Mange stiller sig sikkert for tiden det samme spørgsmål. Bliver Danmark nogensinde det samme sted som før? Vil vi en dag efter denne epidemi konstatere, at det hele atter minder om sig selv? Umiddelbart vil jeg svare ja – Danmark bliver igen som før, for selv om en række forretninger desværre er lukket, og dødsfald er sket, og skoleelever har fået deres hverdag amputeret, vil Danmark – vores land – være det samme. En gammel stærk nation består gennem både sygdomme og andre kriser, for det er den gennem generationer blevet rustet til at kunne, og mere relevant er det nok at spørge, om man selv vil være den samme som før. For siden sidste påske, hvor vi indså sagens omfang, er vi som sjældent før blevet konfronteret med alvor, som man gør, når meget bliver stille, og man mærker tiden og ser sin egen livsbane ligge foran sig og måske endda aner sin egen afslutning. Og uanset om man føler frygt, bekymring eller måske lidt lammelse, kan man her forstå, at der er brug for handlekraft. Ikke forstået som dette at præstere noget stort, men som dette at have modet til at følge sin bane gennem livet. 

De to mænd på vejen til Emmaus har mistet det mod. Alt er ramlet sammen, for Jesus er død på korset, og nok har de hørt rygter om, at graven er tom, men de opfatter det ikke umiddelbart som et godt tegn. De havde håbet, at han skulle forløse alt, og nu er der bare tomhed på vejen. Lige indtil øjeblikket, altså, hvor de opdager, at det var Jesus selv, der slog følge med dem, og at det er ham, der sidder med ved bordet og giver dem brødet. Efter denne genforening skynder de sig tilbage til Jerusalem for at fortælle de andre, at Jesus lever, og igen mærker de lyst til at leve og glæde ved at høre sammen med nogen – ligesom de måske erkender, at der er noget, de ikke har levet op til. Eller har glemt. For lad os huske, at Jesus jo faktisk skælder dem ud, mens han udlægger de hellige skrifter for dem. Han er ikke imponeret.

For menneskene lærer langsomt og glemmer hurtigt, og siden sidste påske er en vis rådvildhed iblandt os blevet blotlagt. For mens én ting er, at vi kan udvise ansvarlighed for at bremse smitte, er noget andet, om man generelt kan føle et ansvar for sine egne valg og handlinger fra dag til dag. Det ansvar kan blegne i bevidstheden i en epoke, hvor det siges, at det er andre kræfter, der former vores skæbne – nemlig, alle de usynlige samfundsstrukturer, der i så høj grad dyrkes som en myndighed, vi alle er underlagt. Hvad end det handler om racisme, kvindeundertrykkelse eller kønsstereotyper findes en stærk tro på, at du og jeg formes af noget, der bare er der, og uanset hvor meget man kæmper imod og hævder sin selvstændighed, hjælper det intet. Vi er alle brikker i strukturerne, dette er én af vor tids mest foruroligende tankegang, og jeg tror, at tiden siden sidste påske har mindet os om det. For når vi alle underlægges en kraft, der virkelig kan dokumenteres sort på hvidt og ikke bare udgør en ny sociologisk teori, forstår man livets vilkår på ny. Jeg tror, at corona-tiden i nogen har vækket en længsel til live efter at melde sig ud af modernitetens lidt omklamrende retorik, der hele tiden forsøger at kortlægge menneskets sjæl, skønt det jo ikke er muligt.

Andre fornemmer den længsel, og forleden skrev en litterat i en kronik, at der er brug for renæssance – altså, en slags genopdagelse af ”forbilledlige tanker”, som det lød. Han tænker hverken på Oplysningstidens dyrkelse af frihed og fornuft eller på romantikkens drøm om at svøbe sig i naturens harmoni, skønt nogen aner spor af netop dette på grund af danskernes nye begejstring for at gå ture og se på fugle og købe et sommerhus. Nej, han tænker på det, han kalder ”klassisk renæssance-humanisme, der fokuserer på, som han skriver: ”… den menneskelige værdighed som virkelighedens centrum og sublime målestok der har de aktive idealer som bla. handlekraft, retfærdighed, visdom og mod.” Det handler om længslen efter ikke blot at føle sig som en brik i et samfundssystem, men at være mig, der vågner om morgenen med opgaven at handle for min egen og mit medmenneskes skyld. Jo mere stille der bliver, desto klarere føles det, og corona-tiden har på sin vis genindsat mennesket i det helt nære håndgribelige liv. Det føles næsten som at begynde forfra.

