Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: ”Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: ”Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg? Jesus svarede hende: ”Enhver, som drikker af det vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.” Han sagde til hende: ”Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: ”Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Kvinden sagde til ham: ”Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den, der taler til dig.” Amen.

Engang var det i store træk givet, at man var enten en dreng eller en pige. I hvert fald mere end i dag. Det betyder ikke, at man ikke tidligere gjorde sig mange tanker om, hvordan det var at være dreng eller pige, jeg gjorde det bestemt også, men mig og mine venner talte ikke om, at vi måske kunne være noget andet end det, vi var født som. Visse ting gav mere sig selv, og mens jeg ikke med sikkerhed ved, om det gjorde vore liv nemmere, end det måske for mange føles i dag, tror jeg, at der er noget opbyggeligt ved at leve i en verden, hvor ikke alt er til forhandling. Hvor visse ting ligger fast. Synet på kønnet som noget, der enten fysisk eller følelsesmæssigt kan ændres i løbet af livet, måske endda flere gange, udgør ét af de mest dramatiske nybrud i menneskets moderne selvopfattelse, og vi må overveje konsekvensen af, at et så grundlæggende vilkår ikke som før blot ses som konstant. Sandsynligvis aner vi næppe endnu, hvad den nye tænkemåde vil føre med sig, og derfor skal den sættes i forhold til kristendommen. Det vil gøre os en hel del klogere.
En mand og en kvinde mødes i dag i Johannes evangeliet, hvor Jesus ankommer til Jakobskilden, hvor patriarken Jakob i det Gamle Testamente havde sin gang. Ved brønden møder Jesus en kvinde, som han indleder en berømt samtale med. Berømt, fordi de to for det første taler om kilden med vand til evigt liv og Jesus som den frelsende Messias, men også fordi man netop i lyset af vor tids kønsbevidsthed har diskuteret relationen mellem dem. Optræder Jesus her som manden, der dømmer og vil bestemme over kvindens livsstil, fordi han har magten til det, eller er der noget helt andet på spil? Som jeg ser det, udfoldes her ingen moralsk dom i scenen mellem de to, hvor Jesus nok konstaterer, at kvinden har haft flere mænd og måske lever en lille smule kontroversielt, men tilsyneladende ingen særlig holdning har til det. Og mens selve mødet mellem de to er opsigtsvækkende, da det dengang sjældent skete, at en mand og en kvinde uden at kende hinanden blot indgik i samtale, bemærker vi, at køn ikke er et stort tema. Jesus taler til denne kvinde, som han vel ville tale til en mand, og betyder det så, at køn i det kristne livssyn ikke betyder noget? Både ja og nej.
Køn betyder noget, fordi den kristne tradition bærer på den overbevisning, at man er født som mand eller kvinde. I de to udgaver udgør mennesket kulminationen på Guds skaberværk, og mens vi jo godt ved, at det ikke altid er så enkelt og entydigt, da man kan føle sig som noget andet end det, kroppen tilsiger, er den basale tanke, at vi hver især er skabt som det ene eller andet. Midt i vor tids stærke fokus på kønsidentitet, kan man imidlertid blive så overmandet af tanker om køn og position og værdighed, at det præger vores dømmekraft i mødet med et andet menneske og måske hindrer os i at begribe hans eller hendes egentlige karakter. Også angående dette er vores dronning værd at bemærke, og lad os markere hendes 50-års jubilæum med at konstatere, hvordan hun længe har udgjort en betydningsfuld person uden demonstrativt at være kvinde. Hvor ofte har vi hørt hende sige: ”Som kvinde mener jeg…” eller ”Nu er jeg jo kvinde, og…”? Yderst sjældent. Dronningen undviger det ideologiske og desuden ethvert tilløb til offertænkning og viser os, at kønnet kan bæres i personligheden som en virkelighed, man ikke konstant behøver at fremhæve. Som historiker Henrik Jensen forleden skrev: ”Hun er udpræget en karakter – sig selv ud fra egne værdier.” På anderledes vis opdrages mange i dag til at se deres køn i lyset af nogle samfundsstrukturer, en uretfærdig orden, der skal omstyrtes, og mens noget ér urimeligt i en gammel patriarkalsk kultur, skal vi passe på ikke at drukne i begrebet køn. For handler det ikke om at finde en meningsfuld plads i tilværelsen uden hvert øjeblik at være farvet af, om man er mand eller kvinde. Det tror jeg.
Nogen vil her indvende, at det jo er nemt at mene, hvis man ikke selv har følt sig diskrimineret eller ringeagtet på grund af sit køn eller sin seksualitet. Det erkender jeg et stykke af vejen, men problemerne bliver måske af og til gjort lidt større, end de er. For nylig udkom en antologi, der vil beskrive, hvordan den kristne tradition rummer farer for ulighed, og én af bidragsyderne skriver: ”Når man læser Bibelen som kvinde må man have en lydfil kørende i sit hoved. (…) Når man læser om mænd, kvinder, ægteskab og slægt i Bibelen, er man nødt til at fortolke løbende dvs. have en dobbelt bevidsthed (…) Man må hele tiden sige til sig selv: ”Husk nu, husk nu…” Altså, hun mener, husk nu, at kristendommens egentlige budskab ikke skal ses i lyset af formuleringer, der fordømmer homoseksuelle eller lader mænd rangere højere end kvinder. Jeg må sige, at ordene undrer mig noget, for det er jo indlysende, at kristendommen er andet og mere end de bibelske udsagn, der skal ses i lyset af en anden tid. Så husk nu, vil jeg snarere sige, at vil man absolut gøre det til et problem, skyldes det måske, at man er blevet lige lovlig opslugt af den offentlige samtale, der lige fra kampen for både to, tre og fire fædre til et barn til den evindelige kredsen om rettigheder til individet langsomt kan forplante sig i fællesskabet og forme vore sind.
