Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Amen.

Vi er næppe alle enige om, hvor den kommer fra, men det er til gengæld sikkert, at vi alle kender til den. Følelsen af retfærdighed og forestillingen om, at den kan blive trådt under fode. Den erkendelse sidder dybt i os, hvilket er en omstændighed, der er med til at gøre det så klart, at noget adskiller mennesket fra alle de øvrige skabninger på jorden. Det er, som om tanken om retfærdighed bor i selve vores åndedræt og inderste væsen, og for eksempel hurtigt vækkes til live, når et ungt menneske pludselig dør, eller én, vi kender, oplever alvorlig modgang uden selv at være skyld i det. Mange vil i dén situation spontant udbryde, at det simpelthen ikke er retfærdigt, det er næsten, som bebrejder man automatisk en højere instans, at alt dette urimelige virkelig får lov til at ske. Det er naturligt at reagere på den måde, og man bliver aldrig færdig med at spørge sig selv, hvorfra menneskets stærke følelser angående retfærdigheden egentlig stammer.
Først skal vi dog på denne juledag glæde os over de smukkeste ord om, hvorfra selve livet stammer. De indeholdes i Johannes Evangeliets beskrivelse af Ordet som livets udspring, det, der i begyndelsen var hos Gud. Herfra stammer viljen til liv, og noget af det bemærkelsesværdige ved Johannes prologen, som teksten kaldes, er at den ikke rummer de begreber, der ellers ofte forbindes med kristendommen. Ikke mindst i julen. Der siges ikke noget om kærlighed, og der siges ikke direkte noget om frelse eller evighed, for først og fremmest siges der noget om Ord, liv, vilje, lys og sandhed. Og retten til at blive Guds børn. Ordene opfordrer os til at spekulere over, hvad det overhovedet vil sige at have fået livet, og det bliver ikke mere basalt, ej heller mere gådefuldt. Desto mere taknemmelige bør vi være for, at Gud trådte ind i verden for at bringe os nærmere et svar. Julenat træder han frem og åbenbarer, at der findes en kraft bag alt det skabte og en vilje med vores tilværelse, vi faktisk kan komme på sporet af. Menneskene kunne ikke før forbinde den med noget så konkret. Det kan vi nu. Gud taler til os julenat, han lader sig føde, og vores evne til at leve er sat i et nyt perspektiv.
Det betyder ikke, at enhver blot med julebudskabet bringes til tro. For skønt troen er svær at definere, og man som regel har rigeligt at se til med at begribe sin egen, siges det ofte, at danskerne ikke i særlig stor stil tror på, at det er Guds søn, der fødes julenat. Alene diskussionen om de åbne kirker i disse dage, hvor så meget andet på grund af smittefare er lukket, har ansporet til forbeholdne bemærkninger om kirken. Dog ikke så mange, som jeg havde troet, og det er et godt tegn. Men én af vore utroligt mange kommunikationseksperter sagde forleden, at det forekommer mærkeligt at holde døren åben til den kirke, som vi ”ikke ellers bruger så meget krudt på”. Okay, så lad os bruge lidt krudt på at forstå menneskets pudsige placering mellem troen og den ofte næsten instinktive afvisning af den. En præst undrede sig forleden i avisen over, hvordan nogle mennesker, der hævder ikke at tro på noget guddommeligt, alligevel kan finde det uretfærdigt, at folk bliver syge og dør. Og han skriver: ”Hvis man ikke er religiøs, hvad er da den instans, som skulle kunne tilvejebringe retfærdigheden?” Ja, hvor har retfærdigheden sit udspring, hvis den altså har et udspring? En del overvejer det sikkert i denne tid, hvor virus ikke blot rammer temmelig vilkårligt, men også for de særligt uheldige kan føre til alt lige fra maltrakterede gymnasieforløb, skæbnesvangre fyringer, for meget alkohol til dyb ensomhed, smerte i sjælen og måske endda døden. Tanken om det underligt meningsløse ved, at livet så brat kan ændres og spoleres, påvirker de fleste og fører nemt til tanker om retfærdighed.
