg tænker på den dybtliggende fornemmelse af, at livet bør være nogenlunde retfærdigt, og at det giver mening at føle sig forulempet, hvis meget går én imod. Man kan anskue dette på to måder. For mens det jo er oplagt at føle sig særligt udsat, hvis man bliver decideret dårligt behandlet af andre eller af en magtinstans i samfundet, er noget andet, at vi også kan bære rundt på fornemmelsen af, at livet bare generelt bør ville os det godt. Vi lever med dette mystiske regnskab indeni, der nærer en forestilling om, at der skal være så meget balance og rimelighed til, at jeg ikke skal leve med følelsen af, at noget her på jorden er grundlæggende skævt. Hvor stammer bevidstheden om dette basale livsregnskab fra? Og hvad gør det ved os, når vi ikke synes, at det går tilstrækkeligt meget op?

Den rige mand i teksten i dag lærer en hel del om et temmelig dramatisk regnskab, da han dør og konfronteres med sin skæbne. Det ser ikke godt ud. Han havner i gru og pine i dødsriget, fordi han ikke i sit privilegerede liv på jorden gav nok til andre og heller ikke til den fattige Lazarus, der ellers befandt sig lige udenfor hans port. Med fortællingen om de to mænd forstår vi, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi forvalter vores tilværelse, for der er konsekvens forbundet med alt, hvad vi gør. Det interessante er dog bare, at hvor regnskabet her først udfoldes efter livet, når boet skal gøres op, lever mange som sagt med idéen om, at grundlæggende retfærdighed bør kunne mærkes allerede nu. Den kristne tanke om konsekvens i det hinsides er blevet transformeret om til et slags krav om ret og rimeligt i livet nu, der i høj grad præger vores selvopfattelse og synet på de andre og spørgsmålet om, hvorvidt livet er tilstrækkeligt meningsfuldt. Jeg kan godt forstå, at man kredser om det, hvis man virkelig lider og søger en sammenhæng i det hele, men vi skal passe på med at gøre tilværelsen til et moralsk anliggende, der skal gå op.

For den nøjeregnende tankegang kan nemt løbe af med os. Det sker også i tidens store moralske oprydningsbevægelse, hvor personer på høje poster på få dage pilles ned og nærmest synes at forsvinde fra jordens overflade. Politikere, journalister og fagforeningsformænd er pludselig fortid på grund af forkastelig opførsel, og jeg siger ikke, at der ikke kan være hold i anklagerne mod dem. Jeg siger bare, at de ofte forsvinder med en hast, der er skræmmende, alt imens nogen mener, at der for tiden er tale om et nødvendigt blodbad. Det er helt klassisk. Man vil gøre op med det urimelige og risikerer at nærme sig en tilstand, der er lige så barsk som den, man vil bekæmpe, idet man bliver så forblændet af eget retsind, at man ikke forstår dets indbyggede skavanker. I Maren Uthaugs laurbærvindende roman 11% udfoldes det helt store Metoo-blodbad i et fremtidssamfund, hvor kvinderne totalt har overtaget magten i Danmark, mens de sidste mænd, hannerne, holdes i fangenskab på Lolland. På et tidspunkt skal to af kvinderne ud på centeret, hvor hannerne opbevares, og den ene spørger, hvorfor disse ikke længere kan gå frit omkring. Svaret lyder: ”… den frie mand slår ihjel, voldtager og stjæler, men sådan er det ikke mere. (…) ”Den mand, du møder i dag, er både tæmmet, medicineret og chippet. Vi har fuld kontrol…” Jeg har skam fattet stemningen af karikatur, men det slog mig alligevel under læsningen, hvordan visse primitive tanker vinder frem, når man drevet af den store retfærdighedstrang vil gøre op med noget. Hævnens grundtone er ikke til at tage fejl af.

Det er med andre ord meget svært at forholde sig til begrebet retfærdighed uden samtidig at falde i gryden med vrede og hævntørst, og vi bør i denne tid overveje, om vi med den intensivt vagtsomme vurdering af hinanden kan skabe for dyb mistro og måske fremme noget, der minder om menneskeforagt. Den følelse kan nemlig tage bolig, når relationer mellem os konstant beskrives som gennemsyret af magt og beskidte intentioner. Nedrighed og magtmisbrug skal bekæmpes, det giver sig selv, men jo mere normen bliver at se den slags overalt, desto mere kan den depraverede fortælling forankres og skabe dømmesyge, ond tale og et virvar af sladderhistorier på kryds og tværs. Sådan er menneskene også, og det er klogt at huske, at har man nemt ved at føle sig krænket, kan det måske hænge sammen med, at man generelt føler sig uretfærdigt behandlet af livet og har vænnet sig til en bestemt fortælling om, hvem man er. Jeg kan se det i øjnene på hende, der ubevidst hele tiden tyr til sit indre regnskab og konstaterer, at skønt hun altid har gjort, hvad hun skulle, har hun ikke fået nok tilbage. Sidst, jeg spurgte hende, hvorfor hun med årene er blevet så vred, sagde hun bare, at jeg var virkelig ubehagelig at tale med. Der er meget, der er ubehageligt, når vi hele tiden kæmper for at have retfærdigheden på vores egen side, for bestræbelsen kvæler kærlighed og gavmildhed, og til sidst er der slet ikke mere at tale om. For regnskabet kommer aldrig til at gå op. Ikke her på jorden.

