Muligvis står vi overfor et interessant nybrud. Den slag sker jo løbende i den uendelige fortælling om menneskene, og mens jeg personligt er vokset op i en periode, hvor det rangerede højt at have meget travlt og være i evig fremdrift, beskriver flere nu, hvordan de stræber efter at arbejde mindre, mærke mere hvile og frigøre sig fra trangen til hele tiden at præstere. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som ung efter gymnasiet besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kunne for at blive til noget. Jeg fik meget travlt, da jeg omsider indså, at jeg under ingen omstændigheder ville spilde mit liv, og er man først blevet overmandet af dén tanke, kan den blive siddende i bevidstheden sammen med spørgsmålet om, hvad man mon dybest nede er drevet af. Jeg tror, at netop det spørgsmål i denne accelererende tid falder mange ind. Er jeg i færd med at leve et smukt liv, eller vil jeg i sidste ende komme til at føle, at jeg spildte en del af min kostbare tid på jorden? Hvad vil mit sidste ord engang være?

I første omgang gør arbejderne i vingården sig næppe de overvejelser. De står ledige på torvet og har brug for at tjene penge til almindelige fornødenheder, og da et job viser sig, slår de til. Helt rimeligt, der skal tjenes penge, og derfor bliver de, der ender med at arbejde mest, ret vrede, da de opdager, at alle får nøjagtig det samme i løn, uanset indsats. Og vingårdsejerens påmindelse om, at de jo har fået præcis, hvad der blev aftalt og ikke har grund til at brokke sig, hjælper ikke det store, for nu hviler der et skær af noget meningsløst over deres timelange slid i varmen. Når man ikke føler sig tilstrækkeligt belønnet for det, man gør, mens andre synes at komme meget nemmere til det hele, kan man blive usikker på, om man overhovedet bliver respekteret. Og vi fornemmer med denne fortælling, hvor langt der er fra vores spontane opfattelse af retfærdighed og hen til det, der her præsenteres som det centrale. Nemlig, at alle først og fremmest skal opleve at blive mødt med godhed og måske endda mærke, at der også findes en grad af godhed i én selv.

Tanken om at føle sig respekteret for sin indsats falder i dén grad én ind i en tid, hvor vi får nogle imponerende livsforløb beskrevet, fordi store personligheder dør. For nylig var det forfatter Lise Nørgaard, vi sagde farvel til, forleden var det politiker Ritt Bjerregaard, og i et særpræget tv-koncept, hvor samtaler, der blev optaget relativt kort før personens død, efter vedkommendes sidste åndedrag sendes som en særlig afsked med folket, står forbindelsen mellem indsats og position klar. ”Det sidste ord”, som programserien hedder, opsummerer personens liv og betydning, mens der er forskelligt at bemærke. For det første afsløres det her, hvordan vor kulturs forlegenhed overfor døden bliver pinagtigt mærkbar, når vi ved teknologiens hjælp placerer den afdøde i en interviewstol og med en lidt finurlig tone prøver at skabe afslappet hygge, mens det primært føles ubehageligt. Som en lidt morbid afskeds-medie-kult, strandet mellem ærbødighed og nyfigenhed i yderste potens, hvoraf det fremgår, at når evighedstroen langsomt brænder ud iblandt os, træder en vis rådvildhed til. For det andet oplever vi, hvordan et menneske her langt hen ad vejen gøres til ét med sine præstationer, og jeg gætter på, at mængden af offentlige afskedsseancer med kendte personer vil vokse. Det er godt fjernsyn, som man siger, og det passer med tidens tanke om mennesket som et væsen, der skal prises for sin vilje til at skille sig ud.

Tro endelig ikke, at jeg er modstander af at hylde de store. På ingen måde, jeg dybt fascineret af personer, der præger historien og den enkeltes tilværelse, og nogle er virkelig værd at agte – Grundtvig, J.S. Bach, Søren Kierkegaard og Dostojevskij, men jo mere vi i bredere forstand ophøjer de udvalgte – alt imens det ikke hver gang giver sig selv, at de var så betydningsfulde, der er vist gået lidt inflation i begrebet ”kulturpersonlighed” – desto vigtigere er det at forstå mekanismerne mellem os. Sammenligning og misundelse fylder mere og mere, som historien skrider frem, fordi vi har bevæget os fra at se mennesket som et væsen, der blot skal forsørge sine nærmeste og udfylde en plads til at se det som særligt værdifuldt at være kreativ og interessant. Heraf den latterlige betegnelse – at være unik, og den onde spiral har ingen ende, for man kan altid blive lidt mere interessant, hvilket jo også viser sig gennem de mere og mere opfindsomme forsøg på at definere sin identitet som én, der ikke minder om nogen anden. Woke-bevægelsen handler muligvis også dybest nede om i moderne kedsomhed at ville gøre sit liv til et lidt dramatisk heltekvad, der skal få andre til at spærre øjnene op, og den tyske professor i filologi, Manfred Fuhrmann beskriver i sin bog om europæisk dannelse, hvordan ”oplevelsessamfundet” har erstattet tilstanden, hvor man primært skulle overleve. I stedet er vi blevet til dem, der, som han skriver: ”har megen fritid og mange ressourcer til rådighed, og som permanent stræber efter et ´smukt liv´”

