Et af de mest bekvemme steder at befinde sig er på tryg afstand af begivenhederne, hvor man kan nøjes med at betragte, hvad andre gør. Det er med andre ord på tilskuerens plads, at man har det nemmest, og det er ikke uden grund, at menneskene bliver ved med at gå i teatret eller til foredrag eller for den sags skyld til fodboldandskamp. Vi vil gerne opleve noget underholdende og tankevækkende uden selv at være ansvarlig for, hvordan det falder ud, og når et samfund lukker, som vi jo har erfaret hvordan føles, er det i høj grad dét, man kan savne. At være en tilskuer, både ude i det store fælles rum og ved begivenheder af forskellig art, og vi har virkelig lært, hvad det betyder at savne andres eksistens omkring én. Dermed står det også klart, at tilskuerrollen kan blive en så stor del af ens personlighed, at der kan være tale om en ret fin balance. For hvis man i for vid udstrækning vænner sig til at være tilskuer til de andres liv, kan man måske blive til én, der ikke ofte nok tager oprigtigt del i livet. En, der måske ligefrem har det med at flygte fra det.   

Zakæus, overtolderen fra Jeriko, er dagens tilskuer. Han vil gerne se Jesus, der besøger byen, og skynder sig at klatre op i et træ for at få bedre overblik. Godt nok hører vi, at det skyldes, at han er lille af vækst, men det ændrer ikke ved, at der er noget behageligt ved – tror jeg – at sidde i et morbærfigentræ og få alle detaljer med angående den mand, der har gjort sig så bemærket, at folk ivrigt følger ham. Men midt i det hele bliver Zakæus forstyrret, da Jesus råber til ham, at han skal komme ned nu, for han – Jesus – vil i dag være gæst i hans hus. Muligvis har Zakæus` første reaktion været trang til at gemme sig. Vi er nemlig nogen, der har dette stærke flugtinstinkt dybt plantet, som jeg selv har kendt altid, og som helt kan overmande, når jeg på gaden ser en bekendt og bare gerne vil forsvinde. Det er som en naturkraft, lad mig blive fri for enhver pligt, ja, lad mig gemme mig for de andre og det hele. Men her går den ikke, Zakæus kommer ned fra træet og virker faktisk glad for, at Jesus vil aflægge besøg, for når andre insisterer på at gribe fat i én, kan der ske det forunderlige, at man ligefrem begynder at glædes over at blive forstyrret i sin lille boble. Så er man i færd med at blive en del af livet fremfor blot at være tilskuer til det, og så kan meget ske.

Det er blevet sagt, at noget lignende skete med os, da vi den 12. juni oplevede, hvordan fodboldspiller Christian Eriksen faldt om på banen. At vi med ét blev rykket ud af vores position som tilskuere og hovedkulds skubbet ind i livets alvor. På sin vis er det rigtigt. Pludselig handlede det ikke om at vinde en fodboldkamp, men om at redde et menneskeliv, hvilket i den grad ansporer til at overveje tilskuerens begrænsede råderum. Alle ønskede, at Christian Eriksen skulle overleve, men ingen kunne gøre andet end at vente og muligvis bede en bøn, og min – måske lidt upopulære – påstand er, at der i et sådan øjeblik opstår andet end blot forfærdelse. Det kan nemlig også føles dragende midt i et drama at mærke intensitet uden selv at have noget på spil, idet ens følelser i sidste ende befinder sig på tryg afstand. Jeg er stor tilhænger af både fodbold, folkelighed og det Dannebrog, der atter omsider i bred forstand forbindes med smuk fædrelandskærlighed. Der er meget godt at sige om den kollektive begejstring, der minder os om, at vi virkelig hører sammen, men det hele fik også i dagene, der gik, over sig det strejf af overdreven sentimentalitet, der viser, at vi skal være varsomme med at overfortolke dybden af det, vi oplever som tilskuere. Vi kan komme til at forveksle ægte engagement med det mere distancerede forhold til virkeligheden. Vi kan fare vild i livets proportioner.

I et essay i Weekendavisen forsøgte jeg forleden at beskrive, hvordan fodbold som det magtfulde nutidige fænomen, det er, kan skabe en vis forvirring angående livets mening. Det er blevet ét af verdens allerstørste samlingspunkter og har vænnet millioner til, at nogen for enorme pengesummer optræder og måske bliver til en stor del af livets indhold. Hvilket jo også kan medføre den aggressive og højest ubehagelige flokadfærd, som vi ikke mindst ser i England. Men tillad mig kort at citere mig selv: ”Når fodboldspillet nu gennem cirka 150 år har placeret sig så dybt i menneskets følelsesliv, kunne det tyde på, at det simpelthen er blevet til ét af vor tids største modsvar til den eksistentielle rådvildhed, der i nogenlunde samme epoke har bredt sig. Ikke mindst i Europa. Fodboldspillet leverer trøst og fylde i det moderne åndelige tomrum…” Med Christian Eriksens fald skete imidlertid en slags blottelse af alle, der så på, fordi tilskuerrollen med ét blev forkert, og mon ikke en del siden har tænkt over, hvor hurtigt livet kan slutte. Og hvor vigtigt det er at bruge det samvittighedsfuldt, mens tid er. I det øjeblik, fodboldspilleren faldt, greb noget større fat i os – ja, det var måske lidt ligesom, da Jesus kiggede op i træet og fik øje på Zakæus, der havde regnet med blot at skulle overvære det hele uden selv at blive involveret. Pludselig kom det til at handle om hans eget liv, og meget blev anderledes. 

