Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde også til disciplene: ”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!” Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. ”Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.” Amen. 

Selv om det kan lyde som et ret simpelt spørgsmål, er det faktisk ikke tilfældet. For hver gang vi spørger et menneske – hvad laver du? – er vi i færd med at fastlægge meget mere om personen, end vi måske er klar over. Typisk stiller man spørgsmålet ved et middagsselskab, hvor man skal have samtalen i gang, og når jeg hævder, at spørgsmålet ikke er simpelt, mener jeg ikke, at man skal undlade det. Slet ikke, det er uhyre vigtigt at stille, for nok er det populært at mene, at det vigtigste er blot at være et frit individ, og at ens virke ikke bør definere ens personlighed, men sagen er, at det gør det i temmelig dyb forstand. For hvad laver du, jeg vil gerne vide, hvad du har besluttet at bruge så meget af dit liv på, og hvordan det former dit sind til daglig? Der er essentielle tanker indeholdt i spørgsmålet om, hvad man laver, og man skal aldrig holde sig tilbage med at stille det. Hverken til andre eller til sig selv, for svaret er altid interessant.

Det bliver også pludselig meget relevant for godsforvalteren, der i fortællingen i dag mister sit job. Han er blevet fyret for at ødsle sin herres penge bort, og herefter er hans største bekymring, hvordan folk vil reagere på det. En ting er, at man i dén situation kan komme i tvivl om, hvorvidt man stadig har en position i andres øjne, men forvalterens uro kan også have at gøre med noget andet. Nemlig en fornemmelse af, at man i længden kan få svært ved at sætte ord på sig selv, hvis man ikke har en klar funktion. Vi ved, hvor meget det kan slå et menneske ud at blive arbejdsløs, og det er ikke alle givet at kunne have en stilling, det skal vi her huske, men når godsforvalteren så desperat overvejer, hvad han egentlig skal gøre, når han hverken egner sig til at grave eller tigge, viser det, hvor rådvild man kan blive. Derfor prøver han at sikre sig andres velvilje ved at eftergive dem gæld, og han vil åbenbart gøre nærmest hvad som helst for at stå i forhold til nogen og have en identitet, for han savner allerede at være noget mere end blot sig selv. Hurtigt forstår han, at det simpelthen ikke er nok bare at være sig selv.

Det er ellers en ret populær tanke, og lad os se lidt på idéen om at det vigtigste er blot at være mig. Bare vær dig selv, som det gode råd ofte lyder. Som så meget andet har den tanke tråde til mentaliteten fra 1968, hvor man ville gøre op med autoritet og dette at have indflydelse ved at udfylde et bestemt embede i samfundet. Man mente, at lighed forudsætter et opgør med magtforhold, hvilket selvfølgelig rummer noget sandt, men midt i nedvurderingen af færdigheder og hadet til hierarkier glemte man, at vi alle har brug for en bestemt placering i samfundet for at kunne føle ægte forankring i livet. Det er ikke uden grund, at evighedsstudenten ofte ses som en tragisk figur – som den, der ikke kan finde en plads i verden og har svært ved at tage fornuftige beslutninger. Et eksempel møder man i Jane Austens roman Fornuft og Følelse fra 1811, hvor den unge Edward er kommet til at fri til den forkerte kvinde og længe af den grund sidder i saksen. Her forklarer han sit fejltrin: ”Det var en tåbelig, intetsigende tilbøjelighed fra min side,” sagde han, ”følgen af ukendskab til verden og mangel på beskæftigelse. Havde min mor givet mig et aktivt hverv, da jeg som attenårig blev hentet hjem (fra mr. Pratt), tror jeg – nej, er jeg sikker på, at det aldrig ville være sket…”

Tidligere i historien – inden den store tro på lykken ved at være et absolut frit individ – tog man det mere for givet, at en solid beskæftigelse er med til at skabe et forstandigt menneske. Og vi mindes jævnligt om den sandhed, for eksempel ved tanken om prinsesse Diana, der her den 1. juli ville være fyldt 60 år. Alle kender historien om den unge kvinde, der fik prinsen, der bare ikke elskede hende, og som i sin mærkelige tomme position tilbragte hele sit voksne liv med at søge efter en retning i livet. Indtil hun i 1997 blev revet brutalt ud af det. I den absolut øverste sociale klasse gik Diana trist og søgende omkring, og her kan man tale om mangel på beskæftigelse, hvormed hun blev et symbol på det menneske, der prøver at være noget særligt blot ved at være sig selv. Hun var dømt til det, fordi hun med sin royale skæbne var afskåret fra et almindeligt liv, men det interessante er, at det i dag ses som et ideal at være sig selv ved blot at være autentisk. Det er garanteret også en del af forklaringen på, at prinsessen fortsat fascinerer så stærkt. Hun blev billedet på det moderne løsrevne menneske, der skal opfinde hele sit livsindhold selv. Men noget er galt, for vi skal ikke i første omgang søge efter at blive autentiske – vi skal søge efter en beskæftigelse, for uden en sådan kan man som Edward fra Fornuft og Følelse komme til for længe at lide af ukendskab til verden og dermed også af ukendskab til sig selv. Man kan på den måde være for længe om at blive moden, for hvem er man, hvis man har svært ved at svare på spørgsmålet – hvad laver du?

