Jeg tror ikke, at det er helt så udbredt længere, men tidligere hørte man ofte, når folk skulle sætte ord på deres fremtidsdrømme, at de gerne ville ”være noget med mennesker”. Den vending kan jo rumme alt lige fra børnehavepædagog til stewardesse og har over sig et strejf af noget positivt, der kan få én til at fremstå både kærlig og ivrig efter at være noget for andre. I dag er det nok mere populært at sige, at man ”gerne vil gøre en forskel”, og der er muligvis sket et lille ryk fra optagetheden af de andre til optagetheden af at sikre sig et tilpas imponerende CV. I hvert fald antyder den første formulering mere direkte, at man godt kan lide sine medmennesker, hvilket umiddelbart kan lyde som en banalitet, men det er jo ingen selvfølge, at man oprigtigt bryder sig om sine artsfæller. Det sker da også, at nogen erkender, at de ser overvejende negativt på menneskene og ligefrem foretrækker samværet med dyr eller blot sig selv, og det er nok sådan, at man med årene kan blive dårligere til at påskønne mennesker, måske næsten uden selv at opdage det. Den menneskekærlige livsindstilling kommer ikke blot af sig selv, for på mange måder kan det jo være nemmest at holde sig de fleste fra livet. Og det kan tilmed blive en vane at gøre det. 

Dette lærer vi noget om i teksten om dommeren, der rendes på dørene af en enke, der vil have ham til at hjælpe hende til at få sin ret i en sag. Denne dommer er helt på det rene med, at han ikke ser positivt på andre og siger ligeud, at han er ”ligeglad med mennesker”, hvilket i øvrigt nævnes sammen med oplysningen om, at han ikke frygter Gud. Han føler sig tilsyneladende ikke etisk bundet af noget og har længe ingen skrupler med at afvise kvinden. Det er først, da han begynder at frygte, at hun i sin desperation skal blive voldelig, at han omsider hjælper hende, og der er ingen god vilje eller ægte medfølelse på spil her. Kun selviske motiver. Jesus tøver da heller ikke med at beskrive dommeren som en uretfærdig mand, der næppe – kunne man tilføje – nogensinde har drømt at blive ”noget med mennesker”, men snarere synes at være hamrende ligeglad med dem. Derfor sammenligner Jesus denne mand med Gud, der anderledes velvilligt vil skaffe sine udvalgte ret, hvis de beder ham om det. For Gud er ikke ligeglad med mennesker. Hvordan skulle han kunne være det, når han er selve skabermagten bag deres – bag vores – eksistens?

Tanken om at Gud står bag alt liv har længe været temmelig underkendt. Det er ikke for meget sagt, at den er blevet tiet en smule ihjel, og man kan for eksempel analysere dette lands mest legendariske tv-serie for at indse det. Hvilket netop er sket i en artikelserie i Weekendavisen. I vores elskede Matador spiller kirken og præsterne stort set ingen rolle på trods af, at serien foregår i en epoke, hvor kristendommen var væsentligt mere nærværende end i dag. Vi hører om den upopulære provst Meyer og møder den mildt sagt missionsk snerpede Faster Anna, men herudover er kristendommen påfaldende fraværende, hvilket jo skyldes, at den var fraværende hos dem, der i 1970`erne skrev serien. De tilhørte det progressive kulturradikale selskab, der gradvist satte sig på den offentlige samtale og mente, at religiøsitet i store træk var et overstået kapitel. I dette selskabs øjne bevægede vi os fremad i humanismens og fornuftens navn – i Matador særligt personificeret ved den næsten helgenkårede Doktor Hansen, som man vist aldrig ser besøge kirken eller sige noget pænt om kristendommen. I Weekendavisen blev én af vore samfundsdebattører spurgt, om vi har mistet noget ved denne massive afstandstagen til kristen tradition, og han svarede: ”Det mener jeg ikke!” Hvorpå han fortsatte: ”Vi har fået frihed til at tage imod religion, hvis vi har brug for den.” Det er dog spørgsmålet, for har man på ægte vis frihed til at tage imod noget, når man knap nok ved, hvad det er? Når ingen har fortalt én om det?           

