Alt i mens vi bevæger os fremad gennem verdenshistorien og vel i en vis forstand bliver klogere, erfarer vi, at visse fænomener bliver ved med at eksistere. Det er, som om de ikke rigtig aftager i intensitet, skønt de er så gamle og velkendte, at man måske troede, at de var fortid, for noget kan være så ubrydeligt knyttet til den menneskelige natur, at det ikke er muligt at nå punktet, hvor det er opløst eller overvundet. Tag nu bare den stærke længsel efter at spejle sig i dem, der minder mest om én selv. Man kender det helt fra begyndelsen af livet, hvor man i skolegården kunne være så ivrigt optaget af at finde en plads i netop det selskab, der kunne føre til den tryghed, der på særlig vis opstår sammen med dem, der ser verden nogenlunde som jeg selv og måske endda ligner mig udadtil. Meget i livet drejer sig om at finde ro sammen med ligesindede. Dem, jeg spontant føler fællesskab med. Dem, der bibringer mig en følelse af at være solidt forankret i verden. Dem, der hele tiden minder mig om, at jeg ikke er alene. Ja, dem jeg mest lyst til at elske.       

Af samme grund har ordene fra Lukasevangeliet i dag altid skabt stor skepsis og ligefrem forargelse. For her siger Jesus noget, der går på tværs af det, der af de fleste opfattes som smukt og naturligt og udtryk for mening med livet. Nemlig at elske dem, man er tættest på. Pludselig undsiger Jesus de nærmeste relationer og understreger, at vil man være hans discipel, skal man hade sine egne slægtninge, og man ser det for sig. Store skarer fulgte med denne mand, som det står skrevet, og med ét vender han sig frontalt mod de begejstrede mennesker og lægger en vis dæmper på den gode stemning. For inden de beslutter sig for at følge ham, skal de vurdere deres styrke og berede sig på at opgive mange af de forestillinger, de hidtil har gjort sig angående lydighed, kærlighed og opgaven i verden. Man skal hade sit eget liv, lyder det, og ordene er ofte blevet læst, som om den kristne tale bærer det livsfjendske med sig. Det er en fatal misforståelse, der ikke ofte nok kan blive sagt imod. Her skal det ske én gang til.   

For bedre at kunne forstå, hvorfor Jesus taler, som han gør, kan det være nyttigt at se nærmere på ét af de føromtalte fænomener, der bliver ved med at dukke op, skønt man måske troede, at det var tilbagelagt. Alle taler om racisme lige nu, corona-debatten har hurtigt fået kamp til stregen, for efter den brutale anholdelse af en sort amerikaner er optagetheden af race, hudfarve og strukturel undertrykkelse vendt tilbage for fuld styrke. Vi kommer ikke udenom, at noget ofte er skævt i forholdet mellem sorte og hvide, og racisme er, hvor mennesker er – også selv om nogen vist hævder, at den for eksempel ikke findes her i Danmark. Naturligvis gør den det, den findes alle steder, for racismen udspringer af en dyb menneskelig trang til at opdele og skabe hierarkier. Tankegangen kendes fra alle kulturer og kan udarte til en tro på, at nogle mennesker og folkeslag per definition er andre overlegne, og denne højest ubehagelige overbevisning kan jo føres tilbage til vores syndige natur, ifølge hvilken mennesket så nemt får behov for at hævde sig selv, nedgøre andre og mærke magt og suverænitet. I sit inderste handler det om at fravælge dem, man ikke føler sig beslægtet med, og ophøje sig selv og sine nærmeste, og der går en linje fra skolegårdens evige magtkampe til systematisk diskrimination. Denne vores indre skyggeside er tidløs, og mens der selvsagt ikke er noget galt med at ønske at være omgivet af ligesindede sprogligt, kulturelt, religiøst og nationalt, går det helt galt, når det ønske udvikler sig til ringagt over for dem, der er noget andet.

Helt bemærkelsesværdigt ser vi, hvordan trangen til at diskriminere selv i denne oplyste epoke breder sig som ringe i vandet. Selv den ærefulde kamp mod racisme fører til splittelse, idet nogle ikke vil have, at sorte og hvide sammen demonstrerer for ligeværd. Helt paradoksalt. Hudfarve er blevet et ulyksaligt centralt omdrejningspunkt, og mens nogen måske troede, at vi ville tilbagelægge den racistiske mentalitet, bevæger vi os muligvis i identitets-tænkningens kvælende favngreb dybere ind i den. Fordi man er så indædt optaget af, hvad vi kaldes, hvordan vi ser ud, og hvem vi færdes sammen med. Det er som sagt naturligt for os at tænke sådan, men den kristne fordring og selve kærlighedsbuddet bryder med de personlige præferencer, og Jesu ord – hvor barske de end lyder – klargør, at det ikke er tilstrækkeligt blot at ære dem, man i forvejen har mest til fælles med. For når omsorgen er påkrævet i mødet med den vilkårlige anden, skal man vende sine egne ryggen og overvinde tilbøjeligheden til at gemme sig i tryghed. Jesu ord om at hade egen familie viser os, at offeret kan være stort, når man vil adlyde den kristne lov, der er indbegrebet af forskelsløs barmhjertighed. Den hævder lighed på tværs af alt, og der findes ingen større modsigelse af det forvirrede menneskelige tankegods lige fra racisme som den grimme yderpol til de mange forsøg på at sætte mærkater på os selv og hinanden, hvad enten man er optaget af hudfarve, køn eller noget andet af det, der i dag har erobret en så stor del af samtalen.

