Jeg ved ikke, om I kan følge mig, men det er, som om der hersker et vist kaos for tiden. Som om nogle mekanismer løber løbsk, og jeg kan faktisk godt huske, hvornår jeg sidst havde den fornemmelse. Det var i 2015, da folk fra fjerne egne i stort antal begyndte at vandre på tværs af landegrænserne, og man kunne få fornemmelsen af, at der var sket et brud på den gamle orden. Dengang sad jeg en aften sammen med nogle veninder og talte om denne nye uforudsigelighedens kraft, og vi følte os som vidner til noget, der langt ind i fremtiden kunne ændre vilkårene. Jeg synes, at vi fik ret. Hvad landegrænser og det globales konsekvenser angår, blev 2015 en milepæl, og også 2020 kan blive skelsættende. Her tænker jeg ikke på corona-pandemien og dens påmindelse om, hvordan de faste rammer kan vakle. Nej, jeg tænker på noget, der vil præge os meget mere og i længere tid – nemlig på menneskets trang til at klamre sig til et ståsted, en identitet og en sandhed, der kan blive så intens, at det mere og mere kan forkrampe samværet mellem os. Det er ikke noget nyt, men i løbet af dette år har vi oplevet arten af de seriøse konsekvenser, når den store jagt på noget at kalde sig for alvor går ind.   

Det handler i høj grad også om at føle sig genkendt og forankret, og i lyset af det kan vi i dag forstå fortællingen om Jesu møde med en række centrale personer fra Det Nye Testamente. De kaldes alle ved navn, hvilket også gælder Jesus selv, der tiltales med snart sagt alle sine titler: Guds lam, Rabbi – mester – Kristus, Israels konge, Messias og Guds søn. Det ligner en tanke, at så mange identiteter remses op, mens folk mødes på kryds og tværs, og vigtigt er det at bemærke, at Jesus synes at kende dem alle sammen på forhånd. Han taler til dem, som er de forudbestemt til at følge med, og når han siger – kom og se og følg mig – ligger det i luften, at disse mennesker virkelig hører sammen med ham. Det har de altid gjort, de skal bare bringes til at forstå det. Mændene udtrykker både nysgerrighed og benovelse, og det skyldes ikke, at de med sikkerhed ved, hvem Jesus er. Det skyldes snarere, at de lever med en basal forventning om, at Messias skal komme som den, der bryder med historien og den gamle orden. Det ved de gennem Moses og profeterne og de overleverede skrifter, og nu står han der. Manden fra Nazaret. Selveste Messias. Menneskesønnen.

Alle længes efter at blive genkendt, ikke nødvendigvis som en rockstjerne på gaden, men som et menneske med betydning, og længslen er som sagt i denne tid stærk. Den viser sig blandt andet i behovet for at tilhøre en gruppe og føle sig som del af en særligt retfærdig bevægelse, og når vi for tiden ser hundredvis – ja, det er vel efterhånden tusindvis – af kvinder samles i underskriftsindsamlinger og fælles opråb, skyldes det ikke kun, at sexisme i en eller anden grad findes. Det skyldes også, tror jeg, at en bølge som denne skaber mulighed for at træde ind i en sammenhæng, hvor man kan spejle sig i hinanden og vinde ny betydningsfuldhed. Vi lærer igen, at massebevægelsen ofte rummer andre og dybere motiver end dem, der umiddelbart sættes ord på, hvormed sagens kerne kan forplumres, alt imens ønsket om at bære på sladder, erobre indflydelse eller blot føle sig mere interessant vokser. Deraf heksejagt, stikkerkultur, personlige magtkampe og meget mere, og i disse dage taler konsekvenserne for sig selv. Et nedsmeltet politisk parti, hvor den sidste voksne person efter alt at dømme har forladt bygningen, en ensidig mediedækning og det fanatiske blik i øjnene på den, der drømmer om at gribe anledningen til at omvælte så meget som muligt af det bestående.

Det kan være svært at gennemskue disse vilde kræfter, men jeg har et bud. Tidens oprørskraft, der kredser om identitet, etnicitet og feministisk kamp, og som sagt kan komme til at præge de vestlige samfund i mange år, vidner om en epoke, hvor individet er nået så langt ud i sin ensomme stræben, at det har brug for en billedlighed. Altså, en følelse af at være forbundet med noget, der ligner det, man selv er. Er man lig med nogle andre, føler man sig mindre alene, og vi kan tolke tidens opdeling i stridende og krænkede grupperinger som et ønske om at være sammen med dem, man ligner mest. Vi bruger sjældent ordet billedlighed, men i kristen forstand er det uomgængeligt. Her grunder forholdet mellem Gud og menneske i troen på, at vi er skabt i Guds billede som den udvalgte skabning, der tilmed oplever den størst tænkelige genkendelse, da Jesus i menneskeskikkelse træder frem iblandt os og virkelig ligner os. Dette er også på spil, når Peter, Filip og Nathaniel føler sig genkendt af Jesus, skønt de ved så lidt om ham. Hvor kender du mig fra? – spørger Nathaniel, men det gør Jesus bare, ligesom de fornemmer, at de kender ham. De gribes af den dybe tillid, der af filosoffen Herder i 1700-tallet blev beskrevet sådan her: ”Gode gud, Du overlod ikke din skabning til den morderiske vilkårlighed! Dyrene gav Du instinkter, i menneskets sjæl indgraverede Du dit billede, religion og humanitet. Statuens omrids er til stede i den dunkle dybe marmor; kun formår mennesket ikke at hugge sig selv ud.”           