Det spørgsmål står i centrum, når vi diskuterer, om vi for længe har negligeret vort eget religiøse fundament, hvilket er en debat, der – tyder det på – også med fornyet styrke kan vende tilbage til Christiansborg. Ikke forhåbentlig som en sammenblanding af religion og politik, men som en intention om at bringe kristendommen tilbage i samtalen. Vi får se, hvordan det bliver grebet an, men under alle omstændigheder må vi spørge, hvad der sker, hvis vi mister fælles bevidsthed om en højere instans og ikke formidler videre til de næste, hvad kristendom er? Jeg tør godt komme med et bud på, hvad der kan ske. Jeg tror, at risikoen vokser for, at man for ofte som dommeren i teksten får den tanke, at man har lov til at være ligeglad med mennesker. Det lyder måske lidt overdrevet, men det er faktisk en følelse, der fik særligt frit spil op gennem 1900-tallet, der var præget af den til tider barske og ateistiske eksistentialisme, der fik den franske filosof Jean-Paul Satre til at formulere den berømte sætning: ”Helvede er de andre”. Ordene betegner individets arrogante træthed ved at skulle forholde sig til andres krævende tilstedeværelse, og større ånder beskrev før Satre denne lede ved blot at være endnu én i den store flok, når man nu selv synes, at man er både meget speciel og interessant. For at beskrive den tilstand opfandt Dostojevskij sit berømte kældermenneske i bogen Optegnelser fra en undergrund. Her lærer vi, hvordan foragten for de andre kan blive ens skæbne, fordi enhver rummer den dybe negative kraft, ja, måske endda afskyen i synet på den anden og mere eller mindre bevidst ophøjer sig selv over ham.

De fleste prøver at skjule de blakkede indre træk, men Dostojevskijs kældermenneske lægger alt frem og præsenterer sig selv sådan her: ”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. (…) Tidligere var jeg offentligt ansat (…) jeg var en perfid embedsmand. Jeg var grov og fandt fornøjelse i det. (…) Når der kom ansøgere for at hente blanketter ved den skranke, hvor jeg residerede snerrede jeg ad dem, og følte en ubændig nydelse, når det lykkedes mig at tage pippet fra nogen.” Fælles for kældermennesket og dommeren fra Lukasevangeliet er, at de begge synes fuldt på højde med deres eget ubehagelige væsen. Det er en del af deres identitet at nedgøre mennesker, og da vi kan slå fast, at ingen af dem ærer Gud, kan man jo foreslå, at den, der ikke tror på Gud, har lettere ved at komme til at ringeagte andre, end ham, der tror. Sådan tror jeg, at det er. Men hvad med humanismen, vil nogen sige. Den er vel netop udtryk for en tro på, at alle dybt nede nærer kærlighed til mennesker, og stort set alle kalder sig jo i dag humanister, troende eller ej. Ja, hvad med Doktor Hansen for Guds skyld – er han ikke stjerneeksemplet på en forstandig humanist, som godt kan lide mennesker og nærmest udgør skabelonen for fremtidens velmenende og ikke religiøse individ? Jo, han er et stjerneeksempel og dermed en karikatur på drømmen om et godt menneske, og jo mere man drømmer om, at vi kan blive til så milde og positive væsner, desto mere glemmer man, at alle – humanist eller ej – har en undergrund, hvor kældermennesket bor.