For nu blev Zakæus draget til ansvar, som enhver kan blive det. Ikke for Christian Eriksen, han var gudskelov den aften i de bedste hænder, men for sit eget liv og dem, der er helt tæt på, og påmindelsen om at man er en forpligtet hovedperson i egen tilværelse skal ske igen og igen. Det er nemlig også sådan, vi forstår kristendommens lov, det store kærlighedsbud, der ikke kan efterleves så længe man er på afstand. Ofte har vi diskuteret, hvad næstekærlighed er – om den forpligter os på mennesker, der lever hvor som helst på kloden, eller om den må begrænses til den, der står her, hvor jeg selv er. Om den altså har at gøre med de store ideologiske linjer eller snarere retter sig mod den håndgribelige daglige kontakt mellem os. Jeg tror meget på sammenhængen mellem kristendommen og ansvaret for den nære virkelighed, og en lidt risikabel dimension ved det moderne liv er, at vi som tilskuere til store scenarier og globale massefænomener kan vænnes til på lidt overfladisk vis at græde over mennesker, vi ikke kender. Jeg siger ikke, at det er tomt, og det kan være fyldt med de bedste intentioner, men det kan også skabe en illusion om, at sympati og medleven på distancen faktisk er tegn på, at man er et ordentligt menneske, der alene gennem sit følelsesliv er bærer af kristen næstekærlighed. Man kan som sagt fare vild i proportionerne.

Naturligvis er der intet galt i at brænde for mere globalt engagement. Det giver sig selv. Man skal bare være varsom med at blande det sammen med kristendom og holde sig for øje, hvad det egentlig betyder på Jesu bud at bevæge sig ned fra træet og ind i livet, hvor de nærmeste medmennesker bor. Bevægelsen begynder dér, hvor det syndige menneske anråbes af Kristus selv, som det for eksempel sker her i kirken, hvor Ordet lyder, og Ånden hersker. Og som det sker, hver gang samvittigheden rører på sig, for vi bærer alle Kristi stemme med i vort indre. Også Zakæus anråbes, hvorpå han lader sig føre væk fra tilskuerflokken og ind i den nærmeste virkelighed, der findes, sit eget hus, hvor han snart nævner alt det gode, han vil gøre. Han er blevet omvendt fra tilskuerrollen til delagtighed i livet, og det er, som teolog, Thomas Beck, skriver i sin bog Stol på Gud: ”Det er den fuldstændige sandhed om vores liv, at Kristus har viet vores hjem en del af sig selv, så vi dermed har fået del i hans hjem i Guds rige. Konsekvensen er, at vi er forpligtede på vores næste, vores familie, hjemmet, fædrelandet.” Når Kristus træder ind i vore liv, får vi del i hans liv, og dét liv er grundet i evigheden. Det er altså evigheden, der kalder, hver gang vi forpligtes på det, der er tæt på og igen forstår, at livet er spændt ud mellem to yderpoler. Næstekærlighed og flugtinstinkt. Her står kampen, hvad end det drejer sig om det daglige øjeblik på gaden, hvor man mærker brat trang til at undgå den anden, eller det gælder det anderledes vitale møde, hvor ens syn på medmennesket kan være afgørende for, om han eller hun lige nu mærker lyst til at leve videre.

Men hør nu. Er det ikke lige lovlig negativt, ja nærmest lidt mavesurt oven på den største danske fodboldfest i 28 år at advare mod for megen begejstring i tilskuerflokkens legende lethed, hvor man – i hvert fald her i landet – hovedsageligt risikerer at få en byge fadøl i hovedet? Hvilket i øvrigt forleden på Kultorvet var en temmelig ubehageligt klistrende oplevelse. Nej, det er ikke for negativt at advare, det er nødvendigt, for vi lever i forførende tider med en i verdenshistorien hidtil uset mulighed for at gøre mennesker til mere eller mindre konstant underholdte tilskuere gennem den ene glitrende sponsorerede begivenhed efter den anden. Og sagen er også, at vi alle sammen er kloge nok til at kunne gøre begge dele. Hylde landsholdet og værdsætte folkefesten og samtidig huske at sondre mellem den nemme og den mere forpligtende tilgang til livet. Glemmer vi den sondring, glemmer vi måske også, at vi er de syndige skabninger, der som Zakæus i sidste ende kun i kraft af Jesu udstrakte hånd virkelig kan indse, hvor meget vi er forpligtede på ikke at vende hinanden ryggen, når det føles ekstra krævende at være tilstede. At vi kun gennem Sønnens insisteren på at holde fast i os kan indse dybden af vores egen utilstrækkelighed og forstå, at vi hver dag skal lade os kalde på.     

Jesus vil have os ned fra det morbærfigentræ og ind i livet, hvor de nærmeste medmennesker er, for kun hvis vi kravler ned fra træet, kan vi gå vejen sammen med ham. Vejen hjem, vejen hen til dem, der har brug for os, vejen til ære for kærlighedsbuddet og vejen ind i evigheden. Der kan i dag komme frelse også til dette hus. Til dig og til mig og vores flugtinstinkt, for Sønnen har besejret døden for at give evigt liv til os, og sådan kan vi begynde at forstå livets sande proportioner. Det er evigheden, vi i kraft af Guds nåde bevæger os frem imod. Tror du på det, er frelsen allerede kommet. Også til dit hus. Amen.