Jeg tror, at der findes to overordnede retninger, som et menneske kan bevæge sig i. Måske uden selv at vide det. Enten føler man sig mere og mere forankret i verden, som om man hver dag kommer dybere ind i tilværelsen, eller også begynder man et sted midt i livet at mærke en snigende fornemmelse af, at tiden rinder ud, længe før det burde føles sådan. Der er ikke nødvendigvis tale om en dramatisk erfaring af livslede eller opgivenhed, men blot en voksende undren over, hvad alt dette egentlig handler om, når det jo alligevel ender med at slutte. Jeg ved godt, at det ikke er den mest glædesfyldte indledning på en prædiken julenat, men jeg lover, at det kommer til at give mening. For julebudskabet er netop givet til os, fordi det ikke blot er nemt at leve, og jo mere man erkender modsigelsen ved det, desto mere kan man overmandes af glæde over alt det, der følger af, at Jesus blev født i verden. Det handler som sagt om to retninger. Den, der fører dybere ind i livet og den, der på umærkelig vis synes at lede én for tidligt ud af det, og meget står og falder naturligvis med, at man undgår at følge denne sidste vej.

To ord i juleevangeliet har det med at overstråle de andre, fordi de er så fyldt med styrke og håb. Det er de ord, englen siger til hyrderne, da de forfærdes over alt det voldsomme, der sker omkring dem, og de lyder: ”Frygt ikke!” og rummer så meget. For mens én ting er, at hyrderne skal indse, at dette overvældende øjeblik ikke blot skal skræmme dem, er noget andet, at vi alle skal indse, at vi har brug for konfrontation med det, der kan vække os, selv om det umiddelbart kan føles rystende på grænsen til det skræmmende. Meddelelsen om, at der er født en frelser i Davids by kan ændre så meget for én, hvilket naturligvis kræver en nærmere uddybning, for Jesu fødsel opløser jo ikke umiddelbart den kendsgerning, at meget kan være svært. Men den markerer det store før og efter angående påmindelsen om det, vi konstant har det med at glemme eller miste troen på. Nemlig, at afslutningen på livet på jorden ikke er ensbetydende med afslutningen på livet i sig selv.

Den indsigt er endnu sværere at bevare i takt med, at vi tilraner os en slags magt over livet ved i tiltagende og forbløffende grad selv at bestemme, hvordan det skal begynde. For eksempel når mænd gør sig selv til sædleverandører til frembringelse af børn, de ofte aldrig kommer til at møde, og også når vi gør det til norm, at mennesket ved egen beslutning går i døden, når det ikke længere vil leve. En af vore skarpe skribenter formulerede forleden dette i en kronik: ”Vi tror, vi dyrker livet, men i virkeligheden dyrker vi livsudfoldelsen, altså, livet i en særlig afgrænset form. Livet som valg og frihed”. Det er den ultimative valgfrihed og troen på suveræn selvbestemmelse, der præger vor tids syn på livet, hvilket bidrager til at gøre det sværere at fatte, at noget i sidste ende ikke handler om vores eget valg. Men om dødens uomgængelige indgriben, der kan lamme endnu mere, når man er så vant til at bestemme det meste selv. Jo mere vi kæmper for at herske over liv og død for at sikre os, desto mere kan frygten vokse, når vi i sidste ende ikke har magt over noget. Vi tror, at vi dyrker livet, men det er snarere magten over det, vi kredser om, hvormed fortabtheden kan føles desto stærkere i de øjeblikke, hvor den indbildte sikkerhed smuldrer.

Så indser man, at man måske er slået ind på vejen, hvor det er, som om tiden rinder ud før tid, og jeg tøver ikke med – igen – at hævde, at tabet af evighedstroen og troen på frelsen er den største tragedie i vores moderne tid. For når horisonten skrumper, kan en vis panik brede sig i det korte menneskeliv, hvor så meget skal lykkes nu. En ung kvinde, der har sit at slås med, sendte forleden disse smukke ord til mig, der netop beskriver følelsen af at være spærret inde i livet: ”Jeg sidder lige her og drømmer videre (…) tavst, usynligt synlig, ægte, afkoblet, håbløst fuld af håb, fuld af fremtid. For jeg skal hele livet lige om lidt, lige om lidt, når jeg lige har regnet ud, hvordan jeg skal komme og redde mig.” Det kan så nemt komme til at føles, som om det ér menneskets opgave at redde sig selv, og de vidste ikke, hvad de gjorde, de mange tænkere, ideologer og forfattere, der gennem århundreder har nedgjort troen på det evige liv. De troede, at mennesket var stærkt nok til at leve uden, ja, de ønskede sådan, at mennesket skulle være stærkt nok, men det står nok mere og mere klart, at helt så enkelt er det ikke.