På den måde kan man hurtigt havne i en noget underlig mellemposition, og lad os lige komme ind til kernen her. Hvis man ubetinget ser den store tilfældighedernes tomhed som vores vilkår, er man nihilist, hvilket medfører et så barsk livssyn, at mange vil betakke sig. Sikkert også de fleste ateister, der nemlig ofte understreger, at de tror på godhed og kærlighed og meningen med at skabe et humant og retfærdigt samfund. Mens nihilisten befinder sig et tomt og øde sted hinsides godt og ondt, tror ateisten på ”noget”, hvilket fik en anden præst til i et essay for nogle år siden at skrive følgende: ”En ateist er en nihilist, der ikke tager sin bekendelse alvorligt”. Eller, man kunne også sige – en ateist er en troende, der ikke tager sin religiøsitet alvorligt. Under alle omstændigheder tyder det på, at de fleste faktisk har en forestilling om en orden, der slet ikke er tom og meningsløs, og at den forestilling oven i købet tager til, når mennesker på grund af tilfældige omstændigheder får livet ødelagt. Det var vel også det, der i begyndelsen af epidemien inspirerede statsministeren til at udtale, at ethvert dødsfald på grund af en tilfældig virus er en tragedie. Det er, som om en slags dybere orden krænkes, og dermed siger jeg ikke, at coronatiden nødvendigvis vil gøre flere religiøst bevidste, det må tiden vise. Men jeg tror, at der i mange skabes tanker om en retfærdighed og mening og ikke mindst selve den følelse af livskraft, som vi i strenge tider opdager, at vi er så afhængige af.
Og nu bliver det interessant, for måske kredser vi lige nu endnu mere om livskraft end om kærlighed, der ellers plejer at stå i centrum i julen. Den balanceforskydning kan jeg godt lide, og den har også et vist belæg i ordene fra både skabelsesberetningen og Johannes Evangeliet, der understreger, at vore liv først og fremmest fra begyndelsen er fyldt med kraft og intention. Når kærligheden gerne må ryge lidt i baggrunden, skyldes det ikke, at den ikke er central i kristendommen, det giver sig selv. Det skyldes, at den som begreb i en moderne mere eller mindre pop-præget kultur er blevet gjort til et lidt letkøbt svar på nærmest alt. Hvad end vi taler om næstekærlighed i relation til flygtningestrøm, ren kærlighedskraft som argument for at opløse det mere traditionelle syn på køn og familie eller, naturligvis, den romantiske forestilling om at blive personligt forløst gennem den eneste ene, er det, som om vi nærmest flår kærligheden ud af Guds hænder og gør den til noget, vi i egen uskyld og idealisme råder over. Denne nemme dyrkelse af kærligheden er om noget med til at få mennesket til at glemme, at det er syndigt og selvoptaget, og så er det godt, vi har Søren Kierkegaard til at minde os om det. Hør, hvad han skriver i Kjerlighedens Gjerninger om den menneskelige kærlighed, der i så høj grad rummer det selviske: ”Men hvori ligger Selvkjerlighed? Den ligger i Jeget, i Selvet. Skulde saa ikke ogsaa Selvkjerligheden stikke i at elske det andet Jeg, det andet Selv? Sandeligen, man behøver ikke at være nogen stor Menneskekender for ved Hjælp af dette Spoer at gjøre for Andre betænkelige og for En selv ydmygende Opdagelser betræffende Elskov og Venskab.”
