Der findes øjeblikke, hvor man ikke kan mærke nogen særlig livskraft. Det kan have en indlysende forklaring i sorg, sygdom eller anden modgang, men følelsen kan også opstå som lidt af et bagholdsangreb som af et hårdt vindpust eller en skarp påmindelse fra det dybe om, at man i sidste ende er i andre kræfters vold. Derfor må man spekulere over, hvorfra kraften egentlig strømmer, som man til daglig lever af. Hvorfra stammer beslutsomheden, livsmodet og evnen til at handle og drømme og skabe en vis retning i tilværelsen? Der må findes en kraft, som vi ikke kan kortlægge, men til gengæld ved vi det straks, når den ikke er der. Vi ved det straks, når sjælen lammes, og der skygges så meget for udsynet, at det føles, som om at man bliver sat på prøve. Og spørgsmålet er, om det virkelig er det, man bliver. Sat på prøve. Sætter Gud sit menneske på prøve? Det må vi forsøge at finde ude af.

I hvert fald siges det meget klart, at Jesus sætter Filip på prøve, da de står og ser ud over folkemængden ved bjerget. Der er ikke mad nok til den store flok, og både Filip og Andreas gør, hvad mennesket typisk gør stillet over for et stort problem – de tænker praktisk og konstaterer, at den madpakke, som drengen ved siden af har med, slet ikke rækker. Således ville det hele være endt med en lang næse til de tusinder sultne personer, hvis ikke Jesus havde taget affære, men først skal de sættes på prøve. Både Filip og Andreas og alle andre skal have chancen for at forstå forskellen på kun at forlade sig på det umiddelbart forståelige og også at forlade sig på det underfulde, der kun kan tros, og som Jesus er herre over. For pludselig er der overflod af mad, og mange erkender nu, at Jesus virkelig er dén ene sande profet, der skulle komme til verden. 

Tanken om at Gud sætter mennesket på prøve er velkendt. Den optræder for eksempel i den engelske tv-serie Downton Abbey, der foregår i begyndelsen af 1900-tallet og handler om den rige familien Crawley. Den evigt uheldige lillesøster Edith oplever endnu et varsel om en trist skæbne, da hun efterlades ved alteret af en brudgom, der får kolde fødder, og hun styrter hjem på godset og kaster sig grædende på sin seng. Lidt efter ankommer hendes mor og siger trøstende til hende: ”Du bliver prøvet!”. Det er en smuk formulering, der rummer troen på en slags retfærdighed gennem håbet om, at det hele efter prøvelserne vil det ende godt. Interessant er det, at vi i dag er meget lidt tilbøjelige til at tale og tænke sådan, da vi ikke nærer samme tro på det opbyggelige ved prøvelse, men i stedet har bevæget os i retning af offer-tænkning. Erfaringen af modgang eller lidelse ses sjældent som en prøvelse, man skal gennemleve og måske vokse ved, men snarere som anledning til at iklæde sig de krænkede gevandter og fremstå som et mere interessant menneske. Jeg siger ikke, at Edith Crawley ikke lider af selvynk, men hun bærer sin skuffelse med en vis værdighed, for i hendes epoke ses prøvelsen ikke i lyset af hverken den strukturelle racisme, det hvide heteroseksuelle patriarkat eller det konservative britiske kongehus, der jo senest har forårsaget den store kulørte og lukrative offer-fortælling om de to bortløbne royale medlemmer. I Crawleys epoke gør man sig ikke som det første til offer for de omgivende mønstre, men tror på, at ens skæbne har med noget meget større at gøre.

Den har at gøre med troen på, at man har fået tildelt noget, der skal forvaltes med ære og værdighed og ydmyghed. Også når man føler sig krænket. Dén tilgang til livet kan vi nemt glemme betydningen af, fordi vi som sagt ikke længere forstår det opbyggelige ved at blive prøvet. Det siges, at individet i lighedens navn i vor tid aldrig har været mere respekteret, men man kan også hævde, at man ved at kredse om offerrollen måske går glip af stoltheden og værdigheden – og ja, lykkefølelsen ved at erfare, at man kan udstå en prøvelse og vinde ny styrke.  Set i det lys kan man mene, at den store moderne individ-tænkning hviler på en eklatant misforståelse. Nemlig, forestillingen om at et menneske frem for alt skal måle sig selv i forhold til tidens normer og de andres privilegier, hvormed man så nemt bliver endnu et meter-produkt af den store rettighedskultur. På den måde risikerer man blot at se prøvelsen som en uretfærdighed, der slet ikke burde findes, og som det er min ret at klage over. Men man kan også se den som et vilkår i livet og måske endda den trædesten, der kan bringe én videre. 

