Et af problemerne ved at skrive dagbog er, at man nemt narrer sig selv. Ikke blot fordi man kan risikere at fremstille sin egen person overdrevent flatterende eller omtale andre med for megen billig dømmesyge, men også fordi man nemt kommer til at beskrive sit liv, som om det rummer en bestemt orden, der skridt for skridt folder sig ud. Man kan længes så meget efter dybere sammenhænge, at man ser dem uden, at de måske for alvor findes – som når mødet med et andet menneske forekommer helt skæbnebestemt, eller en bestemt hændelse angiver en ny retning. Man kan, når man senere læser sin dagbog, ane hvordan længslen efter en orden løber som en rød tråd gennem teksten ved udtryk som – nå, nu forstår jeg det, nu kender jeg omsider mig selv. Men afklaringen varer kun, indtil næste øjeblik, hvor man alligevel ikke forstår det hele, for der findes ingen større orden i ens liv. Der findes kun fremadskridende tid og erkendelse af, at man lever i splid med sig selv. Den splid skal vi snart blive klogere på.

Også folk omkring Jesus leder efter orden. De vil vide, hvem han står i ledtog med, da han uddriver det onde, og han lader dem forstå, at det handler om at vælge side. Hvis han – Jesus – uddriver ved Satan selv, er det vel muligt, at også andre allierer sig med det dæmoniske for at få magt. Hvis han derimod uddriver det onde ved Guds hjælp, betyder det, at Gud virkelig er til. Dog bemærker vi, at Jesus ikke gør de tegn, som folk gerne vil se, men i stedet siger de afgørende ord: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Jesus repræsenterer det absolutte, følger man ham, må man forsage noget andet, og mens de alle så gerne vil vide, hvem Jesus er, spørger man sig selv, om de mon er klar til at bære konsekvensen af at blive konfronteret med omfanget af den orden, han bringer hertil. For den er afgørende for, hvad vi siger og gør og tænker om os selv. 

Som amerikansk præsident gentog George Bush i forbindelse med 9/11 i 2001 og sin kamp mod islamisk terror Jesu ord om, at den, der ikke er med er imod. Det forargede dengang mange, og sådan set med god grund, for skønt det er svært at nægte, at et blodigt angreb rettet mod tusinder af civile er af det onde, er det drastisk at tale sådan. For så tiltror man sig selv indsigt i dybden af forholdet mellem ondt og godt, og mens man forstår, at præsidenten ønskede hævn, mindede han også om risikoen for at tro, at man selv kun repræsenterer det gode. Meget passende hører vi så, at ingen kan befri sig selv fra den onde ånd, for når den er jaget ud, vender den tilbage, måske i endnu værre udgave. Mennesket kan hverken rense eller gennemskue sit eget væsen i en verden af konstant foranderlighed, og slet ikke når det destruktive rammer, enten som et terrorangreb, en personlig sorg, et jordskælv eller for den sags skyld, en sygdomsepidemi. Vi erfarer for tiden, hvordan den nu et år lange smittebekæmpelse får mange til at søge et ståsted. Er man for eller imod restriktionerne, hvad stiller vi op med de høje smittetal i parallel-samfundene, og bør man bebrejde dem, der ikke vil vaccineres? Er vi med eller imod hinanden, og hvem er mest på godhedens side? Selv en kontrolleret krisetid som denne, der ikke tåler sammenligning med terrorangrebet fra 2001, viser, hvordan mennesket, når det vante vakler, søger en ny orden mellem ondt og godt.

En legendarisk repræsentant for dette er Greven af Monte Christo. Alexander Dumas romanhelt, der rives ud af sin lykkelige ungdom og sættes i fængsel, fordi tre mænd af nedrige årsager vil af med ham. Hans følelse af orden kollapser, og da han efter 14 år flygter fra fængslet, er han blevet voksen og fyldt med hævntørst. Han udbryder: ”Jeg vil kæmpe til det yderste! Jeg vil generobre den Lykke, som man har berøvet mig! Jeg vil hævne mig paa mine Bødler, før jeg dør!” Greven vil skabe en ny orden, og hans ansigt afslører, hvad der er på færde: ”… hans Mund havde antaget det faste Træk, som røber Bestemthed, et dybt Melankoli laa i hans Øjekast, af hvilke det bitre Menneskehad nu og da fremtraadte…” Greven skal vælge mellem Satans eller Guds bistand, for menneskesindet er aldrig tomt. Rummer man ikke det ene, rummer man det andet, berøves man tryghed og håb, overmandes man ofte af bitterhed og frygt – og måske had. For dæmonen får én til at tro, at det er sådan, man er – at nu kender jeg omsider mig selv – og det gælder også Greven af Monte Christo. Han går målrettet i gang med at hævne sig, og man forstår ham jo, men sagen er, at det onde vil have os til helt at miste troen på barmhjertigheden. Og glemme pligten til selv at tjene den.

