Hver eneste dag lægges der endnu et lag til ens personlighed. Ikke blot på grund af de konkrete ting, man oplever, men også gennem alt det mere usynlige, der omgiver os. Vi formes af meget mere, end vi sikkert er klar over, og mange af de forestillinger, som vi måske tror stammer fra vort eget indre, kommer nok i virkeligheden til os gennem tidens mentalitet. For eksempel kan man i denne del af verden oparbejde en så selvfølgelig tro på, hvad rettighed betyder, at det næsten føles som noget naturgivent. Idéen om retfærdighed og lighed har i bred forstand fået en temmelig stor plads i bevidstheden, for de fleste af os er vokset op med det som en del af det fælles arvegods, og den slags har det med at sætte sig fast. Derfor må vi spørge, hvad det mon gør ved os at kredse så intensivt om dette at have ret til noget som en tilstand, der nærmest giver sig selv.

Fortællingen fra Matthæus Evangeliet viser os, at grundfornemmelsen af en given rettighed er meget gammel. Den fylder også i den epoke, som Jesus træder ind i, og han forholder sig ofte direkte til den og også med denne lignelse om vingårdsarbejderne, der ikke alle knokler lige længe, men alligevel får det samme i løn. De, der har arbejdet mest, irriteres spontant og højlydt, da de mener, at man skal belønnes efter indsats, og i den umiddelbare sammenligning er der jo heller ingen tvivl. Vi mennesker er nu engang tilbøjelige til at måle os med hinanden, sådan har det altid været, Kain vurderede sig selv i forhold til Abel, og vi ved, hvordan dét gik. Sammenligningens og misundelsens mekanisme rækker lige så dybt som syndefaldet selv, og jo mere vore liv i lighedens moderne navn i det ydre minder om hinanden, desto mere sammenligner vi os af frygt for at blive snydt eller ikke tilstrækkeligt anerkendt. Vi alle et produkt af disse ærgerlige instinkter, og rettighedstænkningen har som sagt i os taget bolig som en slags anden natur. 

Men hvordan er den mere rendyrkede rettighedstænkning egentlig vokset frem? Og hvorfor udgør den et problem? Det gør den, fordi mens begrebet rettighed bestemt rummer meget smukt, når mennesket i værdighedens navn tillægges basale rettigheder, er den også beslægtet med grådighed. Og dermed den enkeltes mere rethaveriske selvopfattelse. Ifølge historiker Asser Amdisen ændrede noget sig omkring 1700-tallet, og han siger i et interview: ”Indtil da havde man et godt liv, hvis man kunne leve det samme liv, som ens forældre havde gjort. Men gradvis begynder man at forestille sig, at det kan gå bedre i fremtiden, hvis man selv gør en indsats.” Tanken om vækst og fremskridt og optimering af egen indsats er i dag dybt integreret i os, og Asser Amdisen beskriver en mentalitet, hvor man begynder at se sig berettiget til at blive belønnet og få sine behov opfyldt og måske ikke tænker så meget længere end det. Muligvis udgør dette en del af forklaringen på den tøvende følelse af ansvar for klimaproblemerne, idet vi er så lidt tilbøjelige til at lide afsavn, at vi hellere hviler i troen på, at tingene sikkert løser sig hen ad vejen. Rettighedstænkning handler altså ikke kun om at føle sig berettiget til meget, men kan også medføre en næsten ubevidst idé om ikke at skulle undvære ret meget, hvilket i høj grad præger synet på overhovedet at være sat i verden. Med taknemmelighed som drivkraft eller med følelsen af hele tiden at have ret til noget som drivkraft.   

Jesus kendte ikke til verden efter 1700-tallet og bestemt heller ikke til vores velfærdsstat, men taler alligevel om alt det, vi bærer rundt på. For han kender til vore kvaler med at forstå rettighed – og også retfærdighed – som noget meget mere end, forstanden tilsiger. Da arbejderne i vingården opdager skævheden mellem arbejdstimer og aflønning, drives de kun dybere ind i det jordiske regnskab, hvor man under den anden for lidt, skønt man selv har nok. Og det raffinerede ved fortællingen findes i beskrivelsen af, hvordan man i sin egen lille forståelse af retfærdighed ikke blot kan fremstå smålig, men også kan miste sans for selve godheden. Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, da vi altid har fået at vide, at stærk fokusering på rettighed netop tjener det gode. Man har med diverse store formuleringer lige fra den amerikanske uafhængighedserklæring til 1900-tallets menneskerettigheder antaget, at ophøjelse af rettighed forædler menneskelivet. Men man har glemt at tage syndigheden i ed, og man kan i dyrkelsen af rettigheder stirre sig blind på jordisk retfærdighed og glemme, at vi også står i forhold til retfærdighed i højere forstand. Den guddommelige nåde, nemlig, og dermed den dybeste lighed mellem os. 

