Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: ”Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Jesus svarede ham: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.” Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!” Amen.

For ti år siden udgav jeg en bog om den i mine øjne lidt mangelfulde bevidsthed om Ånd blandt danskerne. Den åndløse dansker kaldte jeg bogen, hvilket førte til, at jeg blev ringet op af ham, der virkelig var en imponerende ildsjæl, nemlig den netop afdøde Johannes Møllehave. Han var i hopla den dag og gav mig en gevaldig skideballe, fordi han mente, at den bogtitel var helt meningsløs, idet – som han sagde – alle mennesker er Ånd. Også enhver dansker. Ingen er med andre ord åndløse, og jeg havde virkelig misforstået noget, mente Møllehave. Det har jeg helt sikkert af og til, men ikke her, for pointen var jo, at mens jeg ligesom Møllehave mener, at vi alle er Ånd, fordi vi er mennesker ved Guds vilje, forekommer det mig, at man nemt i dette land kan miste en del af sansen for det. I de ti år, der er gået siden, bogen udkom, er der da også blevet talt meget om det åndfulde som noget, der iblandt os fylder for lidt, og begrebet Ånd efterspørges ofte, for mange aner, at vi forholder os for lidt til det. Og at det har konsekvenser. Dem skal vi prøve at forstå.
Set i det lys er pinsedag én af de vigtigste dage på hele året. Her hører vi om begivenheden, hvor forskellige folkeslag er samlet i Jerusalem, og hvor den hellige Ånd daler ned og tager bolig i menneskers sprog og fællesskab. Med Ånden indtræder den kraft på jorden, der minder os om, at Jesus var her og lærte os, at vi hører sammen i ansvarlighed, og hver især kan tro på, at vi ikke skal gå fortabt. Ånden minder os om, at kærlighedens enevældige magt med Jesus var i verden, og af samme grund understreger Jesus her i Johannes Evangeliet, at vi skal elske ham. Det gør han ikke af forfængelige årsager, men fordi vi skal ære den dybe barmhjertighed, han udlevede og mindes om, hvor meget der er at stræbe efter. Jeg vil gå så vidt som til at mene, at jo mindre vi elsker Jesus, desto mindre er vi i stand til i alvor at respektere hinanden. Sagt på en anden måde, kærligheden til Guds søn – eller i det mindste ærefrygten for ham – er afgørende for, hvordan vi her på stedet lever sammen.
Og hvordan lever vi så sammen? Det spørgsmål har længe domineret, også fordi vi er mere blandet sammen end nogensinde før. Sådan er det i en tidsalder med stor bevægelse på kryds og tværs, og forleden beskrev forfatter Birgithe Kosovic i en kronik den adskillelse mellem os, som hun mener er vokset frem her i landet. Apartheid, kalder hun det ligefrem og mener, at mennesker, som de er flest, faktisk ønsker at leve sådan, fordi man foretrækker at være sammen med dem, der ligner én selv. Dermed siger hun, at den store harmoniske tilstand af kulturel mangfoldighed, som man i den vestlige verden så længe har drømt om, er meget svær at realisere, og mens en forfatter for ti år siden ville være blevet smidt ud byen – og i hvert fald ud af bestseller-listen – med et sådant budskab, kan hun i dag slippe afsted med det, fordi erkendelsen er i bevægelse. Hun ser vores land som en stat bestående af flere folk og skriver: ”Derfor er det også umuligt at forestille sig en stat med flere folk, hvor grupperne ikke ser sig selv som ofre for den anden gruppes modvilje, og efterhånden som offerfølelsen slår igennem, vil den fælles sandhed om, hvordan virkeligheden ser ud, også krakelere.” Hold godt fast i den formulering – den fælles sandhed – for det er dén, det handler om. Det er nemlig svært at leve sammen, hvis man ikke dybest nede deler en tro på, hvad det sande er.
Lad os tage et eksempel. En del har nok svært ved at forbinde noget særlig smukt eller sandt med at rejse til Syrien og tilslutte sig et krigerisk kalifat, og når debatten om børn og mødre og hjemkomst til Danmark er så følelsesladet, skyldes det, at nogen åbent ringeagter det, der her ses som indlysende godt. Nemlig, at man er loyal over for sit land og ikke med fuldt overlæg placerer børn blandt voldsparate fanatikere. Det handler om en nedgørelse af vores oplyste og humanistiske sandhed – det vi gennem historien har besluttet er sandt, og det er sandelig vigtigt. Men der er en endnu større sandhed på spil, nemlig den, som vi ikke blot selv har vedtaget, men som er os givet. Og når den ene gruppe i et samfund begynder at se sig som offer for andres modvilje, som Kosovic skriver, grunder det efter min mening også i forskellen angående religiøse rødder og dermed også Ånd. Altså, om erkendelsen af, hvad man i sidste ende står til ansvar for. I kristen forstand står vi til ansvar for buddet om at elske Næsten og stole på Guds barmhjertighed, og med den arv er vi knyttet åndeligt sammen. Den fælles åndsvirkelighed styrker ens håb om daglig tryghed, og jo mere vi opdeles, desto mere kan det håb svækkes. Kosovic beskriver, hvordan man kan se sig selv i spejlet og føle sig bange, fordi en del ag trygheden er væk. Jeg tror, det er rigtigt. Når man ser sig selv i spejlet, aner man i sit eget blik en større dimension. Gåden ved at være skabt og længslen efter at blive bevaret. Man aner, at man er Ånd.
