Jeg vidste ikke dengang, hvor den kom fra, men helt fra de tidlige år rummede jeg en stor trang til at afvise enhver ordre. Jeg mærkede en stærk følelse af trods, når nogen sagde til mig, hvad jeg skulle gøre eller kritiserede min noget skråsikre opførsel, og alt i mig sagde, at jeg skulle gå den modsatte vej af det, der blev anvist. Det er for nemt blot at mene, at det skyldtes den nyere overleverede idé om, at enhver autoritet for en sikkerheds skyld skal forsages, for mens den ideologi naturligvis også prægede mig, findes der i enhver af os en medfødt kerne af trodsighed. Den er en del af vores natur og kan nære en forestilling om, at det er ligefrem nedværdigende at være en, der adlyder. Trods er knyttet til stolt selvopholdelsesdrift, og mens det selvsagt i nogle situationer kan være på sin plads at stå på sin ret og bestemme selv, er der noget dybere på spil, når man føler trods. Som barn oplevede man blot følelsen som rent instinkt, men senere forstår man, hvor ødelæggende den trodsige kraft kan være. Fordi den er forbundet med selve det onde.   

Med Jesu tale om vigtigheden af at lytte til hans ord, har vi en kærkommen anledning til at overveje, hvor langt vi er nået angående forståelsen af denne medfødte trods. Vi kan til evig tid diskutere, hvem de mest falske profeter er – set herfra er det naturligvis dem, der modsiger kristendom og påstår, at den dybeste sandhed findes et andet sted – men det er lige så interessant her at notere sig, at Jesus faktisk beskriver, hvad der sker med den, der ikke lytter til den sande myndighed og handler derefter. For den dag, skybruddet kommer, vil huset, der er bygget på det løse grundlag – altså, på ulydighed – styrte sammen, og den dag kan både ses som dagen, hvor livets omstændigheder slår én til jorden, fordi man er så skrøbelig uden det rette åndelige fundament, og som den yderste dag, hvor man konfronteres med sit hele livsværk. Dommens dag, med andre ord. Men uanset hvilken dag man forbinder med de høje floder og de hylende storme er spørgsmålet, hvordan man reagerer, når man modtager en ordre fra en myndighed. Det guddommelige bud om at elske næsten, ja, men også det rent verdslige påbud, og hvad dette angår, har vi jo i disse måneder fået ny indsigt. Så lad os lige begynde med den.

Det er snart et halvt år siden, at dette land på grund af smittefare i vid udstrækning lukkede. Den øverste myndighed udstak en klar ordre, og siden er det blevet diskuteret, hvordan det lod sig gøre at fremmane så stor lydighed i et land, hvor vi ellers har gjort grundigt op med respekten for autoritet. Mens nogen tolker det som tegn på, at der stadig findes stor kollektiv pligtfølelse iblandt os, kan man også forklare lydigheden med, at det handlede om sygdom og i værste tilfælde død. Når sagen er så alvorlig, når stormen suser så voldsomt, kan de fleste for en stund høre efter. Men hvad nu hvis myndigheden i stedet havde sagt – du skal generelt i livet nedtone dine behov, sælge bilen, gøre parkerne rene, give af dit overskud til værdigt trængende og ikke mindst altid drage omsorg for ethvert menneske, du står over for. Helt uanset hvor besværlig og plejekrævende, han eller hun måtte være. Jo mere indgribende en ordre er, desto mere vil trodsen røre på sig, og mens der naturligvis findes en evig balancegang i forholdet til verdslig magt, idet man på den ene side til folkets gavn skal høre efter og rette ind, mens man på den anden side aldrig blot skal gå ukritisk i takt, er det min fornemmelse, at folk i dag kan udvise selvbeherskelse i en afgrænset periode, hvorpå de ret hurtigt mener, at de har fortjent en belønning. Lidt som børn, der er blevet lovet en flødebolle, hvis de kan tie stille i de næste ti minutter, og det bliver interessant at se, hvad der sker, hvis der i løbet af efteråret skal lukkes mere ned igen.     

Jeg tvivler på, at lydigheden anden gang vil være den samme, for vi lever som sagt i traditionen efter 1968-oprørets frontalangreb på begrebet autoritet. Det ligger i kulturen i dag, at mens trods fører til selvstændighed, ses lydighed i længden som tegn på umyndiggørelse. I forhold til verdslig myndighed kan dette være sandt, og her skal man altid være på vagt over for magtmisbrug. Men i forhold til Gud er det noget andet, for her har trods også at gøre med fortabthed. For Søren Kierkegaard er trodsen en del af den ”dæmoniske fortvivlelse”, hvor man insisterer på at forme sig selv, og det gør man i trods mod Guds skabermagt og godhed, der kan synes så voldsom og forpligtende, at mennesket – ligesom et barn – helst bare vil adlyde sig selv. Af samme grund skal der sættes kloge ord på begrebet lydighed, hvilket den tidligere ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, gør i den lille bog Gud med os, hvor han skriver: ”Hvad er den største gave, vi ville kunne give Gud? Vores hjerter, vores viljer, vores beslutninger – med andre ord vores lydighed.” Og han fortsætter: ”Lydighed er ikke at stå ret og ile med at udføre en ordre. Lydighed er en harmoni af respons til Gud, sådan at Gud ser en genspejling af sit eget liv i verden. Vores lydighedshandlinger afspejler hans handlinger.” Lydighed er en livsindstilling, født af viljen til at lade sig forme af en myndighed, der holdes for ubetinget sand, hvormed vi er fremme ved et centralt punkt. For trodsen lever jo stadig i os, og hvordan bliver man et menneske, der kan udvise lydighed over for Gud?