Men hvem skal hjælpe os til at leve dette nye liv? Vores litterat fra før aner på fin vis, at vi i en lidt globalt kuldsejlet og ensomhedsfremkaldende verden har brug for hjælp, men han kommer en smule til kort, da han spørger – ”hvem skal forvandle verden og frelse os?” – og ikke formår andet end at foreslå de ”modne, voksne og ansvarlige mennesker”. Ud over det indlysende problem med at blive enige om, hvem disse voksne mennesker i dag er, udgør det en lidt fattig meddelelse til den, der længes efter nye kræfter i pandemiens stilhed, i hvilken man måske aner konturerne af sin egen afslutning. Men sådan tænker jo den moderne rendyrkede humanist – mennesket skal lære at frelse sig selv, og det er præcis dén tanke, der bedrøver de to mænd på vej til Emmaus. De frygter efter Jesu død at være overladt i hinandens hjælpeløse hænder i forhold til alt det, der siger livet imod. Det onde, tvivlen, mismodet og døden. Men så oprinder øjeblikket, hvor de indser, at Jesus stadig lever, og da deres øjne åbnes, ser de fortsat hele deres livsbane foran sig, men nu uden at blive aldeles lammet af det. For de skal ikke frelse sig selv, Jesus er opstået, og når han ikke er synderligt imponeret af de to, da han slår følge med på vejen, skyldes det, at de allerede burde hvile i større tro. ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt”, siger han, for vi har altid haft muligheden for at tro på, at verdens frelser skulle komme hertil og dø og gå ind til sin herlighed. Profetien har lydt, men menneskene glemmer.

Påskemorgen hører vi om det, vi har glemt, men som vi er skabt til at vide. At det forhold til Gud, der blev grundlagt ved skabelsens lys, og som findes dybt i os som genklang af den tabte gudbilledlighed, er genoprettet. Opstandelsen er vores genfødsel, og mange begynder i dag at forstå, at mennesket har brug for denne, fordi vi – også i epidemiens skygge – erfarer, hvad frygt og bekymring gør ved os. Spørgsmålet er, hvad man tror, man skal fødes til. Til den humanistiske drøm om det voksne menneskes evne til at udgøre al kraft selv eller til noget meget dybere – nemlig, til troen på en evighed med Gud. Vi mistede evigheden ved syndefaldet, men med Jesu opstandelse er den vundet tilbage, og vi er genfødt til handlekraft. Altså, modet til at følge sin bane gennem livet, og hør blot, hvordan den hårdt prøvede Lucy Snowe formulerer det i Charlotte Brontës vidunderlige roman Villette: ”… lad os udstå trængsler som gode soldater, lad os slutte vor bane og holde fast i troen, i tillid til at vi er blevet befriet som mere end sejrherrer. Har du ikke været til fra ældgammel tid, min hellige Gud? VI SKAL IKKE DØ!” At slutte vor bane betyder ikke at afslutte, men at beslutte sig for at leve i troen på Guds magt over døden.

Adskillige journalister og andre har spurgt mig, om danskerne i denne trængselstid er blevet mere religiøse? Jeg ved det ikke, det ved ingen endnu, men jeg ved, at vi i mødet med stilheden og alt det aflyste liv tvinges til at overveje vores livsbane. Måske er det overraskende, men netop stillet over for netop tidens og dødens realitet kan vi lære at tage ansvaret på os frem for at placere det på andre. Eller strukturerne eller restriktionerne. For det er mit liv, og det er min død – ligesom det er min tilgivelse, der rejser sig fra graven og gør mennesket i stand til som en ukuelig soldat at følge vejen og se døden i øjnene. Fordi Jesus vandrer lige ved siden af. Måske er det overraskende, men når vi kan se afslutningen, kan vi også se ind i evigheden, for den opstandne har åbnet vore øjne for det, vi altid har haft mulighed for at tro på. For profetien har lydt og gå blot videre på jorden, Lucy Snowe og enhver anden, der kender til sorgen og bekymringen og ensomheden. Følg din livsbane og lad dig ikke kue ved tanken om døden, for den har allerede tabt.

Danmark skal nok blive sig selv igen, men er vi hver især den samme som før corona-tiden? Jeg håber det ikke. Jeg håber, at den har lært os noget nyt om længslen efter at blive genfødt til handlekraft og mærke livets mod. Jeg håber, at den har skubbet os i retning af troen på Kristus som frelseren, der rejste sig fra graven, for at vi kan leve uden frygt. I den tro er man aldrig helt den samme som før, for i den tro er man hver dag født på ny. Amen.