I sidste uge befandt jeg mig i en samtale med en mand, der er ateist, politisk aktiv, vist nok en slags komiker, og for tiden vært på et radioprogram. Midt i dette skitserede han sine visioner for fremtiden, hvilket fik mig til at se lidt vagtsomt op. Han tror på, at vi efter en lang og konfliktfyldt verdenshistorie nu står ved punktet, hvor vi kan forme en ny virkelighed, hvori milliarder af mennesker kan deles om goderne, holde op med at tro på forskellige religioner, leve i harmoni med naturen og måske ligefrem afskaffe begrebet krig. Vi kender denne utopi om en ny salighed på jord, og når jeg nævner den her, skyldes det ikke, at denne version af den rummede noget nyt. Tværtimod. Den viser, at mennesket bliver ved med at gentage sig selv. Trods udvikling, historisk erfaring og genial litteratur, fortsætter vi med at opfinde ønskedrømme, og tanken om en verden, hvor mennesket har overvundet de fleste af sine skyggesider, bliver ved med at dukke op. Jeg bliver lige forbløffet, hver gang jeg lytter til beskrivelsen af den perfekte nye begyndelse – et slags historisk nulpunkt. Men den er god nok, forestillingen vender altid tilbage igen, og vi må sætte ord på denne længsel efter en ny begyndelse.

Jeg kunne til denne mand have sagt: læs Dostojevskij, læs Pontoppidan, læs dem, der virkelig har gennemskuet menneskets hang til at definere sandheden og skabe ny revolutionær begyndelse. Læs, læs, læs. Men allermest oplagt er det selvfølgelig at vende sig til Det Nye Testamente, og teksten i dag er oplagt. En mand ønsker sig evigt liv, og da han har forsikret, at han til punkt og prikke overholder både de ti bud og næstekærlighedsbuddet, siger Jesus, at vil han være fuldkommen, skal han give afkald på sin rigdom og følge ham. Det afgør sagen, for det kan manden ikke, og tilbage står den pointe, som Jesus straks understreger – nemlig, at det er umuligt for mennesket ved egen indsats at blive fuldkomment og værdigt til frelse og evigt liv. I denne mands tilfælde er det glæden ved velstand, der står i vejen, for andre kan det være noget andet, da ingen har lyst til at opgive det, der især bidrager til at opretholde tryghed og identitet og blot tjene kærligheden, som Jesus gør. Vi kan ikke gå den vej, han går, for vi kan ikke i det jordiske liv blive fuldkomne, men her stopper fortællingen om os ikke. Tværtimod. Ved netop dén erkendelse begynder den, for Jesus fortsætter jo med at sige, men for Gud er alting muligt, og her begynder alt det nye for os.

Tanken om at være fuldkommen og fejlfri har altid levet blandt menneskene, hvad end det drejer sig om personlig perfektion eller forestillingen om det mest fuldendte samfund. Lad os tage det sidste først. I denne tid kredser en del af samfundsutopien om moralsk udrensning. Kampen for at gøre op med uværdig diskrimination og intolerance over for bestemte grupper er jo som udgangspunkt positiv, men ofte når en idealistisk bevægelse tager fart, får den præg af udskamning og fanatisme. Det skyldes, at mennesket som sagt kan få den tanke, at det står ved et slags år 0, hvorfra verden på sin vis må genskabes efter den seneste målestok. Og så opdager man, som vi ser det nu, at det kræver, at historien tilpasses, så alle lærer at tænke mere ens, og at sproget disciplineres, så man kan opnå kontrol med tanken. Vi ser det med den mere og mere fintfølende grænse angående, hvad man må sige, hvilket jo senest er gået ud over den stakkels Kæmpe Eskimo. Udrensningsbevægelsen hævder at ville højne vores civilisation, men risikerer i stedet at skabe en splittet og ømfindtlig tilstand i en ellers grundfæstet kultur. I denne har vi møjsommeligt i generationer opbygget så mange fine lag af lighedstænkning og frisind, at vi jo langt hen ad vejen faktisk kan leve ligeværdigt sammen og i oplyst ånd være i stand til at klæde os ud som en indianer uden at se ned på nogen. Jeg ved naturligvis, at også et kristent grundet samfund som dette rummer de negative kræfter, der følger mennesket overalt, men vi er unægtelig nået langt, og det virker hovedløst med en ophøjet moralsk dagsorden at ville finsortere i arvegodset for nærmest at begynde forfra.

