Jeg vil naturligvis ikke påstå, at jeg har hele løsningen på ét af tidens store problemer. Et helt grundlæggende ét, kan man roligt sige. Nemlig, den omsiggribende mangel på tro på fremtiden. I påfaldende grad hører man nogen sige, at de for første gang i deres liv stort set ikke kan mærke håb angående alt det kommende, og det er, som om mismodet er i færd med at gro fast som en mystisk moderne sindslidelse. Gad nok vidst, om det har været sådan før? Gad nok vidst, om der er tale om en historisk enestående situation, eller om vi blot gentager forfædrenes reaktioner, og gad nok vidst, om det ikke netop er på en juleaften, at vi kan finde frem til svar på nogle af de mange spørgsmål? For slet ikke at tale om en del af alt det håb, så mange savner? Jeg påstår som sagt ikke, at jeg har hele løsningen på problemet, men jeg tør godt sige, at jeg kan bringe os på sporet af den. Og hvis det lyder lige lovlig selvsikkert, så husk, at jeg har den mest optimale dækning for det, man overhovedet kan tænke sig.

Jeg har juleevangeliet som dækning. Det har vi alle, og hver gang man hører det, berøres man ikke kun af genkendelsens magi, men opfordres også til at spekulere over, om der mon er noget, man endnu ikke har bemærket grundigt nok i fortællingen om natten, hvor Jesus fødes til verden, og så meget nyt begynder. For eksempel skal man bide mærke i, at beretningen fremstår så helt forunderligt konkret. Begivenheden finder sted på et bestemt sted på kloden i netop de dage, hvor Augustus er kejser, Maria og Josef skal til folketælling, himlen er mørk, dyrene gumler, hyrderne holder vagt, og det guddommelige barn fødes som en dreng. Historien er håndgribelig, vi kan se det hele for os uden at blive forstyrret af overnaturlige fænomener eller demonstrative bulder og brag. Okay, der er lige en engel og dens himmelske hærskare, der bryder ud i sang, og det er selvfølgelig også en smule bemærkelsesværdigt, at Jesus fødes af en jomfru, men ellers er det genkendeligheden, der fylder mest. Ellers er det hele faktisk ret nemt at forstå.

Jeg tror, at denne oplevelse af livet som konkret og genkendeligt er afgørende for at kunne vinde håbet tilbage. Vi er længe i det globales navn blevet tvunget til at kigge ud i en kolossal stor verden fyldt med konflikter og krige og klimaproblemer, som man reelt ikke har nogen indflydelse på. Og spørgsmålet er, hvad det gør ved os at vide så meget og samtidig være i stand til at udrette så lidt og ikke i højere grad kunne nøjes med at bekymre sig om det, der er tæt på. Engang gav det mere sig selv, at man hørte til et bestemt sted, overtog gården og videreførte lærergerningen, accepterede at man blev ældre, og som udgangspunkt var det ene af to køn. I en mere fastlagt verden forstod man i vid udstrækning sig selv i lyset af det liv, andre havde levet før én selv. Noget er ændret, og ikke mindst er der sket den store forandring, at vi i dag intensivt forstår os selv i lyset af fremtiden. Da jeg i sin tid arbejdede som journalist, brugte jeg kun fremtidsforskeren som kilde, når jeg virkelig var på spanden og manglede stof til en artikel. For det var jo lidt luftigt det, som han eller hun bidrog med, eftersom ingen for alvor ved, hvad der venter, men fremtidsforskeren var som regel frisk på at spå, og det kunne godt pynte lidt på den journalistiske vinkel med et par

kreative bud på det kommende. I dag er vi alle fremtidsforskere og forudsiger i næsten daglig nervøsitet hele menneskehedens skæbne, og jeg tror, at det slider på os på den måde at lade bekymringen for fremtiden overskygge visdommen fra fortiden.

I H.C. Andersens eventyr Det gamle Egetræs sidste drøm møder vi et stort træ, der har stået på jorden i 365 år. En nat – julenat – falder det i søvn og drømmer om alt, hvad der i dets lange liv er foregået i verden, og H.C Andersen skriver: ”Alt, hvad træet igjennem Aaringer havde oplevet og seet omkring sig, drog forbi, som i et heelt Fest-Optog (…) Da var det, som om en ny Livsstrømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og op i de høiest ragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte, at det strakte sig derved ja, det fornam med Rødderne hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til…” Vi skal senere høre, hvordan det ender for det store egetræ, men klart står det, at dets livskraft strømmer fra fortiden. Det har sin identitet i sin forankring, og sådan er det også for mennesker. Den canadiske historiker Michael Ignatieff har sagt det sådan her: ”At se os selv i historiens lys er at genoprette forbindelsen til vores forfædres former for trøst og opdage vores slægtskab med deres erfaringer.” Man behøver blot tænke på sine forældre, for at indse det. Ofte når jeg sætter mig ved skrivebordet for at arbejde, husker jeg, hvordan min mor gjorde præcis dét og år efter år blev formet af en strøm af ord og tanker og ting, der skulle skrives færdigt. Vi udfører samme bevægelse, min mor og jeg, jeg lærer mig selv at kende gennem mindet om hende og forstår, at alt, hvad der prægede hendes liv, lever videre i mig. Alt, hvad man erfarer, er erfaret før, og fremfor at tænke anspændt fremad, bør man tænke tilbage og forstå, at dér hvor man står i livet, har så uendeligt mange stået før.

