Når man ser tilbage på de seneste måneder, melder mange ord sig i bevidstheden. De står nærmest i kø som kandidater til at blive årets ord 2020 – for eksempel samfundssind, håndsprit, fællessang, corona-manke, og masseimmunitet. Selv er jeg dog mest tilbøjelig til at understrege et andet ord, der ikke er blevet nævnt så ofte, men som er helt centralt. Nemlig, ordet magt. Corona-foråret har været kendetegnet ved en helt særlig form for magtudøvelse, hvor det meste af befolkningen fra den ene dag til den anden indvilligede i at lægge livet om og adlyde nye regler. Der blev skabt en undtagelsestilstand, der et stykke af vejen stadig består, og når vi engang ser tilbage på alt dette, vil ikke mindst erfaringen af kollektiv lydighed stå klart i erindringen. Med visse kulørte undtagelser fandt vi det klogest at adlyde myndighederne og magten, og uanset om man har gjort det af frygt for sygdom, lettelse over ikke selv at skulle vurdere sagen eller ægte vilje til at ære fællesskabet, kan vi slå fast, at det har virket. Og mens tingene tilsyneladende igen begynder at falde til ro, er tiden kommet, hvor vi må overveje vores forhold til magt.        

Kristi Himmelfarts Dag lærer os så meget om begrebet magt. Jesus skal afslutte sin færd på jorden, og da han har vist sig i live efter korsfæstelse, død og opstandelse, tager han disciplene med sig ud af byen for at tage afsked. Som det allersidste, inden han bæres op til himlen, velsigner han dem, og disciplene bliver så overvældede, at de på stedet tilbeder ham, inden de vender tilbage til Jerusalem og indleder en tilværelse med den opstandne og himmelfarne frelser i centrum. Kristendommen er blevet forankret i verden med den klare præmis, at den magtfulde Guds søn ikke længere færdes iblandt os. Først gennembrydes historien ved at Gud træder ind i verden og er os helt nær, og herfra vendes det hele atter på hovedet, ved at Gud på ny skaber afstand. Dette adskiller den kristne orden fra enhver anden verdensanskuelse, og blandingen mellem nærhed og afstand skaber en særlig værdighed om menneskelivet, der nu kan udfoldes i frihed. Vi står i forhold til Gud, ja, men vi støder så at sige ikke ind i ham, for han har flyttet sig og gjort vejen åben. Almagten findes, men verden er blevet vores sted, og dette selvstændigt at vurdere livet er blevet en del af den daglige opgave. Corona-foråret har været med til at klargøre, hvad det betyder.            

Da det den 11. marts blev meddelt, at Danmark skulle lukke, føltes det ret uvirkeligt. Min egen tanke var, at det vel måtte være nødvendigt, eftersom omkostningerne var og er så store, at man ikke tager en sådan beslutning uden en meget god grund. Samtidig slog det mig, at dette var første gang, at jeg i dette mit land havde oplevet et menneske tage en så drastisk beslutning på alles vegne. Vores frihed blev begrænset, man kunne blive straffet for ikke at adlyde, og set i lyset af folkets markante lydighed tyder det på, at der findes stor accept af, at nogen tager styringen, når det bliver råbt, at verden brænder. Det er for så vidt godt, men der kan hurtigt opstå en lidt sentimental taknemmelighedsfølelse, der kan føre til, at forholdet mellem folk og magthaver kan komme til at minde om forholdet mellem børn og en voksen. Jeg bryder mig ikke om den rollefordeling, men andre er mere positive, og én af tidens mange psykologer, der jo i disse år fungerer som populære fortolkere af menneskesjælen, hyldede forleden dette, at staten med både politikere og sundhedsmyndigheder fungerer som en betryggende autoritet. Psykologen forklarede, at vi nemlig har brug for ”en stærk indre betydningshorisont, som er et reservoir af værdier, principper og idealer, der fungerer som et indre kompas og gør os i stand til at modstå kaos.”

Mængden af bull-shit-sprog bliver ikke mindre i krisetider, hvilket også stod klart, da en såkaldt forskergruppe forleden i coronatidens ny-eksistentielle samtale meddelte, at ”forskning indikerer”, at det materialistiske menneskesyn får os til at glemme, at vi ikke blot er biologiske væsener, men også skal defineres som ånd. Det er dybt imponerende, hvad forskning kan føre til, og med samme stemmeføring beskriver altså psykologen med betydningshorisonten, hvordan staten kan ses som den gode instans, der trøster og vejleder det menneske, der er vant til at modtage en stor del af sin identitet gennem offentlig omsorg. Og dermed også offentlig magtudøvelse. Vi er opdraget til at se os selv i lyset af staten, og mens det er uhyre vigtigt at kunne føle solidaritet og udvise ekstra selvbeherskelse, skal man være vågen, når nogen omtaler staten som vigtig kilde til værdier og idealer, som psykologen gør. Vi taler jo ikke om et følelsesfuldt forholdet til fædrelandet her – men om staten, myndigheder, regler, køligt bureaukrati – og ja, magt. Ophøjer man den slags, kan den enkelte blive som en uselvstændig undersåt, der automatisk læner sig op ad magtapparatet, hvormed det måske kan blive svært at forholde sig kritisk til dem, der lige nu har ret til at bruge det. Når statens magt bliver synonym med daglig tryghed og en følelse af orden og mening i tilværelsen, kan den få for vide beføjelser, og vi har i denne corona-tid fået ny indsigt i, hvordan den kan få status af fælles beskyttende referenceramme. Fordi vi har brug for noget at rette blikket imod.