Men vi har som sagt set det før, og særligt centralt står i vores europæiske bevidsthed den franske revolution, om hvilken filosoffen Hegel formulerede sig sådan her: ”Alle tidligere revolutioner havde haft lokale formål, først denne ville omskabe menneskeheden.” Således ville man sidst i 1700-tallet i fornuftens og religionskritikkens navn forme en ny verden, hvilket som bekendt ikke kun forankrede en oplysningstradition iblandt os, men også medførte terror og henrettelser på stribe. I dag forsøger man i den hellige identitets navn at skabe noget nyt absolut, for vi er nemlig nået til næste stadie i den fortsatte bevægelse væk fra den med kristendommen overleverede sandhed om, hvem vi fra skabelsens morgen er. Og hvor man tidligere henlagde utopiske forestillinger til et andet sted – en fjern ø eller et drømmeland – har man siden oplysningstænkningen troet på, at vi her på denne jord kan skabe en harmonisk tilstand, hvor den enkelte vil blive mere og mere fri. Nu er frihedstanken så nået til punktet, hvor dogmet lyder, at fordi kun jeg ved, hvordan det er at være mig, antager jeg, at enhver, der sætter ord på mig, agter mig for lidt. Det er individtænkning i sin mest paranoide udgave, man tager så at sige den andens intolerance for givet, hvorpå vi skal opdrages til at afskaffe bestemte tankesæt, herunder dette at sætte ord på kulturelle, religiøse og etniske kendetegn. Alt skal være nøgent og blottet for overleverede nuancer, tilværelsen skal nulstilles, hvilket altid er et klart tegn på fanatisme i vækst. Derfor er Jesu spørgsmål til manden – vil du være fuldkommen? – helt essentielt.

Med det spørgsmål hjælper Jesus os nemlig frem til punktet, hvor man jo først må overveje, hvad det vil sige at være fuldkommen. I kristen forstand kan man med Søren Kierkegaard sige, at det simpelthen handler om at realisere det kristne. For så snart man vil det – altså, for alvor elske sin næste som sig selv – vil de fleste hurtigt indse, hvor langt væk der er hen til det fuldkomne. Som den velhavende mand i evangeliet bremses man af egne interesser og indser måske, at man behøver en anden kraft – en større tiltale, en absolut fordring og først og fremmest en tilgivelse for al den barmhjertighed, man ikke formår selv at udleve. Og så er vi fremme ved den sande nye begyndelse. Revolutionen i det indre, der som en stille erkendelse vokser og bliver til det modne menneskes forståelse af, at jeg jo er blevet adskilt fra det fuldkomne. Det er sket for længst, ved syndefaldet, og jeg mindes om det, når jeg mærker skråsikkerheden og stoltheden og tror, at jeg kan opfinde mine egne nye begyndelser med en ny kærlighed, et nyt arbejde eller en ny ideologi om, hvad der er sandt. Men så er horisonten allerede blevet for lille, for så lytter jeg ikke nok til Jesu ord om det sande og gode, og der findes for dén, der drømmer om selv at have gennemskuet begrebet nybrud, to muligheder. Enten kommer man på andre tanker, når man begynder at forstå sin egen begrænsning. Eller også forbliver man i sin egen tankegang og farer kun derinde mere og mere vild.     

