Når man ser tilbage på et år, der er gået, gør man sig ofte tanker om, hvad man har udrettet. Et sted i bevidstheden findes et ønske om at klappe sig selv på skulderen og konstatere, at man trods alt gjorde det nogenlunde. Mens man vel også gerne vil bekræftes i, at andre finder ens indsats i tilværelsen værd at respektere. Modsat kan man også ved årets afslutning se tilbage med frustration over ikke at have formået det, man gerne ville, men uanset hvordan man har det på endnu en nytårsdag, kan der være grund til at overveje, hvorfor man bruger så mange kræfter på at se sig selv i lyset af sine bedrifter. Ikke fordi det er uden betydning at udrette noget, slet slet ikke, men fordi eftertænksomhedens dage omkring jul og nytår kan afsløre, at man muligvis er groet en smule fast i en bestemt måde at se sig selv og sit liv på. Det er vigtigt at gøre sig de tanker, ja, det er faktisk i høj grad det, vi har helligdage til, hvorfor disse jo er så indlysende vigtige at værne om.

Med sine ord på denne første dag i det nye år forsyner Jesus os med en kærkommen anledning til at tænke over vores position i livet, idet han understreger, at man på særlig vis kan forankres i det, når man beder til Gud. Omhyggeligt forklarer han, hvordan man bør bede. Ikke ved at stille sig frem, så andre straks bemærker det, men ved at gå mere afsides og vende hele opmærksomheden mod Faderen. Og der er virkelig tale om hele opmærksomheden, for man bør reelt heller ikke tænke på sig selv. I det øjeblik man indleder Fadervor og henvender sig til Gud, opløses den stemme, man normalt beskriver sig selv med, og det handler ikke længere om, hvad man bedriver og formår, men om hvad man står i forhold til. Og får. Nok udtaler vi selv ordene, men i en vis forstand er vi tavse, for bønnens ord stammer fra en anden røst. Det er Jesu egen røst, han der ved, hvad vi trænger til at for at kunne lykkes i denne verden, og når det siges, at de, der mest beder for syns skyld, har fået deres løn, betyder det vel, at de ikke med deres udvendige praksis opnår andet end tomhed. Den inderlige måde at bede til Gud på kan føre til det modsatte. Til livets fylde, og det er afgørende at forstå, hvad det betyder.

Blandt andet ved som sagt at indse, hvor meget vi ofte kredser om det, vi selv bidrager med og dermed synes, at vi har fortjent. Tanken har fyldt meget i årets løb, hvor vi har diskuteret betydningen af at arbejde, og politikerne frygter, at vi gradvist kan ændre holdning til det. Formentlig med god grund. Færre mener, at vi skylder fællesskabet at arbejde så længe som muligt, for vi befinder os i en historisk fase, hvor den enkelte mere og mere insisterer på selv at bestemme over sit liv og sin tid – og for den sags skyld, sin død. Viljen til at tjene en større orden synes at være aftagende, hvilket selvsagt kan få konsekvenser for velfærdssamfundets loyalitetskontrakt og for at styrke pligtfølelsen har en minister skrevet bogen Arbejdets land, hvori han formulerer følgende: ”Alle de karakteregenskaber, som vi sætter pris på i vores samfund, bliver man bedre til, når man går på arbejde. Hensyn, behovsudsættelse, ansvarsbevidsthed (…) At udsætte sine personlige behov for at få en sur arbejdsopgave til at lykkes.” Arbejdet ses som

afgørende for udviklingen af ens karakter, lønnen måles ikke kun i penge, men også i personlig styrke, og der er helt klart noget om snakken. Vi formes af det, vi mestrer og hver dag gennemfører, og det er sikkert for mange svært at forestille sig, hvem man egentlig ville være, hvis man ikke så længe var blevet dannet af sine gerninger og rutiner.

Det er sikkert også svært for Dronning Margrethe at forestille sig. Hun, der i aftes annoncerede sin tilbagetræden, og det er vemodigt og føles mest af alt som et ubehageligt brud på den store sammenhæng omkring os. Et indgreb i historien, der naturligvis er forståeligt og udført med dronningens vante suveræne stil, men som det vil tage tid at vænne sig til. Vi vil virkelig komme til at sande regentens betydning for vores selvopfattelse og samhørighed, og der bliver meget at savne. Men der er samtidig noget at lære. For at dén kvinde, der mere end nogen anden repræsenterer lang og tro tjeneste, og som vi vel troede ville blive siddende hele livet, nu tager dette skridt, er med til at minde os om, at et menneske er mere end sit arbejde. Selv en dronning. Hun har før været inde på, at man af og til skal gøre det unyttige og ikke underlægge sig tidens vanvittige tempo, og én af dronningens største fortjenester er, at hun med sit sprog og livssyn så længe har inspireret os til at forstå, at mennesket er Ånd. At det kan størkne i den golde nytte- og velfærdstænkning, der omgiver os, og at man skal holde sig levende og søgende. Det er en tanke, der efterhånden finder mere genklang, og det er der sikkert flere grunde til. Corona-perioden skabte nye vaner, og dertil findes jo en tidens fordring om konstant at spørge sig selv, om man er lykkelig nok. Det ligger i luften, at vi skal søge efter noget andet og mere, som man kan gå glip af, hvis ens arbejde fylder for meget, og mens jeg er stor tilhænger af i kristen kald og stand-tradition at føle sig forpligtet på det folkelige fællesskab og arbejde for det så længe, man kan, er det afgørende også at kunne være i verden på en anden måde.