Derfor skal det siges, at kristendommen, når der virkelig skæres ind til benet, i høj grad handler om én bestemt ting. Om Jesu møde med mennesket, med os, hver især, og i samtalen mellem Jesus og kvinden ved brønden lærer vi, hvad mødet handler om. De er mand og kvinde, de er to køn i verden, men i den åndelige virkelighed, ansigt til ansigt med Kristus, spiller kønnet ingen rolle. På jorden betyder kønnet noget mellem os, i Åndens rige gør det ikke, og derfor sagde jeg før til spørgsmålet om, hvorvidt køn har betydning i kristendommen, både ja og nej. Vi er børn af denne verdens grundvilkår og biologiske regler, men skal samtidig se os selv i lyset af det meget større, og dette skal kvinden ved brønden forstå. Jesus kender hendes jordiske tilværelse, men bringer hende samtidig kilden til evigt liv – altså, den virkelighed, der nærer os i det inderste. Den kilde, som man mærker, når man midt i livets mystiske modløshed, der ind imellem også melder sig uden nogen særlig årsag, kan ane en livskraft, der flyder et sted fra og udtrykkes i os som den utrolige vilje til dag efter dag at fortsætte med alt. Selv når man slet ikke har lyst. Og hver gang man når derud, hvor det handler om at fastholde håbet og overvinde afmagten, kan man indse, at det lige nu er underordnet, om man er mand eller kvinde. Man er hinsides køn, man er blot en Guds skabning, der tørster efter livets vand.
Denne livets kilde har sit udspring udenfor tiden, og det fastslår jeg for at understrege det meningsløse ved at ville realisere en højere lighed og retfærdighed her på jorden. På sin vis er dette, hvad man prøver gennem dyrkelsen af det flydende og ikke biologisk bestemte vilkår. Man drømmer om en grænseløs virkelighed, der frem for at føre til frihed og lykke snarere, tror jeg, kan føre til forvirring og ensomhed, når selv de mest basale normer kan opløses og erstattes af andre. Ligesom det, som vi jævnligt erfarer, vil skabe en strøm af magtkampe mellem dem, der vil bestemme, hvordan det nye skal defineres. Midt i alt dette er det klogt at ære noget givent – som dronningen jævnligt erklærer, at hun netop gør. Hun ærer sit land, sin historie og sin pligt og anerkender at være sat i rammer, hun ikke selv kan ændre. Med inspiration fra Martin Luther kan livssynet formuleres sådan her: ”… jeg staar for ham i hele min Eksistens, med al min Begrænsning, med alt tvivlsomt og problematisk, med Synd og Død og Forgængelighed som hans Skabning, som Leret i Pottemagerens hånd (…) og den Verden, der omgiver mig, de Kaar, de Forhold, den Situation, jeg staar i, er (…) skabt ved hans Ord, og kun saa længe Ordet varer, bestaar de; tager han Ordet bort, ophører de.” Vi lever i Guds verden med de vilkår, han har sat, og mens vi naturligvis også selv præger historiens udvikling, finder mennesket sin dybeste hvile og forankring gennem troen på, at noget er givet, og at Gud bestemmer, hvor længe det skal bestå.
Men samtidig skal vi alle – ligesom kvinden ved brønden – hjælpes til at forstå, at alt imens vi opholder os i denne konkrete verden, aner vi kraften fra det åndelige, netop fordi Guds almagt indrammer det hele. Dette er vores lyksalighed. Kvinden forstår det ikke, derfor bliver hun ved med at tale om almindeligt vand, mens Jesus taler om evighedens vand, men hun skal nok komme efter det, når hun for alvor begriber, hvem det er, der taler til hende. Hun ved jo, som hun siger, at Messias skal komme, ligesom vi alle kan længes efter klarhed og forløsning, og næste skridt er at indse, at han allerede ér kommet til verden. Her taler han til os gennem Ordet, dåben, nadveren og gennem enhver lille åbning i et menneskes hjerte – og her lærer han os også, at den udligning af alle forskelle, som mange drømmer om, og som paradoksalt nok i køns-spørgsmålet kan blive til en stædig hævdelse af netop min egenart og dermed et nyt hierarki, først skal finde sted i evigheden. Først dér skal alle kendte vilkår forvandles. Synd og død og forgængelighed vil ikke være mere, og ej heller alle vore ideer om køn og identitet og kampe for selv at definere det hele. Ved evighedens kilde vil der kun være Guds ønske om at bevare sin elskede skabning, der nu skal opleve, hvordan det er aldrig mere at føle tørst. Dette er, hvad der menes med at tilbede i ånd og sandhed – at bede om at dette nye evighedens vilkår også vil komme til at gælde for mig.
Med den tro kan man bedre føle sig som et forankret menneske i verden, uanset hvordan man opfatter sit køn og sin person, og dermed siger jeg ikke, at vi blot skal acceptere uretfærdighed, mænd, der misbruger deres magt, og normer, der holder kvinder nede. Men jeg siger, at alle vore forsøg på at skabe den store flydende lykke skal måles med kristendommens sandhed for ikke at føre os ud i alt for mange blindgyder af strid og had. Også kønnet skal måles med kristendommen, så vi forstår, at først i mødet med Jesus spiller denne verdens vilkår ikke længere nogen rolle. For i mødet med Jesus overstråler den åndelige virkelighed den jordiske. Han taler til os, og vi kan svare ved at tilbede ham i Ånd og sandhed, ved at bede om at blive tilgivet for alt, hvad vi gør galt og blive taget med ind i hans rige. Så lad os gøre det. Som mand eller kvinde. Det er underordnet. Men som en elsket Guds skabning. Frem for alt. Amen.