Man bliver aldrig færdig med at forsøge at forstå, hvorfra glæden kommer. Det kan måske lyde som et lidt meningsløst forehavende, men det er faktisk uhyre vigtigt, for sagen er, at vi bruger overordentligt meget tid på at tale om, hvordan man mærker glæde i sit liv. Og i hvor høj grad man selv kan bidrage til det. Desuden kan man gradvist indse, at nogle af de mest intense øjeblikke af glæde, man har oplevet, med tiden kan få et skær af vemod over sig, fordi de er med til at minde én om, at alt er forgængeligt. På sin vis er glæden altid i færd med at forsvinde fra én, eftersom en lykkelig tilstand ikke varer ved, og man aner ofte en mærkelig modsigelse i det indre, mens man er glad. Midt i alt dette skal vi ikke desto mindre forsøge at forstå, om glæden i en eller anden grad kan blive til en følelse, man kan beholde. Ligesom man må spørge, hvor meget ens glæde påvirkes af, hvad man forestiller sig, at de andre har. Om man overhovedet kan holde sig fri af den store sammenligningens kraft.

I teksten i dag kaster apostlene sig ud i en samtale om, hvem der er den største. De har utvivlsomt hver især i selskab med Jesus gjort sig mange tanker om deres status, da de jo udmærket ved, at de er del af noget betydningsfuldt – og hvem er mon den vigtigste person på denne særlige mission? Udover Jesus selv, naturligvis. Disciplene er med andre ord omsluttet af den sammenligningens kraft, som vi så nemt underlægges i ønsket om at vide, hvor meget vi er værd. Men det er farligt, og Jesus advarer mod sammenligningens dæmoni og opfordrer dem til i stedet at indtage den ydmyge plads som den, der tjener. Det betyder jo ikke, at man så kan gå rundt og følte sig ophøjet i sin beskedenhed – så er vi jo lige vidt. Nej, disciplene skal slet ikke sammenligne sig med nogen, men blot have blikket rettet så meget mod den, der har brug for omsorg, at det ikke falder dem ind selv at skulle vurderes. Er den tilstand overhovedet mulig? Ja, det tror jeg, at den er, og jeg kommer tilbage til det. Indtil videre kan det konstateres, at disse mænd er de første i verdenshistorien, der til fulde lærer, hvor meget sammenligningens kraft er af det onde, for jo mere vi sammenligner os med hinanden, desto mindre formår vi at tjene hinanden.

Man behøver ikke være overvældende skarpsindig for at indse, at sammenligningens kraft næppe har været mere magtfuld end nu. Der er sket meget, siden Kain stod ude på marken og misundte sin bror Abel, for nu kan vi uophørligt måle os med hinanden. Den digitale spejling hersker uafbrudt, og den såkaldte influencer – altså den, der lever af at vise sin livsstil frem – er vor tids suveræne sammenligningsfyrste. Da én af disse forleden trådte frem med budskabet om, at det kan skade sjælen hver dag at se på andres smukke liv, alt imens hun selv lever ekstravagant af det hun tjener på netop at fremvise sit perfekte ydre, sin berømte popstjerne-mand og sine to yndige børn, gik forargelsen amok. Naturligvis. Sagen er et studie i hykleri, men udover det eksotiske ved at høre en kvinde helt ublu meddele, at hun elsker ”superlækre materielle ting” – jeg tror ikke, jeg har oplevet nogen tale så ligefremt om det siden 1990, hvor Pretty Woman shoppede igennem på Hollywood Boulevard – er det interessant at få beskrevet, hvordan andres beundrende blikke kan

blive forudsætning for livsfylden. Influenceren mærker lykke ved at tryllebinde sine følgere, men arbejder sig samtidig dybt ind i afhængighed af at blive betragtet, og hele influencer-begrebet lærer os meget om en tilstand, hvor glæden i livet står og falder med at blive hyldet som helt særlig. Måske så meget, at man mister sans for, hvad ægte glæde egentlig er.

Jeg er bestemt ingen undtagelse, for skønt jeg ikke er født i den digitale influencer-tidsalder, kendte jeg udmærket som ung til frygten for ikke at blive bemærket. I min bog Løft blikket beskriver jeg, hvad der dengang fyldte mit indre, når jeg sad på min yndlingsklippe på Bornholm: ”… tanken om anonymitet skræmte mig. (…) Det var en skæbne, der syntes nært forbundet med skam og ensomhed samt en uudholdelig erkendelse af, at man nok aldrig ville blive rigtig lykkelig (…) så længe andre menneskers blikke hvilede på mig, ville jeg kunne føle tryg forvisning om, at jeg eksisterede og havde betydning.” Enhver kan strejfes af frygt for ikke at betyde noget. Kain i Det Gamle Testamente, en pige i 1970`erne, et digitalt indfødt menneske i dag og sågar en person i Romerriget, som det beskrives i historiker Tom Hollands nye bog Pax om de forfængelige kejseres stræben efter ophøjelse. Kejser Augustus pralede efter sigende med at ”have fundet en by af sten og forladt den i marmor” Afgørende var det, at hans navn aldrig ville blive glemt, og det ligger dybt i menneskenaturen at ville præstere sig frem til en selvfølelse, der kan vare hele livet. Imidlertid erfarer vi jo – endda mere og mere – at den enkelte ikke blot bliver glad ved egen stræben, men lige så vel kan blive vemodig og direkte bange for fremtiden.

