Naturligvis vidste vi godt, at nogen levede i større risiko for at havne i rollen end andre. Man fornemmer hurtigt, hvem der kan blive ofre, fordi de af forskellige årsager har svært ved at hævde sig i fællesskabet. Vi vidste godt dengang, hvem der var de udsatte, og jeg tænker ofte på de tre-fire stykker fra min barndoms folkeskole, der må have haft en barsk tid. Det kan være særdeles pinefuldt at være offer og genstand for andres morskab og ringeagt, og alle tænker vel af og til over, om man selv har følt sig som ét, eftersom vi alle kender til dette at være miskendt og dårligt behandlet. Offerrollen lurer i enhver og kan rumme alt tænkeligt. Smerte og skam, men også noget helt andet i stil med opmærksomhed, sympati og ligefrem en form for magt. Offerrollen udgør én af de allermest dramatiske positioner, der findes, og behovet for at forstå dens natur er ikke blevet mindre med tiden.

Da kvinderne finder graven tom påskemorgen lærer vi noget nyt om offeret. For det var jo unægtelig dét, Jesus var, da han langfredag døde på korset, fordi menneskene dømte ham skyldig. Han var ikke skyldig, men hans ord og handlinger skabte så megen uro, at det ikke føltes trygt at have ham gående frit omkring, og derfor blev han ryddet af vejen. Sådan blev Jesus det største offer, verden har set, men han blev ikke ved med at være det, for graven var tom om morgenen på den tredje dag, og midt i forfærdelsen begyndte kvinderne nok så småt at forstå, at den dybe medlidenhed, de følte med Jesus på Golgata, skulle ses i et nyt lys. Offeret var væk, der var ikke noget lig, og mens én ting er, at beskeden fra den hvidklædte mand i graven om, at Jesus er gået i forvejen, må have skabt alverdens billeder i hovederne på disse kvinder, indser de vel også, at menneskets måde at tænke på generelt ikke stikker dybt nok. Fra nu af må alt erkendes i forhold til, at det største offer i skabelsens historie ikke var at finde i graven, hvor de havde lagt ham.

Men hvad end kvinderne tænkte, forestillede de sig næppe en tid, hvor det i bred forstand ville blive set som nærmest ærefuldt at være et offer. Men dér står vi nu. Vi har som civilisation bevæget os gennem ophøjelse og rendyrkelse af individet og videre til en frivillig ydmygelse af det, hvormed mange i dag næsten ivrigt præsenterer sig selv som de ringeagtede. På grund af personlige særpræg, seksuel orientering, kønsidentitet eller trange sociale kår fremhæver man sin svaghed og afmagt i forhold til ”de andre”, og mens det ikke altid står helt klart, hvem ”de andre” er, antydes det for eksempel, at der sidder nogen i fine saloner og foragter de mindre privilegerede. Det er der utvivlsomt også nogen, der gør, mennesker har altid inddelt hinanden i simple kategorier, og nogle i denne verden respekteres alt for lidt, det giver sig selv. Men der kan gå en smule sport i at se sig som udstødt af det fine selskab, da offerrollen som sagt kan føre noget brugbart med sig –opmærksomhed, høje salgstal og fornyet folkelig medvind. Og det spænder vidt. Donald Trump er et offer, ifølge ham selv, forfatteren med en trist barndom i Horsens er et offer, hele woke-tænkningen bygger på tanken om at være offer for strukturerne, og man må spørge, om den store fortrolighed med offerrollen, der i dag fylder så meget, hænger sammen med, at den ydmygede Jesus på korset er et omdrejningspunkt i vores kultur. Man må overveje, om kristendommen – som filosoffen Nietzsche jo mente – i os har placeret en offermentalitet, som nu er nået så vidt, at den for mange føles som en naturlig del af selvopfattelsen.

