Forleden blev jeg spurgt om, hvad der i år skal være mit nytårsforsæt. Mange af os mærker sikkert en vis træthed ved det spørgsmål, da man for det første ikke orker at høre mere om faste og livsforlængende livsstil, og for det andet er det jo sådan, at nytårsforsæt sjældent holder særlig længe. De udgør mest et ritualiseret samtaleemne hen over de mange julemåltider, men ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, hvad mit nytårs – eller rettere, mit juleforsæt – er. Det er nemlig det samme hvert år. Jeg skal blive bedre til ikke at dømme andre mennesker. Hvert år formaner jeg mig selv om det, da denne trang til for hurtigt og definitivt at beslutte, hvad et andet menneske består af, ér problematisk. Og når jeg kalder det et juleforsæt fremfor et nytårsforsæt, er det for at betone den store alvor. Et nytårsforsæt indgår man i forhold til sig selv, mens et juleforsæt indgås i forhold til Gud og hans mægtige tiltale, der bryder ind i verden julenat. Her får vi mennesker på helt afgørende vis at vide, at vi skal forstå dybden af os selv og også vores trang til at dømme andres væsen. Spørgsmålet er, hvorfor man gør det, og i hvor høj grad man kan lære at lade være med det.

I begyndelsen var Ordet, og med dette gav Gud os den vidunderlige verden at leve i, så længe det er os forundt. Indtil vi skal videre. Og julenat midt i historien kom Ordet helt ind i verden i skikkelse af et lille barn, der viste os, at Guds vilje til at skabe alt blev til Guds vilje til at frelse alt. Julenat kom Gud så tæt på, at vi kan begribe det med både hjertet og fornuften. Hjertet, fordi vi spontant røres ved tanken om hans kærlige vilje, men fornuften – hvad med den? Siges det ikke ofte, at vores fornuft står i vejen for tro, idet den tørt og rationelt meddeler, at det guddommelige jo ikke kan bevises? Jo, men lad os lige tænke os om. Ifølge ordbogen består fornuft af ”normal sund dømmekraft”, og dén forbinder vi ikke så ofte med det religiøse, men den smukke indledning til Johannesevangeliet fortæller os, at fornuften kan begribe mere, end vi tror. Idet Ordet, Guds ord, grunder så dybt i den guddommelige fornuft, kan det komme til at harmonere med vores fornuft, og personligt erfarer jeg da også, hvordan det faktisk føles mere og mere naturligt, ja, næsten uundgåeligt at tro på Gud. Nok er det stadig ufatteligt, at Jesus blev født af en jomfru, døde og opstod fra graven og vendte tilbage til sin Fader i Himlen, men det ændrer ikke ved, at det faktisk er min fornuft, der registrerer, hvor meget jeg har brug for at tro på det.

Det er til gengæld også min fornuft, der registrerer, hvor meget hele verden har brug for det, for menneskesjælen er en lille smule i vildrede. Man behøver blot efter dette år 2023 at se sig omkring i den store verden for at erkende det. Der foregår uoverskuelige ting derude, og mens jeg på ingen måde selv er udenrigspolitisk kyndig, undres jeg ofte over, at så mange har kontante holdninger til de helt store konflikter. For eksempel den i Mellemøsten, der er så gammel og kompliceret, at det kræver anseelig og specifik viden at forholde sig til den. Hvad enhver kan se, er dog, at den fremkalder meget stærke følelser og trang til at dømme dem, man er uenig med som i særlig grad

dårlige mennesker. En markant stemme i debatten, der selv er jøde, mener ligefrem, at nogen er blevet besat af forestillingen om, at ondskaben hovedsageligt befinder sig hos den anden part – og at konflikten afslører, hvordan vi efterhånden har virkelig vanskeligt ved at se en sag fra to sider og ærligt interessere os for dem, der repræsenterer noget andet end én selv. Denne mand har udtalt, at konflikten udfolder en tidens mentalitet, der: ”… insisterer på nogle meget faste fortællinger om, hvordan verden hænger sammen (…) Det er en bevægelse, der ser alle konflikter som en del af en overordnet historie, hvor der findes gode og onde, ofre og undertrykkere.”

Denne mand taler om striden mellem palæstinensere og israelere, men samtidig om en generel stræben i vor tid efter at opdele mellem onde og gode. Den er løbet løbsk og skaber fjendskab mellem os sammen med, altså, en følelse af ret til at dømme nogen som de mest modbydelige. Dette er jo essensen i den berømte identitetstænkning, der dyrker tanken om, at mens nogen per definition er ofre i vores verdensorden, udnytter andre blot deres magt, og set i det lys er det svært at opfatte alle mennesker som grundet i fælles værdighed. En næsten dæmonisk iver efter at skille os ad tager til, og enhver må spørge – gør jeg det selv? Dømmer jeg selv ud fra en fast idé om, hvordan verden og den anden er? Og ja, det gør jeg nok ind imellem, det gør de fleste nok, hvilket kun forstærkes i en tid, hvor den nøjeregnende sammenligning er så stærk. Søren Kierkegaard frygtede, at det ville gå sådan, fordi vi gradvist holder op med at se os selv i lyset af Gud og i stedet konstant måler os med hinanden. Han skriver: ”Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed. (…) Individerne ere komne sig selv og hinanden indbyrdes paa tværs…” Kierkegaard forstod, at vi mere og mere ville komme hinanden på tværs, men muligvis forstod han ikke, at denne krigeriske tilstand ville blive så fanatisk, at dømmesygen i al sin fiksering på hudfarve, køn, seksualitet, religion og andre individuelle kendetegn faktisk kan tage magten fra os. Og blive til et særligt mørke.

