Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: ”Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Amen.

Når man står lige dér og mærker lykke over, at meget går, som man har drømt om, er det som om det meste giver mening. De fleste kender til det øjeblik af harmoni. Men samtidig, eller måske snarere få sekunder efter kan man ane noget andet. Det føles som et hul eller en afgrund – som en fornemmelse af en modsigelse, der venter på den anden side af alt det frydefulde. Det er, som om glæden aldrig er helt fuldendt, og mit bedste bud på en forklaring er, at eftersom glæden forbløffende hurtigt kan blive vendt til det modsatte, bærer vi på et varsel. En viden om at når man er allermest glad, er man samtidig meget skrøbelig, og derfor kan et menneske, der beruses af lykke, nemt komme til at ligne én, der overspiller rollen. Man vil have det hele med, for man ved ikke, hvornår et lignende øjeblik atter opstår. Vi har nogle ret faste idéer om, hvordan lykke og medgang bør føles, men sagen er, at vi burde vide bedre. Det kommer vi også til.

Den rige mand ved ikke bedre. Lignelsen om ham og Lazarus fortæller om to mennesker, der befinder sig hvert sit sted i livet. Den rige lever i magelighed og overflod, mens Lazarus ligger ved hans port og sulter, og et interessant spørgsmål er, om de mon er sig bevidst, at arten af deres liv nu kan få betydning for det, der venter. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man lever, hvilket hurtigt afsløres med de to mænds skæbne efter døden i det hinsides. Lazarus får plads i vor stamfaders Abrahams skød, og den rige mand placeres et ganske andet sted, hvor han pines og oplever voldsom kontrast til det, han kom fra. Da han begriber alvoren, forsøger han at redde stumperne ved i det mindste at få advaret sine brødre på jorden, så de ikke skal lide samme skæbne. Men det er for sent. Brødrene vil ikke få mere besked, end menneskene allerede har fået, og mens dette jo rummer muligheden af en temmelig barsk konsekvens i det hinsides, vil vi i første omgang forholde os til noget andet. Nemlig, spørgsmålet om, hvordan man forvalter et liv i medgang.   

For vi lever det jo. Vel vidende at mange i dette land oplever alle mulige former for sorg og bekymring kan man godt mene, at vi i et så velhavene og sikkert samfund som dette kender til følelsen af at leve i medgang. I årevis er der blevet talt om, at vi skal være sundere og rigere og bedre uddannede end nogensinde før, og vi kender til følelsen af at være kommet til verden i et smørhul fyldt med muligheder. Det ér vi virkelig også, hvilket man også husker her efter en Grundlovsdag, hvor vi tilmed bisatte én af de statsmænd, der har været med til at skabe det. Og man kan spørge, hvorfor man ikke er lykkeligere. Hver dag. Eller i det mindste meget mere taknemmelig. Det burde man med tanke på sin daglige tryghed, sommerhuset på Bornholm, de stille aftener og mange vidunderlige bøger at læse, alt det, der skaber øjeblikke af dyb glæde, og alligevel kommer man aldrig helt på højde med dem. Dette er en del af gåden om menneskelivet – at det faktisk er svært fuldt ud at være til stede i sin egen medgang, og hør blot, hvad Søren Kierkegaard skriver om dette: ”See! da gik Medganges Sol atter op, belyste Alt, forklarede Alt, forvissede ham om, at han var kommen saare vidt, at det var vundet, hvad han havde arbeidet for. (…) Han havde glemt Bekjendelsen i Nødens Time, glemt, at Opfyldelsen ikke er sikkrere, fordi den er kommen, end den var, da han tilstod, at han ikke ved egne Kræfter kunde regne paa at naae den. Modgang havde han forstaaet, men Medgang kunde han ikke forstaa. Da gik det indvortes Menneske ligesom ud i hans Sjæl.”

Opfyldelsen er ikke sikker, meget kan mistes, og det indvortes menneske – altså, den del af os, der bærer på mening og livsmod – kan gå ud. Netop dét er på spil i Thomas Vinterbergs film Druk, der er blevet diskuteret en del. De fire venner i filmen, der også netop er børn af dansk medgang, mangler glæde og livskraft og begynder at drikke alkohol hver dag for at vinde noget af det indvortes menneske tilbage. En stor pointe i filmen er dog, at det ikke er alkoholen, men i sidste ende kærligheden, der bringer i hvert fald et par af dem tilbage til livet, og det irriterer mig lidt. Ikke fordi jeg tror på alkohol som løsningen – mildt sagt ikke – men fordi man skal være varsom med at ophøje det flakkende følelsesliv som livets fundament. Dette er nemlig også et ret hårdhjertet budskab, for hvad med den, der ikke erfarer den kærlighed fra en anden, der ifølge filmen redder mennesket? Og hvad med den, der mister den? Kærligheden mellem os er ikke sikret, som Søren Kierkegaard lærer os, og ej heller en given ting for enhver at opleve, og jeg tror på en anden livskraft i det indvortes menneske. Den formuleres af Grundtvig, der som ganske ung efter en heftig forelskelse i fruen på godset på Langeland, hvor han var ansat som huslærer, erfarede, at noget er meget større end menneskelig kærlighed. For efter den lidenskabelige betagelse af fruen fyldes Grundtvig af en omstyrtende følelse af at være sat i forhold til selve livets kilde, og han skriver i dagbogen: ”Jeg føler i mit Indre en trang til liv, stærk som, ja var det muligt, selv stærkere end trangen til kærlighed.”

