Det gælder nok for de fleste, at man i løbet af livet stiller sig selv spørgsmålet om, hvor vidt ens skæbne mon bare udfolder sig tilfældigt. Eller om der findes en højere styrelse bag det hele. Uanset hvor meget eller lidt man tror på Gud, er tanken svær at komme udenom, for begivenheder kan føles så dramatiske og udførligt planlagt i den store fortælling, at det kan være svært at tro, at det blot er tilfældigt, at jeg mødte den person netop dén dag, at jeg blev skånet for netop den ulykke, eller at jeg mistede mit arbejde og blev drevet i en retning, der viste sig at føre til noget helt uventet godt. Eller for eksempel at hele verden skulle blive ramt af en sygdomsepidemi, der tvinger os til delvist at ændre livsstil i en epoke, hvor vi mere end nogensinde diskuterer vore vaners skadelige virkning på omgivelserne. Og på os selv. Ind imellem synes verdens gang bare for påfaldende, og selv om vi nu om dage lærer at sætte stor lid til den naturlige forklaring, har tanken sikkert strejfet en del af os. Er det mon udtryk for en højere vilje, at vi nu rammes og bremses i vores vante udfoldelse? Med andre ord – griber Gud ind i verdens gang for at lære os noget?

Tanken er gammeldags, og umiddelbart vil mange afvise den, men lad os lige se grundigere på det. Og lad os gøre det med udgangspunkt i teksten fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus faktisk opfordrer til, at man frygter den magt, der kan afgøre ens hele skæbne. Ikke de modstandere, man lige nu måtte have, og som ikke kan beskadige én fuldt ud, men derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt. Ikke en eneste spurv, ikke et eneste liv går til, uden at vores Fader er med, hvormed det siges, at ingen skabning nogensinde er glemt hos Gud. På den ene side skal vi frygte ham med den suveræne magt, og på den anden side, siger Jesus, skal vi ikke frygte, da vi er mere værd end nogen anden skabning. Vi skal frygte og så alligevel ikke, og hvad mener han? Enhver ved, at der er noget at frygte i verden, sygdom, oversvømmelser, sult, krig, brændende ensomhed – alt det, der kan blive del af vores skæbne. Men Jesus åbner for muligheden af, at der er noget at frygte i forholdet til Gud selv, for noget er hemmeligt og endnu ikke åbenbaret. Der venter en afgørelse, en afklaring, en skæbne, for alle vore hovedhår er talt, Gud kender os i det inderste, og spørgsmålet er, hvad der vil åbenbare sig, når vi for alvor skal kende ham.

Det kræver lidt vovemod det her, for der kan blive set skævt til én, hvis man ved et middagsselskab udtaler, at man tror, at corona-virussen skal forstås som Guds straf over en menneskehed, der var gået amok i forbrug, flyveture og forurening. Mange har det stramt med at se Gud som én, der straffer, for Gud er med tiden blevet formet til en slags Politiken-læsende humanist, der er mild og progressiv. Det er populært kun at opfatte Gud som repræsentant for kærlighed og tilgivelse – populært, nemt og også lige lovlig entydigt. Derfor blev jeg også behageligt forbavset, da jeg forleden (tilmed i Politiken) læste denne udtalelse af den islandske forfatter: Ófeigur Sigurdsson: ”Når noget ryster verden, bliver jeg meget religiøs på sådan en gammeldags måde. Gud er vred, og han sender os en klar besked om vores dumhed gennem naturen. Så jeg ser virussen som Guds sprog. Han forsvarer planeten, og det er den eneste måde for ham at få os til at lytte på og gennemgå, hvad vi har gjort, hvordan vi opfører os mod dyreriget og hele skabelsen. Det er hygiejnisk for vores moral at have tilstedeværelsen af apokalypsen og en vred Gud. I det mindste en gang imellem, fordi gudsfrygt er en del af grundlaget for vores kultur.” Det er interessant. Man kan stadig blive religiøs på en gammeldags måde og se Gud som den, der sender os en klar besked.

Men hvorfor er vi overhovedet holdt op med at frygte Gud? Det er for nemt at sige, at det skyldes det almindelige fald væk fra inderlig gudstro, for et stykke af vejen er det teologernes eget værk. Blandt andet udviklede man op gennem 1900-tallet tanker om Gud som den, der ikke griber ind. Denne dyrkelse af den fjerne Gud opstod ikke mindst som reaktion mod den missionske og mere omklamrende tro på en Gud, der overvåger vore liv og skarpt deler mellem får og bukke, hvilket kan få nogen til at gå rundt og føle sig mere værdige til frelse end andre. Som modsvar til et sådant ubehageligt fromheds-hierarki blev Gud af kloge teologer skubbet mere på afstand, mens mennesket fik besked på først og fremmest at passe de daglige pligter og ære kærlighedsbuddet uden at forsøge at fremstå specielt hellige og i øvrigt droppe bekymringen om, hvad Gud måtte mene om én. Jeg har stor respekt for den teologi, der rummer sans for selvretfærdighed og almindeligt hykleri – vores syndighed, med andre ord – og samtidig udviser rolig accept af livets vilkår. Lidt i stil med den, vi møder i det smukke skrift fra Det Gamle Testamente – Prædikerens Bog – hvorfra jeg læste op før. Der er en tid til det ene og en tid til det andet, og mennesket spilder sine kræfter ved at lede for meget efter en dybere sammenhæng. Prædikeren siger også i dette gamle skrift: ”Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden!” Der er noget befriende snusfornuftigt over det, og jeg elsker den tekst, men man skal også være opmærksom på dens bivirkninger.

