Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: ”Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejen ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på én, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.” Amen. 

For et par uger siden var jeg på besøg på en højskole her i nærheden af København for at tale med eleverne om kristendom og dette at leve i en periode, hvor forholdet til Gud fylder ret lidt i vores syn på menneskelivet. Umiddelbart gik eleverne da også mere op i troen på flydende køn og en ny verdensorden i klimaets tegn, men bag alt dette findes naturligvis masser af religiøse tanker. Det var jo derfor, jeg var inviteret. Sagen er dog, at man i løbet af sin opvækst kan blive så sparsomt forsynet med inspiration angående det religiøse, at man kan føle sig tvunget til at søge en smule ud i det blå og mangle et egentlig sprog for, hvad det hele handler om. Typisk spørger folk derfor efter den mere rationelle årsag til at tro, og forleden ville de unge da også have mig til at forklare, hvad man får ud af det. Jeg prøvede på forskellig vis at beskrive, hvad troen kan betyde for et menneske, men det havde ikke den store effekt, og til sidst forsøgte jeg at sætte mere direkte ord på det og sagde, at det jo også hænger sammen med, at der findes både frelse og fortabelse. Og at troen i sidste ende skal ses i lyset af det. Så blev der stille på højskolen. 

Det gjorde der, fordi frelse og fortabelse er begreber, vi sjældent taler om. De provokerer forstanden, men findes ikke desto mindre i menneskets bevidsthed og har altid gjort det, og vi er nået dertil, hvor teksterne virkelig kredser om det. For det er efterår, kirkeåret nærmer sig sin afslutning, og ordene i dag fra Matthæus Evangeliet varsler stor alvor. Kongen, der har inviteret til sin søns bryllup, bliver nemlig ikke blot vred, da gæsterne afviser indbydelsen, han straffer også ham, der dukker op uden at være passende klædt på. Alt imens han understreger, at mange er kaldet, men kun få er udvalgt. En dramatisk konsekvens, må man sige, og umiddelbart er det svært at få øje på den tilgivende vilje, der forbindes med den kristne Gud. I stedet møder vi muligheden af at gå fortabt og tilmed tanken om at den enkelte selv har indflydelse på, om det sker. Det udgør en klar modsigelse af klassisk luthersk kristendom, hvor vi jo lærer, at mennesket ingen indflydelse har på sin egen frelse, men her tvinger evangeliet os hen til spørgsmålet. Er vi selv med til at bestemme, om vi vil blive frelst?

På sin vis harmonerer tanken med måden, vi tænker på i dag, da vi i dén grad er øvede i at se livet og sandheden fra et personligt perspektiv. Og dermed også en tro på, at vi er med til at forme vores egen skæbne. Tankegangen sættes på spidsen i en ny bog af Helle Thorning-Schmidt, Blondinens Betragtninger, hedder den, og den udgør et kraftigt individets vidnesbyrd anno 2021. Udover igen at beskrive hvor hårdt det var at være landets første kvindelige statsminister beskriver Helle Thorning-Schmidt her sit engagement i kampen for feminisme, et mere frit syn på kønnene og retten til at være præcis den, man vil være. Og angående dem, der ikke rigtig kan forstå de nye normer, skriver hun: ”Det handler igen om at tage ansvar for egne handlinger, om at rekonstruere sig selv, om nødvendigt.” Mennesket skal rekonstrueres ifølge de herskende strømme, hvilket følger naturligt af troen på den enkeltes ret til konstant at kræve andres anerkendelse. Mennesket ses som et væsen, der hele tiden kan rekonstruere sig selv, for intet er så givet eller fast forankret i bevidstheden, at det ikke kan laves om til noget andet, og enhver er hver dag i færd med at forme sin egen skæbne. Det er en tankevækkende bog, vores tidligere statsminister har skrevet og nok på en lidt anden måde end planlagt. 

For lad os prøve at tage konsekvensen af tanken om denne enorme frihed og spørge, hvad det mon betyder i forhold til kristendommen og ikke mindst frelsen og fortabelsen. Kan vi også her påvirke vores egen skæbne? Som sagt, ikke ifølge Martin Luther, men meget er sket siden 1500-tallet, og vi lever i dag i en interessant dobbelthed. På den ene side findes en stærk udbredt tro på, at Gud frelser alle, og at vi altså ikke selv i sidste ende har indflydelse, da Guds nåde overgår alt. Mange ser det som mørkt og middelalderligt at tale for meget om fortabelse, da en sådan alvor strider imod den positivistiske grundstemning, vi lever i – så på den anden side trækkes der altså alligevel til sidst en grænse for vores suveræne mulighed for selv at vælge til og fra. Den trækkes ved synet på frelsen, og min pointe er, at når vi så inderligt dyrker den enkeltes råderum i hele livet, burde vi så ikke folde tænkningen helt ud og mene, at vi også i det yderste øjeblik, i tidens fylde, er med til at bestemme selv? At vi selv er med til at afgøre, om vi skal frelses eller fortabes. Ville dette ikke være den mest klare konsekvens af en historisk udvikling, hvor mennesket syntes at have erobret mere og mere selvstændighed?  