Forsøget på at hugge sig selv ud af den dybe marmor betegner en grund-illusion i menneskelivet og i allerhøjeste grad i vor tids identitets-offer-morads. Den enkelte vil hugge sig selv ud, forme eget indre og skabe egen værdighed, og selv når dette forvirrede individ begynder at gøre sig religiøse tanker, holdes den selvkredsende stædighed i hævd. Forleden udkom en bog om en berømt dansk komiker, der efter et langt liv med brutal ironi og i mine øjne sørgelig kropsfiksering samt efter eget udsagn stor foragt for kristendommen nu er blevet døbt. Han beskriver sin nye tro som dette at se igennem de mange negative lag og ind i sit eget oprindelige rene jeg og opdage, at der i sidste ende ikke er forskel på Gud og menneske, hvilket illustrerer, hvordan moderne individ-tænkning også kan fordreje gudsforholdet. For der ér forskel på Gud og menneske, det er altafgørende af forstå, for ellers opfinder vi en slags menneske-billed-lighed, altså, en by selvtilstrækkelighed selvspejling, nu blot på et højere niveau. Det er en tendens, der kan spores gennem vores nyere historie som et produkt af troen på, at det oplyste menneske gradvist kan perfektionere sig selv. Det progressive menneskesyn, som det kaldes. Politikerne tror på det og snubler i eget hovmod, komikerne tror på det og størkner langsomt i ironisk arrogance, feministerne tror på det og vil afskaffe kønnenes skabte forskellighed, og identitetsforkæmperne lige fra Black Lives Matter til LGTB+ tror på det og risikerer i den mere militante udgave af ellers gode intentioner at sprænge vores fællesskab i atomer.

Årsagen er, at vi alle er opdraget med det store JA til menneskets natur – altså, en tro på, at vi inderst inde bærer på så megen renhed og sandhed, at vores spontane virkelyst kan ses som et smukt og kreativt vidnesbyrd om hvem vi er. Hvorefter vi igen og igen forbløffes over, hvor meget destruktivt, der også følger med. For vi glemmer det store NEJ til menneskets natur og overser, at gudbilledlighed ikke betyder, at vi er lig med Gud, men at vi efter faldet ned i syndigheden nu kun rummer en rest af den oprindelige skabthed. Derfor er vi noget andet end Gud og kan hverken se sandheden eller os selv klart, men må nøjes med at spejle os i den guddommelige renhed. En dansk teolog har sagt det sådan her: ”Dobbeltbestemmelsen ”at være skabt i Guds billede” og ”at være bundet under syndens magt” er perspektiver, der må fasholdes samtidigt.” Ja, netop. For en anden dansk teolog, selveste Grundtvig, betyder gudbilledligheden, at mennesket er ”en mageløs, underfuld Skabning, i hvem guddommelige Kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde Slægter som et guddommeligt Eksperiment”. Ingen ved, hvordan eksperimentet falder ud, vi ved dybest set ikke, hvad Gud vil med os, og netop den uvished fastholder os på ydmygheden. Som faldne ser vi kun et omrids af sandheden og farer derfor vild, når vi tror, at vi i egen retfærdighed blot kan føre en bevægelse betingelsesløst igennem. Med alt hvad dertil hører af flokhysteri, mulighed for overfortolkning af andres opførsel og almindelig selvpromovering.   

Vi er aldrig blot, hvad vi giver os ud for at være, og derfor er de løbske identitets-mekanismer anno 2020 noget af det mest skæbnesvangre, der har udfoldet sig i min levetid. For jo mere den enkelte klamrer sig til et ståsted og en selvbestaltet sandhed, desto mere kan man som fortabt og fanatisk gøre skade på både sin samtid og sine medmennesker. Det er denne fortabte sjæl, Jesus træder hen til, idet han allerede kender enhver af os. Kom og se, følg mig, siger han og indbyder os her til den eneste meningsfulde massebevægelse, der findes, fordi vi her får at vide, at vi ikke skal stræbe efter at ligne hinanden, men efter at ligne ham og forsøge at elske som han gør. Og ikke nok med det. Vi skal også frelses af ham – frelses fra vores forvirrede længsel efter identitet og have at vide, at vi allerede har én. En identitet. For vi er hver især dén, han vil udvise den største barmhjertighed over for ved at bringe os hvile i troen på at være skabt og bevaret i Guds billede. Vi lever i gudbilledlighed, og denne historiske epoke handler om enten at genopdage dette eller forvilde sig endnu længere ud i individets rasende ensomhed. Derfor kan år 2020 vise sig at blive et skelsættende år.

”Hvor kender du mig fra?” Nathaniel spørger på vegne af os alle, og svaret lyder: Gud har altid kendt dig, du skal bare bringes til at forstå det. Og fordi vi faldt ned i synden, kom Menneskesønnen til verden for at samle os op igen. Manden fra Nazaret. Selve Messias, der er død for vores skyld, og som er opstanden for at befri os fra den krampagtige søgen og fastholde den skabte gudbilledlighed som vores dybeste identitet. Mennesket er ikke på jorden lig med Gud, men i troen på den almægtige Skaber og Frelser kan vi leve med håbet om, at vi i evigheden atter skal blive det. Amen.