Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.” Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen.

Når man taler meget, begår man af og til fejl. Én af de udtalelser, jeg tænker tilbage på med ærgrelse, faldt for nogle år siden i en samtale, hvor jeg fik sagt noget i stil med, at jeg ind imellem ville jeg ønske, at jeg ikke troede på Gud. Det stod at læse i avisen, hvilket ikke gjorde sagen bedre, men jeg ved godt, hvorfor jeg sagde det. Det skyldes idéen om, at man nok sjældnere møder forbehold, hvis man ikke erklærer sig troende, men i stedet fremstår lidt mere almindeligt uafklaret. Men udtalelsen var selvfølgelig højest upassende, for troen udgør den størst tænkelige foræring i livet, og at sige at man ville ønske at man ikke var bekendt med den, er det samme som at afvise den guddommeligt udstrakte hånd. Selve Guds nåde. Jeg vil aldrig sige det mere, men jeg nævner mit fejltrin her, fordi der i dette land foregår en bevægelse i synet på dette at tro. En del af forbeholdet er i færd med at forsvinde, og det fører det til vigtige tanker og spørgsmål. Hvad er det, der sker iblandt os?

Kristi himmelfartsdag sætter det hele på spidsen. Jesus forlader jorden og vender tilbage til Faderen for at tage plads ved hans højre side, og denne Jesu bevægelse herfra og dertil – altså, bruddet med tid og rum skaber den enorme horisont, som vi lever og tænker i, og som er så overvældende, at vi før eller siden må spørge os selv, hvad vi egentlig tror på. Derfor advarer Jesus mod vantro over for hans opstandelse, altså over for det, der virkelig provokerer forstanden. For troen, forklarer han, er det, der gør én i stand til at forlade sig på, at man i sidste ende ikke kommer noget til, man kan drikke gift uden at dø af det, og det troende og døbte menneske er allerede frelst. Det er store, ja skæbnesvangre, ja skræmmende ord at høre som det sidste, inden han farer til himmels og efterlader os med opgaven at leve i den kristne historie. Den sættes på særlig vis i gang i det øjeblik, hvor Jesus ikke længere er synligt til stede her. Først da skal vi tage skridtene frem ad selv. I skæret fra ham, i mindet om ham og måske i troen på ham.

Det gælder også os, og at talen om troen tager til understreges af en bog, som landets mest beundrede psykolog, Svend Brinkmann, udgiver om nogle få uger. Mit år med Gud, hedder den. Brinkmann har længe skrevet og talt om at stå fast og finde mere indre fred, men hidtil har han ikke talt om troen på Gud. Det gør han nu, jeg har på forhånd læst bogen, hvori han taler om det såkaldt ”ubetingede”, altså en slags absolut målstok for vore liv, og han ser Jesus som mennesket, der udlever og forkynder dette med det geniale budsskab om at elske, fordi du skal. Men Brinkmann tror ikke på opstandelsen og nok heller ikke på himmelfarten, for han kan ikke frigøre sig fra naturvidenskaben, siger han, hvilket får én til at tænke på folk som præsten Thorkild Grosbøll, der i sin tid med sin afvisning af en skabende og opretholdende Gud satte folkekirken på den anden ende – og også en mand som Svend Auken, der kaldte sig troende og kort før sin død i 2009 udtalte, at han dog ikke troede på det evige liv som andet end dette, at vi lever videre i hinandens erindring. Det er præcis denne tro inden for rammerne af vores egen idé om tid og rum, som Jesus kommenterer, da han bebrejder dem, der afviser hans opstandelse. Han ved, at tvivlen findes og at den kun vil vokse, når han er væk.

Den trives naturligvis også i dag, hvor vore sind er blevet formet gennem en intens videnskabelig epoke, og jeg bliver aldrig træt af videnskabsmanden Charles Darwins beskrivelse af, hvordan han som en moden mand opdagede ”et svind i den del af hjernen, der er forudsætningen for de højere interesser”, som han formulerer det, fordi han så længe havde dyrket kendsgerninger og naturlove som højeste norm. Svend Brinkmann spørger i sin nye bog, om man kan tænke sig frem til troen, og her i første omgang må svaret være, at man i hvert fald kan tænke sig på afstand af troen. Så meget at man måske simpelthen drukner sin sans for det højere, og ifølge digteren T.S. Elliot handler en del af livet om at vende tilbage til et slags udgangspunkt. Han skriver: ”Og enden på al vor forsken, bliver den, at vi naar hen dér, hvorfra vi udgik, og kender stedet for første gang.” Hvorfra vi udgik. Vi udgår fra Skaberens hånd og har derfor det trosinstinkt i os, der altid før eller siden kan vågne. Og her et godt stykke på den anden side af oplysningstænkningens og forstandsdyrkelsens gennembrud i 1700-tallet – her i det 21. århundrede – begynder synet på kirken at ændre sig i en grad, der gør, at vort lands leder forleden offentliggjorde et billede af sig selv efter at have været til gudstjeneste. Selvfølgelig er der en vis taktik i den slags, men pointen er, at det nu opfattes som noget klogt og vigtigt at gå i kirke, og inden vi ser os om, er det måske atter kirkegang, mange forbinder med søndagen, lige så meget som det er cafébesøg og latte med havremælk.