Så mens unge mennesker afviser tanken om at få børn, og Greta Thunberg har skræmt en hel generation fra vid og sans ved at opfordre til verdensomspændende panik, skal vi øve os i stille og roligt at vende blikket bagud. Meget langt bagud, forbi verdenskrige, oplysningstid, middelalder, EM-sejren i 92 og en horribel afskaffelse af Store Bededag og helt tilbage til natten, hvor Guds søn kom til verden. Den begivenhed, der så inderligt har formet os og måden, hvorpå vi har forstået samfundet og livssynet og troen. Jesu fødsel gennemsyrer som begivenhed vores civilisation og handler i sit inderste om, at Gud vil være tæt på sit menneske og erfare hvad vi erfarer, frygte som vi frygter og se ind i fremtiden med samme skælvende sjæl, som vi gør. Derfor skulle Guds søn fødes og vokse op og frygte og lide døden som én af os, og vi skal forstå englens ord rigtigt, da den til hyrderne på marken siger: ”Frygt ikke!” Det betyder nemlig ikke, at der ikke er noget at være bange for, hvilket jo ville være en temmelig hjerteløs bemærkning set i lyset af, hvordan mennesker oplever grusomhed i krig og sygdom og hjerteskærende skæbner. Selvfølgelig er der noget at frygte i denne verden, men med ordene ”frygt ikke!” har vi modtaget løftet om, at uanset hvad der sker, følges Gud med sit menneske. Hele vejen.

Ja, uanset hvad der sker, og selv om det ofte siges, at julebudskabet spreder fred i verden, må vi jo bare konstatere, at det desværre ikke er så enkelt. Der kommer næppe nogensinde fred i verden, for ondskab, had og grådighed findes, krige vil fortsat afløse hinanden, og det er klogt også juleaften at bevare et greb om realiteterne. For juleevangeliet er ikke et eventyr. Det er en virkelig meddelelse til en virkelig verden, men det giver os kræfter til at leve, da der inde i os kan opstå en følelse af dyb fortrøstning. Og på den måde skabes der fred. Med Jesu fødsel bliver verden mindre, det globale udsyn suspenderes, og vi er ikke forpligtet på at bekymre os om alle krige, standse alle

storme og hver dag pines af komplet uoverskuelige klimakvaler. Vi er først og fremmest forpligtet på at skabe fred mellem dig og ham, der står ved siden af, og hvis vi ser vores fremtid i lyset af dén opgave, i lyset af kærlighedsbuddet, kan vi udrette særdeles meget. For den, der føler sig forladt, den, der fornemmer at årene blev spildt, den, der alt for tidligt må se døden i øjnene, og den, der bare ligesom én selv leder efter fortrøstning ved at være til. Jeg tror aldrig, at det var meningen, at verden skulle føles så stor og fremtiden så presserende, og mens nogen selvsagt har til opgave at forudane kriser og epidemier, og vi alle er forpligtet på rettidig omhu, skal vi leve livet én enkelt genkendelig dag ad gangen. Ligesom Jesus kom til verden på én enkelt genkendelig nat i vores historie.

Og så skal vi høre, hvad der skete med det gamle egetræ julenat. Sagen er nemlig, at denne nat blev træets sidste. H.C. Andersen skriver: ”… medens det drømte, gik en voldsom Storm hen over Hav og Land i den hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet knagede, bragede og rykkedes op med Rod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt. Dets trehundrede og fem og tresindstyve Aar vare nu som en Dag for Døgnfluen.” Træet døde julenat, og om morgenen, julemorgen, samledes menneskene omkring den døde stamme og sang om vores frelse i Jesus. Når det største træ er faldet, og vi forstår, at intet på denne syndige jord skal leve evigt, går tanken til troen på, at Gud brød ind i verden for at åbenbare, at dette liv ikke er det hele. Hverken lidelsen eller tvivlen eller egetræets død, de smeltede isbjerge eller ufreden er det hele, for julenat ramte evigheden jorden, hvormed vi kan erkende, at fremtiden ikke blot består af årene, der venter forude. Men også af det, der er på den anden side af dem. Når Gud kunne bryde ind i verden i skikkelse af et lille barn, kan vi også bæres videre, når vi ikke længere skal leve her og i troen på Jesus som Guds søn få evigt liv. Vi skal holde ud, som Kim Larsen engang skrev til mig, da han pludselig reagerede på den strøm af breve, jeg som barn sendte til ham. Først troede jeg, at ordene på julekortet fra ham ”Hold ud!” betød, at vi snart skulle i Tivoli, ham og mig, som jeg så længe havde drømt om. Men det skete ikke, og efterhånden kom jeg til at forstå, at ordene betød, at enhver af os skal holde ud. At enhver skal leve i håb og i tro.

Jeg har ikke hele løsningen på tidens store problem med at tro på fremtiden, der nok faktisk er en lille smule historiske, fordi vi lever med et udsyn, menneskene aldrig har kendt før. Men samtidig gentager vi forfædrenes reaktioner, fordi vi i sidste ende grunder i samme vilkår som dem og må se os selv i lyset af julenat for at forstå, hvad det vil sige at være sat i verden af den Gud, der ikke alene har skabt os. Men også opsøgt os. Den Gud, der vil være tæt på os, lide med os, glædes med os, og en dag tage os med ind i evigheden. Det er her, julefreden begynder og med den, troen på en vidunderlig uendelig fremtid, som Jesus blev født til at frelse os til. Det betyder ikke, at alt derfor på denne jord vil gå godt. Men det betyder, at Gud er hos os, uanset hvordan det går. Amen.

Glædelig jul!