Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas` bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” Så lukkede han bogen, gav den til tjenerne og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham straks deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: ”Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: ”I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby! ” Men han sagde: ”Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias` tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na´aman.” Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Amen.

Der er sikkert andre end mig, der har haft denne drøm. Drømmen om at flytte væk fra civilisationen, måske ud i en skov langt herfra, hvor man kan udfolde en helt anden frihed og ikke længere skal indrette sig efter de andre. Man forestiller sig måske, at man vil opleve mere lykke og harmoni, hvis man ikke hver dag er omgivet af regler og forventninger om, hvad man kan tillade sig. Jeg går ikke rundt med en masse konkrete forestillinger om alt det, jeg ville bruge en større frihed til, men jeg kan af og til fornemme den næsten klaustrofobiske følelse af at se min skæbne så nært forbundet med de andres. Og jævnligt når jeg frem til spørgsmålet om, hvad det egentlig vil sige at være et frit menneske. Lige for tiden er dette spørgsmål særdeles centralt, for vi står i ét af de største moralske dilemmaer, jeg i min levetid har oplevet. Spørgsmålet om vaccine, naturligvis, og den store personlige frihed. Vi kommer ikke udenom det. Heller ikke på denne lidt magiske novemberdag.
For julen nærmer sig igen, det er første søndag i advent, og Jesus er på besøg i sin fødeby Nazaret. Han taler i synagogen, hvor han først spreder stor begejstring ved at berette om alt det vidunderlige, han bringer med sig. Men hurtigt ødelægger han stemningen igen ved at sige, at han ikke nødvendigvis er kommet for at værne om dem, han er vokset op iblandt. Den nye frihed går på tværs af alt, og folkene i Nazaret har på ingen måde fortrinsret. Det hidser dem voldsomt op, og tilsyneladende ønsker de helt at komme ham til livs ved at skubbe ham ud fra bjerget, de bor på, men noget gør, at Jesus på kanten af afgrunden blot kan bane sig vej gennem dem og væk. Uden at de rører ham. Det er først senere, at Jesus bliver dræbt for at være den, han er, men et varsel får han her om, hvad der venter og aner nok, hvordan hans ord og forunderlige indre ro ofte vil skabe vrede. Det er ikke nemt at sige noget andet end det, folk ønsker at høre, men Jesus må tale klart om, at hans løfte om frihed og barmhjertighed og evigt liv er sandheden til alle. Alle, der ønsker at lytte og at tro.
Folk i Nazaret er ikke mere værd end folk i Kapernaum, ligesom folk i København ikke er mere værd end folk i Bjerringbro, skønt det kan være svært at forstå i en storbyfikseret periode, hvor den såkaldte kulturelite har skabt et sprog præget af en vis nedladenhed i synet på provinsen. Ikke desto mindre har man i den kristne verden og dermed også i Danmark forsøgt at realisere tanken om det store ligeværdige fællesskab. Det er ikke altid gået lige godt, som bekendt er der gennem historien opstået systemer med alt for lidt lighed, og man kan desuden mene, at vor tids optagethed af individets suveræne egenart fra den yderste hudfarve til den inderste følelse af at være sit helt eget køn vil føre til fordømmende opdeling mellem os. Det tror jeg desværre. Hver epoke rummer sin udhuling af ligeværd, fordi selvbetragtningen er så enorm, men det ændrer ikke ved, at vi kender tanken om ligeværd. En af de store oplysningsfilosoffer, Jean-Jacques Rousseau, mente ligefrem, at mennesket inderst inde ønsker det samme gode for andre som for sig selv. Han kalder det ”almenviljen”, og når den bliver trængt, skyldes det, siger Rousseau, at civilisationens snævre rammer fordærver os. Vores godhed bliver slidt i samfundet, hvor vi lærer at føle mistro, irritation og misundelse og måske som jeg får lyst til at flygte ud i skoven. Jeg tror ikke, at vi fra naturens side er så rene, som Rousseau mener, dertil tror jeg for meget på syndigheden i os, men det er utvivlsomt rigtigt, at det sammenpressede liv i civilisationen kan få det værste frem i os. Derfor skal vi forstå, hvor langt friheden mellem os rækker.
Det kan vi passende gøre nu. Eller rettere, der er vi nødt til at gøre nu. For med det store vaccine-dilemma sættes det på spidsen, hvad det betyder at være så afhængige af hinanden. Og tillad mig lige her en hjertesag, for det gælder også den store omklamrende teknologiske virkelighed, som man heller ikke kan melde sig ud af. Det hjælper ikke som teknisk analfabet at smide maskinen ud ad vinduet, når skidtet ikke virker, og flinke Oliver fra Yousee heller ikke kan finde ud af det, for man er kun en brik i systemet, man er sat i tidens vold, og Rousseau har en pointe. Man kan i civilisationen udvikle visse desperate tanker, og hvad vaccine-dilemmaet angår, ser vi, hvor hurtigt nogen begynder at skabe mere eller mindre vilde konspirationsteorier, mens andre opdeler mellem de moralske og de mere egoistiske. Alt imens et uundgåeligt spørgsmål maser sig på: Hvad nu, hvis det havde været en meget farligere sygdom? Hvad ville der så ske med synet på almenviljen og ligeværd mellem alle? Man kan frygte, at vi kan blive mere adskilt i bitterhed, fordi der er en grænse for, hvad fællesskabet kan bære. Men vi kan også prøve at stole på, at kristendommen, selv om vi skulle blive udsat for værre prøvelser end nu, vil frelse os fra den dybeste strid og fællesskabets moderne kollaps.