Det kan nemlig blive en dybt indgroet vane at opfatte Gud som så langt væk, at man glemmer evnen til overhovedet føle gudsfrygt. Eller ærefrygt, kan man også kalde det. Det må vi ikke, for gudsfrygten er ikke kun en del af grundlaget for vores kultur, men også for hele vores selverkendelse, og vi må ikke tro, at vi kan sætte grænser for Guds væsen og for eksempel vedtage, at han kun er barmhjertighed. Han er altid mere, end vi kan forestille os, for indbegrebet af det guddommelige er, at det langt overgår vores forstand. Heraf må en vis frygt vokse frem, og netop dette er forudsætningen for, at også håbet kan vokse frem. Frygt og håb følges ad, idet begge udspringer af, at Guds hele væsen stadig er skjult. Dette glemmer man nemt i moderne humanistisk tænkning, hvor man så gerne vil opløse det negative, her frygten, men altså dermed også kan kvæle en del af det positive. Håbet om evigt liv. Vi kan med vore smalle forstand få alt til at skrumpe og glemme, at håbet især lever, når det ses i forhold til afmagten. Som den store teolog K. Olesen Larsen engang skrev: ”Når forhåbningerne slår fejl og brydes i stykker en efter en, og mennesket så siger: Nu har jeg mistet alt, da svarer håbet: Nej, jeg bliver hos dig.” Vi siger typisk: så længe, der er liv er der håb, men Olesen Larsen vender det om og skriver: ”Så længe der er håb, er der også liv – og således sejrer håbet over døden.” Håbet griber mig, når jeg som en spurv er i færd med at falde til jorden og alligevel aner mulighed for at blive grebet. Når jeg overmandes af verdens gang, når jeg frygter sygdom, og når jeg sørger over, at jeg en dag skal dø, så findes begge tanker på én gang. At Gud vil lade mig falde, og at Gud vil gribe mig, og jeg håber på det sidste. 

Derfor kan vi nu i lyset af gudsfrygten fyldes af vigtige tanker, da det kan ligne en højere intention, at vi tvinges til at ændre vaner. Mens delfinerne pludselig svømmer rundt i de meget renere kanaler i Venedig, kan vi indse det saliggørende ved at stå og se ud over havet i dette vidunderlige land fremfor stik imod bedre vidende at svine kloden til med endnu en flyvetur til Barcelona. Det er ikke en dag for tidligt, at vi vækkes fra den forkælede tvangstanke om den konstante selvopfyldende rejse og i stedet forstår værdien af at føle forankring og taknemmelighed på stedet, hvor man er sat. Og hvem ved, om vi samtidig kan mærke mere gammeldags religiøsitet og generobre nogle livs-perspektiver, der længe har været fraværende i den flade vestlige tænkning. Men det er dog ikke uden problemer, for hvis man generelt opfatter verdens begivenheder som planlagt af Gud, støder man ind i spørgsmålet om, hvorvidt han virkelig iværksætter katastrofer, der blot rammer vilkårligt. Ad den vej kan man nærme sig billedet af en ret grusom Gud, der måske tilmed pudsigt nok passer særligt på mig, og jeg vil ikke gå med til en automatisk antagelse af en guddommelig styring af hverken verdens gang eller vores skæbner. Jeg tror bestemt også på tilfældigheder. Men jeg vil godt gå med til muligheden af, at Gud griber ind, når vi virkelig behøver ny besindelse, fordi vi i det store hovmod ser os berettigede til at gøre præcis, hvad vi vil. En sådan gudsfrygt lever jeg med, for Gud er viljen bag alt liv, vindens susen, træernes majestætiske udholdenhed og havenes ufattelige dyb. Hans Ord har beordret det at eksistere, hans Ord kan bringe det til ophør, og hans Ord kan bevare det til evig tid.

Til gengæld er jeg ikke naiv og ved godt, at vi vil blive ved med at leve stik imod bedre vidende. Vi vil fortsat belaste skaberværket og glemme en del af alle de smukke intentioner om mere selvbeherskelse, færre bøffer og flere vandreture i Mols bjerge, for siden syndefaldet har intet været entydigt. Så vær ikke så bange for gudsfrygt, brug den i stedet, for ved dén begynder al visdom, som det også siges i Bibelen. Den gamle Prædiker forstod det, og Jesus minder os om det ved at sige, at vi skal frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sådan holder vi fast på ansvaret for det skabte og for vores medmenneske, men samtidig hører vi, at ethvert hår på vore hoveder er talt. Gud kender os fuldt ud, han vil os fuldt ud, og derfor sendte han Sønnen fra oven ned og lod ham dø på korset og opstå fra graven og bane vej til tro på, at ingen skabning nogensinde vil være glemt hos Gud. Jesu offer er det ultimative tegn på håbets styrke i verden, og derfor kan vi også tro på, at den store katastrofe vil blive afværget, hvad end den forbindes med klimakaos, global sygdom eller ens eget personlige største mareridt. Det hele er modsagt af ham, der sejrede over den største katastrofe af dem alle, nemlig døden selv. 

Ja, han kom fra oven ned for at holde vore sjæle i live. Han kom fra oven ned som varsel om, at mens vi af vort tvetydige væsen drives i den ikke så vise retning, stik imod bedre vidende, er der intet skjult, som ikke skal blive kendt. Og jo mere man kender til gudsfrygt, desto stærkere føles håbet, så for hele skaberværkets skyld og for vor egen skyld håber vi, at alt liv vil blive bevaret. Her såvel som i evigheden. For dér vil Gud være kendt for os, ligesom vi lige siden skabelsens morgen har været kendt for ham. Amen.