En af vore mest berømte fiktive figurer, Lykke-Per, i Henrik Pontoppidans roman af samme navn er klart inspireret af Nietzsches had til den kristne offertænkning. På en udflugt i de schweiziske alper får Per øje på et krucifiks og peger harmdirrende på det, mens han råber til sin forlovede: ”Se, den blege herre, der hænger dér! Hvornår fik vi mod til at spytte ham vor modbydelighed lige i ansigtet? Se rigtigt på ham, Jakobe! En sådan fræk ydmyghed! Denne tarvelige tilskuestillen af sin ydmyghed!… Nå, hans tid får vel ende snart!” Den unge Per er oprørt, og jeg forstår ham godt. Kristendommens dyrkelse af svaghed og passiv afmagt var også en del af grunden til, at jeg selv som ung lagde afstand til det kristne. Jeg kunne ikke acceptere den tilsyneladende mangel på livskraft, da det var, som om jeg også selv blev ydmyget, og da en bekendt engang sagde til mig: ”Kristendommen er kun for tabere!” tænkte jeg – ja, og sådan én er jeg ikke. Som ung tror man nemt, at man er hævet over det, der måtte begrænse andre, og jeg ville bare på egne præmisser være stærk. Jeg mærker stadig lidt af den trang, for barnets trodsighed forsvinder aldrig helt, og det er fortsat klogt med Nietzsche og Lykke-Per at spørge, om kristendommen måske har gjort os for tilbøjelige til at hylde svagheden.

Dét er nemlig et stort problem, hvis vi ikke samtidig stående ved den tomme grav i alvor tager opstandelsen til os. Hvis vi ikke begriber dens meddelelse angående hvad menneskelig styrke egentlig er. Når jeg og Lykke-Per i trods over for Jesu svaghed på korset ønskede selv at være stærke, skyldes det, at vi klamrede os til vores egen vilje til at lykkes og nå frelst gennem alt frem for at opfatte frelsen som noget, der gives. Og som end ikke døden kan afskære os fra. Hvad dét angår, er der så meget at lære af de unge mænd, der som modstandskæmpere mistede livet, og som vi mindes på denne dag, der ikke blot er påskedag, men også den 9. april, dagen for besættelsen af Danmarks i 1940. De var ofre for nazisternes ondskab, og én af dem, Christian Ulrik Hansen, der blev henrettet den 23. juni 1944, skrev sådan i sit sidste brev: ”Jeg har levet sammen med (døden) længe, i det sidste Døgn så intenst, at vi nu helt forstaar hinanden. Den er ikke mere en Fjende af Livet. Den er blot Livets Fuldkommengørelse (…) Døden og Livet giver hinanden Mening og indhold. De er begge Indledningskapitlet til det nye Liv. Vi er paa Rejse – fra vore Kupévinduer stirrer vi forundret ud paa Landet, der glider os forbi. Inden vi ved af det, er vi inde i Tunnelen. Vi kan ikke se, hvad der ligger forude – blot ane det, fordi det lever i os selv.” Den sande styrke vokser ud af troen på, at der forude venter noget, der allerede lever i os, og sådan kan mennesket være et offer og være frelst samtidig.

