Der er ikke noget at sige til, hvis folk i dag har nok at se til. For i en epoke, hvor strømmen af ord og holdninger er enorm, kan man få lidt svært ved at holde fast i eget ståsted og den selvstændige tanke. En del føler måske fundamentet vakle i forhold til den megen tale om klimaet, klodens overbelastning og den almindelige moderne højhastighed, og det kunne nok også gælde nogle af de samtaler, der pludselig kommer til at dominere og får debatværter til at smide alt, hvad de har i hænderne af skræk for at komme for sent med på den seneste bølge. Af og til skal der ikke mere til end endnu en synlig medieperson, der træder frem og smider en tændstik på bålet, hvorpå flokken rejser sig og klapper og skriver under og melder sig i koret. Når den slags sker, er det blevet tid til at træde lidt ud til siden og prøve at forstå, hvad det gør ved os at stå midt i disse vilde mekanismer. Der er blevet sagt meget, her skal siges endnu mere, men nok til gengæld på en lidt anden måde. For husk det nu. Det handler om at lytte til det rigtige.     

Set i det lys er det meget centrale ord, der siges i fortællingen i dag, hvor Jesus kommer på besøg hos søstrene, Martha og Maria. De to er tilsyneladende meget forskellige af sind, for mens den ene straks går i køkkenet for at lave mad og varte gæsten op, sætter Maria sig ved Jesu fødder for at høre ham tale. Mens den ene gør, hvad hun nok anser for at være mest korrekt i nabokonernes øjne, udnytter den anden chancen for at få mest muligt ud af den korte stund sammen med Jesus, nu hvor han virkelig er der. For Maria er dette øjeblik revet ud af enhver sammenhæng, og fordi Martha åbenbart ikke ser det sådan og tilmed beklager sig over sin søsters lade indstilling til det huslige, siger Jesus de berømte ord til hende – ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”. For ham er øjeblikket ansigt til ansigt med et andet menneske altid fyldt med mulighed for, at ordene, der siges, kan fæstne sig så dybt i et menneskes hjerte, at det bliver der resten af livet. Derfor er det så afgørende, at vi lærer at gøre os fri af den omgivende larm og de mange holdninger og stemninger, der skyller ind over os som kvælende bølger og som Maria forstå, hvad det vil sige, at ét er fornødent, mens så meget andet er spild af tid.     

Jeg tror også, at vi spilder lidt tid i disse dage, hvor en stor del af dagsordenen handler om chikane og magtmisbrug, og lad det være sagt straks, at der uden tvivl – ja, faktisk helt sikkert – rundt omkring foregår forkerte ting. Det ville være mærkeligt andet. Men det interessante ved flodbølgen af tilkendegivelser og den lidt løbske dømmesyge – der nu også truer med at tage en minister med et fejltrin i bagagen med sig i faldet – er jo at individet kan drukne i flokkens bevægelse. Midt i tidens tale om undertrykkelse og opgør med et mere eller mindre skjult patriarkalsk herreømme, kan man blive skubbet derhen, hvor man ikke længere til fulde føler sig ansvarlig for sin egen gøren og laden, men stirrer sig blind på de ”overordnede strukturer”, som det hedder i dag. Virkeligheden er strukturel, siger de, styret af mere eller mindre usynlige mekanismer, og når fjenden på den måde bliver en fordærvet samfundsorden snarere end et konkret andet menneske, er vi i færd med at gøre individet mere hjælpeløst, end det behøver at være. For sådan skaber man offerkultur og gør det så oplagt at stille sig frem og lidt diffust sige – jeg er også blevet dårligt behandlet. Nu jeg tænker efter. I stedet burde man ligefremt og modigt tale sin egen sag med navns nævnelse af den, man er vred på, fordi man i ethvert øjeblik har et ansvar for sit eget liv og højt og tydeligt må tale på egne vegne.

Det handler nemlig om skyld og ansvar, disse to, der kun til fulde kan give mening i forhold til, hvad der nøjagtigt er sagt og sket mellem to personer. Alle har vi i ethvert øjeblik et ansvar for, hvad vi siger og gør, og jeg hævder ikke, at det er nemt. Øjeblikke, hvor man skulle have sagt fra eller i det mindste have sagt noget andet kan forfølge én resten af livet, fordi man erfarede, hvor nemt man bliver en del af en andens vilje, hvis man ikke står fast på sin egen. Det er så ydmygende, at man kan finde på at lyve sig fra det bagefter, for mens man ser sig selv som et selvstændigt menneske, kan man alligevel manipuleres med, og desto vigtigere er det med kristendommen at lære, at man hver dag skal kæmpe for at tage ansvar for sig selv. Fordi mennesket er syndigt og til falds for så megen dårligdom lige fra almindelig smiger til ønsket om at dominere, ved man, at mødet mellem to aldrig er uden kamp. Og dermed aldrig uden ansvar. Måske er det dét, Maria har i tankerne, da hun sætter sig og lytter til Jesu ord. Hun har brug for det ene fornødne – for at lære sig selv at kende som en synder med ansvar for sig selv, og dette gør man alene i forhold til Gud. Søren Kierkegaard siger det sådan her: Det ene fornødne er bevidstheden om for Gud med evigt ansvar at være en enkelt, og Maria ved, at ét er fornødent stillet over for Kristus. Og det er at lade sig tale til, fordi hun igen skal belæres om, at ansvaret er hendes. Helt konkret.