Det er dét, jeg mener med at leve i splid med sig selv. Fordi der ingen basal orden findes i vore liv, drives vi rundt i et mere eller mindre skævt selvbillede i et virvar af både gode, lunkne, forståelige og selviske intentioner, og vi har brug for noget at se os selv i forhold til. Derfor er det kun naturligt at ville vide, om også Jesus – Guds egen søn – er i splid med sig selv. Hvem tjener han? Nok hører vi i Evangeliet om øjeblikke, hvor han beder om at blive skånet for sin skæbne, for Jesus kan føle frygt, men han tjener kun én magt. Han tjener Faderen, for Sønnen er syndfri og kan som næsten den eneste sige ordene: Den, der ikke er med mig, er imod mig, eftersom kun den, der ikke selv er splittet, kan sige de ord. Og næsten, sagde jeg jo, for også Djævelen kan sige disse ord. Det er det, der er problemet. Djævelen er nemlig – som Søren Kierkegaard forklarer i Sygdommen til Døden: ”… reen Aand og forsaavidt absolut Bevidsthed og Gjennemsigtighed; der er i Djævelen ingen Dunkelhed, som kunne tjene til formildende Undskyldning…” Både Gud og Djævel er entydige magter, to ånder sat i kamp, og vi er i splid med os selv, fordi vi hver dag står mellem de to. Vi er altid dunkle og sammensatte, for vi er faldet ned i syndigheden, og vi skal vælge side.

En del tænker sikkert nu, at det jo ikke er så svært, for jeg vil det gode. Ja, men vi har ikke en fast viden om, hvad det gode er, for vi er ikke selv rene af sind. Hverken præsidenten, Greven af Monte Christo eller nogen anden, og midt i kampen for værdighed og overlevelse kan man stirre sig blind og glemme, at man stadig rummer misundelsen, dømmesygen og hævngerrigheden. Prøv blot at læs din dagbog, og du vil opdage, at den er fyldt med små og store vidnesbyrd om det. Kampen findes hver dag, både herinde i ens eget væsen og i det store fællesskab – ikke mindst i en presset undtagelsestilstand, hvor utryghed og mistro vokser frem og kan splitte os ad. For det er dét, den onde vil – splitte os ad, i det indre og det ydre – og mens det unægtelig er svært ikke at føle irritation, når nogen tilsyneladende ser stort på foranstaltningerne og lader sygdommen, ja, det onde, sprede sig, må man huske, at man først og fremmest har til opgave selv at vælge det onde fra. Og hvordan gør mennesket det? Det gør det ved at tro på Kristus og hans kærlighedsbud og handle derefter. For mens ingen af os har indsigt nok til at forstå godhedens væsen, har enhver mulighed for at følge den, der ér selve godhedens væsen.

Dette himmelske væsen er kommet til verden for at bringe Satan i splid med sig selv, for det onde kan kun overvindes ved kærlighed. Med Grundtvigs ord: ”Ingen uden Christus selv kan forsvare sit Ord, sin Tro og sin Menighed mod det aandelige Ondskab i Himmel-Rummet.” Man kan som sagt af og til komme til at overveje, om man mon er klar til at bære konsekvensen af at blive konfronteret med denne Kristi orden – altså, kærlighedens og barmhjertighedens orden. For det er nemlig først i mødet med den, at vi forstår dybden af vores egen syndige splittelse og behovet for tilgivelse. Også Greven af Monte Christo ender med at konstatere, at han efter sin hævns højdepunkt skuer ”ned i Tvivlens Afgrund”, og måske forstår han nu, at den, der ikke helhjertet vil barmhjertigheden, ender med at ville det onde. Dette har Kristus lært os ved at udleve kærligheden gennem liv, død og opstandelse og åbenbare for hele verden, at dén, der ikke er med ham, er imod ham. At det splittede menneske skal vælge side. 

For livet er fyldt med øjeblikke, hvor man tror, at man omsider er nået frem til en endelig erkendelse af sit eget sind. Det er sådan, jeg er. Men det varer kun til punktet, hvor man atter som Greven mærker tvivlen og splittelsen røre på sig, for der findes ingen større orden i ens liv. Eller jo, der findes én stor orden i ens liv. Nemlig den, at Jesus er kommet til verden som kærlighedens og tilgivelsens almagt. Den orden er absolut, for den vil besejre både døden og ondskaben, og den vil bevare mennesket til evig tid. Amen. 

Du er med os alle dage, når vi dig på ordet tage, som det lever, død til trods, som det lyder, sagt til os. Amen. (DDS 407)