Det er ydmygende at indse, hvor svært det er at elske uselvisk, og hvor nemt man retter kærligheden mod sit eget jeg, hvilket nok også er grunden til, at man jævnligt foretrækker ikke at indse det. Derfor brænder jeg efter at trække tanken om livskraft og retfærdighed frem af de Skriftens ord, der lyder her juledag. De lærer os, at vi kan få retten til at blive Guds børn, hvis vi i selverkendelse og syndsbevidsthed tager imod ham, der kommer til verden, for så får vi livskraft til gengæld. Livskraft og retfærdighed hører sammen, vi mærker det i os selv, det synes simpelthen mest retfærdigt, at livet skal fuldbyrdes, det er jo derfor, sygdom og tragedie og vilkårlig modgang kan krænke noget dybt forankret i os. Jeg vil ikke nedgøre kærligheden. Jeg vil bare gerne ære mennesket ved at understrege, at også den, der aldrig elskede nogen eller følte, at han blev elsket selv, har kræfter til at leve. For størst af alt er den livskraft, der fra begyndelsen kom til at stå i modsætning til intet, og i tider med krise kan dette hjælpe én til at føle sig løftet op over alt det, der piner. Tilgiv mig, hvis jeg har citeret disse ord før, men jeg holder virkelig meget af dem. De stammer fra den unge Grundtvig, der i sin tid som huslærer på Langeland netop overvejer, om der mon findes en kraft, der er større end kærligheden, og han udbryder: ”Jeg føler i mit indre en trang til liv, stærk som, ja var det muligt, selv stærkere end trangen til kærlighed”
Grundtvigs ord kan sætte os fri til at tro på livets inderste kerne, uanset hvilken modgang man oplever, og uanset om man kender til kærligheden eller ej, og sådan kan man også læse Johannes prologen. Som den smukkeste trøst, der tænkes kan, for størst af alt er livet selv, og dén tanke kan også afholde os fra de værste unoder angående dyrkelsen af kærligheden som trivialiseret romantisk fænomen, politisk argumentation og generelt udslag af et overophedet identitetssøgende følelsesliv. Ligesom tanken om selve livskraftens trøst efter et år som dette fyldt med tanker om, hvordan vi kan overmandes af en udefra kommende kraft, der bremser vores frie selvfølgelige færd fremad, kan ruste os til altid at blive ved med at tro på fremtiden alligevel. Vi er blevet udstillet i vores sårbarhed, og skønt sommeren med frisk luft og fodbold-eufori fik nogen til at tro, at modstanden var nedkæmpet, blev 2021 året, hvor det stod fast, at livet ikke bare lader sig fuldbyrde, som vi gerne vil. Den erkendelse er vital, og dybest nede er den også særdeles opbyggelig og kan hjælpe os til at forstå, at mens vi blot er skrøbelige størrelser på jorden, kan vi altid hente kræfter i troen på, at hele skaberværket opretholdes af den kærlighed, vi så nemt gør alt for lille, fordi vi tror, at den er vores adelsmærke. Men den er først og fremmest Guds adelsmærke og dermed uforanderlig og evig og enhver verdslig modgang langt overlegen.
Hos Gud kan kærlighed, skabelse og retfærdighed ikke adskilles, Skaber-Ordet er også frelser-Ordet, der sendes ind i verden som Kristus, hvis mission det er at fylde ethvert faldent menneske med livskraft. Det er nåden, der fødes til verden julenat, og mens vi er her på jorden, kan jeg ikke forestille mig noget større udslag af netop dén, end at man kan blive ved med i sit indre at mærke en trang til liv, der – ja, måske endda er stærkere end trangen til kærlighed. Vi kan genkende den gennem vores længsel efter at se livet blive fuldbyrdet, og jeg er ikke i tvivl om, hvor vi har den længsel og retfærdighedssans fra. Vi har den fra skaber-Ordet, fra Gud selv, der juledag meddeler os, at vi skal bo på jorden i troen på, at man kan blive et Guds barn og blive ved med at leve hvad der end sker. En livskraft er os givet, og med barnet i Betlehem kan alle se det. Fra det punkt og hele vejen ind i evigheden skal vi blot følge ham. Amen.