Jeg siger ikke, at man skal finde sig i undertrykkelse og urimelighed, men jeg tror på, at det er helende for sjælen at forstå prøvelsen i kristen forstand og se den som en vej til tro. For hvad skulle Filip have sagt, da Jesus prøver ham ved at spørge, hvorfra maden skal komme? Filip skulle have sagt: Jeg tror på, at du er Guds søn, og at der vil være mad nok, hvis du ønsker det. Han skulle have bekendt sin tro på almagtens underfulde kraft, der løber som en strøm gennem det skabte og giver os livskraften og bærer os i retning af det, vi skal blive – nemlig, en mere og mere fuldendt skabning, der gennem prøvelse bliver klogere og stærkere og måske endda mere barmhjertig. Martin Luther formulerer det sådan her: ”Vi er det ikke endnu, men vi er i færd med at blive det. Det er endnu ikke gjort eller sket, men det er i færd med at ske. Det er ikke enden, men vejen. Alt gløder og skinner endnu ikke, men alt bliver bedre.” En forudsætning for at kunne hvile i den overbevisning er, at man afviser rollen som offer, og helt forunderligt er det gradvist at opdage, at kristen tro og offeridentitet langt hen ad vejen udelukker hinanden. For hvordan kan man være et offer, hvis man tror på, at man af Gud har fået selve livet og åndedraget og hver eneste spadseretur i forårslyset? Jeg ved godt, at man kan miste meget og savne meget og føle sig både bange og ulykkelig og vred, men det gør ikke én til et offer. For intet kan ændre ved, at man er dén, som Gud selv ofrede sig for. For at skaffe mennesket ære.

Jesus er profeten i verden, der lærer enhver at rette blikket væk fra sig selv og hen mod den, der lige nu prøves mere end én selv. Den bevægelse – næstekærlighedens og selverkendelsens bevægelse – sker især gennem troens lydighed, og i fortællingen om bespisningsunderet sætter Jesus Filip på prøve for at bane vej for, at tilliden til Gud kan slå dybere rod. Men nu kommer selvfølgelig det svære spørgsmål, for det er jo problematisk på den måde at se prøvelsen som et middel til tro, for hvad nu hvis man oplever virkelig alvorlig lidelse eller tildeles en skæbne, der bare er for hård? Er det virkelig Guds vilje?  Er det Gud, der prøver sit menneske – til tider ligefrem på grusom vis? Nej, det tror jeg ikke. Gud påfører ikke personer konkret modgang, menneskelivet er ikke et guddommeligt skakspil, men det rummer prøvelse, fordi salighedens harmoni gik til ved syndefaldet. Livets prøvelse er det syndige menneskes vilkår, og derfor tolker Edith Crawleys mor sin datters smerte som påmindelse om, at vi hver dag skal blive stærkere gennem de jordiske trængsler.  Og tage ansvaret på os. Og når Luther taler om, at vi bevæger os i retning af noget bedre, skal det både høres som meddelelsen om, at troen og tilliden med årene kan vokse og blive til mere ro, hvor man oftere før følte panik. Og som løftet om, at vi efter livet i verden skal være i lyset med den opstandne selv. Alt bliver bedre.

Det gør det i øvrigt også for Edith Crawley. Hun finder efterhånden sin plads i verden, og fiktionens lykkelige afslutning kan ses som billedet på den basale erfaring af, at man kan overkomme meget mere modgang, end man troede. Fordi livkraften strømmer i os fra selve den kristne sandhed og tillad mig at citere mig selv fra min seneste bog: ”Vi har en slumrende anelse om livets suveræne magt, og med opstandelsen bliver døden definitivt modsagt (…) Det er med andre ord troen på opstandelsen, der holder hele vores dybeste selvopfattelse og mest håbefulde livssyn på plads…” Bevidstheden om Jesu opstandelse ligger dybt forankret i os, den bliver levende gennem troen og beretningen om, at det er Guds søn, der på korset ofrer sig, så mennesket ikke selv skal leve i offerrollen. Det skal derimod leve i troen på frelse, og dette er vores vej til en slags sjælelig opstandelse. Her på jorden. Livskraften strømmer til os fra den tomme grav, og vi ved det straks, når vi ikke kan mærke den. Så lammes sjælen, og jeg er sikker på, at jo mere mennesket glemmer sandheden om Jesu offer, desto mere træder det ind i offerrollen selv. 

Alt gløder og skinner endnu ikke, men alt vil blive bedre. Det vil det, mens vi lever livet i troen på Guds almagt og forsøger at adlyde hans bud om barmhjertighed. Og det gør det, når vi efter livet på jorden omsluttes af den guddommelige skabelsens livskraft, der i evigheden er blevet til salighed. Her skal sjælen aldrig mere lammes, for her er prøvelsernes tid forbi, og her er vi blevet til det, vi skal være. Amen.