Nogen vil sikkert hævde, at det ikke kommer bag på dem. Det har længe ligget i luften, at modsætningerne kunne blive så intense, at noget gruopvækkende ville ende med at ske, og det sker. Folk bliver dræbt, lande terroriseres, og det er, som om vi er trådt ind i en fase, hvor man skal være meget stædig for ikke at sande, at noget farligt er på færde, der vil komme til at påvirke vore liv i meget lang tid. Længe har det været sådan, at islamistiske angreb i diverse storbyer har fået statsledere til at understrege, at vi skal stå fast på vores værdier og ikke vige, og mens folk har tændt lys og lagt bamser og kærlige breve på gerningsstederne, er en frustration gradvist taget til, eftersom det står mere og mere klart, at bamser og højstemte taler ikke for alvor gør hverken fra eller til. Angreb vil fortsat hærge, for vi lever i skæbnesvangre tider, hvor menneskesjælen viser sig fra sin både ekstreme, chokerende, fanatiske og handlingslammede side, og tager vi ikke ved lære af denne tid, tager vi næppe ved lære af ret meget. Der er tale om en åndskamp. Det er i hvert fald, hvad jeg kalder det. Andre taler ligefrem om en religionskrig, og det er et begreb, som vi er nødt til at forholde os til.

Men først skal vi oveveje ordene på denne dag, hvor Jesus taler om at give alt, hvad man har at leve af. Han lader sig inspirere af den fattige enke, som han udråber til forbillede, fordi hun ikke som de andre ved tempelblokken for velgørenhed giver af sin overflod, men af sin fattigdom. Hun viser os, hvordan man kan forholde sig til det, man skylder andre efter at være blevet sat i verden, og Jesus har øjensynligt ikke meget fidus til dem, der egentlig skulle have forstand på disse etiske anliggender. Han advarer mod de synlige og lærde autoriteter, der kan vise sig at være så optaget af egne forhold og fordele, at de skal blive dømt for det. Teksten handler om noget så håndgribeligt som daglige almisser, men på et dybere plan handler den om alvoren i gudsforholdet og kampen for ikke at ligge under for den store tvetydighed, som karakteriserer ethvert menneske, fordi det nærrige handler om meget mere end at holde på sine penge. Den nærige og magelige kraft i os kan for eksempel også betyde, at vi ikke tilstrækkeligt entydigt og helhjertet kan kæmpe for at bevare alt det, vi har, og nærigheden kan komme til at koste os dyrt. 

For mens vi ikke rigtig længere i denne del af verden troede, at spørgsmålet om gudsforholdet igen skulle blive relevant, kommer det hver dag tættere på. For hver gang kirker og menigheder i Europa udsættes for angreb og likvideringer, spidser det hele mere til, og nogen taler som sagt om, at vi står i en religionskrig. Tanken måtte jo opstå i tidens barske konfrontation, men at tale om religionskrig er ikke klogt og ville desuden være en ærgerlig opfyldelse af det hedeste ønske blandt dem, der udlever det mest onde og blodige. Imidlertid skaber tanken om religionskrig anledning til at forstå vigtige ting om kristendommen, striden, ansvaret, fjenden og forløsningen. Religionskrigen har gennem historien vidnet om den religiøsitetens kraft i mennesker, som vi som sagt længe i Vesten har manglet indsigt i, men som vi må erkende på ny. I lang tid har vi mest været optaget af rettigheder og sociale magtkampe i den marxistisk inspirerede tænkning, der beskrives af Douglas Murray i bogen Hordernes hærgen, hvor han advarer imod en ”uærlig fortolkning af vores liv”. Den, nemlig, der udspringer af stor fokusering på begrebet magt, og han skriver: ”Selvfølgelig er magt en faktor i livet, men det er barmhjertighed, tilgivelse og kærlighed også. Hvis man spørger, hvad der er det vigtigste i livet, så ville de færreste mennesker svare ”magt” (…) det er perverst at se alt i livet gennem en så ensporet linse.”

