Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus svarede disciplene: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!” Da lød der en røst fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.” Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: ”En engel talte til ham.” Jesus sagde til dem: ”Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Amen.

Danmark er åbent igen, og vi vil fra nu af se tilbage på en usædvanlig periode. I den er der blevet sagt mange ord, der på grund af situationens alvor har fået særlig status, og som giver os noget at tænke over. ”Ethvert dødsfald er en tragedie…”, ”Danmark er forandret for altid”, ”Lev med det” og mere af samme intensive skuffe. En enkelt formulering bliver dog ved med ekstra ihærdigt at forfølge mig, og den lyder sådan her: ”Håb er ikke en strategi.” Ordene stammer fra en magtfuld person i embedsværket, der ved epidemiens begyndelse ønskede at få alle til at begribe, at vi i konfrontation med den mere og mere verdensomspændende coronavirus var nødt til at gribe drastisk til handling fremfor at satse på, at det hele nok skulle gå over af sig selv. Deri havde hun utvivlsomt en pointe, hvilket dog ikke udelukker, at nedlukningens omfang og synet på restriktioner og vaccine længe vil være en del af den store danske samtale. Men udtalelsen om håb som et begreb, der ikke kan betragtes som en strategi, skiller sig ud og har her i kirken sin helt egen klang. Så meget at vi er nødt til at se nærmere på den.
Det gør vi i dag, hvor Jesus taler til disciplene om forholdet mellem ham og mennesket. Mellem det jordiske og det himmelske. Det giver på ingen måde blot sig selv, hvad det vil sige at stå i forhold til Guds søn, men vi skal indse, at der findes en anden og større sandhed end den, vi umiddelbart kender til. At der findes en time, hvor omfanget af denne sandhed skal komme for en dag, og som Jesus egentlig gerne vil skånes for, mens han samtidig ved, at den udgør den herliggørende kulmination på hele hans virke i verden. Det er dén time, der repræsenterer det håb, som vi hver især i en eller anden grad kender til. Håbet om at blive forskånet og bevaret. Man mærker det i et sekund, når man helt bogstaveligt er ved at falde og lige når at håbe, at man vil blive reddet fra at ramme asfalten. Og på anden vis mærkes håbet, hvis man pludselig frygter for sin skrøbelige fremtid og måske for at miste en anden, man ikke har lyst til at leve foruden. Håbets kilde strømmer i os, og mens man af alle mulige årsager på det personlige plan kan miste følingen med den, er det også en mulighed, at vi kan miste håb i fællesskab. Simpelthen fordi vi udvikler tankegange, der tromler hen over det.
Jeg tror, at vi i denne tid ødelægger håb. Det kan nemlig ske gennem den store forestilling om nogle strukturer i et samfund, der menes at styre vore tanker og vores adfærd mere, end vi selv ved af. Vi kender det fra teorien om, at vi dybest nede alle er racister, fordi vi ubevidst lader os diktere af synet af hudfarve, og vi kender den fra den moderne feminisme, der taler om det patriarkalske overherredømme, der kontrollerer kvinders muligheder, uanset om man selv er klar over det eller ej. Ligesom vi kender det fra optagetheden af kommende epidemier og klimaets udvikling, der naturligvis har gyldighed, men som også i dén grad kan få det omgivende til at føles som én stor struktur, der bliver alles skæbne. Man kan nemt i denne epoke blive strejfet af tanken om, at vores civilisation bevæger sig mod ubønhørligt kaos, og det er ikke mærkeligt, at mange, og især unge og børn, får anelser om, at der ikke venter noget godt. Troen på fremtiden er stækket, og interessant er det at læse en ny bog med titlen Nu taler jeg, af en kvinde, der beskriver, hvordan hun i hele sit liv er blevet bremset af kræfter, hun reelt ikke mener, at hun har haft indflydelse på. Hun skriver: ”Jeg var så naiv at tro, at hvis jeg arbejdede hårdt nok for det, så kunne jeg opnå samme respekt som mændene fik. Dét, jeg ikke forstod var, at jeg aldrig ville kunne blive en af drengene. Dertil var jeg for blød, og desuden er jeg bare en pige.” (…) ”Dét, at de er mænd, især hvis de er vestlige og hvide, gør, at de som udgangspunkt bliver anset for klogere end andre alene af den grund.”
