Da jeg forleden i én af mine podcast-samtaler sad og lyttede til min gæst, sagde han en sætning, der har forfulgt mig lige siden. Han fortalte, hvordan han i en moden alder besluttede, at han ville have et barn, fordi – som han sagde – det var, som om livet var i færd med at forsvinde bag om ryggen på ham. Han havde i mange år levet i højt tempo og realiseret mange ambitiøse planer, mens det ikke rigtigt undervejs var gået op for ham, at tilværelsen blot kunne forgå, mens han reelt ikke tænkte dybere over, hvad den indeholdt. Endsige, hvad den ikke indeholdt, og at noget en dag ville være uigenkaldeligt. Så han indså, at der skulle ske noget, og fik en datter og erfarer nu hver dag, hvordan noget, som man længe ikke skænkede nogen særlig tanke, kan vise sig at være afgørende. Jeg bed mærke i hans formulering, fordi den på flere planer er ret dramatisk. At noget er uigenkaldeligt, forstår man nok først, når man er nået et pænt stykke ind i livet, og han mindede mig om, at enhver før eller siden må indse, hvor meget, der kan foregå bag ens ryg, uden at man ænser det.

Når Jesus flere gange i evangeliet beskriver Guds rige ved hjælp af konkrete billeder, har det at gøre med, at den direkte tale om det jo ikke kan rummes i vores tankeverden. Vi er nødt til at forholde os til noget, vi allerede kender – her den tilsåede mark som symbol på det, der bringer grøde. Kornet vokser bare, og på lignende vis kan et enkelt lille sennepsfrø med tiden blive til en plante så stor, at fuglene kan bygge rede i dens grene. Det ér og bliver forunderligt, at ting bryder op gennem jorden og bliver til kraftfulde planter, og mens man godt kan blive træt af blomstermetaforer og anden lysegrøn symbolik, må man bare sande, at Jesus af og til selv benytter sig af taktikken. Også sådan minder han os om det uransagelige forhold mellem det menneskelige og det guddommelige og antyder, at der er kræfter på spil, der udfolder sig bag om ryggen på os. Det gælder jo i enhver forstand, og lad os se på det helt verdslige først – det, der er foregået, som man måske bare lod ske uden at begribe alvoren ved det.

For eksempel har vi længe relativt passivt antaget, at vores land altid ville blive ved med at være det samme harmoniske sted. Man kommer så nemt til at tro, at det hele med eller uden min hjælp nok skal bestå, og det er vel det, mange op gennem de seneste årtier har tænkt, mens man enten hyldede eller bare accepterede tilblivelsen af et langt mere etnisk og kulturelt kompliceret samfund i troen på, at intet, uanset hvor forskellige kulturer, man bragte sammen, kunne antaste trygheden ombord. I dag ved vi en hel del mere om, at folkelig samhørighed kan svækkes gennem mistro og polarisering, og flere begræder da også det ”irreversible” ved udviklingen, som det er blevet populært at sige. Irreversibelt betyder ”uomstødeligt”, ”uigenkaldeligt”, ”noget, der ikke kan vendes”, og ordet lyder som en lidt klinisk ildevarslende beskrivelse af, at noget bare skete bag ens ryg. Og aldrig nogensinde kan gøres om igen. Der er naturligvis flere årsager til, at det gik sådan, men en del af forklaringen finder vi i de ord, som en ung politiker forleden formulerede. Han holdt sig selv i lang tid tilbage med at kritisere udviklingen, simpelthen af skræk for, at andre skulle

spørge: ”Er du et dårligt menneske? Elsker du menneskeheden, eller hader du andre mennesker?” Jeg har selv fået den slags spørgsmål serveret utallige gange, og de er udtryk for en tænkning og en mistanke, der gennem årene har været med til at hindre en del i at indse og i hvert fald sige højt, at noget var i færd med at vokse til bag om ryggen på os. Noget, som aldrig kan gøres om igen.

Vi kan gøre os skyldige i det irreversible ved blot at lade tingene ske og tiden gå. Det gælder det kulturelle eksperiment, som så mange europæiske lande i dag kæmper med, det gælder klimaforandringer og det legendariske overforbrug, og det gælder også de medlidenhedsdrab, der formentlig en dag vil blive legaliseret i humanitetens og fremskridtets navn. Alt imens vi sikkert hurtigt vil opdage, at den enkelte sag, hvor et menneske ønsker at dø, og en anden af kærlighed ønsker at hjælpe vedkommende på vej, kan være fyldt med uforudsete dilemmaer. Det er, som om vi ikke rigtigt forstår betydningen af det definitive og vores mulighed for blot at lade det ske. Det er, som om vi ikke er værdige til gaven, vi har fået, og blindheden gælder i dén grad også på det helt personlige plan. Engang troede jeg, at der ville være tid nok for mig og en mand, jeg tidligere kendte, at drikke en kop kaffe og tale om vores forelskelse fra fortiden, og pludselig var han død. Han forsvandt bare bag om ryggen på mig. Engang troede jeg, at jeg stort set havde erkendt nok, engang troede jeg ikke på, at Gud eksisterer, og spørgsmålet er, om alt dét, man var så længe om at spekulere seriøst over, kan efterlade en essens af forsømmelse i det indre. Forfatter Michel Houellebecq berører tanken i romanen Kortet og landskabet om Jed, en succesfuld kunstner, der som så mange andre individer i Vesten har svært ved at mærke retning og fylde og en inderlig følelse af ansvar i tilværelsen.

