Noget af det mest intense man kan føle er medlidenhed. Altså, at blive berørt af en andens lidelse, og man møder følelsen allerede som lille, når man ser en hund, der står bundet i frostgrader og ryster over hele kroppen, eller når en af de andre i skolen bliver forfulgt og nedgjort uden at være skyld i noget. Man forstår, at noget er helt galt og strider mod en smukkere orden, og man kan få trang til selv at prøve at genoprette den ved at komme hunden eller klassekammeraten til undsætning. Medlidenheden kalder på handling, og dét så meget at man i årevis kan blive forfulgt af mindet om det, man i et bestemt øjeblik undlod at gøre. Medlidenheden afslører nemlig, hvordan vi kan have så meget indflydelse på hinandens liv, at det kan være nærmest grusomt ikke at handle, og det er dybt ubehageligt at erkende konsekvensen af at være passiv. Det lyder anstrengende, og det er det jo også, men det er samtidig stort, for medlidenheden er vores menneskelige adelsmærke. Vi har evnen til at føle med hinanden, ligesom vi altså har friheden til at lade som ingenting.

Selv om det jo ligger i kortene, at Jesus føler medlidenhed med menneskene, siges det sjældent lige ud. Men i dag sker det i fortællingen om, hvordan han ankommer til byen Nain og opdager, at en kvinde har mistet sin søn. I mødet med hendes sorg og hele optrinet, da den døde bliver båret væk, ”ynkedes” han, som der står, og føler sig drevet til straks at handle. Han standser dem, der bærer båren, og beordrer den døde at rejse sig op, hvilket sker. Den unge mand slår øjnene op og begynder at tale, han lever igen, og Jesus har lagt endnu en alen til sit utrolige omdømme som ham, der er herre over selve døden. Tilmed får vi som sagt her beskrevet, hvordan han føler medlidenhed med den ulykkelige mor, og hun bliver til en påmindelse om det vilkår, vi alle lever med. Pludselig kan man stå dér, hvor døden er kommet helt tæt på, og man måske ikke blot har mistet et vigtigt menneske, men også overmandes af fornemmelsen af at se ind i sin egen skæbne. Når vi sørger over at miste en anden, sørger vi samtidig over vores egen ubegribelige dødelighed. Over at der overhovedet findes en afslutning. 

Ja, man kan mene, at Jesus føler så stor medlidenhed med os, fordi vi lever med denne mærkelige bevidsthed. Det er simpelthen synd for os, at vi – som det jo beskrives med mytologien i Det Gamle Testamente – med syndefaldet bevægede os væk fra den rene evighedstilstand og ind i et liv på jorden, hvor døden findes. Det kan præge vore tanker hver eneste dag, og lad mig komme med et eksempel, der måske umiddelbart synes lidt overraskende, men det giver god mening. Her for nylig gjorde popgruppen ABBA et uventet comeback, og når man er vokset op med denne svenske gruppes forunderligt gyldne lyd, er det bare ret gribende pludselig at høre stemmerne igen. Som om man står ansigt til ansigt med sig selv på tværs af alle årtier. Som om tiden er opløst. Nogen spurgte selvfølgelig – hvorfor i alverden gør de det? De er alle oppe i årene, rigere end man kan forestille sig, de har intet at bevise og risikerer at skuffe efter så længe at have haft legendarisk status i moderne popkultur. Men jeg har en teori. Det kan jo være, at de simpelthen længes efter at træde synligt ind i deres egen skæbne og blive mindet om, at det virkelig var dem, der engang lagde verden for deres fødder. Det kan jo være, at de – mens tid endnu er – vil mindes om hvem de selv er og nærmest skubbe døden på afstand. Når jeg blev så grebet af at høre dem lyde stort set som før, har det at gøre med, at også jeg ønsker at skubbe døden på afstand og blive mindet om, hvem jeg engang var inderst inde stadig er. Ja, hvad et menneske er.

Vi er nemlig dem, der modsat alle andre skabninger ikke blot har evnen til at føle medlidenhed med hinanden, men også med os selv. Og lad os lige holde fast i den – selvmedlidenheden. Den syndige skyggeside af medlidenheden, den der vender sig indad, og jeg er bange for, at selvmedlidenheden er blevet styrket i moderne tid, fordi den trives så godt sammen med individ-tænkning og en uheldig tendens til at se det som næsten eftertragtelsesværdigt at være stakkels. Læs mellem linjerne. Mon ikke en vis selvmedlidenhed for eksempel er på spil i vanen med højlydt at beklage, at man ikke føler sig værdsat for at være præcis den, man er? Mon ikke den er på spil, hvis man finder det urimeligt i en periode at skulle tage et rengøringsjob, indtil der bliver brug for den uddannelse, man har taget, og mon ikke en vis selvmedlidenhed rører på sig i kampen om at være den mest forfulgte minoritet? Læs også mellem linjerne, når en person beskriver sin helt forrygende travle hverdag og måske er på vej ind i de martyrfornemmelser, der afslører, at mennesket ofte inderst inde længes efter at have lidt ondt af sig selv. Når der kan være noget komisk ved begrebet travlhed, skyldes det jo modsætningen mellem menneskets lille ydmyge placering i den store sammenhæng og samme menneskes selvopfattelsen som meget betydningsfuld. Så læs også mellem dine egne linjer, for det er så nemt at føle selvmedlidenhed, det ligger dybt i os, fordi vi ved, at vi skal dø, og vi må aldrig glemme denne medlidenhedens syndige skyggeside. 