Her er det så vidunderligt, at Jesus sætter meget klare ord på det. Det er tåben, der vælger forkert, når han trodser Menneskesønnens tale, og både den kloge og tåben afsløres gennem handlingerne. Adlyder man Jesu ord, bliver ens handlinger gode, det er ikke så kompliceret, Martin Luther sagde netop dét, og vi mindes om det, når vi ser, hvordan nogen i nærmest dæmonisk trods ignorerer buddet om at elske. Som senest i optagelser fra plejehjem i Aarhus og Randers. Spørgsmålet er, om vi vil erkende det, eller måske har mistet sansen for det, for de kan tale nok så længe om stress og dårlig ledelse og flere penge. Af og til synes det mest af alt at handle om den ondskab, der træder frem, når mennesket ikke udviser lydighed. Det onde griber chancen, når pladsen gives, og det er så betegnende for vores epoke, at man primært forholder sig til onde handlinger gennem velfærds-retorik og en tro på sociale forklaringer og økonomiske løsninger. Vi taler uden om ondskaben og dermed uden om den enkeltes frihed til at vælge enten klogt eller tåbeligt, for vi ønsker ikke at vide, at vi ér vores handlinger og mere og mere bliver vores handlinger. Også de onde, der trodsigt æder sig ind i hjertet og skaber et forhærdet sind. Når man ser en gammel kvinde blive pint, er det trodsen mod det gode, der udfoldes, og for hver onde handling man foretager, bliver det lidt nemmere at foretage den næste. Erfaringen og historien lærer os det. Den onde handling bliver en genspejling af livets vrangside og af den trods, som vi hver dag skal bekæmpe.

Jeg er helt med på, at troen gives til os som en gave fra Gud, det ligger fast, men jeg bliver samtidig mere og mere overbevist om, at man selv har stor indflydelse på, hvorvidt man i livet hengiver sig til trods eller lydighed. Hør blot, hvad den tyske filosof, Rüdiger Safranski, skriver i bogen Det onde i en analyse af kirkefader Augustins tanker. Det siges her, at ”mennesket i kraft af sin frihed bevidst, frivilligt og med fuldt overlæg kan falde fra Gud. Dette frafald er ondt, ”fordi man mod naturens orden vender sig fra den højeste til en ringere væren”. ” Vi kan med fuldt overlæg træde ind i en ringere væren, hvor vore handlinger ikke afspejler Guds handlinger, naturens oprindelige gode orden, men vores egen trodsige vilje. Med Jesus lærer vi, at denne ringere væren efter faldet hersker i verden, men også at den ikke skal bestå, for det hus, der er bygget på ulydighedens grund, vil gå under, når skybruddet rammer. Enhver bygger sit eget hus, det sker skridt for skridt i forhold til ens samvittighed, og tillad mig her at citere mig selv fra min seneste bog: ”Jo dybere kendskabet er til mit eget svigt, desto mere forbinder jeg erfaringen med rigtig alvor. Når jeg råder over en så detaljeret indsigt i mit eget væsen og har muligheden for at vælge det rigtige, må det betyde, at jeg krænker en større orden eller intention, hvis jeg ikke gør det. Det er ikke ligegyldigt for min frelse, hvilke valg jeg træffer i livet…”   

Jeg ved stadig ikke præcis, hvor den kommer fra – trodsen i det indre – men mens man engang troede, at den var udtryk for styrke, kan man med tiden og sin voksne erfaring forstå, at den er knyttet til vildfarelsens ånd, som apostlen Johannes kalder det. For trodsen er knyttet til det onde, og tilmed er den nok også på særlig vis indlejret i vor tid, for nok taler vi konstant om etik og empati, og hvad der ellers findes af fromme modeord, hvad enten de er inspireret af corona-nedlukning, vanrøgt af de ældre eller noget tredje oprørende. Men meget af samtalen foregår på overfladen af det, der for alvor er på spil – nemlig, lydigheden over for de ord, der for længst er blevet os givet. Vi har fået at vide, at enhver, der hører ordene om barmhjertighed og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der aldrig voksede fra sin trang til mest at adlyde sig selv og derfor med fuldt overlæg er trådt ind i en ringere væren. Når den væren bliver til den almindelige opfattelse af, hvad et menneskeliv er, fordi vi forveksler trods med styrke og nedgør lydigheden, fordi vi forveksler den med svaghed – med andre ord, når vi ikke længere lever i kristen lydighed – så gør vi plads for det onde. Og der er også meget synlige spor af ondskab i denne tid.

Det er ikke ligegyldigt for vores frelse, hvilke valg vi træffer i livet. Ifølge Rowan Williams afspejler vores lydige handlinger Jesu handlinger, og hans store handling, hvor han dør på korset, er vores ypperste pejlemærke angående lydighed. Hvis vi tror på korsets gåde, ved vi også, at hver eneste lille handling, vi foretager, afspejles i den. Eller rettere, afsløres af den, for i lyset af hans frelsende handling forstår vi, at vi i ethvert øjeblik meget nemt kan komme til at ligne en tåbe. Jesus på korset lærer os det, for dér ser vi, at han ikke har trods i sig. Han kan føle sorg og bestyrtelse, men ikke trods, for han er ubesmittet af det onde og baner med sin opstandelse vej ind i den nådefulde virkelighed, hvor også vi skal være det. Ubesmittede og uden trods. På korset udlever Sønnen den fuldbragte lydighed over for Faderen, som er vejen til den sande væren og til vores frelse. Allerede nu kan vi i lydighed ære, at den frelse findes. Amen.