Der findes kun én måde for alvor at bekæmpe det på, og det er ved at lade sig dømme selv. Ikke af mennesker, men af Gud, der ser på os alle med det samme blik. Og med endnu mere mildhed fra øjeblikket, hvor hans Søn fødes i verden. Barnet bærer en dom med sig, som vi har brug for, fordi vi skal afsløres som dem, der selv dømmer for meget. Men vi skal også af barnet udpeges som dem, han skal vokse op og ofre sig for, så vi i lyset af hans barmhjertighed kan drives til selverkendelse og overveje, hvorfor vi dømmer så meget. Vi kender sikkert alle følelsen af at sidde i et selskab og skråsikkert beskrive et menneske, som om man kan se lige gennem vedkommende og har en særlig viden om det inderste væsen. Jeg har tænkt meget over det i forbindelse med de podcast-samtaler, jeg laver for tiden. Her møder jeg ofte personer, som jeg gennem årene har haft ret faste holdninger til, og når vi sidder og taler om at være et menneske, der gerne vil mærke livskraft, strejfes jeg af og til af anger. Fordi jeg har dømt dem for hårdt. Vi er stadig uenige om meget, og det handler slet ikke om at udligne forskelle, men om midt i uenighederne at huske, at vi udspringer af samme skabervilje og deler samme vilkår. Det siges ofte, at vi dømmer på grund af frygt og usikkerhed, men det kan nøjagtig lige så godt være, at vi dømmer af fryd ved at tro, at vi

kan fastlægge en andens karakter, sondre mellem godt og ondt og definere hvad der er sandt. Jeg tror, at vi dømmer, fordi vi gerne vil ligne Gud.

Der findes som sagt kun én måde for alvor at bekæmpe det på, og det er ved at lade sig dømme selv. Ved at tage imod det lys, som julenat brød ind i mørket og gennemlyser hele vores sjæl. Vi ved, at det lys fik ringe kår, for mennesket står fast på sit eget – det vidste de allerede, da ordene i Johannesevangeliet blev nedfældet: Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. For mørket findes fortsat, ondskab og krigerisk selvhævdelse findes fortsat, selvom Gud gav os sin søn, for Jesus kom ikke hertil for at forvandle den faldne verden. Men for at være lyset, så vi kan finde vej, mens vi er her. Vi skal lade os lede af dette kærlighedens lys og lade det stråle på vores syn på andre og ind i troen på, at det også vil skinne i evigheden. Det er denne vej, lyset skinner i mørket, og vi skal følge det ved at lytte til Ordet, adlyde kærlighedsbuddet og angre vores domme over andre. Alt imens man husker, at med det guddommelige lys, som Jesusbarnet bringer med sig, kan man med årene komme til at indse, at det mest fornuftige faktisk er at tro. Også uanset hvor meget vi i en fantasiløs epoke er blevet opdraget til at mene, at fornuften er identisk med logisk sans og målbare kendsgerninger. Det er den ikke kun. Vores sjæl er formet af Gud og derfor beslægtet med hans fornuft, hvormed vi kan begribe, at noget er sandt, selv om det ikke kan bevises. Fornuften kan lede til tro.

Jeg forstår godt, hvis man, når man ser tilbage på 2023, kan forfærdes over, hvordan menneskene bliver ved med at forfølge, lemlæste og hade hinanden. Det gør noget ved os at se ondskaben i aktion, og mens man ikke kan stoppe krige og konflikter derude, kan man forsøge at stoppe nogle af konflikterne inde i sig selv. For skønt vi ikke tager godt nok imod Jesus, er han stadig det lys, der gør, at vi med årene kan komme til at forstå noget af det vigtigste ved at være menneske – nemlig, at de mange domme og bombastiske holdninger til de andre ikke klarer ens udsyn. Det er omvendt. Mængden af domme, man har fældet, kan komme til at fylde så meget i bevidstheden, at man har svært ved at se en hånd for sig. Mørket bliver for hver dag tættere, og man kan mene, at det er dét, der sker i vor tids intensive identitetstænkning og dæmoniske polarisering. Den indadvendte og selvretfærdige måde at være et individ på bevæger sig i retning af et åndeligt mørke, Søren Kierkegaard anede det, og det begynder vist efterhånden generelt at stå klart for en del af os. Derfor skal vi lytte til fornuften, der i sidste ende vil have os til at forstå, at vi skal afholde os fra at dømme så meget og i stedet lade os dømme af Gud. Og at vi skal lade os frelse af Gud.

Jeg ved naturligvis ikke, om mit juleforsæt denne gang vil komme til at præge mig i tilstrækkelig grad, men jeg ved, at jeg ikke kan finde på ét, der er vigtigere. Det skal være mit forsæt resten af livet at dømme mindre og søge det lys, der julenat brød ind i verden og rummer Guds dom og tilgivelse i ét. Dommen over det mørke, vi bærer på, og tilgivelsen, der gives til os i skikkelse af en lille dreng, der blev til en mand, der bar alle de skråsikre tanker og ord, som vi udsætter hinanden for. Stående dér ansigt til ansigt med Kristus selv skal vi i tidens fylde gribe ud efter hans fremstrakte hånd. Vi skal lytte til fornuften, og vi skal tro, og på den dag vil vi forstå, at det er ét og det samme. Amen.