Man kan jo spørge Søren Kierkegaard, der om nogen er individets kristne tænker. I en ny bog med titlen Forligelsen af Niels Jørgen Cappelørn om de smukke altergangstaler, der beskriver Kierkegaards syn på gudsforholdet, fremgår det, at han faktisk mener, at nåden realiseres ved gensidighed. At Gud altså ikke trækker frelsen ned over hovedet på os, vi skal selv tage imod den, da Gud i sin almagt har sat som betingelse, at mennesket er frit til at vælge ham til og fra. Den betingelse kan Gud ikke fravige uden at forråde sig selv, mener Kierkegaard, og han skriver: ”Den, som ikke indlader sig med Gud på den absolutte hengivenheds måde, han indlader sig heller ikke med Gud. I forhold til Gud kan man ikke til en vis grad indlade sig, for Gud er netop modsætningen til alt det, som er til en vis grad.” Vi er frie til at forholde os forbeholdent til Gud, og det kan Gud ifølge Kierkegaard ikke tilgive, for han har bundet sig selv til sin egen frelsende historie. Altså, den om Jesus i verden og hans korsfæstelse og opstandelse, og hvis han fjernede fortabelsens mulighed, ville han ikke tage alt dette alvorligt. Med andre ord – vort eget sindelag er af afgørende betydning helt frem til øjeblikket, hvor man står ansigt til ansigt med Gud selv. Også her er vi frie til at vælge til og fra. Her er vi frie til at fortabes. 

Evangeliet siger det selv. De indbudte, der afviser bryllupsinvitationen, vælger Gud fra, og Herren, tilgiver dem ikke, men straffer og indbyder nogle andre. Og ham, der ankommer i det forkerte tøj, straffes også, for påklædningen afslører, at han ikke er hengiven. At han kun er der til en vis grad og insisterer på at være sig selv, som det frie individ jo kan. Man kender det fra samtaler og skænderier, hvor man for ikke at miste sig selv fastholder påstande, man godt ved ikke holder. Man skammer sig, men formulerer dem alligevel i sin nød for ikke at overgive sig, det er dæmoniens og syndighedens stemme, der taler, og tænk, hvis den også afholder én fra at hengive sig til Gud? Vi har selv ophøjet individet, nu binder det, og aldrig har risikoen vel været større for at sidde fast i sig selv. Dermed nærmer vi og også forståelsen af ”gråd og tænderskæren”, altså, fortabelsen, der kan anes som dyb modløshed, en berøring af den tomhed, der herskede, da alt var øde, og intet endnu skabt. Det er dét, jeg forbinder med fortabelse. Tomhed. Og jo mere man vænner sig til ikke at ville slippe taget i sig selv, desto mere plads skabes der nok til den stemme, der vil holde os væk fra Gud. Dette er individualitetens pris. Søren Kierkegaard vidste det, og vi må spørge, om vi mon virkelig er længere væk fra Gud end nogensinde før.

Jeg ved det ikke, men tanken strejfede mig, da jeg læste Helle Thorning-Schmidts nye bog om det selvkonstruerende menneske. Både hun og Søren Kierkegaard er børn af individets tidsalder, men de ser mildt sagt forskelligt på tingene, for ifølge Kierkegaard kan mennesket ikke rekonstruere sig selv. Til gengæld kan det – og her er den store individualitetens saliggørende mulighed, heri ligger vores frelse gemt – til gengæld kan den enkelte netop i en udmattet tid som denne indse nødvendigheden af at genopdage længslen efter Guds nåde og beslutte sig til at tage med til det bryllup og her – i gudsforholdet – bekæmpe den store egenrådighed. Jeg tror på den enkeltes frihed til at bestemme meget selv, og mange af vor tids personlige manifester åbenbarer som Blondinens Betragtninger et overdrev i intens selvbetragtning og stræben efter at være sin egen sandhed og klæde sig præcis, som man vil. Derfor tror jeg også, at der varsles et vendepunkt, et tidehverv, en besindelse, for evangeliet siger noget andet. Ja, du kan klæde dig som du vil, kære moderne frie individ, og du kan kalde dig selv hvad som helst, men du skal bare vide, at din frihed også kan føre til fortabelse. Både i form af en vis desperation ved hver dag at skulle opretholde sig selv og som dette at afvise Gud og dermed frelsen. Derfor blev der stille blandt eleverne på højskolen. Før eller siden står det frie individ placeret over for en helt særlig alvor.

For Gud kan ikke tage den store frihed fra os uden at forråde sig selv, og jeg kan i øvrigt heller ikke lade være med at se det som et ridderslag at være udnævnt som den, der i sidste ende har indflydelse på egen skæbne. Gud har ført sit frelsende værk ud i verden, Sønnen er død og opstået, nådens strøm og livets kilde er blevet synlig for os, og vi er de indbudte. Større ære gives ikke, vi er de kaldede, der i troen og hengivenheden kan blive de udvalgte. Jeg er ikke én af dem, der blot tror på alles frelse, men jeg tror bestemt på, at det er Guds ønske, at der vil blive frelse til alle. Derfor sendte han sin Søn som den, vi kan hengive os til. Vi er kaldet til det og skal hver især beslutte, om vi vil sige ja eller nej. Det må være den yderste konsekvens af vores store smukke frihed. Amen.