Og man aner hans eksistens mange steder. Det er jo ham, der opfører sig som en idiot i supermarkedskøen, iskoldt overhører en gammel dement kvindes bøn om at blive skånet for mere smerte eller i ren hensynsløshed kører hen over Langebro med 150 kilometer i timen. Dobbeltheden mellem troen på vort høje humanistiske stade og naiv forbløffelse over den fortsatte forhærdelse viser, hvordan vi i overdreven grad antager, at alle kan lide mennesker og opfører sig derefter. Med fortællingen i dag opfordrer Jesus os til at tænke anderledes og forstå, at vi alle har brug for noget mere end blot troen på mennesket, og derfor skal vi blive ved med at bede. Vi har brug for nåde, for vi står altid i gæld, og det er selve villigheden til at bede, der afslører, hvordan man dybest nede opfatter sig selv. Dostojevskijs kældermenneske er blevet så forbenet, at han ikke kan bede, det er simpelthen under hans værdighed, og dét er også hans tragedie, for Jesus siger jo her, at vores bøn til Gud vil blive hørt. Måske ikke nu, og måske ikke på en måde, som vi umiddelbart kan genkende som det, vi bad om, men før eller siden som udtryk for hans retfærdighed. Så kære Gud, lad mig aldrig blive én, der er ligeglad med mennesker, uanset hvor træt eller irriteret eller ligefrem arrogant, jeg kan være i synet på nogen, eller uanset hvor meget jeg overmandes af trang til at være alene. Lad mig være den, der på Jesu fordring kan række hånden frem til ham eller hende, der beder om hjælp, fordi jeg føler pligt til at reagere på den andens bøn. Humanist eller ej.

Så mit bud på hvad der sker, hvis vi mister viden og fælles bevidsthed om kristendom er, at flere som den uretfærdige dommer vil blive immune over for bønnen. Både den, der af en anden rettes mod én, og den, man skal blive ved med selv at formulere til Gud. De siger, at vi i dag har friheden til at tage imod religion, hvis vi vil, men så simpelt er det ikke, for man skal jo i løbet af livet have at vide, at der overhovedet findes en guddommelig almagt at bede til, og derfor bør det atter blive en del af vores sprog og tænkning, at vi har kristendommen til fælles. Og ikke nogen anden religiøs sandhed. I så lang tid er den indsigt blevet vekslet til luftig tale om humanistiske værdier og forestillingen om, at det er ligegyldigt, om der findes religiøs tro på jorden, og mens planen var, at den tankegang skulle gøre verden bedre og forme så mange som muligt efter Doktor Hansen-skabelonen, kan det også føre til et mere forhærdet syn på hinanden, fordi ingen af os nede i kælderdybet, nede i syndefaldets virkelighed, i tilstrækkelig grad kan lide mennesker. Vi siger det ganske vist ofte som en lidt floromvunden talemåde, men i alle mulige øjeblikke føles det jo ikke bare sådan, og vi ved godt, at det ikke er sandt. Derfor skal vi af Gud beordres til at tage vare på hinanden, og i sidste ende er der ikke andet at gøre end at blive ved med at bede om, at han vil udfolde al den retfærdighed for min skyld, som jeg ikke i mit liv formår at udfolde for andre.

For Gud er ikke ligeglad med mennesker. Hvordan skulle han kunne være det, når han er selve skabermagten bag vores eksistens, og når vi hver især – humanist eller ej – kommer i tvivl om, hvorvidt vi mon selv her på jorden elsker andre mennesker nok, har vi den kristne meddelelse at finde håb og ansvarsfølelse i. Og opstandelsen at tro på. For når Jesus – Guds søn – lod sig dræbe og overvandt døden for vores skyld, kan det kun skyldes, at vi virkelig ér det værd. At vi virkelig er skabt med hans vilje, at hans Ånd virkelig er i verden som den, der taler på hans vegne, og at vi til evig tid skal bevares i kraft af hans barmhjertighed. For han er ikke ligeglad. Han er Gud, himlens og jordens skaber, og enhver, der tror på ham og beder til ham og ikke bliver træt, vil blive både bønhørt og frelst. Amen.