I hele mit voksne liv har dagene i december føltes som en nedtælling. Ikke så meget til juleaften, men til en forstærket konfrontation med mig selv, og sådan tror jeg, at mange har det. Året er snart slut, man gør sig tanker om, hvad det rummede og spørger sig selv, om man har stået stille og mærket en vis tomhed, eller om man har erobret noget nyt. På grund af alle de tanker er der noget lidt skæbnesvangert ved december, og endnu mere i år. Vi har levet usædvanligt stille og mere både indelukket og indadvendt end normalt og med ny bevidsthed om, at ydre og selvrådende kræfter har været og stadig er bestemmende for, hvad vi kan gøre. Og muligvis også for hvem vi mener, at vi er. Ved juletid opfordres man til at besvare de store spørgsmål én gang til, og denne gang er vi alle sammen på meget direkte vis blevet spurgt. Har vi bevæget os for lidt eller taget gode skridt fremad? Fremad mod hvad? Det skal vi finde ud af, for nu er det omsider efter dette mærkelige år blevet jul.    

Det interessante ved 2020 er ikke, at året har trukket os i en ny retning, men snarere at det har afsløret, hvilken retning vi allerede længe har været i færd med at bevæge os i. Jeg tror mere på den lange udvikling end de medie-oppiskede diagnoser, og meget i 2020 er ikke så nyt, som vi tror. Men året er en brændende katalysator for vore liv, og mens jeg på ingen måde vil bagatellisere de lidelser og tab, det har medført, må man sande, at vi har oplevet både forståelig bekymring og lidt forkælet opførsel. Det er svært at have seriøst ondt af dem, der må udskyde en rejse eller ikke kan gå i byen hver weekend, for mens vi måske har vænnet os til, at den slags er en menneskeret, er det på tide at forstå, at vores vestlige livsstil er ikke en menneskeret. Det er et overvældende luksuriøst vilkår, som vi – takket være dem, der kom før os – i denne epoke nyder godt af, indtil den en dag vil være fortid. Intet varer ved, og dette år minder os om, at vi før eller siden skal leve på en anden måde. Om ikke andet så fordi klimaet kræver det, og mon ikke også dén erkendelse har bidraget til den bekymring og rådvildhed, der har fået tusinder til at flokkes om Philip Fabers piano. Pandemien er et varsel om noget mere – at vilkårene omkring os gradvist vil forandres. Det lyder trist, men det er det ikke. Det er en gave at kunne tænke sådan, for uden erkendelsen af, at noget vil ændres, kan man komme til at leve i falsk tryghed.

Så når det endelig skal være, kan vi takke corona-tiden for, at vi er blevet rykket fri af den vanetænkning, der så nemt styrer ens liv, og nu bedre forstår nødvendigheden af at se hver eneste dag som endnu en foræring i et liv, som vi ikke kender forløbet af. Vi lever i uforudsigelighed, og glemmer man det, kan der ophobe sig en undertrykt rædsel for forandring, idet man på den ene side mærker uro, mens man på den anden side i forkælelsens dybe favntag måske har mistet en del af realitetssansen. Dette er vel indbegrebet af den sjælelige tilstand, der kan vokse frem i et trygt skandinavisk land. Man kan komme til at rumme en særlig blanding af skråsikkerhed og uro, og når verden går i stå, og stilheden sænker sig, kan man føle sig meget alene og aner måske, at vi er nødt til at lede lidt grundigere i os selv efter kilden til frimodighed på trods. Ja, måske har vi lige nu en enestående mulighed for at opdage noget ret vidunderligt – nemlig, at vi har flere kræfter, end vi tror.