Gennem denne tro på de suveræne magtstrukturer, der med inspiration fra 1900-tallets filosofi og samfundstænkning her ind i det 21. århundrede for nogen næsten er blevet en religion, kan håbløshed vokse frem. For tankegangen anfægter individets tro på selvstændighed og livsmod ved konstant at betone vilkår, der kan lamme sjæle. Det er, som om sporene ér lagt, magten ér fordelt, og det kan være svært i en sådan verden for alvor at tro på egne muligheder. Hvis strukturerne virkelig dikterer så voldsomt, kan man måske reelt ikke gøre så meget andet end at stå ude på sidelinjen og se kræfterne udspille sig, og håb kan dræbes, når vi, som den netop citerede feministiske forfatter, i så høj grad reducerer mennesket til et produkt af samfundets strukturer. Verden er blevet for fastlagt, ja, næsten trods sin enorme størrelse lidt for klaustrofobisk at befinde sig i og for destineret i retning af oversvømmelse og undergang. Det kan blive vanskeligt her at forestille sig, at ens tilstedeværelse nogensinde for alvor kan komme til at betyde noget. Og ikke mindst at man midt i det hele selv vil blive bevaret.
Dén verden taler Jesus ind i, idet han nævner timen, der skal komme, der også handler om håb. Det håb, vi altså selv kan bidrage til at dræbe, og spørgsmålet er, hvordan vi bedst værner om det. Det har også at gøre med vores syn på frelse. For tiden diskuteres det igen ivrigt blandt teologer og andre interesserede, om man i kristen forstand kan tro på, at alle frelses, eller om vi i det hinsides vil blive tildelt forskellige skæbner. Nogle i frelse og andre i en eller anden grad af fortabelse. Det er en evig diskussion, som vi naturligvis aldrig her på jorden når til bunds i, men hvis vi blot antager, hvis vi blot forkynder, at alle frelses til evigt liv i det ny Jerusalem, som vi om lidt skal synge om, kan man trække en del af indholdet ud af begrebet håb. Det kan lyde mærkeligt, for er det ikke netop så utrolig håbefuldt at antage, at alle en dag skal nyde samme salighed? Nej, faktisk ikke, for vi har brug for uvished, en horisont, der bryder med enhver menneskelig tanke, idet håb netop udgør så kolossal en styrke, når det er en mulighed, at det skuffes. Håbet får sin inderste styrke på trods, hvilket kan opleves i teaterforestillingen ”Fængselsdigte”, der for tiden opføres i Skuespilhuset her i byen. Den er bygget over digte af en iransk kvinde, der i 10 år sad fængslet for sin tro under landets brutale regime, og i de frygteligste rammer sidder hun i ensomhed og holder håbet i live. Blandt andet ved at mindes øjeblikke af fred og lys og dage på stranden og derigennem fastholde fornemmelsen af, hvad hun håber på. Det er dén, vi aldrig må miste – selve fornemmelsen af, hvad vi håber på, hvilket vi især erkender gennem modsigelse og måske endda lidelse.