Jeg talte forleden med en ung mand, der som endnu yngre og meget succesfuld fodboldspiller oplevede øjeblikke af stor lykke og intensitet, når han scorede for øjnene af 50.000 tilskuere og mærkede hver eneste fiber eksplodere indeni. Men som her bagefter forstår, at øjeblikkene ikke, når det kom til stykket, grundede dybt nok. Samtalen er offentlig tilgængelig, så jeg kan roligt henvise til den. Han blev afhængig af de store øjeblikke, men ikke for alvor opfyldt af dem, og forbinder dem faktisk i dag med en form for sorg og ikke mindst angst for at komme til i fremtiden hovedsageligt at mærke tomhed. Søren Kierkegaard forklarer dette i én af sine opbyggelige taler om at sørge over det, men troede skulle udgøre ens livsindhold, men som fortonede sig. Han skriver: ”… og vi hørte jo stundom, altid ofte nok, disse Sorgens vilde Skrig; naar dette ell. hiint Ønske ikke opfyldes, ja hvad er da Livet, hvad er selv Himlens Salighed; hvorledes skulde den kunne erstatte mig Tabet af det Eneste, jeg attraaede i Verden, men saaledes maae vi ikke elske Verden… Vi må ikke elske verden med blind kærlighed til det ene, man ønsker mest. Hvis man vil være fodboldstjerne for evigt, hvis man vil vinde Melodi Grand Prix`et – der jo i sig selv udgør et så manisk forsøg på at skabe fest og glæde, at man muligvis mærker en vis intuitiv skepsis – eller hvis man tror, at den store romantiske kærlighed skal forløse alt i én. Tilværelsen kan komme til at føles alt for skrøbelig, og man kan erfare, at hver gang følelsen af glæde falmer, står det klart, at den aldrig slog rigtigt rod.

Så er det, at sorgens vilde skrig rører på sig. Måske tavst i det indre, men stadig smertefuldt, og det er dét, så mange i dag mærker, fordi vi opdrages til at tro, at glæden i så høj grad udspringer af det, vi selv formår. Det er en uundgåelig følge af en udvikling, hvor mennesket mere og mere ses som sit eget livs suveræne centrum, alt imens det glemmer, at i kristen forstand eksisterer glæden uafhængigt af egne drømme og præstationer. Idet den nemlig stammer fra en anden vilje end vores. Jeg lever ikke især, fordi andre mennesker kigger på mig, men fordi Jesus kigger på mig, og

mens vi bindes sammen gennem det kristne bud om at tjene hinanden, befries vi samtidig fra hinanden, fordi al sammenligning er afskaffet. Vi skal ikke måle os med hinanden, men med Guds søn og indse, at vi er de syndige, mens han er den syndfri. At vi er de mangelfulde, der aldrig kan præstere os ud af vores begrænsning – men at vi er højt elsket alligevel. I sammenligningen med Guds søn bor en glæde, der ikke smuldrer bort, og når Jesus siger til sin discipel, Simon Peter, at han har bedt for ham, så hans tro ikke skal svigte, får vi alle at vide, at vi i troen kan ignorere sammenligningens dæmoniske magt og blot i lydighed styrke hinanden. Derfor tror jeg som sagt, at tilstanden er mulig, hvor man slet ikke selv ønsker at blive vurderet. Den opstår i troens lydige øjeblik, hvor man udelukkende er opfyldt af, hvad den anden betyder og er værd. Øjeblikket er kortvarigt, og snart er man atter tilbage i sit vante selvkredsende jeg, men den tjenende kristne glæde er i et moment så ren, at den bliver siddende i sjælen som et guddommeligt minde om, at ægte glæde virkelig findes.

Men det er vel ikke – tænker nogen af jer måske – forkert at glædes og frydes over det, man formår. Er det ikke en naturlig del af livet? Jo, naturligvis, og hvis man som talentfuld fodboldspiller triumferer på banen, skal man nyde øjeblikket, og på samme måde, hvis man som tømrer eller politibetjent bekræftes i virkelig at mestre noget. Man skal glæde sig i øjeblikket, men samtidig huske, at selvfølelsen ikke må blive bestemmende for, hvem man er. ”For saaledes maae vi ikke elske Verden…” Ikke som stedet, hvor noget skal lykkes for mig, men som stedet, hvor jeg kan medvirke til, at noget lykkes for andre. Denne balance havarerer så nemt, og influenceren udgør i dag det sorgfulde symbol på en tilstand, hvor mennesket desperat kæmper for at mærke glæde og bliver så frygtelig afhængig af andres anerkendelse. I den tilstand blev Kain fredløs på jorden, fordi han inderligt misundte sin bror, og vi er selv de fredløse, hver gang vi måler os med hinanden fremfor at måle os med Gud. Det er mærkeligt. Jeg har oplevet det gennem mange år. Man kan erfare en glæde ved at lykkes med noget og samtidig have det, som om man falder hele vejen ned gennem følelsen af triumf og lander præcis, hvor man var før. Intet er forandret, for det er syndigheden, der holder os fast, og inderst inde ved vi godt, at den glæde vi opnår i kraft af os selv, delvist er en illusion. Og at vi kun kan frelses til rigtig blivende glæde gennem Jesus selv.

Derfor bliver man aldrig færdig med at forsøge at forstå, hvorfra glæden kommer, og her i kirken findes et svar. Når Jesus siger: ”ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige”, erkender vi igen, at det hele bliver givet til os. Og når vi knæler ved nadverbordet og mærker varslet om den fuldendte glæde i Guds rige, mærker vi tillid til, at Jesus har vundet glæden til os ved at dø på korset og opstå fra graven. Det er nemlig hans præstation, der fører til sand glæde. Ikke vores. Kristus har vundet den glæde, der nu bor i den dybe sammenhæng mellem os og ham, og hver gang vi ser os selv i lyset af ham, der tjente hele slægten ved at ofre sig selv, måler vi os ikke med hinanden. Men kun med ham og vores salige genforening i hans rige, hvori sorgens vilde skrig aldrig mere skal lyde. Amen.