Det sker jævnligt, at folk spørger mig, om jeg tror på, at der her i landet kan ske en vækkelse. Altså, en slags overordnet besindelse, hvor en stor del af befolkningen samtidig indser, at noget mangler eller er stivnet indeni, og hvor man skubbes i retning af den kristne tro og måske ligefrem begynder at gå i kirke. Man ved jo aldrig, men jeg tvivler, for mens jeg bestemt tror på, at mange gør sig tanker om troen og oplever, at noget i det indre trænger til at bevæges, har jeg svært ved at forestille mig en samlet besindelse. Det gør heller ikke noget, for store bevægelser kan ofte rumme for meget medløb, og jeg vil hellere tale om det, der kan ske i et enkelt menneske. Jeg vil hellere tale om, hvad det betyder, at enhver står et sted mellem fortabelse og forløsning. Forleden sad jeg og talte med én fra den voksende mængde af kunstnere og kreative, der på ny vis forholder sig til kristendom, en filminstruktør var det, og det gik længe fint. Men da jeg nævnte ordet fortabelse, blev hun tavs. Det lyder også dramatisk, men tingene hænger jo sammen, og vi er nødt til at gå hele vejen for at forstå, hvad der siges til os i disse adventsdage. De har at gøre med både fortabelse og forløsning. Og dermed hvad det egentlig vil sige at blive vakt.          

Jesus taler om det, når han beskriver de tegn, der skal tolkes. De sker i de sidste tider, før han skal træde frem, og der er tale om totalt kaos. Kloden skal ryste, og mennesker vil frygte, at de er fortabte, ja, nogen vil ligefrem gå til af skræk. Men samtidig forlyder det, at forløsning er nær, og selv om disse store begreber har noget skæbnesvangert over sig – eller måske netop fordi de har det – virker de så dragende. Mennesket har det med at kredse om drama, kamp og følelsen af noget endegyldigt, hvilket sikkert har at gøre med en længsel efter at mærke, at man for alvor er til. Jo mere vore liv er blevet afmystificerede og frarøvet ærefrygten for det guddommelige, desto mere kan man begynde at opfinde sine egne dramaer. En sådan bevægelse findes lige nu. Der er flere kræfter på spil, og mens jeg godt ved, at man ikke skal overfortolke sin egen epoke, er det, som om at der midt i den megen tale om klima, racistisk dagsorden, hvor end man vender sig hen, hærværk mod gamle statuer og stor iver efter at gøre op med den hvide mands privilegier breder sig en opfattelse af, at den gamle verden skal forgå. Det ligger i luften, at det nu er kvindernes og alle minoriteternes tur, og de bliver flere og flere – minoriteterne, altså – og at en slags forløsning er på vej.

Oven i købet hjælpes denne opbrudsstemning jo på vej af den pandemi, der har indrammet hele det forgangne år i en følelse af nedtælling til afgørende forandring. For nogen føles det endegyldigt, og ifølge forfatter Carsten Jensen vil verden ikke blive den samme igen. Han siger: ”Vi vil aldrig igen tænke på samme måde om stat, marked, penge, arbejde, ensomhed og fællesskab, naturen, os selv og hinanden. Bare vent og se (…) Verden er allerede på godt og ondt i fuld færd med at falde fra hinanden.” Kan I se det – tankerne løber løbsk i en underlig længsel, der kan rumme både politisk frustration, savn af mening, samt muligvis den altid lurende kedsomhed, der nok især kan få trygge og velhavende vesterlændinge til at drømme om dagen, hvor det store livsdrama skal forløses. Netop denne kombination af mismod og længsel efter noget definitivt rummes i det berømte digt af Tom Kristensens fra 1932, hvor han beskriver drømmen om en slags dommedag. Hør blot de to sidste vers: ”Men min Angst må forløses i Længsel, og i Syner af Rædsel og Nød. Jeg har længtes mod Skibskatastrofer, og mod Hærværk og pludselig Død. / Jeg har længtes mod brændende Byer, og mod Menneskeracer på Flugt, mod et Opbrud, som ramte Alverden, og et Jordskælv, der kaldtes Guds Tugt.”   

Det er som skrevet til et år som dette med sin kredsen om opbrud, naturens kræfter og den forestilling om altings ophør, der viser, at tanken om dommedag altid er levende i os. Tom Kristensen og Carsten Jensen vil begge forløses, men forskellen er bare, at mens Jensen faktisk synes at tro på en dom over den gamle samfundsorden her og nu, taler Tom Kristensen om den indre tilstand, og han har meget dybere fat. For troen på en forvandlet menneskehed og en ny samfundsorden er som regel utopisk. Jo jo, Romerriget sank i grus, og Muren faldt, for imperier forgår, men drømmen om at mennesket på grund af klimaændringer og pandemier begynder at opføre sig dramatisk anderledes er næppe realistisk. Det ville kræve en anden og mindre syndig menneskenatur, og vi gør klogt i ikke at tillægge os selv det frelsende og forvandlende potentiale. Vores begrænsning afsløres for eksempel hver gang en ny person ophøjes til en slags Messias. Engang var han en enestående argentinsk fodboldspiller, siden blev han USA’s første farvede præsident, og i dag har frelseren skikkelse af en vred svensk klimapige. Før eller siden vil enhver skrumpe ind til almindelig menneskestørrelse, og vi indser, at vi igen har overfortolket tidens tegn. Med årene lærer man derfor, at det er den længsel efter forløsning, der bor i enhver af os, der er den vigtigste. For det er herinde, den egentlige vækkelse begynder.

