Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: ”I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Amen.

I har sikkert bemærket en lille besked, der i de seneste måneder er dukket op rundt omkring. Den har optrådt på gaden, på skilte, ved busstoppesteder, og nogle børn har gjort det til en mission at skrive ordene alle mulige steder. De lyder helt simpelt sådan her: ”Det bliver godt igen!” Det synes måske ikke af så meget, men det er nogle ret bemærkelsesværdige ord, der kan have stor effekt, og jeg husker, at en tidligere statsminister fortalte, hvordan hun sagde netop disse ord til sig selv, når hun mærkede ekstra modgang. Jeg bruger dem selv, de trøster og virker faktisk, og når de for tiden optræder så mange steder, skyldes det naturligvis den lange pandemi og længslen efter mere frihed til at leve, som man gerne vil og mærke mindre bekymring for, om livet mon igen vil blive som før. Midt i alt denne uvished er det klogt ind imellem at sige til sig selv, at: ”Det bliver godt igen!” Og det virker som sagt, ordene trøster. Hvis man altså tror på dem.

Ordene er også indeholdt i dét, Jesus siger til disciplene, der ved, at de skal sige farvel til ham. De har fulgt ham længe, han har forudsagt sin egen død, og nu prøver han at ruste dem til at kunne undvære ham. For en stund. Og han siger: En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig. Med andre ord – det bliver godt igen. Sorgen skal blive til glæde, men det vil ske på en helt ny måde, for Jesus taler om sin egen opstandelse, som disciplene slet ikke kan forestille sig. Opstandelsens glæde udmærker sig ved, at ingen kan tage den fra os, for intet menneske har indflydelse på den, den overgår alt, hvad der kan ske i vore liv – enhver sorg eller begrænsning eller modbydelighed, vi måtte påføre hinanden. Den peger nemlig altid fremad ud over alt, hvad der mellem os bliver sagt og gjort, og den rummer mere end noget andet det løfte om at alt vil blive godt igen, som udgør vores største kilde til styrke. Bestemt også i en tid med en lang nedlukning i sygdommens tegn. Spørgsmålet er bare, hvordan det hele skal blive godt igen. 

Vi er nok tilbøjelige til at tro, at når noget bliver godt igen, bliver det nogenlunde, som det var før. Vi forestiller os mest det, vi allerede kender, og med tanke på genåbning har mange drømt om igen at mødes uden bekymring og gå til koncert og på museum, og personligt har jeg virkelig glædet mig til igen at sidde på min café med min avis og mærke, hvordan vi deler det samme rum og næres gennem stille selvfølgelig samhørighed. Garanteret mere end vi tror. Vi savner det, vi allerede kender, men samtidig har corona-tiden også mindet os om noget, som vi måske havde glemt. Betydningen af stilhed, mindre logistik og udmattende transport, bøger, bøgeskov samt indsigten i at det muligvis udgør lidt af en skinøvelse at planlægge den næste rejse til Tibet for at holde rastløsheden fra livet. For lad os huske, at der ifølge Søren Kierkegaard er forskel på at rejse verden rundt og – som han siger – at ”skue ind i Hjerternes Historie”. For ham var rejsen forbundet med noget overfladisk og eskapistisk, der kan distrahere os væk fra de vigtige erkendelser angående at være sat i verden med mening, fylde og ansvar lige her, og denne periode kan have lært os, at vi i høj grad i de nære rammer har alt det vigtigste. Og at vi ikke med denne genåbning blot skal genoptage alt det hektiske, som vi allerede kender. 

For noget skal passere forbi, hvilket man allerede lærer som barn, når man første gang indser, at noget i livet definitivt kan forandres. Få har beskrevet det så smukt som Tove Ditlevsen, der i sin berømte lille roman, Barndommens Gade, lader hovedpersonen Ester erfare det, da hun har mistet sin første veninde. Der står: ”Noget i hendes liv, noget godt og selvfølgeligt, er forsvundet. Tingene kan altså forandres og forsvinde. Ingenting er sikkert, selv venskab er noget man bare tror er til. Hvor går de oplevelser hen man har haft? Kommer ingenting nogensinde tilbage? (…) Livets første ”Aldrig mere” er over hende. Hun ser ikke længselsfuldt frem som de andre, men tilbage på skønne, levede dage, der bare er så skønne, fordi de er borte…” Senere lærer man, hvor vigtigt det er at længes fremad og ikke tilbage, for uden håbet om, at noget altid kan blive nyt, bliver menneskelivet præget af tomhed og gold gentagelse. Som barn føles sorgen lammende, når man oplever det første ”aldrig mere” og tror, at ingenting nogensinde kommer tilbage, mens det er, som om alle andre modsat én selv har så meget at glæde sig til. Men kristendommen gør os klogere.