Der er et stort offer forbundet med at være Jesu discipel, og når man spørger sig selv, om man tror på Kristus som Guds søn, må man samtidig spørge, om man mon kan bygge tårnet færdigt – det vil sige, er villig til at erkende hvem man er. At man er den, der med faldet er blevet et menneske, der ikke umiddelbart blot kan tjene det gode. Dette er kernen i det kristne offer – at du skal forstå dybden af din egen natur og dermed behovet for at blive frelst, og derfor skriver den engelske forfatter C.S. Lewis i bogen Det er kristendom disse ord: ”Kristus siger: ”Giv mig alt. Jeg ønsker ikke så og så meget af din tid og så og så mange af dine penge og så og så meget af dit arbejde; jeg ønsker dig selv. Jeg er ikke kommet for at pine dit naturlige selv, men for at dræbe det. Jeg vil ikke skære en gren af hist og her, jeg vil have hele træet hugget om.”  Dette er, hvad de voldsomme ord fra Lukasevangeliet handler om. Kristus vil overvinde vores naturlige selv, der i barmhjertighedens øjeblik skal blive til det kristne og næstekærlige selv. Sådan bliver man Jesu discipel – gennem troen på, at man om og om igen må lade sit naturlige selv overmande af Jesu myndighed. Det gælder i forholdet til ham eller hende, der står ens hjerte helt nær, og som man skylder hver dag at være sandfærdig, for selv når man elsker af tilbøjelighed, kan ens naturlige selv stille sig i vejen for den rene kærlighed, som vi nok kun kender i små glimt. Og det gælder i forholdet til enhver, hvid eller sort, kendt eller fremmed, der ikke på nogen måde minder om mig eller hører mit naturlige følelsesliv til, men som jeg skal tjene som min næste.      

Sådan forstår vi, at kristendommen ikke som noget livsfjendsk vil pine ”det naturlige selv”, som C.S. Lewis siger. Men overvinde det, og dagens skriftsted kan kun forstås, hvis man indser, at Jesus er kommet for at dræbe det naturlige syndige selv. Hermed forstår vi også meddelelsen om at hade sit eget liv – mit eget liv, som jeg ser det gennem mine umiddelbare instinkter og længsler skal hades. Vi skal ikke pines, vi skal derimod frelses fra os selv og al den fortræd vi kan påføre hinanden i ønsket om at vælge mennesker til og fra, skabe hierarkier, nedgøre nogen og ophøje andre og måske skabe mere splid og ødelæggelse, end vi selv er klar over. I et øjeblik af gangen skal man kunne vælge sine egne behov fra og det andet menneske til, hvem han eller hun end måtte være, i dén forstand skal man hade sine nærmeste for at kunne vende sig til andre, og det kristne offer er at kunne overvinde sine egne stærke behov og træde ind i den store pligt. Den, som Søren Kierkegaard beskriver med sin berømte formulering: ”Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden for evigt betrygget mod enhver Forandring; evig frigjort i salig Uafhængighed; evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse.”   

Først når kærlighedens gerning er i modsigelse med den spontane følelse – med mit naturlige selv – gør man et sandt offer, og ingen kan være Jesu discipel uden at give afkald på det, der føles som ens eget. Typisk opfatter man i dag det naturlige selv som det ideelle selv, for syndefaldet er jo som bekendt officielt afskaffet, mens menneskets følelsesliv er blevet ophøjet, og derfor står vi over for et væld af instinkter, krænkede udbrud, krav om udfoldelse, selvhævdelse og andet som det er så svært at modsige, fordi det alt sammen strømmer ud af det autentiske jeg, der i dag har så høj status. Sagen er bare, at dette autentiske naturlige selv i meget høj grad er det selviske selv, der ofte benytter chancen til at tjene egen interesse og udgrænse andre, derfor vil der for eksempel altid findes racisme og anden form for umenneskeliggørelse af andre, og hvis dette virkelig bliver ved med at komme bag på os, må det skyldes, at man mangler ører at høre med og har mistet indsigt i menneskenaturen. Og uanset hvor meget man vil nedrive statuer af personer med en problematisk rolle i historien eller hævder, at vi i dag kender til en større sandhed end tidligere, vil mennesket blive ved med at udfolde sig på en måde, som vi siden kan skamme os over. Det får aldrig nogen ende, og det dummeste vi kan gøre er at slette de lærerige spor. Så er der kun endnu mindre grund til at tro, at vi bliver klogere.

For visse grund-spørgsmål vil aldrig opløses, skønt de er så gamle, at man måske troede, at de var ren fortid, da de er ubrydeligt knyttet til vores natur. Med den erkendelse forstår vi, hvorfor Jesus må sige til os: Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Ikke fordi vi skal pines, men fordi vi skal frelses. Ikke fordi kærligheden skal nedgøres, men fordi den skal æres, og sådan kan vi leve i troen på, at vores naturlige selv gennem Sønnens færd i verden, hans død og opstandelse skal omstyrtes og blive til et selv, der er omsluttet af hans nåde og underlagt hans fordring. I den tro kan vi se på det andet menneske og i et øjeblik vide, at lige nu skal jeg give afkald på mit eget. Som Guds søn gav afkald på sit eget og sit liv og vandt det hele tilbage igen til evigt liv til den, der tror. Amen.