Houellebecq skriver: ”Livet giver os ind imellem en chance (…) men når man er for fej eller for ubeslutsom til at gribe den, tager livet sine kort tilbage, der findes et øjeblik til at handle og træde ind i en mulig lykke, dette øjeblik varer nogle dage, somme tider nogle uger eller endda nogle måneder, men det finder kun sted en eneste gang, og hvis man bagefter vil vende tilbage, er det simpelthen umuligt (…) tilbage er kun (…) en nytteløs, men korrekt følelse af, at et eller andet kunne være sket, at man simpelthen ikke har været værdig til den gave, man fik.” Livet kan tage sine kort tilbage, hvis vi ikke ærer det nok og insisterer på at begynde at vågne, inden det føles, som om tilværelsen næsten er forsvundet bag om ryggen på én. Man må spørge sig selv om, hvad man har forsømt, og nok i særlig grad i forhold til de helt store tanker om, hvem der har skabt os, hvem, der repræsenterer det fuldendt gode, og hvem, der kan tilgive os, når vi ikke kan leve op til netop dét. Det fuldendt gode. Man kan indse, at man har forsømt at forstå de dybeste lag i sig selv – også de mest selviske – og vende blikket bagud og opad, og som en anden – dansk – forfatter Jens Christian Grøndahl komme til at forstå, som han skriver i bogen Min svage tro: ”Jeg har levet mit liv med ryggen til kristendommen…” Gør man det, spekulerer man nok ikke så meget over gudsriget, der gror bag denne afvisende ryg, og livet kan blive til noget definitivt. Noget, vi selv kan afslutte. Noget, der ikke vokser ud over al forstand, og noget, der nok i længden kan give et menneske åndenød, fordi evighedens horisont er afskaffet.

Men gudsriget er altid i færd med at vokse og blive til, og hvis vi vender os om og opdager det, kan vi leve i to tider på én gang. I verdens tid og i gudsrigets tid og på den måde være både det syndige menneske her og det syndsforladte menneske dér, og at gudsriget allerede er her, kan vi tro på, fordi Guds søn kom hertil som bindeleddet mellem det jordiske og det himmelske. Han er frøet,

der er sået i jorden og i kirken med én tro og en Herre – Fader og Søn i ét. Og også i os hver især, så vi kan leve i det jordiske og samtidig føle os forbundet med det evige og dem, vi elsker, som ikke er her længere. Det er derfor, at vi kan sanse både salighed og dyb ensomhed. Vi kan føle os tæt på Guds søn, og vi kan føle os på afstand af ham, når vi vender ryggen til. Han er det urokkelige omdrejningspunkt, og vi er de flakkende skabninger, der kan miste ham af syne. Den store schweiziske teolog Karl Barth skriver sådan her om den almægtige Gud, der har vist sig i verden: ”Han aabenbarer sig ikke ved en anden. Han aabenbarer sig ved sig selv, den Hellige, som her tager Bolig bland Syndere for at være Synderes Frelser, han er ingen ringere, ingen anden end den evige Gud selv. Saa dyb er Afgrunden (…) som skiller os fra ham, at intet mindre end Gud selv maa til, naar der skal bygges Bro over den.”

Jesus vil have os med over afgrunden til gudsriget allerede nu, og derfor kan vi som sagt leve som både synderen, der elsker og tilgiver for lidt, og den frelste, der er udset til alligevel at blive taget med derover. Hvis blot vi opdager, hvor meget vi måske i løbet af livet har manglet interesse i at vide, hvad der egentlig foregår bag om ryggen på os. Irreversibelt – det er et frygteligt ord, der understreger, at noget virkelig er for sent. Vi kan ikke vende tilbage til tiden før det store vestlige kultur og befolknings-eksperiment, vi kan ikke trylle de isbjerge tilbage, der er smeltet, eller de dyreracer, der er forsvundet, og hvert liv, der vil blive taget i den sandsynligvis kommende praksis med i barmhjertighedens navn at hjælpe folk herfra, vil ikke kunne bringes tilbage til jorden igen. Ligesom jeg ikke kan drikke den kop kaffe med ham fra min fortid, fordi han er død. I den jordiske tid er noget virkelig uigenkaldeligt for sent, men ikke i gudsrigets tid, og vi lever i dem begge to. Det er ikke irreversibelt, mens vi stadig er her at vende ryggen til Guds rige, for det vokser videre, uden at vi ved hvordan, og hvis dagen oprinder, hvor man indser, at livet er i færd med at forsvinde bag om ryggen på én, kan man stadig nå at vende sig om. Og så står han der.

Lyset vender tilbage. Vi kan se det derude, det er kyndelmissetid, meget vil snart igen begynde at vokse, og måske er det netop, når grøden fornemmes, at man kan blive overmandet af tanken om alt det, der truer med at passere forbi bag ens ryg. Og at noget i ens liv kan gå tabt, irreversibelt, uigenkaldeligt, og derfor er det også nu, man skal vende sig om og erkende, at mens så meget andet vil forgå, vil lyset fra evigheden bestå. For Kristus er i verden, og Gud tager ikke sine kort tilbage. Det er rigtigt, som Michel Houellebecq skriver, at man ikke ”har været værdig til den gave, man fik”, det har ingen af os, men Jesus venter stadig, og hans ønske er, at vi skal vende os om og opdage det. Og at vi fra det punkt vil leve i troen på, at vi skal være sammen med ham til evig tid. Amen.