Og så skal vi huske, hvad vi lærer i det øjeblik, Kristus forlader jorden og farer til himmels, mens disciplene står tilbage og kigger efter ham. Jesus vender ryggen til den magt, der ellers syntes skræddersyet til ham, og himmelfarten understreger, at hans rige ikke er af denne verden. Hans magt skal på absolut vis realiseres et andet sted, for mens han så sandelig på jorden viste os meget, åbenbarede han ikke alt. Ved sin barmhjertighed synliggjorde han vores syndige tilstand, idet vi ikke kan elske, som han gør, han ophøjede kærlighedsbuddet, og han demonstrerede Guds magt ved at opstå fra graven. Men han har endnu ikke omsluttet os med den fulde frelsende magt, der tager os med ind i evigheden, for dén venter i hans rige, og med dén magtudfoldelse som højeste målestok ved man, at ingen anden magt nogensinde skal definere ens liv. For vi lever i dette mærkelige magttomrum, som Jesus efterlader sig, og mens vi her på bedste vis skal passe på hinanden og på vort land – ikke mindst i en corona-tid – skal vi gøre det med bevidsthed om, at det forfængelige magtmenneske meget nemt bliver revet med af beruselsen over at bestemme. Men ingen skal være en ydmyg undersåt i forholdet til hverken en politisk leder, en dronning, en tv-doktor eller en direktør for Sundhedsstyrelsen, for mens man kan ære deres indsats, hvis de gør det ordentligt og virkelig rummer den fagkundskab, de har titel af, skal ingen nogensinde være en ydmyg undersåt over for andre end Gud.   

Når kirken lukker, afskæres vi fra budskabet om, at al menneskelig magt skal ses i lyset af Guds magt. Når kirken lukker, risikerer vi i øjeblikke af uro og den frygt, der i en global verden underlagt ustyrlige mediekræfter er voldsomt selvforstærkende, at miste overblik og dømmekraft. Jeg siger ikke, at vi nødvendigvis har mistet den i denne tid, jeg siger bare, at faresignalerne er der, og her i kirken mindes vi om det. For her er magten revet ud af vore hænder og tilhører kun Gud. Vi kan tro på den, frygte den og sætte hele vores lid til den, men vi kan ikke korrumpere den, for den er identisk med selve Guds skabende vilje. ”Kirkens magt er intet andet end Guds ord,” siger Martin Luther, og nej, det er den ikke, for Kristus for til himmels, og derfor har det siden været Ordet og Ånden, der taler magtens sprog om dom, retfærdighed og frelse. Og når kirken lukker, endda så eftertrykkeligt, at man end ikke stille og roligt kunne sætte sig ind i den, hvilket vil følge folkekirken som en pinlighed i mange år, fylder menneskets magtsprog for meget. Det er Guds magt, der holder menneskets magt i skak, og nu er kirken åben, for den åbner altid igen og giver os muligheden for atter at indse, hvorfra sandheden kommer. Sådan som det også sker for Konstantin Levin – Tolstojs alter ego i romanen Anna Karenina – der til sig selv siger: ”Og så snart der kommer et vigtigt øjeblik i livet, så gør jeg som børn, der er sultne og fryser, jeg vender mig til ham (…) Ja det, jeg ved, ved jeg ikke med fornuften, men det er mig givet og åbenbaret, og jeg ved det med hjertet og troen på det vigtigste, som kirken prædiker.” 

I forholdet til ham – Jesus – bliver man ikke irettesat som et barn, der skal spritte af og holde afstand. Man bliver tiltalt som en voksen, der forventes at kunne udleve ansvarlighed og pligtfølelse over for kærlighedsbuddet, hvormed man også i en sygdomstid vil formå at tænke hensynsfuldt på sit medmenneske. Dette er jo indbegrebet af den kristne lov. Og når der kommer et vigtigt øjeblik i livet, og man rives ud af sine vante mønstre, som vi nu har prøvet, retter man som Tolstojs romanfigur blikket mod et afgørende holdepunkt – kald det bare betydningshorisont, kald det hvad som helst, jeg er ligeglad – blot vi forstår, at dette holdepunkt, vores kilde til styrke og retning findes i den dybeste sandhed, verden kender. Den, nemlig, som vi modtager gennem Ordet og Ånden, efter at Kristus er trådt på afstand, så vi ikke skal leve vort liv i skyggen af ham, men i skæret fra ham. Der er en kolossal forskel på de to ting. Ingen kan leve ved siden af Guds søn, det ville være en kvælende og unaturlig tilstand, men enhver kan leve i troen på Guds søn, og således være både fri af hans strålende syndfrihed, der blænder øjet, og bundet til næstekærlighedens opgave, der forskønner verden. Her kan man tale om betydningshorisont – den største horisont, der findes, da den jo aldrig hører op, men fører helt ind i evigheden. Det kan vi tro på, fordi Jesus for til himmels, hvormed han gav verden til os og banede den vej, vi siden skal følge.

For som det allersidste, inden han bæres op til himlen, velsigner han dem. Med Ordet binder han mennesket til sig og lover os, at han aldrig er langt væk, skønt vi ikke kan se ham, og skønt kirken for en tid kan lukke. Han er aldrig langt væk, han er, som salmisten siger: ”i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser”, han er i vore hjerter, i vort håb om gode dage og i vort åndedrag, når vi hver morgen slår øjnene op. Han bor i vores samvittighed og vores kærlighed til hinanden, og han er vores tilgivelse for ethvert øjeblik, hvor vi ikke fik elsket nok. Han er der for de syge og de raske, de frimodige og de frygtsomme, og han er den, der giver os kræfter til i troen at være i verden, hvad den end pludselig måtte rumme. For han er aldrig langt væk. Hvordan skulle han kunne være det? Han er jo magten både i livet og i døden og i verden og i evigheden. Kristus er faret til himmels, men han er stadig her – helt tæt på os. Amen.