Så midt i trætheden ved tidens overdrevne offerdyrkelse, skal det slås fast, at mennesket faktisk ér et offer. Vi har bare mistet indsigten i hvordan og nærmest gjort svagheden til et ideal. I kristen forstand er vi ofre i forhold til noget, der er fælles for alle – nemlig, syndigheden og ondskaben. Vi erfarer det tidligt, både i skolegården, hvis man er én af dem, der plages dér, og i det indre, når man mærker trang til at være Lykke-Per-stærk og uafhængig af Gud. Syndigheden lokker os ind i falsk styrke, hvormed vi bliver blinde for egen egoisme og svigter kærlighedsbuddet, hvad Lykke-Per bestemt også gør på sin vej, hvor han svigter så mange. Men en vigtig pointe er, at syndigheden også lokker os ind i den overdrevne offerrolle, for det er nemlig syndigheden, den onde kraft, der driver os til hele tiden at ville definere vores egen identitet. Enten som dén, der er stærk eller som dén, der er svag, for begge dele rummer længsel efter magt og opmærksomhed, og midt i alt denne selvfremstilling skal vi bare huske, at det er kristendommen, der bestemmer vores egentlige identitet. Nemlig som både ofre og frelste. I den moderne forvirring har vi blot mistet sansen for denne vitale dobbelthed og tror, at vi konstant skal hævde os selv og stige i graderne i de fine saloner, skønt den stræben jo netop kan få én til at stivne i offerrollen. I kristen forstand behøver vi ikke bekymre os så meget om de andres anerkendelse, for mens ingen naturligvis skal finde sig i at blive trådt på, er det vigtigste at kunne se længere end nu. Længere end til den menneskelige smålighed og ondskab, ligesom frihedskæmperen fra før formår. Noget kommende lever i os, for Kristus er gået i forvejen, og i sidste ende kan kun troen på opstandelsen ophæve offerrollen, fordi kun opstandelsen kan ophæve syndigheden og den evigt nervøse selviagttagelse, der udgør selve kernen i offerets natur.

Jeg tænker ofte på de tre-fire stykker fra min barndom, der virkelig må have lidt, og de minder mig stadig om, at det kan være særdeles pinefuldt at være et offer. Men med tiden kan man i kraft af troen på Jesu magt mere og mere stole på, at man aldrig kun har været dét, og at styrken vokser fra dag til dag. Og derfor siger Martin Luther disse vidunderlige ord: ”Jeg vil aldrig have nogen anden tanke end denne: Opstandelsen er sket for mig.” For med den tanke er han allerede udfriet af det, der smerter, og mens offerrollen altså i kristen forstand har en udløbsdato, kan den i en kultur, med mindre og mindre tro på opstandelsen –på at Jesus virkelig i legemlig forstand forlod graven – nemmere og nemmere blive til et menneskes endestation. Fordi der ingen anden oprejsning findes end den, vi forgæves prøver at få hos hinanden. Det er vores epokes farlige paradoks, at så mange frivilligt træder ind i offerrollen og måske ikke kan komme ud af den igen, fordi vi gør det ærefuldt at være svag og glemmer, at når Jesus udstiller sin svaghed på korset, er det for at skåne os for at skulle udstille vores i livet og gradvist blive tyranniseret af den. Han gør det, for at vi i denne faldne verden allerede nu kan føle os oprejste, efter at han har gjort offeret på alles vegne – så skidt med hvad de andre siger, for opstandelsen er sket for mig. Skidt med om de anerkender min person helt, som jeg ønsker, for opstandelsen er sket for mig, og skidt med om jeg af og til er ved at gå til i forfærdelse over, at livet i denne verden får en ende. For med opstandelsen har vi fået evigt liv.

Jeg har aldrig selv prøvet at være så tæt på døden, som Jesus på vej til at udånde eller som modstandskæmperen på vej til sin henrettelse, og jeg ved ikke, om jeg selv i et sådant øjeblik som et offer for den helt konkrete grusomhed ville kunne se døden som ”Livets Fuldkommengørelse”. For mig er døden tegnet på, at det onde er i verden, den er livets fjende, og derfor er budskabet påskemorgen det mest overrumplende lykkelige og ubegribelige, verden nogensinde får. For døden har tabt, og dens nederlag er indledningskapitlet til det nye liv. Den tilstand, der på korset kunne ses som svaghed, er blevet til selve almagten, og derfor giver det ingen mening at føle sig ydmyget ved at Jesus lod sig korsfæste. For opstandelsen er sket for os, og vi kan leve hele vort liv i troen på at være på vej til at blive oprejst sammen med den sejrende Guds søn. Vi kan ikke se, hvad der ligger forude – blot ane det, fordi det lever i os selv. Fordi han er gået i forvejen. Fordi offeret er blevet til sejrherre. Amen.