Men hvordan? Ja, som den altid har gjort, ved at skærpe vores selvindsigt og lydhørhed over for dette at ville den anden det bedste. Med andre ord, ved at blotlægge det syndfulde og selvkredsende i vort indre og opfordre os til at beherske det og forstå, at vi lever i et evigt sammenstød mellem det kristne krav om hensyn til enhver og den store hyldest af frihed som Vestens fornemme dyd. Og den ér fornem, men den er ikke ukrænkelig. Husk det. Friheden er ikke ukrænkelig, for det frie menneske kan være et farligt menneske. Det er næstekærligheden, der er ukrænkelig, og den trumfer enhver personlig moral, man frit måtte opfinde til sig selv, for næstekærlighedsbuddet – den kristne lov – afslører os, når vi står over for hinanden. I testkøen, på fodboldstadion, hvor som helst vi lever sammen. Som teolog K. E. Løgstrup beskriver det: ”Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. (…) Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg.” Vi er hele tiden med vores holdning med til at bestemme over den andens liv, og derfor måtte Guds søn komme til verden, så vi kan altid kan måle vores holdning og sindelag i lyset af, hvad Jesus gør og siger. I lyset af ham – det syndfri menneske og den rene barmhjertighed.
Det løser ikke vores vaccine-dilemma, og det håber jeg ikke, I havde regnet med ville ske her. For dilemmaets natur er netop, at det ikke kan løses, men kærlighedsbuddet skal vejlede os, og jeg minder lige om spørgsmålet én gang til: hvad nu, hvis det havde været en meget farligere sygdom? Så ville vi i endnu mere dramatisk grad mærke spændingen mellem frihed og næstekærlighed, og det er helt afgørende, at vi forstår, hvad Jesus mener ved i synagogen at sige, at han er kommet for at sætte os i frihed. Hvilken frihed? Jo, kristen frihed skal forbindes med to ting. For det første frisættelsen fra at skulle overholde den gamle lov, som Jesus skubber i baggrunden, så loven om kærlighed overskygger alt. Mennesket er ikke længere underlagt faste regler angående tøj, mad og renhed, men er nu frit til at leve i samtale med sin samvittighed. Adventstiden forbereder os til atter at forstå dette – at vi af Kristus betros evnen til at udvise etisk dømmekraft og tænke selv. Og for det andet – og det er jo endnu større – sætter den kristne frihed os fri af døden. Jo jo, vi skal dø til sidst, det skulle Jesus også selv, men i troen skal vi opstå sammen med ham, og denne befrielse fra den død, der ellers troede – ond i sit inderste som den er – at den herskede over alt, har Jesus bragt til verden. Jeg mærker det som selve livskraften i det indre, der gang på gang er stærkere end sorgen over, at jeg skal dø. Jeg mærker i de daglige kampe mellem lethed og vemod, at Jesus har gjort døden svag, mig stærk og livet uovervindeligt.
Måske sidder I nu med en fornemmelse af, at jeg bifalder den tvangsvaccinering, der her i vinter meget vel kan brede sig i Europa. Det gør jeg ikke. Netop fordi vi med Kristus er sat fri til sammen at udøve samvittighedsfuld dømmekraft, strider tvangsvaccinering mod selve livssynet i et kristent samfund. Med tvang krænker man den etiske sans mellem os, som Løgstrup beskriver, og som gør, at vi kan give hinandens verden vidde og farve og tryghed. Nogen kalder det tillidskultur – jeg kalder det kristendom. Vi er frie, men med Guds bud om at beherske det selviske og ære kærligheden ved vi, at friheden ikke må løbe løbsk, og derfor skriver én af de helt store kvindelige filosoffer, Simone Weil, at friheden uden Gud er som en permanent helvedstilstand. Den kan vokse frem, i takt med at man stræber efter – som det hedder – at være et frit og autentisk menneske. Det er en højest uheldig talemåde, der overser, at det autentiske i os jo også er det syndige i os, og Simone Weil skriver: ”Den for hvem kun den personlige Udfoldelse betyder noget har fuldkommen mistet selve Sansen for det hellige.” Men vi har den inderst inde, sansen for det hellige, for vi er skabt med den, blot mærker vi det ikke, hvis vi gradvist skaber et helveds liv sammen, hvor den personlige ret til udfoldelse til sidst vil blive så ophøjet, at vi ikke længere passer godt nok på hinanden. Vaccine-dilemmaet vækker denne foruroligende tanke til live, og mens jeg ikke har en enkel løsning på det, minder jeg om, at det giver os en enestående mulighed for at forstå det helt centrale – nemlig, forskellen på frihed uden Gud og frihed med Gud.
Jeg kommer ikke til at flygte ud i skoven. Jeg vil blive her trods alt besværet – sammen med de andre, for det er her, jeg er sat, og vi har fået hjælp til at klare det. Jesus banede sig vej mellem os og gik forrest – mellem alle vi vrede og forvirrede og gode og syndige og dømmende og velmenende mennesker. Jesus baner sig vej, så vi alle kan vende blikket i hans retning, mod julen og fejringen af hans fødsel og frisættelsen af vores samvittighed. Vi er blevet frie til at adlyde Guds barmhjertighedslov og frie til at tro, at den også hersker over døden, og med den tro kan vores fællesskab bestå, uanset hvilke dilemmaer vi står midt i. Det er advent, et nyt kirkeår er begyndt, julen nærmer sig, og vi ser ind i nådens tid. Og frihedens tid. For vi ser ind kristendommens fortsatte vidunderlige frelsens tid. Amen.