Derfor afvises den rige mands ønske om at få Lazarus sendt til jorden, så hans brødre i tide kan blive advaret og lægge deres liv om og undgå en hård skæbne i dødsriget. For de skal ikke have en moralsk manual at leve efter, så også de spærres inde i regnskabet. Det skal ingen af os, for man kan ikke kalkulere sig frem til frelse. Den rige mand forestiller sig, at hans brødre vil omvende sig, hvis der kommer én til dem fra de døde og taler klart, men sagen er jo, at Jesus ér vendt tilbage fra døden – og ikke med en manual, men for at sætte en fed streg under, at retfærdighedens magt engang skal åbenbares. Men menneskene omvender sig ikke blot. De bliver ved med at udvise grådighed og svigte kærlighedsbuddet – naturligvis, for vi er de syndige – og selv om Jesus med sin opstandelse har varslet et kommende absolut regnskab, bliver vi ved med at dyrke vores egen lille smålige version. Guds retfærdighed vil med hele sin dybde i tidens fylde komme bag på os, og det er meningsløst at gøre sig de ulideligt mange tanker om, hvorvidt man i livet mærker nok retfærdighed. Ikke fordi man ikke skal kæmpe for rimelighed i verden, men fordi regnskabet som sagt ikke går op. For tænk over det. Hvad siger man til den, der pludselig bliver dødeligt syg? At det er del af en større moralsk orden – nej det er det ikke. Lidelsen rammer ofte blot vilkårligt, og selv om der er forskel på at blive syg og med overlæg blive skidt behandlet er det gode råd herfra det samme. Lad være med at sætte hele din skæbne ind i et regnskab, for du risikerer aldrig at komme fri af det igen, og du kan komme til gradvist at miste tro på livet selv. Du risikerer, at vrede og bitterhed mere og mere tager over, og at du mister en del af din evne til at elske.
Nogen vil måske mene, at det egentlig ville være lettere at acceptere manglen på retfærdighed i verden, hvis man helt holdt op med at tro på Gud og bare antog, at alt er komplet tilfældigt. Netop dette overvejede konsulen i det gamle Rom, Boethius, der heller ikke kunne få regnskabet til at gå op, da han sad fængslet dømt til døden for at have kritiseret magthaverne. Han skrev: ”Jeg er dybt forundret over, at (…) onde mennesker høster den løn, som ellers tilkommer de dydige. Faktisk ville jeg være mindre forundret over dette, hvis jeg troede på, at alle ting bliver blandet sammen af tilfældige hændelser. Men som det er nu, hvor Gud styrer alt, bliver min uforståenhed blot så meget større.” Man forstår hans frustration, men i kristen forstand er det dog netop en grad af uforståenhed, vi skal leve med fremfor at forvente de klare svar, for jo mere vi tror, at vi kan forstå retfærdigheden og råde over den, desto mere vil vore liv komme til at kredse om skyld og gæld. Hvis vi kendte til retfærdighedens dybde, ville der hverken findes tvivl eller filosofisk stræben eller overrumplende taknemmelighed, når man i endnu et år ufortjent er blevet skånet for ulykke og farlig sygdom. Livet ville komme til at minde om en daglig repetition af en indiskutabel orden – ja, det ville komme til at minde mere om tilstanden i fremtidsromanen 11%, der bærer præg af netop denne triste tomhed og de spor af gensidig foragt mellem os, der opstår, når retfærdigheden ikke længere er en gåde, men et krav.

Det er en meget stor dyd at vide, at man ikke ved, hvad retfærdighed er, for sådan kan taknemmelighed overskygge bitterhed. Også i denne yderst moralske epoke, hvor vi meget gerne og meget hurtigt dømmer hinanden, og hvor den, der føler sig krænket, automatisk anses for at have retfærdigheden på sin side. Jo mere vi insisterer på, at livet skal føles retfærdigt allerede nu, desto dårligere kan vi blive til at klare modgang og være overbærende og ikke mindst indse, at når jeg lige nu føler mig krænket, har det måske at gøre med, at jeg stirrer mig en smule blind på min egen grundfølelse af forurettehed. Jeg indledte med at spørge, hvorfra vores dybe bevidsthed om retfærdighedens regnskab overhovedet stammer, og svaret er, at den stammer fra vores slægtskab med Gud. Vi er skabt med evnen til at håbe, at alt til sidst skal blive retfærdigt, og håbet har ret. Retfærdigheden vil indfinde sig, for som Lazarus og den rige mand erfarer, udlignes alle forskelle i evigheden, hvor dén, der led meget, vil blive ophøjet, mens den, der gav for lidt, vil modtage mindre. For Gud ved, hvad retfærdighed er, og som den store teolog K.E. Løgstrup siger, vil han i sit rige genoprette balancen. Han vil, skriver Løgstrup: ”oprejse den, der er blevet bedraget for sit liv.” I Guds regnskab får enhver livet givet tilbage ifølge den grad, Gud mener, at enhver skal have det.

Men hvad skal vi så gøre i dette jordiske liv, hvor vi aner, at en stor retfærdighed findes, men blot ikke kan mærke den? Hvordan skal vi leve? Vi skal gøre, som apostlen Johannes siger i sit brev, som vi hørte det for lidt siden – vi skal elske, fordi Gud elskede os først. Vi skal adlyde kærlighedsbuddet, for den, der forsøger at gøre det, gør Guds vilje, og intet er vigtigere. Det er jo dét, Jesus lærte os, da han var her. At man skal elske trods sorg og frygt og følelsen af uretfærdighed og på den måde tjene ham, der gik forrest ind i evigheden, hvor det store livets regnskab vil blive åbenbaret for os. Guds barmhjertige retfærdighed vil med hele sin dybde i tidens fylde komme bag på os, og jo mere vi tror på det, desto mere fylder taknemmeligheden i os allerede nu. Og så bliver livet smukt, også selv om det endnu ikke er retfærdigt. Amen.