Og hvordan forstår vi nåden? Sagen er, at det kan vi ikke, som også vingårdsarbejderne jo så klart demonstrerer, og den norske forfatter Karl Ove Knausgård har beskrevet det således: ”Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.” Naturligvis skal der i et samfund være en vis sammenhæng mellem indsats og belønning, for ellers ramler det hele sammen, men jo mere man dyrker sin egen følelse af at have ”ret til”, desto mere kan man måske i sin smålighed blive ligefrem nådesløs, hvilket jo antydes med ordene fra evangeliet: Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Vi lever i fare for at blive et slags ondt vrangbillede af Guds godhed, og i det hele taget i misundelsens tankeverden fare en smule vild – som da nogle af de personer, der for nylig rejste til Dubai med fare for at vende smittede hjem, udtalte, at det nok skyldes misundelse, at nogen fandt det forkert. En ting er, at næppe alle drømmer om at sidde under en plastikpalme i en oliestat, mens noget andet er, at teorien om misundelse kan blive en så altdominerende forklaringsmodel, at vi ender med hele tiden om hinanden at tænke det laveste og mest primitive.

På den måde kan vi miste en del af den gavmildhed, der grunder i både troen på nåde og erfaringen af taknemmelighed for alt det, vi modtager. Det er min tro, at disse to – taknemmeligheden og troen på nåde – hænger sammen, da intet vel kan føre til mere taknemmelighed end troen på, at jeg ikke alene har fået livet, men også efter døden kan blive oprejst til det igen. Selv om jeg ikke har fortjent det. Den tro bør dulme misundelsen i mig, og gør den det? Nok desværre ikke i det spontane øjeblik, hvor jeg irriteret sammenligner mig med en anden, men jo, når jeg får tænkt mig om og ser alt i evighedens perspektiv, formår jeg måske at unde den anden lidt mere af det, han ellers i mine øjne ikke har fortjent. For i evigheden er der ikke løn som fortjent, men udelukkende løn, som Gud vil, og hans nådefulde regnskab udgør den største modsigelse af den jordiske anti-gavmildhed. Derfor vil Kristus lære os altid at se det jordiske i lyset af det evige, så den smålige tanke bremses, og vi forstår, at mens vi forvalter dette ene liv på jorden så vidt forskelligt, får vi alle i sidste ende den løn, som Herren mener, at hver enkelt skal have. Og større lighed findes ikke. 

Jeg kan godt lide den gamle forestilling, som den omtalte historiker nævnte, om at man tidligere mente, at man havde et godt liv, hvis man kunne leve nogenlunde som ens forældre havde gjort. Altså, i taknemmelighed over at indgå i rækken af dem, der har nok. For jo mere man optages af tanken om vækst og fremskridt, desto mere kan rettighedstænkningen få magt til at forme personligheden, mens man skubbes på afstand af den kerne i al menneskelig omgang, som vi ikke må miste. Nemlig, viljen til at unde den anden alt godt. Dette er nåde inden for vores lille menneskelige målestok, og vi aner dens sande dimension gennem Ordet om nåden i Jesu målestok. Vi aner den, fordi han kom til verden og skabte udsyn til det himmelske, så vi kan se os selv i forklarelsens lys, i nådens lys og i gavmildhedens lys. Vi skal lade os forme af Kristus, hans selvopofrende død, hans triumferende opstandelse og hans løfte om, at evigheden virkelig findes.

Så forstår vi, at enhver menneskelig tanke om rettighed altid skal ses i lyset af den højere retfærdighed. Ellers bliver vi mindre, end vi behøver at være. Ellers bliver vi slaver af det jordiske og den tanke om ret og rimeligt, der i øjeblikke kan gøre vore øjne onde. Man mærker det i glimt, og man mærker det i de mange smålighedens lag, der lægger sig til rette i sjælen og kan blive til nådesløshed. Og netop derfor ved man, hvor meget der er at være taknemmelig for. For selv dette forvirrede menneske, der om og om igen kan lade sit øje blive ondt, vil i troen blive ophøjet til frelse af det, der kun er godt. Selv om ingen af os har fortjent det. Amen.