Så når ordene om de sidste tider fylder i adventstiden, skyldes det, at det, vi venter på – Guds komme til verden – skal forstås som det altafgørende nybrud i dig og mig, hvor troen kan begynde. Vi venter på, at verden skal blive forbundet med det himmelske på en måde, den ikke var før Jesus blev født. Filminstruktøren, som jeg talte med forleden, sagde hertil, at hvis alting virkelig bliver så nyt med Jesu komme – hvad så med dem, der levede før år 0 og jo ikke kunne blive forløst ved troen på ham? Gik de bare fortabt? Det er et godt spørgsmål, der får os til at overveje, om man virkelig ser Jesu fødsel som en radikal ny begyndelse eller blot som en behagelig overraskelse i en verden, der allerede var, som den skulle være. Jeg tror på den radikale nye begyndelse. Jesu fødsel betød en afsked med den gamle verden, der jo derfor på sin vis rummede de sidste tider – dem jo, uden Gud i verden. Jesu fødsel ér vores begyndelse, og derfor sagde jeg til filminstruktøren, at mens jeg jo ikke kender sandheden om menneskenes fortabelse før år 0, tager jeg nybruddet – altså, Guds beslutning om at træde ind i den faldne verden og dermed den dybe taknemmelighed over selv at få lov til at leve i den kristne tid – så alvorligt, at der må være forskel på tiden før og tiden nu. Så må Jesu fødsel være afslutningen på den gamle verden, og derfor handler adventstiden om både afslutning og ny begyndelse ved Jesu fødsel. Om både fortabelse og forløsning.      

Vi ved det, for det mærkes allerede nu, hvor man det ene øjeblik sørger over alt det, man ikke fik eller har mistet, mens man i det næste glædes over, at selve livets kraft består. Som figentræet, der atter springer ud. Og vi ved det, fordi kristendommen også taler om de sidste tider, hvor vi atter skal se Menneskesønnen og stå foran ham. Jeg tror, at det dybest nede er dét, vi længes efter – at blive set af ham, der kan se igennem alt det, vi tror om os selv. Skråsikkert, tvivlende, opgivende eller bare snotforvirret, alt imens vi drømmer om mere blivende ro. Det siges ofte, at mennesket med årene kommer til at hvile mere i sig selv, og jeg tror, det skyldes, at man nærmer sig døden og mødet med ham, for dér er gåden løst, og dér genkender vi barmhjertigheden. Vi aner det allerede nu, fordi Jesus blev født og korsfæstet og opstod og satte døden definitivt på plads. Vi aner allerede nu, at saligheden venter, og det betyder ikke, at vi nedgør livet, for det er, som Grundtvig siger i en advents-prædiken: ”For hvert Baand som brister mellem vort Hjerte og denne forkrænkelige Verden, knyttes der et med de ny Himle og den ny Jord, vi forvente, og jo mindre vort Hjerte hænger ved denne Verden, desmindre er Verden istand til at anfægte vor Tro, nedslaae vort Mod og forstyrre vor Glæde.” Vi kan være frimodigt i verden uden at lade os skræmme af alt, hvad der sker – hverken angående klimaet, Black Lives Matter`s til tider noget tromlende færd gennem landskabet, polariserende anonyme underskriftsindsamlinger, eller for den sags skyld Sundhedsstyrelsens kølige fællesbeskeder, der får én til at føle, at man er del af en fremtidsgyser. Vi frygter ikke, for verden kan ikke anfægte modet hos den, der hver dag gennem troen knytter bånd til det himmelske.

Jesu ord skal aldrig forgå. Dette er den centrale meddelelse på anden søndag i advent, der minder om, at vi ikke må tillægge den jordiske tumult for megen betydning og skabe en dommedagstænkning, der er produkt af menneskelig fanatisme, politisk dagsorden, løbsk fantasi og måske en dosis kedsomhed. Når mange bekymres for fremtiden, vokser polariseringen og mistilliden mellem os, mens samhørighedsfølelsen ædes op af en diffus følelse af undergang og fare. Når alt dette overmander os, skal vi løfte hovedet, for det er uden for vores rækkevidde at vurdere de sidste tider – eller, nej lad mig sige det på en anden måde. Vi har ikke lov til at gøre os overfladiske forestillinger om de sidste tider, for vores opgave er altid at leve i troen på, at alt skal bestå. Indtil dagen, altså, hvor vi virkelig skal forlade denne verden og stå foran Menneskesønnen med vores historie, vores beslutninger, enhver selvoptaget forglemmelse og alle de gerninger, der ikke burde være sket. Og så er vi ikke i tvivl. Så skal vi tro på, at med Jesu genkomst er barmhjertigheden så absolut til stede, at vi kan ikke kan undgå at genkende den. Og så vi kan tage afsked med alt det gamle og træde ind i alt det nye. Ind i evigheden. 

Jeg tvivler meget på, at der her til lands sker en stor samlet vækkelse, men det gør heller ikke noget. For jeg tror på besindelse i det enkelte menneske. Det er dén, der giver os styrke, uanset hvor dramatisk nutiden føles, og det er dén, der tales til i adventstiden, hvor det siges, at de sidste tider vil komme, når Gud vil, at de skal komme. Styrken er hos os, for den er med Kristus blevet en del af verden, og intet på denne jord kan tage den fra os. Så tak og ære være Gud, at du har ført dit løfte ud, og til vores salighed, sendt din kære Søn herned. Af den grund ved vi, at du kan gøre alting nyt, og af den grund kan vi leve i troen på, at du vil gøre alting nyt én gang til. Amen.