Denne ensporede linse har gødet jorden for de uendelige magtkampe, der i dag med identitetspolitik og moderne feminisme må siges at være nået til en slags absurditetens højdepunkt angående kravet om anerkendelse. Og dén ensporede linse har også bidraget til, at vi så længe ikke har forstået, hvilken uerstattelig åndelig arv, vi har, og som kan mistes. Det kan ske ved almindelig ligegyldighed og manglende indsigt i, at nogen faktisk vil vores civilisation til livs, og spørgsmålet giver sig selv. Skal vi ikke forsvare os? Og i så fald – er der så ikke tale om religionskrig? Jo og nej. Jo, vi skal forsvare os, og et kristent land kan naturligvis blive tvunget til at drage i krig, hvis det militært angribes, men nej, fordi talen om religionskrig er forkert. Jeg ved godt, at de, der for tiden taler om den, ikke ønsker åben kamp, men blot vil understrege religionens betydning i kulturernes sammenstød, men ordene krig og kristendom hører ganske enkelt ikke sammen. I stedet skal vi forstå, at vi står i en åndskamp, der helt grundlæggende handler om at indse, hvad det vil sige at stå i forhold til Gud og at leve i et kristent land. Talen om religionskrig, forplumrer det hele, for krig er altid først og fremmest en politisk størrelse, og kristendommen handler ikke om verdslig magtanvendelse og må aldrig komme til det.

I stedet må vi tale om viljen til at bevare, hvad vi har og er. På mange niveauer, og mens jeg sikkert vil blive beskyldt for at overdyrke bagateller, bliver jeg nødt til at sige, at jeg ikke fatter, hvorfor Højskolesangbogen pludselig skal indeholde en sang om ramadanen, der intet – som i intet – har at gøre med dansk historie. Ikke mere end andre nyere fænomener i stil med veganisme eller bz-bevægelse. Valget af den sang – alt imens Højskolesangbogen siger farvel til Shu-bi-duas sang om Danmark og selveste mormors kolonihavehus – er naturligvis led i tidens mangfoldighedsmentalitet, men set herfra ligner det mest en malplaceret hyldest af den religiøse lovtænkning, der så klart modsiger kristendom og Jesu fuldendelse af loven, som han manifesterer ved at ophøje kærlighedsbuddet som det altafgørende største. Når vi på egen jord ærer og fremmer modsigelsen af det kristne, udlever vi den lumske form for arrogance – der jo ofte er forklædt som tolerance – der vokser frem, når man føler sig så kulturelt overlegen, at man antager, at det meste sikkert vil bestå af sig selv. Åndskampen blegner i denne stemning af kulturkristen døs – det, som Søren Kierkegaard kalder den officielle kristendom, og som han betegner som lige så tvetydig som en ”mand i fruentimmer-tøj”, som han siger uden at ane, hvor helt forrygende ukorrekt den formulering en dag skulle blive. På tvetydig vis opfatter mange kristendommen som en fin og kærlig fortælling, dog uden at være synderligt bevidst om, at det også er vores egen opgave at bevare den.

