Muligvis har vi alle en fornemmelse af, at vi bevæger os i retning af noget fuldkomment. I hvert fald kan man nemt have drømmen om det. Den rører på sig, når man forestiller sig noget smukt, der venter, hvad enten det handler om ens arbejdsliv eller familie eller friheden til at opleve alt det, man ønsker. Måske ser man for sig, hvordan man skal sidde med en kop kaffe ved Seinen i Paris og mærke fryd og fred ved endelig at være på denne plet, men det mærkelige er jo, at det langt fra er sikkert, at man opfyldes af den rene følelse, man har længtes efter. Jeg ved ikke, nøjagtig hvad det er, der står i vejen, men ofte må man bare erkende, at forventningerne overgår realiteterne. Drømmene løber i forvejen og maler verden smuk, og siden opstår virkeligheden og afslører, at vi sjældent oplever at komme i mål. Det har det med at rykke længere væk, når man tror, man nærmer sig, det hele bliver ikke fuldkomment, for der er altid et stykke mere at gå. Sådan er det også med kærligheden.

Og det er kærlighed, det handler om i dag med én af de mest berømte kristne fortællinger – dén om den barmhjertige samaritaner. Den har i de fleste skabt en grundviden om, at ethvert menneske har pligt til at drage omsorg for den, der lige nu er i nød, for næstekærligheden findes som pligt i samme sekund, man står foran et sådant menneske. Helt uanset om man bryder sig om vedkommende eller ej, og man kan som samaritaneren blive nødt til at udsætte egne planer og gennemleve et vist besvær for en andens skyld. En vigtig detalje ved fortællingen er dog, at den barmhjertige mand trods alt handler inden for rimelighedens grænser. Han tager ikke den nødstedte med hjem, han ofrer ikke sit eget og vender ikke op og ned på sit liv, men gør bare, hvad der er nødvendigt ved at bringe manden i sikkerhed og betale hvad det koster. Dette er afgørende, for når man siger, at næstekærlighedsbuddet er umuligt til fulde at opfylde, betyder det ikke, at selve gerningen overstiger, hvad man kan klare. Det betyder, at pligten til at værne om medmennesket er der hele tiden. Hver eneste dag. Næstekærligheden holder aldrig fri, og dette er det fuldkomne ved den. Den er konstant til stede i vore liv.

Vi taler også mere eller mindre konstant om den, og sagen er, at den på den måde kan tage en smule skade, fordi den bliver til ord mere end gerninger. Dette kender vi for eksempel fra den diskussion om flygtninge og gæstfrihed, der nu igen med det dybt deprimerende kollaps i Afghanistan vil blusse op. Spørgsmålet er, om næstekærligheden har at gøre med de store tanker om nødhjælp og asyl, altså de politiske beslutninger, eller om den skal forstås inden for rammerne af det nære og rettes mod den, der er fysisk tæt på – og som i beretningen om den barmhjertige samaritaner findes her, hvor jeg selv går og står. Naturligvis ganske uafhængigt af dette menneskes baggrund, nationalitet eller andre kendetegn. Jeg tror på, at næstekærligheden først og fremmest er bestemt til at gælde den, hvis liv jeg personligt har indflydelse på, og derfor kan man faktisk se det som næstekærligt, når en skoleleder vil hjælpe sine elever til at forstå, hvordan man går passende klædt i skoletiden. Det kan også ses som næstekærligt at lade sig vaccinere mod Covid 19 for at beskytte enhver, man møder, og sådan kan mange små og større gerninger være næstekærlige, skønt de knap er værd at nævne i dagbogen. Vi skal se en del mere pragmatisk på det, end vi måske tror, næstekærligheden behøver hverken være dramatisk eller heltemodig, men er også udtryk for opmærksomhed og helt almindeligt hensyn. Som Martin Luther beskriver det: ”Velsignet være det liv, man ikke lever for sig selv og tjener sig selv, men næsten med lære, vejledning og hjælp og hvad det end måtte være, han behøver.”

Derfor skal kærligheden omgås med ærefrygt, og jeg ved ikke med jer, men jeg har det svært med den der gestus, man ofte ser i større forsamlinger, hvor folk former hænderne som et hjerte. Jeg håber, I ved, hvad jeg mener, for jeg kan ikke få mig selv til her at gøre det. Det er, som om man blot står og elsker ud i den blå luft, og mens det ligner en hyldest til kærligheden, forekommer det snarere næsten at være en hån af den, fordi man omgås så useriøst med det vigtigste, vi har. Nemlig, evnen til at gøre noget for en anden. Når kærlighed bliver til en gratis gestus frem for at være en rigtig handling, risikerer man at narre sig selv ved at forestille sig, at man er tæt på noget fuldkomment, idet man føler sig så utrolig velmenende. Næsten helt varm indeni, og man kan glemme det vigtige – nemlig, at vi heller ikke med kærligheden kommer i mål. Der er altid et stykke mere at gå, og bemærk for eksempel, hvordan LGTB-talspersoner ofte understreger, at de ikke i kampen for ligestilling og tolerance er tilfredse, før de er nået i mål. Hvilket mål, må man spørge. Vi når aldrig derhen, hvor alle menneskelige relationer er perfekte, for vi bærer også det ukærlige og ligegyldige med os – præcis som de to mænd i fortællingen, der blot ignorerer manden i grøften. Jeg kan ikke tage mig af den anden hele tiden, for mens næstekærligheden aldrig holder fri, er jeg hverken stærk eller godhjertet nok til hver dag at adlyde den. Jeg holder nemlig jævnligt selv fri, og jeg kommer aldrig i mål. 