Det tror jeg, at filosoffen Nietzsche ville give mig ret i, men herefter ville vi hurtigt blive uenige. For Nietzsche afskyede det kristne menneskesyn og ønskede ikke blot at nedtone selvmedlidenhed, men generelt at gøre op med dette overhovedet at få ondt af hinanden. Og han lader i bogen Således talte Zarathustra hovedpersonen sige: ”Thi at jeg så den lidende lide, derover skammede jeg mig for hans blufærdigheds skyld: og da jeg hjalp ham, forbrød jeg mig hårdt mod hans stolthed.” Altså, det medlidende menneskes udstrakte hånd er ifølge Nietzsche skadelig, fordi det ydmyger den anden at vide, at lidelsen er synlig. Enhver skal kunne stå ved egen kraft. Det er ingen nyhed, men jeg gentager det alligevel – Nietzsche er en farlig mand, der ophøjer det stærke menneske og foragter medfølelsen, og mens selvmedlidenheden som sagt skal tøjles, må vi aldrig nå derhen, hvor det ses som uværdigt at blive hjulpet. Det er dén balance, både samfundet og vore relationer skal hvile i. I stolthed ved at klare sig selv og samtidig i erkendelse af at enhver kan få brug for hjælp. Når selvmedlidenheden vokser, tipper den balance, idet for mange kræver opmærksomhed hele tiden, og vi skal huske, at vores adelsmærke ikke er, at vi kan føle vores egen lidelse, men at vi kan føle med den andens. Lad os se på enken i Nain. Nogen vil måske mene, at hun i dén grad er opfyldt af selvmedlidenhed, fordi hun har mistet sin søn, men er der ikke forskel på inderlig sorg og selvmedlidenhed? Jo, selvfølgelig, det er jo netop derfor, at den forfængelige moderne selvmedlidenhed er så trættende. Den, er ikke rettet mod tabet af én man elskede eller en anden større tragedie i livet, men kredser snarere om egen ret til simpelthen at være den lidende og påpege de forskellige fornærmelser, man måtte føle sig udsat for.

Helt anderledes med enken, der bare elskede sin søn. Og som Søren Kierkegaard siger: den, der elskede meget, skal blive tilgivet meget, fordi det menneske, der elsker, bedre kan rette blikket væk fra sig selv og hen mod Gud og medmennesket. Kierkegaard er inspireret af en anden kvinde i Det nye Testamente, der opsøger Jesus i sin nød, og han skriver om hende: ”… o, ubeskrivelige Sandhed i denne Qvinde, o, ubeskrivelige Sandhedens Magt i denne Qvinde, der mægtigt udtrykker Afmagten, at hun formaaer bogstaveligen Intet: hun elskede meget (…) Ved sin store Kjerlighed gjorde hun sig, om jeg saa tør sige, uundværlig for Frelseren.” Noget lignende sker med enken i Nain. Gennem kærlighed udtrykker hun sin allerinderste afmagt og bliver opsøgt af Jesus, der føler medlidenhed med hende, hvormed hun bliver uundværlig for ham ved at være det menneske, der lærer os, hvem han er. Den, nemlig, der fylder os med håb og tro og ny styrke. Den medlidenhedens kraft, der strømmer til os fra ham, modsiger modløshed og frygt for fremtiden og ikke mindst den selvmedlidenhed, der ikke kan bruges til noget som helst. I mødet med Jesu medlidenhed indser vi, at den grundlæggende er ude af proportioner, for når Jesus kan føle så ubetinget med en anden, kan jeg så tillade mig at føle så ubetinget med mig selv? Skulle jeg ikke hellere få vendt lidt rundt på det hele og i stedet føle mere taknemmelighed for alt det, jeg trods alt i løbet af livet har fået? 

Selvmedlidenheden skubber ærbødigheden over for Gud væk, hvilket i Jobs Bog, som jeg læste op fra før, beskrives som den store risiko. Job har med ét mistet stort set alt i livet, og han kæmper indædt mod selvmedlidenheden og ønsker, som vi hørte, at hans liv for evigt vil være ”indridset i klippen”. Altså, at han kan bevare blikket på det store perspektiv, på evigheden og almagten og ikke forfalde til blot at ynke sig selv. Job kæmper alt, hvad han kan for at holde ryggen rank, han er af den gamle skole, og når selvmedlidenheden i dag har anderledes gode kår, hænger det som sagt sammen med individets ulyksalige optagethed af, hvad de andre mon mener om mig. Lad os i stedet være optaget af, hvad Gud mener om os, og kristendommen lærer os, at det Gud i sidste ende mener er, at vi skal blive fri for lidelse. I troen på det løfte er det allerede nu mindre synd for os, for Jesus har på jorden demonstreret, at han kan rejse os fra de døde, og selv om vi ikke kan lade være med at længes efter at skubbe døden på afstand – som de nye ABBA-sange i disse dage minder om med de insisterende stemmers ønske om så længe som muligt at fylde i verden med kræfter og drømme og talenter – er det guddommens modsvar, der frelser os. Det modsvar, som enken i Nain bliver mødt af, og det modsvar, der åbenbarer hvilken skæbne, vi skal træde ind i, når denne verdens travlhed er forbi.

Det er den skæbne, Gud vil, at vi skal have, og vi kan hver dag leve i håbet om, at hans medlidenhed rækker til også at bryde dødens magt for mig. Derfor har selvmedlidenheden for længst mistet det meste af sin mening. I troen kan man ikke have ondt af sig selv, for man er ikke længere den, der lider, men den, der får alt givet, og så kan mennesket omsider forstå sit liv. Nu ikke hverken i lyset af sig selv eller de andres blikke, men i lyset af Guds nåde. Stillet over for den er det ikke længere synd for os, for Jesus skubber ikke blot døden på afstand, han skubber den helt væk. Han vækker mennesket til live og tager det med sig ind i evigheden, og han gør det i kraft af sin guddommelige medlidenhed. Den største magt, der overhovedet findes. Amen.