Derfor bliver man lidt træt, når de moralske formuleringer i disse dage flyver gennem luften. Så meget, at nogen mener, at de udretter noget moralsk godt ved med en underskrift at koble sig på en forarget stemning, der jo også næres af løse rygter og en vis trang til at gøre mænd ansvarlige for de fleste af tidens onder. Det etiske er blevet løsrevet fra det konkrete møde mellem to, og dette er i sig selv decideret ukristeligt, for så bliver sagen til et fælles og ansvarsforflygtigende anliggende præget af en særligt snigende nådesløs mentalitet. Mens Martha føler sig krænket og surmuler i sit køkken, viser Maria os, at den gode del handler om altid at se sit liv og sin dømmekraft i lyset af Jesu ord og vide, at man selv er en skyldner i forhold til, at Jesus har givet én alt. Sit liv, sin død, sin opstandelse og sin evighed. Skylden bærer vi alle med os, og dermed siger jeg ikke, at man ikke må føle sig krænket. Selvfølgelig må man det, for den ene kan virkelig forbryde sig mod den anden, men jo mere man i flok dyrker den forulempede identitet og tanken om dem, man anser for generelt at være de skyldige, desto mere glemmer man, hvad det etiske egentlig består af. Nemlig, som en enkelt at bære sit ansvar over for Gud og ikke blot gøre sig til en del af flokkens generelle tankegang og lyst til fordømmelse.

Derfor må Jesus sætte Martha på plads, for hun forstår ikke, at ét er fornødent. At stå i forhold til det almægtige. Dette er også læren ved et andet gæstebud, nemlig i novellen af Karen Blixen, Babettes Gæstebud, hvor den franske kok Babette slår sig ned hos to beskedne søstre i en lille norsk by. Babette kommer pludselig til penge og beslutter sig for at lave det mest udsøgte måltid til søstrene og deres bekendte. Det er mad af fineste kvalitet, men alligevel opdager gæsterne i løbet af aftenen, at det slet ikke er den overdådige mad, der er i centrum. Endsige alle deres bekymringer og stridigheder i den lille landsby. De opdager, at alt det, de kunne udbryde, mene og diskutere denne aften føles helt irrelevant, for her ved Babettes gæstebud handler det om, hvordan mennesket kan vinde kræfter og få sit håb indfriet ved at træde på afstand af støjen og forvirringen og de mange samtaler, der pludselig kan dominere alt. Også når de handler om den noget selvkredsende medieverden og den løn, man finder for lav, skønt man som underholdningstv-værtinde tjener voldsomt meget mere end dem, der muligvis udfylder mere væsentlige roller i samfundet. I stedet lytter Babettes gæster til det rigtige, og hør blot: ”Men de følte med stor magt, at den uendelige nåde (…) var blevet dem til del. (…) Alt dette var jo kun opfyldelsen af et bestandigt nærværende håb. Denne jords gøglebilleder havde for deres øjne opløst sig som røg, og de havde set verden som den virkelig var. Der var blevet skænket dem en enkelt time af tusindårsriget.”

Maria får skænket det samme – en enkelt time af tusindsårsriget – et lille lyksaligt blik ind i den evighed, der sætter alt på jorden i perspektiv og minder os om, at hvor nemt man kan drukne i alt det, der ikke er tilstrækkeligt fornødent. Som Martha, der ikke genkender øjeblikket og går glip af Jesu ord om, hvor vigtigt og vidunderligt det er at have fået overdraget ansvaret af Gud selv. Martha kan ikke glemme den omgivende verden og den forfængelige tanke om sin egen position i den, og derfor bekymrer hun sig om alt det, der er for småt. Også herinde i kirken lyder Herrens røst og lærer os, at hver gang vi anklager hinanden og fordeler skyld og ansvar og offerolle, skal det ses i lysets af Guds almagt og dermed også Guds dom. Fordi vi tror på muligheden af, at Gud dømmer, som Gud vil, forstår vi også, hvor meget man skal vare sig for selv at optræde som en moralsk vogter, der blot dømmer, som stemningen og underskriftindsamlingerne tilsiger. Kun gennem bevidsthed om den almægtige Gud kan vi bevare bevidstheden om, i hvor høj grad ethvert menneske har et ansvar for sit eget liv, og at enhver derfor også har brug for at blive mødt med nåde, når man svigter i forhold til det ansvar.

For dom og nåde hører sammen, og husk det nu. Det handler om at lytte til det rigtige. Til ordene om, at fordi Faderen gennem sin Søn har givet os alt, sit liv, sin død, sin opstandelse og sin evighed, skylder vi hver især Gud alt. Og også vores medmenneske alt. Ved Guds ord til os lærer vi, at alt handler om det helt konkrete møde mellem to mennesker – også når flokken endnu engang sætter sig i bevægelse på grund af det seneste bølgeskvulp. Det handler om at lytte til ordene om, at fordi Gud har givet sin eneste Søn til os som det levende Ord og som vejen til frelse, kan vi leve i taknemmelighed over både livet og ansvaret og nåden som den Guds vilje til at bevare sin skabning, der kan fylde én med en så forunderlig fornemmelse af både ydmyghed og fortrøstning. Tror man på det, bliver det så meget sværere at dømme hinanden. Og tror man på det, kan man leve i tillid til, at Guds dom over mig vil blive mild. Amen.