Ikke desto mindre er vores tid kendetegnet ved tanken om, at vi faktisk i perfektionens navn kan nå i mål, og det gælder ikke kun LGTB-folket og de berømte 12-tals-piger. Tanken findes generelt i det moderne menneske, der nemlig mere og mere ser sig selv som én, der ved egen kraft kan blive den smukkeste udgave af sig selv. Vi er fanget i denne utopi om det fuldkomne, og jo mindre Gud fylder i vores bevidsthed, desto stærkere bliver utopien, skønt den jo, som forfatter Jens Christian Grøndahl skriver i sin nye bog om, hvordan han nærmer sig den kristne tro, først og fremmest betegner ”det, der ikke er.” Vi bærer på en drøm om noget, der ikke er og aldrig på jorden kan blive, og der findes ikke noget bedre realitetstjek end næstekærlighedsbuddet, der med sit konstante krav afslører, hvor ufuldkomne vi er. Dette skal vi vel at mærke glæde os over, for kærlighedsbuddet befrier os fra byrden at skulle være fuldkommen. Vi bliver af dette bud – af den kristne lov – både holdt fast og sat fri. Holdt fast i forpligtelse på ethvert menneske og sat fri fra forestillingen om, at jeg kan bringe mig selv i mål, og Grøndahl skriver videre: ”Når det er muligt at føle sig kristen, selv om man er svag i troen, har det med kærlighedsbuddet at gøre.” Ja, for buddet giver mening for stort set enhver, og det endnu mere utrolige ved det er, at det i sidste ende kan skubbe os alle i samme retning. Hen imod Jesus. Vi kan ende med at gå i samme retning, idet vi jo hører, at det var ham, der som den eneste her på jorden kunne elske nok. Dér vil man gerne være.

Og helt påfaldende er det jo, at ingen siden har været i stand til at opfinde en større tanke om godhed end den om Jesus, der hver time af sit liv levede for at tjene os, indtil han som den fuldkomne kærlighedsgerning gik i døden for os. I Dostojevskijs berømte roman Brødrene Karamasov taler en munk i byens kloster om netop dette, at mennesket åbenbart simpelthen ikke kan opfinde et større ideal end Kristus selv. Han siger: ”Thi også de, som har fornægtet kristendommen og gjort oprør imod den, er i deres væsen selv af det samme Kristi billede og er og bliver det; for endnu har hverken deres visdom eller deres hjerter evnet at skabe et andet højere billede for mennesket end det, som Kristus engang gav os.” Med historien om den barmhjertige samaritaner ved vi, hvad vi skal gøre. Vi skal ikke lege Jesus, vi skal ikke ofre os selv eller vores samfund eller fællesskab i en utopisk tale om næstekærlighed uden grænser. Vi skal netop inden for de grænser, der definerer et almindeligt menneskes jordiske liv, gøre det, der er nødvendigt. Og vi kan aldrig holde fri. Derfor er næstekærlighedsbuddet for os umuligt at opfylde, og derfor har vi brug for at få at vide, at vi har værdighed alligevel.   

Den – værdigheden – kommer ikke af det, vi gør, som Paulus skriver. Vi får ikke som mennesker en særlig værdi gennem dette at demonstrere, hvor meget vi elsker. Hverken når vi former hjerter med hænderne eller mener alt det rigtige om flygtningestrøm og dansk barmhjertighed – og heller ikke, faktisk, når vi virkelig adlyder kærlighedsbuddet og hjælper et menneske op af grøften. For selv om denne gerning jo er den rigtige at gøre og i dén grad gavner medmennesket, er det ad en anden vej, vi modtager vores dybeste værdighed. Den får vi i kraft af det, vi tror – gennem troen på, at Jesus virkelig er den, han siger, han er. Guds søn, den eneste, der kan opfylde kærlighedsbuddet, den eneste, nemlig, der er uden synd. Den tro kan forme os hver dag, for jo mere man tror på almagten bag det store bud om at elske, desto mere adlyder man det, og desto bedre kår har kærligheden. Det er dét, kristendommen skal i verden – bringe os til at indse, at mens du i al din iver skal tage vare på enhver, skal du forstå, at din egen fuldkommenhed består i at turde tro på, at Gud vil tage vare på dig. Det er det hele. Jeg siger ikke, at det er enkelt, men det ér det hele. 

Muligvis har vi alle sammen en fornemmelse af, at vi bevæger os i retning af noget fuldkomment, og sagen er, at det gør vi også. Ikke her, ikke i livet på jorden, men siden hen. Måske ser man for sig, hvordan man en dag skal være helt omsluttet af den rene gode følelse, man har længtes efter, men som aldrig i livet var til at fastholde. Og det skal vi også, for troen baner vej ind i evigheden og samhørigheden med Gud, og her vil den fuldkommenhed, som vi i glimt aner allerede nu, blive hele vores virkelighed. Så er vi kommet i mål. Ikke i kraft af os selv, men i kraft af Guds barmhjertighed, og jo mere du tror på det, mens du har livet her og nu, desto bedre bliver du til at leve det. I næstekærlighedens navn. Amen