Vi skal derhen, hvorfra vi udgik, og mens man – som Darwin lærer os – kan tænke sig væk fra troen, må man række tilbage for at gribe fat i noget helt bestemt. Nemlig ét af de øjeblikke, eller dét øjeblik, hvor man oplevede følelsen af, at intet ondt kan ramme én, og selv tænker jeg på stunder, hvor jeg ser ind i skumringen og mærker evighedens tråde og føler mig usårlig, skønt jeg ved, at lidelse også vil ramme mig. Men jeg mærker ingen alder, ingen tyngde og ingen uro. Kun at himlen er tæt på. Brinkmann beskriver i bogen, hvordan han på en båd i Sardinien med sine to små sønner ved synet af havet og klipperne i sollyset følte sig i harmoni med alt. ”Hele universet, hele kosmos,” som han skriver, hvorpå han citerer filosoffen Wittgenstein for følgende: ”Denne oplevelse kunne man kalde oplevelsen af absolut tryghed. Dermed mener jeg den bevidsthedstilstand, hvor man er tilbøjelig til at sige: ´Jeg er tryg, intet kan gøre mig ondt, uanset hvad der sker”. Jeg tror, det for alle har at gøre med en slags intuitiv tro, der kan forstås i lyset af Jesu ord om, at den troende kan tage på slanger med de bare hænder og drikke dødbringende gift uden at miste livet. Vi bærer på følelsen af absolut tryghed, men ærefrygten for den er i for høj grad blevet udkonkurreret af en moderne tro på den evige urolige analyse af eget jeg, der har det med at gå i ring. Og som kan få os til at føle os som enten lidt bitre ofre for livets omstændigheder eller som dem, der drukner i selvhjælps-fraser. Præcis som Svend Brinkmann også har forstået det. Han – og flere andre – synes nu at forstå, at vi har brug for en anden kraft end os selv.

Men hermed skilles vore veje, for svaret til Brinkmann må være, at nej, man kan ikke tænke sig hele vejen til troen, for man vil i forsøget blive både forvirret og forarget, fordi Jesus siger noget til os, som man slet ikke har lyst til at tænke på. Han siger jo, inden han farer til himmels, at den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Han taler om troen på opstandelsens og himmelfartens og dommens virkelighed – alt det, der helt kolliderer med forstanden og videnskabelig tænkning, og derfor må tanken stoppe her. For nu er vi trådt ind i anfægtelsens og troens lidenskabelige rum, og herinde skal vi ikke tænke, men blot tage imod det, der gives. Intet andet sted kommer vi tættere på os selv end i dette rum, og når vi i dag undres over, at så mange savner tryghed i livet, har det at gøre med, at vi i den store forstandsepoke har ladet os skubbe ud af rummet, hvor der ikke skal tænkes, men hvor man bare skal være og håbe og tro. I flere århundreder har man ønsket at befri mennesket fra at være underlagt en guddommelig myndighed, så det kunne udfolde sig i al sin positive livskraft. Men sagen er, at mennesket ikke på egen hånd råder over så stor livskraft, for det er også fyldt med tvivl og lammende selvoptagethed og den helt basale frygt for at komme noget til. Og den frygt for døden og den store intethed – som vi alle kender – kan kun troen på Gud i sidste ende overkomme.

Så hvad sker der iblandt os? Måske er vi i færd med at lære, at de store kristne gåder, opstandelsen og himmelfarten og dommen, som så længe har været set som umulige at forene med et nutidigt menneskesind, alligevel giver mening. For gradvist opdager vi, at uden dem som pejlemærker i tilværelsen fortabes vi i eget indre, fordi intet kan bremse den kværnende forstand, der kan meget, men som ikke kan skabe tryghed. Og jeg mærker stadig stor flovhed ved at have sagt noget så dumt, som at jeg af og til ville ønske, at jeg ikke troede. For i troen forstår man det mirakuløse ved ikke at tænke mere, men blot stå i øjeblikket i skumringen, på Sardinien – hvor som helst – og stole på, at der i sidste ende ikke vil ske én noget ondt. At – med T.S. Elliots ord – ”enden på al vor forsken, bliver den, at vi naar hen dér, hvorfra vi udgik, og kender stedet for første gang”. I det øjeblik tror man virkelig på, at man allerede er frelst, og selv tanken om den mulige dom er til at leve med, for hvis man bærer den tryghed med sig, forstår man med tiden, hvad det vil sige at leve i den kristne historie. Man forstår, at selv for mig, der tror for lidt, er den fyldt med nådens magt. 

Men for han virkelig til himmels? Hvis jeg skulle svare med min forstand, ville jeg sige nej, men det skal jeg ikke. Jeg skal svare med min tro, og svaret er ja. Jesus blev taget op til himlen, til det sted, som vi dybt nede aner eksisterer som det, der er noget andet end os og denne verden. Himlen er det, vi stræber efter uden selv at vide det, den er det, vi berøres af i de salige øjeblikke uden at kunne fastholde det, for den er Guds sted. Men engang skal den også være vores sted, for Sønnen er gået i forvejen og er der nu. Ved sin Faders højre hånd. Ligesom han er her i verden hos hvert eneste menneske. Det kan vi ikke tænke os frem til, for forstanden griber det ikke. Vi kan kun leve og erfare og tro os frem til det. Amen.