Tvetydigheden kan være i færd med at opløse klarheden over, hvad kristendom overhovedet er, som det for eksempel var på vej til at ske, da jeg forleden deltog i en debat i Herning sammen med en jøde og en muslim, og sidstnævnte pludselig citerede Søren Kierkegaard for disse berømte ord: Hjertets renhed er at ville ét. Hvorpå han tilføjede, at det handlede om at ville én Gud. Altså at tro på det monoteistiske princip, som islam og kristendom jo har til fælles. Og jeg sagde, at nej, det er ikke dét, der menes her. Kierkegaard taler ikke blot om én Gud, der kan være hvad som helst, han taler om den kristne Gud, og han siger: ”og Den, der i Sandhed kun vil Eet, han kan kun ville det Gode, og Den der kun vil Eet, naar han vil det Gode, han kan kun ville det Gode i Sandhed.” I samme åndedrag citerer Kierkegaard apostlen Jakob: ”Holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder! Renser Hænderne, I Syndere, og luttrer Hjerterne I Tvesindede.” Kierkegaard lader den kristne apostel forklare, at enhver må kæmpe for ikke at være tvesindet – altså, nærig med sig selv og bange for at støde nogen, for så kan man ikke udleve gavmildhed og taknemmelighed over alt det, man selv har fået. Kun at ville ét er at ville det gode, vi er skabt til at kunne gøre det. Derfor ved vi også udmærket godt selv, når vi giver for lidt, og man kan sidde i et selskab og fornemme sin egen nærighed og den døde luft omkring sin person og tænke: hvorfor er jeg ikke meget mere gavmild lige nu? Jeg ved jo godt, hvad der skal til, og hvorfor gør og siger og giver jeg ikke noget mere? Fordi mit hjerte lige nu ikke er rent. Fordi det lige nu er mest opfyldt af mig selv.

Åndskampen begynder herinde, hvor man må kæmpe for at adlyde Gud i hjertets renhed, og når jeg ikke vil tale om religionskrig, men i stedet om åndskamp, skyldes det, at jeg frygter, at vi kommer til at blande det hele sammen. Kulturkamp, værdidebat, islamkritik, politik, magtkampe og alverdens mere eller mindre flokbestemte bevægelser i en ophedet tid. Jo, vi skal forsvare os – så sandelig skal vi det, med alle de politiske og juridiske foranstaltninger, det kræver, og med en forstandig forvaltning af egen kultur lige fra svømmeundervisning til sangbøger, men ikke med krig, og aldrig skal vi miste udgangspunktet af syne. Det er troen på Kristus som Guds søn og viljen til entydigt at adlyde det barmhjertighedens bud, som han har ophøjet. For der er mennesker, der – som Paulus skriver det – lever som fjender af Kristi kors. Nogen hadefuldt og voldeligt, andre i den store ligegyldighedens tvetydighed, og vi må nu indse, at åndskampen skal vækkes til live, ved at vi griber efter entydigheden og efter i hjertets renhed at ville ét. Og så vil vi opdage, at den, der kan føre åndskamp i sit eget indre, også kan føre den på vegne af det større, for det begynder med kampen mod det magelige, døsige og eftergivende. Det begynder med beslutningen om som den fattige enke at give alt, hvad jeg har, for det begynder med at forstå, at jeg ligesom hende kun er et syndigt menneske, og derfor kun har min fattigdom at give af. Men det er også meget.

Hvis man spørger, hvad der er det vigtigste i livet, så ville de færreste mennesker svare ”magt”. Det er en vigtig formulering, Douglas Murray kommer med, for den gør op med årtiers uærlig fortolkning af vores liv. Nemlig, forestillingen om, at det vigtigste her i livet er at måle sig selv i lyset af andres position, hvilket gør os så små og uværdige og hævngerrige, idet vi glemmer, at vi er åndsvæsner. Skabt af Gud og udvalgt til noget meget større end smålige magtkampe – til et liv på jorden, der skal leves i lydighed mod buddet om at gøre det gode. Guds egen søn er gået forrest ind i det liv. Han døde for det, han opstod fra graven til ære for det, og han lærte os, hvad vi skal vide om striden, ansvaret, fjenden og forløsningen. Vi er blevet sat i striden mod det onde, vi er blevet givet et ansvar, vi kender fjenden – den, der bor i os selv og den, der blodigt stræber os efter livet – og vi tror på forløsningen. Den, der rækker helt ind i evigheden, for Kristus har allerede på korset vundet den store åndskamp. Vores opgave er at tro på det og føre hans sejr videre. Amen.