Hvis man tænker tilbage på sit eget livsforløb, er det nok svært at formulere en entydig karakteristik af sin barndom. Vi ved alle sammen, at det er vigtigt helt fra begyndelsen at føle sig elsket, kærlighed kan dog komme til udtryk på flere måder, men mens der ikke findes en fast opskrift på, hvordan en tryg opvækst bør se ud, kan man ikke undgå at spekulere over, hvordan det hele forløb. Det skyldes, at de fleste mennesker er på jagt efter indsigt i egen personlighed og måske endda en forklaring på, hvorfor man er blevet, som man er. Sådan har det nok altid været, men jeg tror, at det er en ret moderne disciplin så bevidst og systematisk, som vi gør i dag, at ville analysere sig selv i lyset af barndommen og den samlede mængde af både svigt og kærlig opmærksomhed, man gennem årene modtog. At den er vigtig – kærligheden – giver sig selv, men når vi i dag langt inde i voksenlivet bliver ved med at jage forklaringer, har det at gøre med en forestilling om, at man på den måde kan blive mere livsduelig og stærk og rask. Ikke rask set i lyset af en sygdom, men rask set i lyset af ønsket om at blive den mest harmoniske udgave af sig selv.

Jeg har altid været begejstret for det spørgsmål, Jesus stiller i teksten i dag, da han kommer forbi Betesda dam ved Jerusalem, hvor de syge ligger og venter på en chance for at blive helbredt. Han stiler direkte hen til ham, der har ligget der meget længe, og konfronterer ham og siger: ”Vil du være rask?” Umiddelbart giver svaret sig selv, da de færreste har lyst til at være syge, men jeg taler ikke her om konkret sygdom. Jeg taler om tilstanden, hvor man af forskellige årsager ikke længere for alvor har lyst til at tage ansvaret for sit eget liv og vænner sig til ofte at give omstændighederne skylden for sin skæbne. Den syge mands første reaktion tyder på netop dét, da han straks giver sig til at beskrive alt det, der ikke kan lade sig gøre. Ingen vil hjælpe ham til at nå hurtigt nok ned i det helbredende vand, og han har øjensynligt givet op. Jesus begiver sig dog slet ikke ud i den samtale, men beordrer ham slet og ret til at rejse sig op og tage sin båre og gå sin vej, og sådan bliver det. Pludselig bliver manden i stand til at flytte sig fra pletten, hvor han har siddet i 38 år, og en ny bevægelse er sat i gang.

Som sagt er det i vores epoke blevet populært efter alle psykologiens regler at analysere sin fortid og ikke mindst sine forældre for bedre at kunne forstå sig selv. Det tog til i anden del af 1900-tallet, hvor den terapeutiske metode vandt terræn, og udviklingen er gået så hurtigt, at der i dag er kommet et strejf af optræden over det. I hvert fald er det blevet normalt at udstille sine forældre i fuld offentlighed i bøger, tv-programmer og interviews, hvor man kan opnå ekstra opmærksomhed, hvis der er et intimt forældreopgør på spil. Senest har en videnskabsjournalist udgivet en bog, hvori hun undersøger kærlighedens natur, og her får hun hudflettet både sin far og sin mor og sin lidt triste barndom. Den fandt sted i 1970`erne, hvor en del forældre som bekendt havde visse kvaler med at tilsidesætte egne behov, og det er ikke mindst 70`er-børnene, der i dag fremstiller deres ophav. Man kan diskutere det moralsk rimelige ved, at det absolut skal ske for øjnene af alle, ligesom man må spørge, hvad der mon sker med dén, der så intenst opfatter sig selv som et produkt af sin far og mor. Nok ved vi, at det kan gavne at forstå nogle sammenhænge, men muligvis overdriver vi troen på, at det virkelig er sådan, man bliver et harmonisk menneske, der føler sig mere rask indeni. Ja, spørgsmålet er, om den målrettede granskning af fortid og forældre mon ligefrem bridrager til at fremkalde en anden form for sygdom. En særlig fastlåst tilstand.

Nemlig, den, der gør, at man kan blive for længe om at forstå sin plads i verden, når man med den stærke fokusering på, hvad man gennem livet har fået, glemmer arten af det, man selv skal give. Man kan komme til at sidde så meget fast i selvbetragtning og offertænkning, at man simpelthen er for sen til at blive moden, fordi man uophørligt kredser om, hvordan det var at være et barn. Den før omtalte journalist forklarer det sådan her i sin bog: ”Men et sted dybt inde har jeg meget svært ved at forestille mig som nogens mor, fordi jeg uvægerligt ser mig selv som nogens barn. Hvor mange føler en tilfredsstillelse ved at være et led i en lang slægtskæde, som de fører videre, oplever jeg mig selv som et slags slutprodukt.” Når man langt inde i voksenlivet – måske lidt bittert – bliver ved med at kredse om barndommen, finder man det måske aldrig naturligt at få børn, men føler snarere, at man nærmest kan melde sig ud af slægten. Alt det, man selv skal give, overskygges af mindet om det, man mener, at man ikke fik – og måske med god grund. Det skal siges. Mange mennesker kommer delvist skævt ind i tilværelsen, fordi de berøves for meget tryghed, og jeg vil på ingen måde bagatellisere begrebet svigt. Men jeg vil fastholde, at der altid findes en anden fortælling om, hvem vi er.