Kvinden i fængslet ved ikke, om hun nogensinde skal opleve det smukke liv igen, men hun håber, og når et menneske i selv den værst tænkelige situation erfarer, at man stadig kan det, vindes stor indre overlevervilje. Så lærer man, at man ikke altid behøver vished, men kan ånde gennem håb, og i troen, den kristne tro, er håbet lige præcis en strategi. Her siges det, hvad vi håber på. Frelse i Kristus, sejr over al død og ondskab, men dermed ikke sagt at alle vil nå derhen, for hvis vi blot forkynder denne frelse til alle, stækkes sjælelivets vildeste vingeslag, og man trækker en del af indholdet ud af den ”time”, hvor Jesus skal gennemleve lidelsen og sejre over den. Hvormed enhver kan håbe, at dette også vil ske for mig. Dette er essensen af Jesu død på korset, gennem dén åbenbares herliggørelsen, den inderste marv i håbets styrke, og tager man det for givet, at alle vil blive del af denne opstandelsens salighed reduceres vore liv nu med modgang og kvaler og lidelse til en slags kunstig prøvetid. Håb om salighed må ikke gøres til en selvfølgelig forventning om salighed, for så mister vore liv alvor, mens herliggørelsen bliver til en bestillingsvare frem for en overvældende åbenbaring. Livet må handle om at se fremad i den uvished, som nærer håbets enorme kraft. Som det lyder Charlotte Brontës roman Villette, hvor den ensomme og hårdt prøvede heltinde Lucy Snowe siger til sig selv: ”Mørk ligger vejen foran os gennem verdens vildnis. Må vor gang være jævn og støt, må vort kors være vort banner. Vor vandringsstav er Hans løfte, Han, hvis ord er lutret, hvis vej er fuldkommen. Hans forsyn er vort håb…”
Hans forsyn. Guds vilje. Som Lucy Snowe og som kvinden i det iranske fængsel bærer vi på en fornemmelse af, at der altid er noget at håbe på, herlighedens håb, som Paulus kalder det i teksten, vi hørte før. Det lever i os, fordi vi er skabt til at længes efter salighed hos Gud, efter at blive forskånet og bevaret. Dette er den dybeste struktur, der findes i verden. Vores længsel efter Gud. Den overgår enhver menneskeskabt tanke om samfundsmønstre i forhold til race, køn, klima og hvad vi ellers kredser om i forsøget på at formulere noget sandt. Selvfølgelig skaber vi teorier og forestillinger om sammenhæng for at forså dette liv, men vi skal huske, at vi kan dræbe håb ved at gøre teorierne for militante og troen på samfundsstrukturernes magt for stor. Ligesom vi skal huske, at gennem forholdet til Kristus mindes vi om, at håbet findes, for med ham fældes der dom over denne verden, mens alle vores tanker om dens sande strukturer bliver sekundære. Denne verdens fyrste jages ud – det vil sige, den kraft, der dræber håbet i os, den ondes kraft, mister sin magt, og Jesus fortsætter, som der står: Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Hermed giver det næste spørgsmål sig selv – for betyder dette ikke netop, at alle vil blive frelst? Ikke nødvendigvis, for han siger også, at er man ikke parat til at miste sit liv, vil man ikke blive bevaret til evigt liv. Hvis man overgør betydningen af menneskeskabte sandheder – dem, vi skriver bøger om, udtænker ideologier på baggrund af og slår hinanden oven i hovedet med – kan man fortabes i troen på egen indsigt. Jesus drager mennesket til sig, men mennesket skal selv give slip på denne verden og sin tiltro til egen forstand for at tage imod ham.
Det giver på ingen måde blot sig selv, hvad det vil sige at stå i forhold til Guds søn, for ingen kender den fulde sandhed om frelse. En teolog formulerede det forleden sådan her: ”I sidste ende er det et spørgsmål om, hvilken Gud vi tror på. Om det er ham, der vil frelse alle, eller om det er ham, der vil lade nogen gå fortabt”. Ja. Men samtidig skal det tilføjes, at det i sidste ende også er et spørgsmål om, hvilken Gud man håber på, og derfor skal vi være så varsomme med i denne voldsomme verden at tromle håbet ned. For jo mere man håber på muligheden af at blive bevaret hos Gud, desto stærkere er man i sit liv på jorden. Her, hvor vi lever med længslen efter Gud og med herliggørelsen gennem Sønnens opstandelse kan indse, at i sidste ende er håbet virkelig den største og smukkeste strategi, der findes. Amen.