Spørgsmålet er bare, om vi ved, hvad dette andet skal rumme, og den usikkerhed skal man være bevidst om, når man hylder idéen om at arbejde mindre. For nogen kniber det lidt med at forstå det, og en anden politiker udtalte i efteråret disse ord: ”En lavere arbejdstid vil give os mere tid til at gøre nogle af de ting, der skaber mening i vores liv. Uanset om det er at være sammen med vores familie, gå på museum eller skabe kunst!” Den slags lyder ofte fra privilegerede personer, der synes at antage, at alle har en velfungerende familie, elsker at gå på museum og besidder talent for at skabe kunst. Så enkelt er det jo ikke, det kan være svært at udfylde sin egen tid meningsfuldt, da det er jo vores forbandelse fra syndefaldets dage, at vi ikke blot hver dag kan leve i harmoni med tid og sted og vort eget indre. Derfor udgør arbejdet ofte den røde tråd, der holder hverdagen på plads, præcis som dronningen så ofte har beskrevet sit liv fra øjeblikket, hvor hun som ganske ung forstod sin skæbne. Og videre gennem alle årene, hvor pligten har været hendes omdrejningspunkt og en stor del af hendes livsfylde. Sådan er det at være menneske, og det giver smuk mening, men hvis man som sagt ikke forsøger at se sig selv som andet og mere end de pligter, man udfører, kan man komme til at savne den dybeste forankring i livet. Den som dronningen i nytårstale efter nytårstale har kredset om, fordi hun – indbegrebet af det tjenende menneske – ved, at vores egentlige identitet grunder i noget andet end, det vi selv udretter. Nemlig, i det vi modtager.

Med Fadervor bliver det så klart, for i dén bøn vendes hele opmærksomheden hen til dét, Gud giver os. Det daglige brød, vore synders forladelse, værn mod fristelse, styrke til at bekæmpe det onde – og løftet om himmelsk salighed hos ham, der råder over riget og magten og æren. Her

udfries man fra de mange tanker om, hvorvidt man udretter og belønnes nok, for i bønnen opstår en fylde, der ikke opretholdes af ens egne forestillinger om, hvem man er. Men af Guds viden om, hvem man er – og kan blive – og vi forstår, at vi i dette liv i sidste ende forsørges af ham, der har skabt os. Martin Luther siger det sådan her: ”Mennesket skal og må arbejde og gøre noget, men samtidig vide at det er noget andet end arbejdet, som forsørger det, nemlig Gud i sin velsignelse (…) Akkurat som fuglen som ikke sår eller høster, men alligevel ville dø af sult, om den ikke fløj og ledte efter føde. Det, at den finder føde, er imidlertid ikke løn for arbejdet, men Guds godhed. For hvem har lagt føden, så den finder den? Uden tvivl Gud alene.” Livsfylden er lagt ud til os, men vi skal selv finde frem til den, og vi dør af sult, hvis vi ikke flyver ud og leder. Det er også dét, tiden på jorden skal bruges til, og derfor bør man ikke lade arbejdet æde alle dage og timer op, for gradvist kan det føre til, at man ikke længere ved, hvem man er, når man ikke gør det, man plejer. Og så kan selv små øjeblikke af stilhed og tvivl om næste skridt få én til at mærke tegn på panik.

Jeg beder selv Fadervor hver aften, inden jeg skal sove, og i det øjeblik falder alt det paniske til ro. Jeg har i det øjeblik ingen alder, ingen erfaring, ingen viden, ingen evner og intet overblik. Jeg er kun noget i kraft af Gud og dét, han ved om mig. Jeg udtaler bønnens ord, som de er givet til mig og til enhver, og af dem bæres jeg ind i natten, ligesom jeg engang skal bæres ind i døden og herfra videre til mødet med Kristus i evigheden. Gud har givet os den største pligt i livet – nemlig, at elske hinanden, fordi han elskede os først – og ved lyden af Fadervor sættes vi ind i den dybeste livsfylde, som ér Guds vilje med os. Vi er stadig de syndige, som vi altid vil være på jorden, men med Fadervor befries vi et øjeblik fra alle de ”daarlige Begjeringer”, som Søren Kierkegaard kalder det, altså egne ofte kortsigtede idéer om lykke og mening. Fadervor rummer alle vore år, også det seneste 2023 med alle dets krige, massive regnskyl, global bekymring og tabet af mennesker. Dem, vi var fælles om at beundre, og den man selv havde så kær, at man vil savne hver eneste dag. Samt som det allersidste, den historiske og gribende meddelelse om vor dronnings abdicering. Fadervor forbinder alt dette jordiske med det himmelske og fylder os med den øjeblikkets glæde, hvor intet er tvetydigt. Her findes kun Guds fylde, og hans viden om, hvem vi er. Hans elskede børn, der en dag i tro skal forenes med ham og med dem, man selv elskede her.

Det er en uomgængelig del af livet at arbejde. Hvis man kan. For de andres, for landets og for ens egen skyld. Præcis som dronning Margrethe altid har understreget og selv så smukt udført gennem 52 år. Men det er samtidig en del af livet at søge efter mere, fordi livsfylden i sidste ende ikke står og falder med det, vi udretter, men med det vi får. Derfor blev Fadervor givet til os som den bøn, der binder os til Gud, så vi aldrig glemmer, at hvad endnu et år end har rummet af glæde og bekymring og måske ubærlig sorg bæres vi altid videre i bønnen. Ikke blot ind i det nye år, men ind i natten, siden ind i døden, og endelig ind i den store salighed. For vi skal være hos ham. For hans er riget, magten og æren i evighed. Amen.