Da herren befaler sin forvalter at aflægge regnskab for sin håndtering af tingene, kunne han lige så godt have spurgt – hvad laver du? Gør du gavn, og kan du aflægge regnskab for dit liv? Hermed bliver forvalteren smidt ud i verden og satser altså straks på at vinde venner ved at ødsle endnu mere af sin herres formue bort, og han bliver vel at mærke rost for det. Denne underlige morale har altid undret folk – er det virkelig prisværdigt at købe sig venner ved ”uærlig mammon”, som der står. Ja, det er det, fordi al mammon, altså, alt materialistisk værdi, er ligegyldig i kristen forstand. Og dermed er det uærligt. Det ærlige, derimod, er at indse, at man er nødt til at stå i forhold til andre mennesker, og når forvalteren har mistet sin beskæftigelse, må han på anden vis klamre sig til en stilling i verden. Det er ærligt og klogt at tage af sin herres endeløse ejendom og investere den i livets relationer, for forvalteren ejer ikke selv noget, ingen af os ejer i sidste ende noget, end ikke den mest privilegerede, hvilket prinsesse Diana sikkert også indså, når hun var allermest ensom og fortvivlet. Forvalteren sendes ud i verden for at indse netop det. Før klattede han pengene væk i almindelig magelighed, nu – hvor han har mistet sin stilling – forstår han, at den vigtigste værdi vi mennesker kender til er at have en betydning sammen med andre. Med den indsigt begynder vores egentlige kendskab til verden.

Men hør nu, vil nogen sige. Lærer vi ikke hele tiden, at vi netop ikke skal være så afhængige af at være noget i andres øjne? Lærer vi ikke, at man skal droppe al den anstrengende sammenligning og frem for alt prøve at være sig selv? Jo, men vi glemmer, at tanken om at være sig selv i virkeligheden bør formuleres som dette at blive sig selv. Sådan er det ifølge Søren Kierkegaard, fordi han ved, at det handler om at nærme sig en sandhed, som vi endnu ikke kender, da den er grundet i forholdet til Gud. Og Kierkegaard skriver: ”Den, der vil erhverve sin Sjel i Taalmodighed, han erkjender, at hans Sjel ikke tilhører ham selv, at det er en Magt, han maa erhverve den fra, en Magt, af hvem han maa erhverve den, og at han må erhverve den selv.” Dette er den eneste ejendom, der er afgørende at stræbe efter – at erhverver sin sjæl i forhold til Gud og gradvist mærke ærefrygten over at være skabt og tilliden til, at frelsen og evigheden findes, så vi trods alle vore mangler vil blive opretholdt og få den nødvendige styrke. Dette er at blive sig selv i forhold til Gud. I forholdet til mennesker, derimod, er det ikke nok at være sig selv. Her skal man være beskæftiget og handle til andres gavn og dermed vinde en jordisk identitet. Sådan undgår vi også den store selvoptagethed, og jeg får den tanke, at netop dette udgør en del af forklaringen på, at så mange i dag fortabes i lidt overdreven selvbetragtning og bliver meget fokuserede på deres seksualitet og andre personlige træk, der måske i mange tilfælde slet ikke er så interessante, når det kommer til stykket. Jo mere man tror, at det vigtigste er blot at være autentiske mig, desto mere selvkredsende kan man blive.

Beskæftigelsen, derimod, gerningerne, og de faste mødetider befrier én fra den evige indadvendte tankegang, og vi må ikke miste visdommen fra vore forfædre, Jane Austen, Søren Kierkegaard og mange andre, og deres indsigt i, at ja, du skal blive dig selv, men først og fremmest i forhold til Gud. Han kan nemlig rumme hele dig med syndighed og uro og frygt for ikke at være noget. Jesu opstandelse er det store tegn på Guds vilje til at bevare os, og den højest uheldige moderne fejlslutning er at tro, at vi bare skal være os selv i forhold til hinanden. For det kan ingen af os holde til. Ingen skal se mig som det lave væsen, jeg også kan være, fordi jeg – som apostlen Johannes skriver – vandrer i mørket og har så svært ved at elske nok. Ingen ud over Gud skal trækkes med mig bare som jeg er, og lad os skåne hinanden for den byrde og i stedet stræbe efter at ære dette at have en beskæftigelse, der gør os nyttige og baner en del af vejen for hinanden. For så ved vi lidt mere om, hvad vi skal svare, når spørgsmålet lyder: Hvad laver du? Hvad bruger du dit liv til, og hvad former dit sind til daglig? Så ved vi lidt mere om, hvem vi selv er.

”For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør”. Sådan taler Jesus, vi er denne verdens børn, der stadig lever på jorden og endnu ikke blot lysets børn, som vi først til fulde vil være i de evige boliger. Vi bor her og er af Gud blevet sendt ud i livet for at udrette to ting. At være til gavn for hinanden og blive os selv i forhold til ham. Jesus kom til verden for at hjælpe os til indsigt i dette og for at frelse os fra vores syndighed. Han kom for at bane vej, så vi på vores færd gennem livet som denne verdens børn kan forsøge dag for dag at erhverve vores sjæl. Og på den måde dag for dag komme lidt nærmere lyset. Amen.