Jeg ville ønske, at jeg selv havde formuleret de ord, der sætter vores vante ide om kærlighed i perspektiv og understreger det mægtige ved, at vi overhovedet er i live og kan føle lykkelig ærefrygt for dén vidunderlige kendsgerning. Det er ved en kolossal og særegen magt, at de største indvortes kræfter skabes i os, og havde den rige mand tænkt på det i tide, havde han måske fået en anderledes himmelsk skæbne. Hvis han i højere grad havde formået at leve i medgang uden at lade sig forføre til at tro, at han var hævet over i lydighed at skulle løfte sin næstekærlige opgave. Hvis han havde forstået, hvem han skyldte alt. Undersøgelser viser faktisk – det er ikke en vending, jeg normalt bifalder, men i dette tilfælde passer den i mit kram – undersøgelser viser faktisk, at meget velhavende mennesker ofte har tendens til at se sig fritaget for almene regler og tror sig udstyret med flere rettigheder end andre, og sagen er bare, at medgangen præger det liv, vi lever. Og gør, at vi kan komme til at svigte det. Dermed nærmer jeg mig vist punktet, hvor man må spørge sig selv, om der mon findes en konsekvens i stil med den, evangeliet i dag handler om. Vil vi i evigheden blive konfronteret med, hvordan vi forvaltede vores liv på jorden?         

I fredags talte jeg med psykolog Svend Brinkmann om hans nye bog om Gud og også om evigheden. Den tror han ikke på og dermed selvfølgelig heller ikke på nogen konsekvens af vore gerninger ud over dén, der findes her og nu. Han mener, at troen på evighed er med til at udhule værdien af livet her, og det er han langt fra alene om. Mange ser evighedstroen som en næsten lidt kujonagtig flugt fra virkeligheden. For mig er det modsat. Troen på evigheden intensiverer livets betydning og klargør, at vi aldrig må glemme betydningen af vore gerninger. Hverken i modgang eller medgang. De kan gavne eller skade et menneske nu, men måske kan de også påvirke en større retfærdighedens orden, og afskaffer man evigheden, afskaffer man en del af ansvarsfølelsen ved at have fået dette liv. Fordi det – livet – kan komme til at minde om en tilfældighed foruden dybere mening. Jesu fortælling i dag lærer os, at vores ansvar rækker helt ind i himlen, og når man måske af og til gruer ved tanken om sin egen skæbne i denne evigheds himmel, kan man lytte til teolog K.E. Løgstrup, der foreslår, at mens ingen blot skal fortabes, findes der i evigheden en retfærdig udligning og dermed ophøjelse af den, der virkelig led i verden. Løgstrup skriver: ”Kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse at blive en bagatellisering af den bedragnes ulykke og lidelse.” 

Altså, tror man på tilgivelse for alle, må man ifølge Løgstrup også tro på, at Lazarus, det særligt lidende menneske, vil få ekstra godtgørelse for sin uforskyldte smerte. Og at den tankeløst privilegerede, den rige mand, må nøjes med mindre på grund af det liv han førte. Jeg ved godt, at det opfordrer til det, Svend Brinkmann i sin nye bog kalder ”en bytteøkonomi, hvor handelsvarerne (er) var menneskelige gerninger, belønning og straf” – og ja, på sin vis, men det kristne liv må leves i denne balance mellem at se sine gerninger som afgørende i evighedens perspektiv og samtidig tro på, at Gud vil være mig nådig. Mister vi sansen for denne fine balance, risikerer vi at pille en del af alvoren ud af eksistensen, og jeg tror, at vi dybest nede bærer på en viden om, at vi vil blive konfronteret med, hvordan vi levede dette liv. Vi bærer på et varsel, og det er garanteret det, der rører sindet, når man midt i selv den største glæde aner en modsigelse. Man aner, at der er noget meget større på spil end blot dette lyse øjeblik, og man kan enten tage imod den påmindelse eller ignorere den. Men lad os huske, hvad Johannes siger i brevet, jeg læste op fra før: ”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.” Dette er valget, vi står i. At blive i Guds kærlighed ved at give den videre til andre. Eller at beholde den for sig selv og måske i evigheden miste en del af den. 

”Jeg føler i mit Indre en trang til liv, stærk som, ja var det muligt, selv stærkere end trangen til kærlighed.”  Bare det var mig, der havde formuleret de ord, men de er Grundtvigs og beskriver, hvordan han i mødet med den flygtige lidenskab på jorden indså, at den største livskraft udspringer af Guds vilje bag livet. For hvad med den, der ikke erfarer den kærlighed fra et andet menneske, som vi så ofte ophøjer som det største? Og hvad med den, der mister den? Vi næres dybest nede af Guds fuldendte kærlighed, både i modgang og i medgang. For han elskede os først, og vi kan tro på, at evigheden findes, fordi Jesus stod op fra de døde og banede vejen ind i den. Vi kan tro på korsets gåde og se livet her på jorden i lyset af kilden til den største livskraft, der findes. Og en medgang, der dermed kan bestå. Amen.