Disciplene står ved punktet, hvor de skal blive klogere, for skønt sorgen rammer ved afskeden med Jesus og det velkendte, er der håb om noget nyt. Dog forstår de endnu ikke det fulde omfang af Jesu forsikring om, at det vil blive godt igen, og vi kan da også sammen med disciplene spørge, hvad alt dette skulle til for. Hvorfor skulle Jesus dø? Og det korte svar er, at det skulle han, for at vi netop kan ”skue ind i Hjerternes Historie”. Vort eget hjerte hver især. Vi skal lære, hvem vi er og erkende vores egen udsathed. Og Jesus måtte dø, fordi synden og det onde findes i verden og i os, og Guds søn måtte gå forrest i kampen mod alt, der modsiger glæden. Først ofrer han sig ved at dø, siden sejrer han ved at opstå, hvormed vi er inddraget i hans kamp. På en helt ny måde er vi blevet forpligtet på at tro på glæden, hvormed vi forstår, at det faktisk er syndigt blot at overgive sig til de nedslående tanker om fremtiden. Som kulturpessimisten, for eksempel, der frygter civilisationens forfald, hvilket efter min mening ikke er uden grund, for der er meget at tage sig i agt for. Etnisk splittelse i befolkningen, galopperende identitetspolitik, klimaforandringer og en litterær udvikling i retning af narcissistiske offer-romaner, hvor alle andre tillægges skylden for ens uretfærdige skæbne. Vi oplever en slags individets udmattede svanesang – og hvem ved, måske venter der også en dag endnu en pandemi, der sætter hele verden på den anden ende.

Der er med andre ord nok at bekymres over for en konservativ kulturpessimist, men årene har også lært mig, at pessimismen kan være selvforstærkende og placere én i en tilstand, hvor man næsten næres af længslen efter skibskatastrofer og pludselig død. Et stykke af vejen er man drevet af trangen til at blive bekræftet i sin – i egne øjne – begavede evne til at analysere verdens dårskab og måske også opbygge en slags undskyldning for ikke selv at leve helhjertet nok. Men sagen er, at man med et pessimistisk sindelag kan krænke livet selv, og Jesus lærer os at indse den risiko. Med ham forstår vi alvoren ved at overgive sig til det livsfornægtende og blot at se længselsfuldt tilbage, for mens den nostalgiske følelse er smuk, når det handler om at ære noget, der var engang, er det farligt at blive så nostalgisk, at man ikke vil acceptere, at ting forandres. I kraft af Jesus har vi altid kræfter til at se frem, og ordene – det bliver godt igen – rækker meget videre, end vi lige nu forestiller os. Nok lyder de i denne genåbnings-tid først og fremmest som en opmuntrende besked om, at hverdagen kan blive mere normal, men der findes jo noget, der er meget større end denne genåbning.

Der findes en evighed – en genåbning ind i himlen – og om kort tid, siger Jesus, vil det blive åbenbaret, at det er dén, vi går i retning af. Det er selve livets genåbning, og den er helt uden både corona-pas og en halv times forudbestilling og sundhedsmyndighedernes velsignelse. Den er Guds løfte om, at der ikke blot her på jorden vil ske gode ting, men at end ikke døden kan sætte en grænse for alt det gode, der venter. Det løfte er nedlagt i ethvert menneskehjerte, hans navn er brændt ind i det, og heraf vokser troen på, at der hver eneste dag er vidunderligt meget at se frem til. Både lige nu, hvor vi midt i genåbningen har mulighed for at tage nogle dyrebare erfaringer fra pandemiens tid og det nære rum med os, og i forhold til den vidtstrakte fremtid, hvor vi med Jesu opstandelse har fået hjertet åbnet på ny. Det kan stadig bliver overmandet af sorg, som det sker for Ester i Barndommens gade, fordi noget i livet definitivt forandres, men når hun spørger: kommer ingenting nogensinde tilbage – er svaret er, at jo, uendeligt meget kommer tilbage. Måske ikke i en skikkelse, vi allerede kender, men som det, vi kun kan ane som den største glæde. Tove Ditlevsen skriver i et digt: ”Den første sorg har et spinkelt skær, som en tåre, der skælver i rummet, kun den vil være dit hjerte nær, når al anden sorg er forstummet”. Sorgen vil forstumme, og noget andet vil opstå.

Velkommen til det nye liv! Vi vil se verden blive genåbnet og forstå, at det virkelig er sandt, at det bliver godt igen. Det er bemærkelsesværdige ord, der fortæller, at menneskene, hvad der end sker, i tro skal have blikket rettet imod det kommende og ikke se sig for meget tilbage, for Jesu opstandelse skaber i os troen på, at der vil være en glæde, som ingen kan tage fra os igen. For den er ude af vore hænder. Den har sit udspring i Guds hænder, og den opretholdes i Guds hænder, og det hele bliver i sandhed godt igen. Ja, endnu mere, for det hele bliver i al evighed godt igen. Amen.