Det er dét, Jesus siger til manden ved Betesda dam. Han vil ikke at høre om kvalerne, der er gået forud, men i stedet sende manden ind i fremtiden med beskeden om, at han skal holde op med at synde, så han ikke forkramper endnu mere i passiv selviagttagelse. Det er syndigt at fortabes i sig selv, og befalingen til manden om at rejse sig op illustrerer, hvordan Jesu ord trækker os væk fra drømmen om at komme til bunds i egen personlighed. Det kommer vi aldrig, og den, der prøver, drukner i sit eget følelsesliv og kan blive til et menneske, der får svært ved at give til andre. Enten fordi man i hovmod tror, at man har forstået så meget, at man også kan gennemskue og dømme de andre, eller fordi man tror, at ens nuværende følelseshav indrammer hele ens skæbne, som det jo sker for Anna Karenina i Tolstojs roman af samme navn, der begår sit berømte selvmord på grund af et mislykket liv som elskerinde. Anna står og ser ned på togskinnerne og siger: ”Dér lige i midten, og så vil jeg straffe ham og befri mig selv fra alle og mig selv.” Hun springerg, hvorpå hun – for sent – fortryder og udbryder: ”Hvad laver jeg? Hvorfor?” Hun ville rejse sig, kastede sig til siden; men noget enormt og ubønhørligt skubbede hende i hovedet og trak hende i ryggen. ”Herre, tilgiv mig alt!” sagde hun, da hun mærkede, at kamp var umulig.” Kampen er umulig for den, der ikke ønsker at blive rask, og Anna Karenina er én af litteraturens mest tragiske eksempler på et menneske, der fortabes i sig selv og kvæles i egne lukkede følelser ved tanken om den kærlighed, hun ikke har fået.

Jesus vender det hele om og siger, at hvis du vil være rask, skal du selv elske mere, for skønt du måske gennem årene er blevet svigtet, lever kærligheden i det indre. Der findes nemlig i enhver en urørlig personlig kerne, dén, vi er skabt med, og som Jesus taler til. Det sker også i den kristne dåb, hvor det lyder, at Guds barmhjertighed også omslutter denne ene. Man er stadig en synder, som vi altid er her på jorden, men dåben stadfæster, at vi er indesluttet i pagten med Gud. For jøderne understreges dette forhold gennem den omskæring af drengebørn, som mange ønsker et forbud imod, men det er ikke så simpelt. Jesus trak meningen ud af påbuddet om omskæring og relativerede også loven om at holde sabbat, som jøderne i teksten i dag fremhæver som grund til, at den helbredte end ikke må bære sin egen båre, hvormed disse regler ingen betydning har i kristendommen. Men med et omskæringsforbud vil man fratage jøderne deres løfte om at være del af en pagt. Dåben er vores tegn på at være elsket i al evighed, omskæringen er deres, og det er lige lovlig nemt blot at understrege, at et barn ejer sin egen krop, for hvad så med de forældre, der pådrager deres børn livslang overvægt eller på anden vis svigter i forhold til deres fysiske sundhed? Omskæringen er privat og usynlig og skaber ikke parallelle tilstande i samfundet, men debatten om den er én af de mest følelsesladede diskussioner, vi længe har set og viser, hvor svært vi i dag har ved at forstå betydningen af en åndelig identitet. Hvis vi bedre forstod vort eget behov for en sådan, ville vi også bedre forstå andres, og det er meget drastisk ved lov at gribe ind i menneskets dybeste fortælling om, hvem man er.

Den fortælling står ikke blot i forhold til ens barndom og forældre, men også i forhold til Gud og herinde tiltalen fra Kristus selv. Alle de stunder, hvor man blev glemt eller skuffet eller svigtet, er en bagage, der bliver nemmere at bære, når man som den syge mand ved dammen pludselig indser, at man er mere, end man troede, at man var, og at man kan mere, end man troede, at man kunne. Fordi man er dén, Jesus ønsker at tale til. Intet kan holde det menneske tilbage, der tror på, at det er elsket af Gud, for dermed er man sat fri af alle de omstændigheder, der med årene har fyldt så meget i bevidstheden, mens man har prøvet at analysere sig frem til et mere harmonisk indre. Ja, man er sat fri af selve denne verden, når man tror på, at man er forbundet med ham, der overvandt denne verdens syndighed og mangler og sorgfuldhed ved at dø og opstå til nyt liv. På grund af dén frelsende gerning kan enhver blive sat i en ny begyndelse, hvor man med fryd fornemmer, at fortiden bliver nemmere at hvile i, fordi Kristus har banet vej ind i evigheden. Set i lyset af den og hans vilje til at elske mennesket, bliver også min og din fortælling stor og fuldendt, og så virker det pludselig for småt at blive ved med mere eller mindre offentligt at bestræbe sig på om og om igen at gennemanalysere sin fortid. Vi skal videre. Vi skal rette blikket fremad.

Mon ikke at det er ved dén erkendelse, at man er i færd med at blive rigtig voksen. Dér, hvor man har forstået, at det er meget vigtigere i tro og lydighed at gøre de kærlige gerninger end at sidde som den syge mand ved dammen og tænke på alt det, der ikke blev gjort for én selv. For vil du være rask? Enhver må svare, som man selv vil, men først og fremmest kan vi glæde os over, at vi i kraft af Guds nåde er dem, der bliver spurgt. Amen.