Hvor vigtigt det er at tro på en åndelig sandhed og også dele den med andre er grundigt beskrevet i litteraturen. For eksempel i romanen fra 1945, Gensyn med Brideshead, af Evelyn Waugh om den unge Charles, der møder den rige familien Flyte, der er strengt kristen katolsk. Men som også udfolder et dekadent liv i overflod og med en lettere anløben moral. Charles er ateist, og skønt han og familiens datter, Julia, bliver forelskede og alt tyder på, at de skal have hinanden, ender det med, at Julia vælger Charles fra og Gud til. Hun føler skyld over sin overfladiske livsførsel, der sammen med Charles blot ville fortsætte, og hun siger: ”Jeg har altid været letsindig. Måske vil jeg være letsindig igen og blive straffet igen. Men jo værre det er, des større er min trang til Gud. Jeg kan ikke udelukke mig selv fra Hans barmhjertighed.” En sådan beslutning kan synes uforståelig i vore moderne ører, men sagen er, at menneskers syn på, hvad sandheden er kan blive så fjernt fra hinanden, at man ikke kan følges ad. Det erkender Julia, fordi hun ved, at det i sidste ende er hendes kristne tro og længsel efter barmhjertighed, der former hendes sind. Den indsigt har vi i vid udstrækning i moderne tid glemt. Vi har været letsindige og erfarer derfor nu, hvor svært det kan være at leve sammen uden at dele troen på en bestemt dybere sandhed.
Og så forstår vi, hvorfor det skulle blive pinse, for med Helligåndens komme til verden lærer vi, at vi er fælles om den kristne sandhed. Fordi, som Johannes Møllehave så iltert gjorde det klart den dag i telefonen, at vi alle er Ånd og lever her ved Guds vilje. Det var det, Jesus fødtes til verden for at bekræfte, og han peger på Helligånden, som han kalder Talsmanden, som kraften i verden, der fortæller os, at vi stadig tilhører ham som de både syndige og højt elskede. Hvis vi overhører Talsmandens røst, når den gennem musik og sang og kærlighed og lykkefølelse og samvittighed og også den prisgivethed vi hver dag lever i over for hinanden vil vække vores taknemmelighed og pligtfølelse ved at være sat i denne verden med alle dens blomstrende syrener, og hvis man alligevel som Julia Flyte længe lever for letsindigt og tager det hele for givet, kan man med årene blive lidt tom indeni. Når mennesket glemmer at lytte til Helligånden, kan det miste håb og for hver dag blive lidt mere bekymret, når man ser sig selv i spejlet og måske erkender, at sorgen over at man skal dø har overmandet Talsmandens ihærdige påmindelse om, at vi i troen på Gud skal blive frelst fra døden. Det var dét, jeg mente med titlen Den åndløse dansker. Man kan, hvis man ikke passer på, komme til at leve adskilt fra håbet om frelse, og jeg tør godt hævde, at en stor del af menneskets svaghed i det 21. århundrede har at gøre med adskillelsen fra det håb. Vi har glemt at lytte til Helligåndens – til Talsmandens henvendelse til os.
Og så er det store spørgsmål jo, om vi mon her i Danmark i fremtiden vil komme til at dele sandhed. Det spørgsmål kan ikke besvares uden, at man lytter til Jesu pinse-ord i dag. Han siger jo, at den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Kærligheden til – eller i det mindste ærefrygten for – Guds søn er kernen i det sande fællesskab mellem os, for Helligånden fortæller os ikke blot, at vi hører sammen på tværs af alt, men at vi hører sammen i Kristus og ved hans ord kan tro på, at den tilbøjelighed til det selviske og den frygt for døden, der findes i os vil blive tilintetgjort. For Jesus har allerede med sin opstandelse overvundet alt ondt. Dette er den største sandhed, der findes, vi har ikke selv vedtaget den, for den er os givet, og når vi i dag gør os de mange tanker om, hvordan vi bedst kan leve sammen i en kaotisk verden, kommer pinseberetningen med svaret. Vi kan bedst leve sammen – ja, vi kan nok i sidste ende kun leve fuldgyldigt sammen i den ene sandhed, som Helligånden minder os om. At Jesus har været i verden, og at vi i troen på ham som Guds søn kan dele både håbet om frelse og ansvaret for hinanden.
Når man ser sig selv i spejlet, ser man en Guds skabning og i sit eget blik aner man måske, at der herinde findes noget mere end blot mig. At noget taler til mig og vil mig noget. Det er Helligånden. Den kender dit navn, den lever i din stemme og i vores fælles sprog, og den forsikrer os om og om igen om, at ingen er åndløse. For alle er vi skabt af Gud, og ingen er opgivet af Gud. Det er kun os, der i letsindighed kan opgive ham. Amen.