Med programmet ”Det sidste ord” hyldes dette smukke helte-liv, mens personen i fuld offentlighed følges stort set hele vejen ned i graven, og Jesus havde tilsyneladende gennemskuet denne støt stigende idé om, at nogen i særlig grad bør påskønnes, når han fortæller om de utilfredse vingårdsarbejdere, der forventer mest opmærksomhed, fordi de har knoklet mest. Og vi bemærker, at det vigtigste ikke er i sig selv at få mere i løn, men at få mere end de andre. Det er farligt at leve med dette indre regnskab. Jeg kender en mand, der har gjort det meget længe og nu synes at være nået til punktet, hvor han forstår, at han aldrig vil blive æret nok. Nu er han vred, og martyrkræfterne rører på sig. Altid var det ham, der i familien huskede fødselsdage og sørgede for varm mad og stod og bagte chokoladekage til klokken to om natten, og han sagde engang til mig: ”Jeg tror ikke på Gud, så hvorfor er jeg så pligtopfyldende?” Det var naturligvis en test af præsten, der ofte taler om nødvendigheden af at adlyde det guddommelige for virkelig at tjene det gode, og jeg svarede, at man jo godt kan være et venligt menneske uden at være troende. Nu ved jeg til gengæld, hvad jeg også skulle have svaret, nemlig: En del af grunden til, at du er så pligtopfyldende er, at du lever med en forventning om, at en belønning snart vil indfinde sig. Og jeg skulle have tilføjet, at en sådan forventning kan blive til en dyb bitterhed, der aldrig forsvinder igen. Vores idé om retfærdighed i det smukke liv kan udvikle sig tragisk.

For i en kultur med for spinkel gudstro og stor trang til at realisere det smukke liv grunder vore handlinger ofte i det forkerte. Derfor er jeg ikke tryg ved denne nye tendens til at ville arbejde mindre, for også dén kan foregå i et forsøg på at fremstå interessant, og der hviler et ret komisk skær over det, når endnu en karrierekvinde i stramt koreograferet afslappet positur i et dameblad fortæller om sin nye afbalancerede tilgang til livet. For som Martin Luther siger: ”Det er ikke arbejdet, men jeres ængstelige hjerte, som ikke tror, der er skyld i det. Det tror ikke, at Gud vil forsørge jer…” Det er ikke arbejdet i sig selv, der tynger et menneske, det er den endeløse trang til at blive påskønnet mest for det, og det store skift i livsstil udgør også en form for præstation. Før kæmpede man for at blive unik ved at præstere meget, nu forsøger man at være unik ved at være hævet over netop det behov, og sandsynligvis er hjertet stadig ængsteligt. Inde i det findes en frygt for at blive snydt for løn, lykke og livsfylde, for med faldet ud af Paradisets Have fik vi evnen til at se nervøst på os selv og hinanden, og retfærdighed blev til et spørgsmål om, hvad jeg ikke vil snydes for frem for at være et spørgsmål om alt, hvad Gud giver. Her såvel som i evigheden. Den skabte orden blev med syndefaldet vendt på hovedet, og derfor siger man, at kristendommens ærinde er endnu engang at vende alting på hovedet, så vi på ny forstår, hvad det gode er.

Vi forstår det med kærlighedsbuddet, altså, den kristne lov, der fordrer, at man gør sin indsats og blot til glæde for andre bager den chokoladekage. Ikke for at blive belønnet, men for at adlyde, og det er hér, i den kristne lydighed, at det ængstelige hjerte kan finde hvile. Og nej, man skal ikke bare acceptere uretfærdighed og lade sig udnytte, men sagen er, at man i ren fortørnelse over det, man finder uretfærdigt, kan udvikle sig til et ondskabsfuldt menneske. Djævelen bor i det indre regnskab, det er jo derfor, der gør så ondt at føre det, og på et tidspunkt er det måske for sent at genvinde tilliden til livet. Jeg kan se det i øjnene på ham, jeg talte om før. Han lever i en daglig kamp mod det onde, men er så blændet af sin vrede, at han ikke selv ved det. Vi lever alle i en daglig kamp mod det onde, men spørgsmålet er, om man selv er klar over det, og med kristendommen lærer vi, at hvis man overlader regnskabet til Gud, sker det vigtigste nybrud indeni. Det kan føles som en forløsning, der minder om den, Tove Ditlevsen beskriver i digtet Min bedste tid. Her lyder det: ”Og jeg gør ingen nytte som travle folk derude, men noget bliver fornyet i sindets dunkle skjul – og noget løsnes sagte, der dagligt går i knude, som når en gren i gryet, berøres af en fugl.” Tove Ditlevsen kalder det ”noget”, jeg kalder det ”Guds Ånd”, for det er dén, der fornyr os i det indre og skaber mulighed for at sanse Guds retfærdighed, hvor alle forskelle udlignes, som noget vi kan leve i forventning til.

Det er godt at ære de helt store iblandt os, de viser vej, men midt i de mange afskeds-seancer, der nok hører denne oplevelses-tid til, hvor vi i så høj grad jager det smukke liv, må man først og fremmest spørge sig selv om, hvad mit eget sidste ord mon på denne jord vil være. Jeg har et bud. Jeg håber, at jeg vil sige: Tak, Fader, fordi vi allerede nu har del i din retfærdighed, som Jesus har gjort synlig for os. Tak, fordi din Søn på jorden bekæmpede det onde, der virker i os, tak, fordi han med opstandelsen banede vej ind i evigheden, og tak, fordi vi i løbet af livet kan komme til at tro på, at det er din evige retfærdighed, alting allerede nu skal måles i forhold til. Amen.