Og vi havde jo ellers fået at vide, at noget større vil os noget, for Gud lod sin Søn føde i verden for at bane vej for tro på evighed. Julenat blev den tro grundfæstet i vores liv, og det er kun godt, hvis meddelelsen om det guddommeliges ankomst hertil også fremkalder bekymring, ja, måske endda en slags frygt. Vi skal rykkes ud af balance for at kunne tage den største sandhed til os, ligesom man bedst forstår kærlighedens styrke, hvis man for alvor kender til ensomhed. Man må være bevidst om sin egen svaghed for at kunne modtage styrke, og hør blot, hvad Søren Kierkegaard skriver i en opbyggelig tale: ”Det Opbyggelige er ikke for den Sunde, men for den Syge, ikke for den Stærke men for den Svage, for den formeentlig Sunde og Stærke maa det derfor først vise sig at være det Forfærdende.” Bemærk det centrale ord – formeentlig – altså, dette umiddelbart at føle sig usårlig, for gør man det, har man brug for at blive vækket til ny indsigt for ikke at glemme, at også jeg har brug for, at Guds søn blev født til verden. Enhver kender fortællingen om det, der skete i Betlehem, men måske har man ikke mærket forfærdelsen over det – altså, indsigten i, at også jeg er én af de syge, én af de syndige, der uden Jesu fødsel ville være fortabt. Med dén erkendelse tager glæden siden til i alle sine proportioner, og derfor siger englen: frygt ikke, selv om det kan føles skræmmende lige nu, men træd ind i det nye, hvor forfærdelsen vil blive til tro på, at også jeg med jesusbarnet nu har modtaget det, jeg havde brug for.

Og så kan vi opfatte alt dette på jorden som en blot foreløbig indsigt i, hvad liv er. Det betyder ikke, at man ikke med hele sin styrke og glæde skal leve nu, men det betyder, at tilværelsen bevæger sig i retning af fuldendelse, og at intet af det, jeg erfarer nu, er absolut. Hverken det sørgelige eller det lykkelige. I stedet kommer man for hvert leveår nærmere livets inderste essens og kan måske mere og mere mærke evigheden. Jeg talte forleden med én af vore store politikere, der i år har forladt folketinget, og som sagde, at han med tiden oftere og oftere mærker evighedens lille nedslag i sit sind. Dér, hvor det er, som om man er uden alder og uden sorg, idet man befinder sig udenfor tiden, hvilket jo er muligt, fordi Jesu fødsel har skabt forbindelsen mellem os og det evige. Nu kan vi mærke det, på julenat, hvor vi opdager, at vi kan befinde os på den vej, hvor man, skønt man er tættere på døden, hver dag træder dybere ind i livet. Horisonten åbner sig, og mens fortællingen om Josef og Maria, der ankommer til Betlehem, hvor Maria føder barnet, så ofte forbindes med kærlighedens manifestation i verden, skal vi huske, at den samtidig udgør evighedens manifestation i verden. Og at de to ting hænger sammen.

”Hvad evigheden er, kan man ikke forestille sig,” siger Martin Luther, men noget kan vi faktisk godt forstille os. For vi kender til kærlighedens kraft og kan ane, at den i fuldendelsen vil være så absolut og magtfuld, at den er ét med sandheden. Jeg kan ikke beskrive, hvordan den fuldendte kærlighed tager sig ud, men jeg tror, at det blik, Jesus ser på os med, i evigheden vil være det blik, hvormed vi forenes med dem, vi elskede her. I evigheden er vores tvivl og syndighed overvundet, her er vi vakt definitivt til live, mens vi her på jorden stadig kun lever foreløbigt. Derfor kan mennesket føle frygt, når Gud træder helt hen til os, som det sker julenat, for vi kender endnu ikke den, vi er i hans øjne, og det ukendte er altid forfærdende. Men frygt ikke, for mennesket vil i troen blive ført dybere ind i livet og ind i kærligheden og mærke evigheden i glimt. Allerede, mens vi er her. Med den tro befries man fra opgaven hele tiden med sit suveræne frie valg at skulle gøre tilværelsen intens, for med den tro er det intensivt blot at have fået livet, og så mærker man glæden, dybt og inderligt hver eneste dag. Med barnet i Betlehem er horisonten blevet åbnet, og som årene går, bevæger vi os på troens vej lidt dybere ind i den. Glæd jer, det er julenat, og Gud er kommet til os. Amen.