Mange af de, der i dag råber højest angående sproglig udrensning og historisk censur, synes at være i færd med at fare en smule vild i deres egne forestillinger om det fuldkomne, og selv om det er lidt frækt, kunne man mistænke dem for at forsømme de dybere tanker om det religiøse. For hvis man gør sig dem, kan man simpelthen ikke undgå før eller siden at nå frem til spøgsmålet: Er jeg i virkeligheden i færd med at forestille mig et fuldkomment menneske, og mister jeg dermed en del af indsigten i min egen syndige ufuldkommenhed? Her vil nogen sikkert indvende, at den risiko vel også gælder for den troende, for hvem tanken om egen fuldkommenhed kan tage overhånd. Og ja, bestemt. Vildfarelsen kan ramme enhver, og nu hvor jeg allerede har omtalt Henrik Pontoppidan som én af dem, enhver fantast bør læse, er det passende her at citere en passage fra romanen Det Forjættede land, hvor den fanatisk troende Emanuel Hansted forestiller sig, at hans eksemplariske tro alene kan helbrede hans syge søn. Det sker ikke, sønnen dør, Emanuel fortvivler, hvorefter han som Pontoppidan skriver: ”så dybt ind i det uendelige verdensrum og indtil dettes yderste grænser og fandt kun rungende mørke og kulde og gabende tomhed. Som et menneske, for hvem det svimler ved synet af en afgrund, der har åbnet sig for dets fod, slog han hænderne for sit ansigt og udstødte halvhøjt og som i vildelse: Gud … min Gud! … Hvor er du?”

Med den fanatiske tanke om det fuldkomne følger rungende mørke og gabende tomhed, hvor Gud synes at være forsvundet, og mens Emanuel ikke bliver klogere, men derimod dør i en vanvidsrus, hvor han tror, at han er selveste Messias, advares vi mod brændende utopier, hvad end man forblændes af sin egen religiøsitet eller fortaber sig i troen på en ny menneskehed, hvor ingen finder på at kalde en is for en eskimo eller en nytårsraket for en lynkineser eller en kvinde for en kvinde, for den sags skyld. Her, hvor ingen må sætte definerende ord på den anden, fordi individualiteten er blevet det kors, hvorpå vi gør os selv til det vigtigste offer, og dette måtte jo ske i takt med, at troen på Jesus er veget til fordel for troen på mennesket som sin egen myndighed. Vi er i færd med at kravle op på korset – ikke for at ofre os for noget større, men for at være et offer i den narcissistiske forstand. Det er en udvikling, som de revolutionære kræfter har været med til at skabe i vores vestlige kultur med en svækket sans for, at den egentlige nye begyndelse kommer til os ved en anden vilje end vores egen. Dette er, hvad Jesus på korset lærer os. Dér skaber han med sit offer virkeligheden forfra ved at sætte sit fuldkomne rige i forhold til dette begrænsede jordiske liv. På korset åbenbarer Jesus kærlighedsloven, der er givet, og den tilgivelse, der er Guds svar på vore konstante brud med den lov. Det er dén, der er fuldkommen – tilgivelsen – og tror man på den, lever man hver eneste dag i en ny begyndelse, som Kristus har indstiftet. Den, der ikke længere er underlagt døden og vor egen stolthed, men i stedet Guds fuldkomne retfærdighed.

Så mens vi og trods uheldige historiske erfaringer og genial litteratur bliver ved med at opfinde nye ønskedrømme om det perfekte menneske i en harmonisk verden, skal vi huske spørgsmålet og huske svaret. Vil du være fuldkommen? Vil du være den, der bliver frelst? For svaret, der falder, indrammer hele vores virkelighed og vores dybeste kilde til selvbeherskelse, taknemmelighed og tro på frihed, lighed og det kristne evighedshåb. For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Sådan taler Kristus, den opstandne, til os, og her begynder den egentlige virkelighed i denne verden. Her begynder det nye for os. Et liv i troen på, at der kun findes én ting, der er fuldkommen. Guds magt til at bevare sit menneske. Amen.