Netop disse uventede kræfter beskrives i Herta Müllers roman Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig, hvor vi møder den 17-årige Leopold, der under Anden Verdenskrig sendes i arbejdslejr i Ukraine og oplever, hvordan hans vante liv bliver ham berøvet. Da de henter ham, siger hans bedstemor: ”Jeg ved, du kommer tilbage”, og da Leopold senere reflekterer over sin skæbne siger han: ”Jeg bed ikke bevidst mærke i den sætning. Jeg tog den med mig i lejren af vanvare. Jeg anede ikke at den ledsagede mig. Men sådan en sætning er selvstændig. Den arbejdede i mig, mere end alle de medbragte bøger. JEG VED DU KOMMER TILBAGE… ” Ordene blev for Leopold en slags overenskomst mellem al den lidelse, som han oplever i lejren, og troen på at han vil overleve. Én sætning kan føles som en selvstændig kraft i ens indre, og man skal finde sin egen hellige sætning, der kan blive til ens følgesvend i livet. Det utrolige er dog, at vi samtidig alle har én helt særlig sætning til fælles, der ikke blot føles hellig, men ér det, og den lyder sådan her: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Måske aner vi ikke, at den ledsager os, men det gør den, for den fortæller, at med Jesu fødsel har Gud taget det afgørende skridt ind i verden, der må betyde, at Gud elsker verden og os så højt, at han vil bevare det ifølge sin vilje. Dette er essensen af juleglæden – at sandheden om livet og døden overgår vores forstand, og at vi kan tro på en magt, der modsiger frygt og uro og ensomhed, også selv om man kan glemme, at den hellige sætning har bolig i ens hjerte. Derfor skal vi hele tiden mindes om, hvad ord betyder, og at de kan holde mennesker i live. I fangelejren holdes Leopold i live af sin bedstemors ord, og mens enhver som sagt kan have sin egen sætning, er det fælles for dem alle, at ordenes kraft dybest nede hidrører fra Gud. Sproget er en guddommelig gave, der på endegyldig vis bliver synlig for os gennem Guds vilje til at være os helt nær i menneskeskikkelse, for med Jesu fødsel er vi blevet givet det nye Ord. Skaber-Ordet, overlever-Ordet, evigheds-Ordet, der gør, at vi kan tro på, at vi virkelig er skabt i Guds billede og har de største kræfter fra ham. Derfor kan sætninger og brugen af det sprog, der er menneskets helt særegne og forundelige kendetegn, blive så livgivende. Ja, derfor elsker man sit sprog så inderligt og bærer det med sig som et hjerteslag, og mister vi sansen for det guddommelige ved Ordet, kan vi også miste evnen til at gennemleve kriser og modgang. Fordi vi ikke ved, hvordan vi skal sige alt det ødelæggende imod. Glemmer vi ordenes og sprogets helbredende kraft, kan vi også miste indsigt i betydningen af, at vi er blevet opsøgt af Gud her på jorden – ja, vi kan miste indsigt i, hvem vi selv er. Den gamle digterpræst Kaj Munk kom aldrig i tvivl om, hvem vi er. Han prædikede under besættelsen, en endnu voldsommere undtagelsestilstand end den, vi oplever nu, og juleaften i 1942 lød det sådan her: ”… vi er ikke saa alene, som vi tror; de er ikke saa langt borte, de vi savner; de er os nærmere, end vi ved af; vi er sammen med dem i Guds Kærlighed, og Jesus, Julens Stjerne, viser os Vej til det Land, hvor de skilte finder hinanden igen, og hvor Glæden alene er fuldkommen.” 

Vi er aldrig så alene, som vi tror, hverken i denne epidemi-periode eller i livet som helhed, for vi er sammen om at være Guds udvalgte skabninger. Det er hans Ånd, der skaber lys i tanken, skønt den kan føles som nedsunket i den sorteste jord, det er hans Ånd, der virker i den kærlighed til et andet menneske, der for hver dag former én, og det er hans Ånd, der får mig til i øjeblikke at elske livet så ubegribeligt højt, skønt jeg ved, at jeg skal dø. Med Guds Ånd mærker vi velsignelsen ved at være skabt, i julen mærker vi det ekstra meget, og så følger helt af sig selv spørgsmålet om, hvorvidt man i det forgangne år har mærket tomhed eller taget vigtige skridt fremad. Fremad mod hvad? Ja, naturligvis mod de drømme og planer, enhver kan have, men mest af alt mod en tro på, at man har mange flere kræfter, end man måske anede. Især mindes man om det, når man igen hører den hellige sætning: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Anede du ikke, at den sætning ledsager dig? Det gør den, og den fortæller, at du kan tro på, at du vil finde styrke, selv når du frygtede, at den var opbrugt – både ved tanken om alt det, der måtte tynge dig nu ved udgangen af et mærkværdigt år, og ved tanken om den død, der venter engang.

Det er ulykkeligt, at julegudstjenesterne i år er blevet så umulige at holde, at vi måtte aflyse, men det er en lykke at vide, at julebuskabet ikke desto mindre findes alligevel. For med det møder vi den hellige sætning, der overstiger enhver bekymring over en verden, hvori så meget vil forandres på grund af omstændigheder, der er hinsides vores kontrol. For Gud holder hånden under sit menneske, og den hellige sætning forsikrer os om, at vi ikke behøver komme i tvivl om, hvem vi er, uanset hvor meget det hele ikke synes at være, som det plejer. For vi er præcis dem, vi siden skabelsens morgen har været. Vi er Guds børn, udvalgt til at modtage det største budskab, der nogensinde er kommet til verden, og ord kan holde mennesker i live. Guds Ord kan give os kræfter hver eneste dag, mens vi er i verden, og bringe os hele vejen ind i evigeden, når vi en dag ikke længere skal være her. Så frygt ikke. En frelser er os født, og med ordene om dén begivenhed er Guds Ord blevet levende. Det er i verden, det er hos os, og mere behøver vi ikke. Amen.

Glædelig jul.